Andersen, H. C. Uddrag fra H.C. Andersens Eventyr bd. VII kritisk udg. efter de originale eventyrhæfter med varianter ved Erik Dal

Stoffet voldte da også så store vanskeligheder, at eventyret blev henlagt, og først under et ophold på Basnæs i forsommeren 1871 tog A 376 det atter frem. 24.5.1871 noterer han i Dagbøger: »Begyndt paa »Tante Tandpine«« (IX 78). 28.5. skriver han til fru Melchior: »Jeg har begyndt paa en lille Historie om »Tante Tandpine«, men den groer lidt langsomt« (BfA II 636), og 30.5. fortæller han Henriette Collin: »De husker at jeg, ifjor jeg var her, begyndte paa et Eventyr om »forlaarne Tænder«, men jeg fandt den blev saa uskjønt at jeg opgav det. Iaar, da endnu Intet vil trives i min Digterhave, siden den blev lagt ind i Tordenskjoldsgade N° 17 [A.s bopæl vinteren 1870/71], kommer det lille Uhyre igjen tilbage og plager mig, dog i forandret behageligere Skikkelse. Jeg skriver saaledes paa »Tante Tandpines Drøm«, men om den vil udfolde sig til Noget, vil Tiden vise« (BEC IV 176). 1.6. beretter Dagbøger: »Følt mig poetisk stemt og trykket til at skrive paa Historien om Tandpine. Maaskee 1ste Juni iaar er Aarets første Musa Besøg hos mig! Velkommen!« (IX 80 f). 3.6. skriver han fortsat fra Basnæs til fru Melchior: »Et nyt Eventyr »Tante Tandpine« er næsten sluttet, jeg haaber at faa det heelt færdigt, før jeg tager til Byen. Dog ved færdigt forstaaes at faa det heelt paa Papiret i første Nedskrivning, siden skal det klippes til, gjøres fyldigt, omskrives og atter omskrives« (Reumert 158 f). 5.6. læste han iflg. Dagbøger for første gang begyndelsen af eventyret højt (IX 82), og efter hjemkomsten til København noterer han 9.6.: »I Tanken afrundet »Tante Tandpine«« (ib. 83). 10.6. fortæller han fra Rolighed fru Henriques: »Jeg skriver paa et Eventyr om »Tandpine«. Og jeg vil ønske at Alle som læse det maa slippe for den virkelige Tandpine og da faaer jeg mange Læsere« (BHenriques 160). Dette ønske blev det sidste, man hører om eventyret i 1871.