Andersen, H. C. Krøblingen

Krøblingen

Krøblingen blev trykt første gang i NEH 10-72, der udkom 23.11.1872.

Eventyret er skrevet på familien Melchiors landsted Rolighed på Østerbro i København. Ideen til eventyret fik A iflg. Dagbøger 12.7.1872 ved at tænke på et gammelt eventyr: »tænkt i Nat meget paa Historien om »Brændehuggeren og hans Kone« og fik Idee til at kunne benytte den, blev derfor hjemme hele Dagen og skrev flittigt« (IX 307). 13.7. hedder det: »Skrev hele Dagen paa: Eventyrbogen« (ib.). 14.7. var han færdig: »Endt »Eventyrbogen« som jeg hele Dagen skrev paa og følte mig træt; læst den for Melchiors« (ib.). 16.7. noterer han: »Reenskreven paa Eventyrbogen« (ib. 308); 17.7.: »Til Aften læste jeg for Conferensraad Drevsens »Eventyrbogen«, [han] takkede mig særdeles derfor« (ib.). Endelig fortæller Dagbøger 18.7.: »endt Reenskrivningen af »Eventyrbogen«« (ib. 308f). 21.7. meddeler han i et brev fru Scavenius på Basnæs: »Jeg bliver helst herude paa »Rolighed« og har været flittig, det vil sige, jeg har været heldig, faaet Ideer, som ere bragte paa Papiret, jeg har skrevet et Eventyr Eventyrbogen og dernæst to nye Eventyr [Tante Tandpine og Loppen og Professoren]« (utrykt, H.C.Andersens Hus, Odense; her cit. efter A-iana 2 rk. IV 238). Helt færdig var A dog endnu ikke, for 21.8. noterer han under et ophold på Basnæs: »Reenskrevet paa »Eventyrbogen«, drevet og dovnet, føler mig saa træt« (Dagbøger IX 321). Imidlertid må denne sidste renskrift snarere have haft karakter af afskrift, idet det i Dagbøger 23.8. hedder: »Sendt Brev til Scudder i New-York med min egen Afskrift af »Eventyrbogen«« (ib. 322). Det bemærkes, at eventyret stadig bærer titlen Eventyrbogen fremfor det endelige Krøblingen, som A tilsyneladende har været længe om endegyldigt at beslutte sig til (se fodnote til 204.1).

Som nævnt fik A ideen til eventyret via historien om brændehuggeren og hans kone, der er et eventyr af madame de Beaumont, og som 374 under titlen Den nysgierrige Kone findes i Chr. Molbechs Udvalgte Eventyr og Folkedigtninger (1843). Iøvrigt havde A tidligere behandlet denne syndefaldsmyte i Paradisets Have (I 141ff).

Bortset fra denne litterære inspiration er eventyret bygget over to personlige oplevelser. 2.1.1867 skriver A under et besøg på Holsteinborg i Dagbøger: »Præsten Berg [fejl for J.T.Kragh (1835-1910)] fortalte mig igaar at da han for et Par Aar siden første Gang saae mig her paa Holsteinborg, var det netop i Julen og jeg fortalte da om den syge Konge der kunde faae sit Helbred naar man bragte ham den Lykkeligstes Skjorte og da man endelig fandt den Lykkeligste eiede han ingen Skjorte, den Historie gjorte Indtryk paa Præsten i det han netop Dagen forud havde hørt den i ganske modsatte Omgivelser, nemlig hos et Par fattige Huusfolk, der beklagede sig for hinanden over deres ublide Kaar; da havde deres Søn, en halv Idiot, der laae i Sengen, fortalt dem Historien om den Lykkeligste der ikke havde en Skjorte og det havde opmuntret dem. Pastor Berg fortalte dette Sammentræf med Historien han hørte her og igaar der og Grevinden gav ham 5 Rdlr til [de] fattige Folk, der bleve glade overraskede ved den Gave, der var foranlediget ved den stakkels Idiotdrengs Fortælling og Trøst, fra ham kom saaledes Hjælpen« (VII 228 f).

Krøblingfiguren er imidlertid også modelleret over en anden skikkelse, A havde mødt under et ophold på Holsteinborg, nemlig Ane Margrethe Pedersdatter, kaldet Syge-Margrethe (1839-1914), der boede i Bisserup. Hun var blevet krøbling som ganske ung pga. en forvoksning af det ene ben og boede hos en arbejderfamilie, der var knyttet til parken på Holsteinborg (HCAHolstein 14f), jvf. Dagbøger 27.6.1870: »Efter Frokosten kjørte jeg med Grevinden ud til en syg værkbruden Bondepige som i sex Aar har ligget til Sengs, hun havde et lille Værelse ikke større end en Kahyt med et Vindue ud til Skoven, der var to Stole, et Skab og en Kakkelovn, en lille Bogreol over Sengen, som havde reent hvidt Lagen. Jeg læste Slutningen af »Noget« og »Pigen som traadte paa Brødet«, Huuskonen og hendes Datter, begge to med rigtigt skikkelige Ansigter lyttede til, den Syge vilde kysse min Haand til Tak, jeg lovede hende mit Portrætkort« (VIII 388 f).

204.6ff. Jvf. MLE: »Juleaften [1859] var jeg paa Basnæs, hvor Juletræet tændtes, ikke blot for Husets Gjæster, men ogsaa eet for Godsets fattige Børn; deres Træ stod ligesaa rigt og straalende som vort. Fru Scavenius havde selv pyntet det og tændt hvert Lys, jeg havde klippet og klistret Figurerne, der hang paa Grenene. De dækkede Borde rundt om bare Julegaver, som de fattige Mødre særligt glædede sig til, Hvergarn til Skjørter, Lærred til Særke og mangt et andet 375 nyttigt Stykke. De Fattige bleve vel beværtede, havde en glad Aften« (II 226 f). - 13 »Godtgodter«] godter, oversættelse affr. »bonbons«.

205.14 flinkeste] hurtigste, raskeste. - 15 slat i Benene] en slags lammelse. - 18 Flitterguldet] tyndt udhamret messingblik. - 23 nævenyttig] her: dygtig til at bruge sine hænder. - 34-37 Gik alle Konger ... Nælde] 2. str. af H.A.Brorsons Op! al den ting, som GUd har giort (Den danske Salmebog nr.12).

206.21ff. Jvf. ovf. - 30 tør] må.

207.16 yndelige] yndige. - 29 Manden uden Sorg og Savn] jvf. Talismanen (V 229 f) og DtB 180 f; Poul Høybye mener, A muligvis har fået eventyret fra A.F.E.Langbeins (1757-1835) Das Hemd des Glücklichen (A-iana 3 rk. II 265).

208.11 Ambe] spil på to bestemte numre, der skal komme ud samtidig for at give gevinst. - 22 Blaarlærred] lærred fremstillet af blår, affaldsprodukt fremkommet ved skætning og hegling afhør eller hamp. - 26 har den ... inde] har endnu ikke rigtig tilegnet mig den.

209.30 fornam] fornemmede. - 40-210.4 Fiskerens Kone ... opfyldt]Konen i muddergrøften, alm. folkeeventyr; jvf. Aarets tolv Maaneder, October (1833; SS XII 154).