Andersen, H. C. Hvad gamle Johanne fortalte

Hvad gamle Johanne fortalte

Hvad gamle Johanne fortalte tryktes første gang i NEH 10-72, der udkom 23.11.1872.

Eventyret er skrevet i København i september 1872 og blev A. s sidste. I Dagbøger 16.9.1872 hedder det: »Hjemme om Aftenen, gnaven skrev paa »Det suser gjennem det gamle Træ«« (IX 332). Derefter lå arbejdet stille nogle dage, men 21.9. blev det genoptaget, og da havde eventyret fået sin endelige titel: »skrev paa Hvad gamle Johanne fortalte« (ib. 334). Dagen efter tog A ud til familien Melchiors landsted Rolighed, og her fortæller Dagbøger 23.9.: »Det begynder at blive koldt; jeg fryser paa min Stue; her har jeg siddet næsten hele Dagen opfyldt af Historien, (hvad gamle Johanne fortæller), før Middags Tid Kl 4 sluttede jeg den. Læste den efter Bordet og var selv glad ved den poetiske Duft og Stemning der er kommet i den, jeg gik over til Læssøe [: maleren Thorald Læssøe] for at læse den for ham men der var »Aaen og Havet« [: forfatteren Thomas Lange] jeg vilde ikke strax have min friske Digtning kritiseret og jeg vendte om« (ib. 334f). 24.9. læste han det op for familien Henriques og havde iøvrigt nær mistet dét og Portnøglen, idet han inden oplæsningen hos Henriques havde tabt manuskripterne i Vincents restauration, hvor de dog var blevet fundet. Derefter skriver han: »Jeg opgav at høre »Lohengrin«, gik hjem, men for anden Gang i hele mit Liv, kjøbte jeg her hjemme en halv Flaske Champagne, jeg havde saa stor Lyst til den og drak den under Afskrivningen (og Rettelserne) af Hvad gamle Johanne fortalte« (ib. 335). 26.9. fortæller han i et brev fru Scavenius: »Siden jeg kom hjem har jeg ikke ret følt mig vel, mit Humeur har ikke været ved det gamle. Melchiors fik mig derfor igjen ud paa »Rolighed« hvorfra jeg først er kommet ind igjen i forgaars, Veiret er kommet i sit kolde fugtige Hjørne, den hele Stemning deraf og af mit eget Sind, har jeg imidlertid lagt ned i en ny Historie: Hvad gamle Johanne fortalte; de som have hørt den sige at den er den meest poetiske af de Historier og Eventyr jeg har skrevet i Sommer og som Deres Naade har hørt« (utrykt, H.C.Andersens Hus, Odense; her citeret efter Buket 296). 368 28.9. noterer han i Dagbøger: »sidder hjemme og afskriver »gamle Johanne«« (IX 337); 30.9. læste han det hos Collins; 2.10. gav han det til afskrivning, og 7.10. hedder det endelig: »Afleve[re]t Eventyr og Historier til Trykkeriet« (ib. 339).

Eventyret bygger på en barndomserindring om en mand om hvem det blev fortalt, at han som ung havde været udenlands. Da hans kæreste ikke kunne udholde længslen efter ham, var hun gået til en klog kone, der havde anvendt den i eventyret omtalte metode med gryden til at få ham hjem (Bemærkninger 31). Denne overtro er iflg. Hans Ellekilde (A-iana 2rk. III 120) kun beskrevet i Thiele2 III 187, hvor den er stedfæstet til Fyn. Derfor mener Ellekilde, at kilden er Thieles ven A, som på sin side har haft den fra den i Bemærkninger nævnte anonyme gamle kone. Tage Høeg 158 peger desuden på et litterært forbillede, nemlig E.T.A.Hoffmanns Der goldne Topf, hvor Veronika søger at vende Anselmus' hjerte til sig ved, at heksen koger tryllemidler sammen i sin gryde. Men i og med at Tage Høeg selv nævner, at A anvender Hoffmann i ændret form, må A.s egen bemærkning om, at eventyret bygger på en barndomserindring, siges at være mere sandsynlig. Iøvrigt har A brugt motivet med den kloge kone og gryden i Imp, hvor Fulvia koger urter for at kalde Giuseppe hjem til Teresa (31 f; 308), samt i KES, hvor Maria bebrejder sin mand, at han har ladet sig hverve til soldat: »Kjendte jeg Dig ikke bedre, vilde jeg troe, at Du ude havde givet dit Hjerte bort, og at hun der havde Gryden paa at kaage efter Dig, derfor lider Du af Uro« (57). Modsat eventyret gør han dog hverken i Imp eller KES op med overtroen. Se iøvrigt ndf.

Udover at bygge på en barndomserindring er beskrivelsen af Iver Ølses hjem endnu en - sidste - skildring af A.s eget barndomshjem, hvad der ikke mindst afspejles i den religiøse samtale om liv og død, jvf. ndf. Endvidere er eventyret endnu en variation over motivet med den modfaldne frier, som A hyppigt har behandlet bl.a. i Under Piletræet (se ovf. s. 154).

