Skrubtudsen
✂ Skrubtudsen blev trykt første gang i NEH 8-66, der udkom 11.12.1866.
✂ Eventyret er digtet under A.s besøg i Setúbal i Portugal i 1866, hvor han havde set en skrubtudse. Dog blev det senere omarbejdet i Danmark og handlingen henlagt hertil (Bemærkninger 23).
✂ Dagbøger og breve belyser tilblivelsen. 26.6.1866 noterer A i Dagbøger: »Begynt Eventyret om Skruptudsen« (VII 132). 12.7.1866 fortæller han fra Quinta do Pinheiro Edvard Collin: »Jeg har skizzeret to Eventyr: Diamanten i Frøens Hoved, ligesom ogsaa »Kløverblomsten«, men de maa gjennemarbeides« (BEC III 320). Når A i Bemærkninger taler om, at eventyret skulle gøres hjemligt, skyldes det, at det endnu på dette tidspunkt var en historie fra Portugal (se A-iana 3 rk. I 382f). Først da A kom hjem, tog han atter fat på eventyret. I et brev til Henriette Collin fra Holsteinborg 21.10.1866 hedder det: »Idag skriver jeg vist ned et Eventyr »Ædelstenen i Frøens Hoved«, jeg har i mit Hoved baaret dette Eventyr, der ikke er nogen Ædelsteen, fra jeg gik i Alkantaredalen og ved Setúbal« (BEC III 356). Og næste dag noterer han i Dagbøger: »begyndt paa »Skruptudsen«« (VII 200). 23.10. var eventyret færdigt: »Endt Skruptudsen og læst den høit. Efter Bordet læst iaften Portnerens Søn og Skruptudsen« (ib. 200).
✂ Iøvrigt er A.s vaklen mht. titlen, specielt forsåvidt angår om titelpersonen er en frø eller en skrubtudse, ret bemærkelsesværdig, idet han i udkastet udtrykkelig nævner, at han som barn har hørt en gammel kone fortælle, at der fandtes en ædelsten i skrubtudsens hovede (A-iana 2 rk. I 383), en folketro som også kendes fra Shakespeares Som man behager II 1. Ligeledes gør Ragnar Spärck opmærksom på, at A både har kendt de grønne frøers tilknytning til vandet modsat skrubtudserne og den grønne bevoksnings afhængighed af lyset (A-iana 2 rk. IV 202).
✂ Niels Kofoed ser eventyret som en variation af motivet i Den grimme Ælling, men ædlere af holdning og mindre succesombrust: under et rædsomt ydre gemmer der sig skatte af værdi (Studier i H.C.Andersens fortællekunst. 1967.148).
✂ 259.2Vinden] anordning til at hejse vandspanden op og ned med. - 11Brøndgjesterne] allusion til brugen af brøndkure. - 15Øienklemme] 306 krampe i øjnene; dannet som parallel til mundklemme (krampe i munden).
✂ 260.40transparente] gennemsigtige.
✂ 261.14Marias hvide Særkeærmer] her antagelig snerle, Convolvolus arvensis og C.sepium (bruges også om stenbræk, Saxifraga). - 15-16ogsaa fløi der ... en Blomst] sml. Den lille Idas Blomster (I 44), Dagbøger II 225, EDB 318.
✂ 263.35Æsop] gr. fabeldigter (6. årh.) der efter traditionen var vanskabt og grim; jvf. Mulatten (1840; SS IX 342), Cecilies forsvar for at omdøbe blomsten Venus' Fluefænger til Æsop:
✂
Han os lærte, at ei Form, ei Farve
Udslag gjør i Skjønheds Blomsterbed
[...]
Form og Farve maa for Snillet vige,
Det fik første Rang i Skjønheds
Rige!
✂ 36Sokrates] gr. filosof (470/69-399 f.Kr.), var iflg. traditionen grim.
✂ 264.29ff. Sml. Den lille Havfrue (I 87ff), Det gamle Egetræes sidste Drøm (III 51ff), Dynd-Kongens Datter (III 63ff) og De Vises Steen (IV 87ff).