180.4-5 den gamle Johanne] Johanne Marie Jantzen, f. Libensche (ca. 1759-1827), jvf. brev fra A.s moder til sønnen 13.10.1827: »Da jeg veed at Du fordum interesserte Dig meget for gamle Johanne som var hos Bunkeflods maae jeg lade dig vide, at hun ved Døden er afgaaet« (H.G.Andersens Moder. En Brevveksling, ved Sv. Larsen. 1947.28). Se iøvrigt Buket 309ff. - 7 Kongeveien] 1795-1813 blev Nyborg landevej, der oprindelig førtes ind til Odense nord for åen ad Sankt Jørgensgade, flyttet til sin nuværende placering syd for åen. - 8 mærkbart] iøjnefaldende. - 18 Muskedonnere] dunhammere, Typha latifolia. - 19 369 Bukkeblade] Menyanthes trifoliata. - 23 Lykkens Bo] iflg. folketroen er svalen en lykkefugl, jvf. Folk og Fauna II 242.

181.7-9 en Revne ... sig selv] sml. Alt paa sin rette Plads (II 250.4-9 m. note). - 23 Opskrift] skriftlig optegnelse af mundtlig overlevering. - 27-28 Mangt et godt ... Maren] jvf. Levnedsbogen: »Hos mine Forældre kom imellem en gammel Kone fra Hospitalet og fik Levningerne af vort tarvelige Bord« (27). Denne gamle kone kan iflg. Topsøe-Jensen muligvis være ovennævnte Johanne Marie Jantzen (Levnedsbogen 236, Buket 310).

182.10 Fjerding] 1/4 tønde. - 13 Reent og net var der i Huset] jvf. Bøgh: »Om sin Moder fortalte han mig, at hun tog sig omhyggeligt af sit Hus og holdt det i ypperlig Orden; der var altid meget rent« (7). - 14 Balsamins] formentlig en art af Impatiens balsamine, ofte benævnelse for Flittig-Lise. - 14 Navneklud] klud med fx alfabetet og talrækken broderet som lære- og mønsterklud for senere håndarbejde; blev ofte indrammet og ophængt som pynt. - 15 Bindebrev] brev indeholdende gåder som gives en på navnedagen, hvorved modtageren forpligtes til at give en gave eller et gilde, hvis gåderne ikke gættes. Iflg. Bøgh lavede A.s fader bindebreve, som naboerne beundrede (5). - 22 Hold paa ... Vor Herre] sml. De Vises Sten (IV 98.26-27 m. note), BEC III 295 samt Henriks spøgefulde variant i Meer end Perler og Guld: »Herre, spiis en Boeuf! man maa ikke give tabt! hvem holder paa Een, naar man ikke holder selv!« (1849; SS X 415); jvf. også Kunstens Dannevirke (1848; SS X 307), Paa Langebro (1864; SS XI 178) og MLE II 276ff. - 30 Værk] gigt.

183.22 Sorg] bekymring. - 34 turde] kunne fa lov til.

184.1 sorrigfuld] sorgfuld. - 21ff. Sml. MLE, hvor faderen lukker Bibelen med ordene: »Christus har været et Menneske, som vi, men et usædvanligt Menneske«, hvorover moderen forfærdedes og brast i gråd (I 38) samt Bøghs tilføjelse baseret på A.s mundtlige beretning om, at moderen »saa trak sin Dreng med sig ud i et Tørvehus, hvor hun kastede sit Forklæde over ham og sagde: »Det var Djævelen, der var i vores Stue og sagde det, Hans Christian, det var ikke Din Fader, og Du skal glemme Hvad han har sagt, for det mente han ikke.« Saa græd de bægge To og bad Fadervor med hinanden« (Bøgh 6).

185.5 Trolovede] forlovede. - 5 Pælehugger] egl. en der hugger pæle til. - 7 Thorvaldsen] Bertel T. (1770-1844), da. billedhugger. - 20-21 de vare klædte i Overtrækket fra Sørgekareten] jvf. forældrenes seng, som var fremstillet af en grevelig katafalk og hvor sortklædte lister stadig mindede om dens oprindelse (MLE I 27). - 26 Stine] antagelig også tegnet over Johanne Marie Jantzen, der »var bekjendt for at kunne spaae, ja selv hexe« (Levnedsbogen 27, jfv. Buket 310f). - 28 Sot]sygdom. - tør] må. - 29 uden] undtagen.

370

188.2 Persejern] pressestrygejern. - 12 yndelige] yndige. - 13 tage Musketten] blive soldat; musket: flintebøsse.

189.30 Skafferne] gik rundt og indbød til gilde; ved gildet stod de for opvartningen, bød velbekomme, dansede den første dans med bruden osv.

191.43-192.3 Elses Barnebarn ... den gamle Mand] sml. børnene der råber efter A.s sindssyge farfar (MLE I 35).