Andersen, H. C. H.C. Andersens Eventyr bd. VI kritisk udg. efter de originale eventyrhæfter med varianter ved Erik Dal

H. C. ANDERSEN
Bemærkninger til Eventyr og Historier.

1862-68-74

2

Udover den korte fortale, hvormed H. C. Andersen afrundede EB 1/3-35/37 (I s. 19), føjede han ikke kommentarer til sine eventyrhæfter, højst noter som I s. 189, II s. 12, V s. 123. De samlede udgaver foranledigede derimod de bemærkninger, som her er meddelt i de tre etaper hvori de fremkom, og svarende til nærv. udgaves skifte af forlæg.

I: EHP 2-63 s. 415-30 med deltitel Bemærkninger.

II: SS 27-68 s. 185-208 uden overskrift. Indhold som I med ændret begyndelse og slutning, een textrettelse, samt videreførelse til 1868.

III: EHF 5-74 s. 303-40 plus et blad indholdsoversigt til alle fem bind. 303 deltitel: Bemærkninger til Eventyr og Historier. De to første Bind illustrerede af V.Pedersen, de tre efterfølgende Bind illustrerede af Lorenz Frølich. 304 blank. 305-17: I. Bemærkninger til de to første Bind. 1862. 318-40: II. Bemærkninger til de tre senere Bind. 1874. II er ovennævnte afsnit II lidt omredigeret, og videreført fra 1868 til 1874.

Posthumt trykkes II (+ III) i SS 29-76 og I-III i SS 2. udg. bd. 15. Disse tryk er kollationerede her, men har kun foranlediget en enkelt note. 1876 følger 1868 på vej, 1880 følger 1874.

3

I: 1863.

I denne Udgave er optagen fra de forskjellige tidligere Samlinger alle de Eventyr og Historier, Lieutenant V. Pedersen har illustreret, og de ere her givne i den Orden, hvori de oprindelig bleve skrevne og trykte. De i 1858 og senere udkomne »Nye Eventyr og Historier«, allerede sex Hefter, ville engang, naar en dygtig Konstner overtager at levere Illustrationer, slutte sig til disse to Bind.

Man har sagt mig, at et Par Bemærkninger om Eventyrenes Tilbliven og Fremskriden, ville, for Een og Anden, ikke være uden Interesse, og derfor nedskrives disse.

Ved Juletid 1829 udkom en lille Samling »Digte«, der sluttede med et i Prosa meddeelt Eventyr »Dødningen«, det jeg som Barn havde hørt og nu fortalte i en Tone, der skulde ligne den hos Musæus, men det slog ikke an, før det flere Aar efter, anderledes fortalt, traadte frem som »Reisekammeraten«.

I Harzreisen 1831 klang første Gang ret Eventyr-Tonen, og det var i Historien om den gamle Konge, der troede aldrig at have hørt en Løgn og derfor lovede, at Den, der kunde sige ham en saadan, skulde erholde Prindsessen og det halve Kongerige.

»Eventyr, fortalte for Børn«, første Hefte, udkom 1835, lille Format, 61 Sider, indeholdende:

* * * * * 4

Fyrtøiet,
Lille Claus og store Claus,
Prindsessen paa Ærten,
Den lille Idas Blomster.

Man skulde i Stilen høre Fortælleren, Sproget maatte derfor nærme sig det mundtlige Foredrag; der fortaltes for Børn, men ogsaa den Ældre skulde kunne høre derpaa. De tre førstnævnte Eventyr havde jeg i min Barndom hørt i Spindestuen og ved Humleplukningen; »Lille Idas Blomster« var derimod blevet til, ved at jeg en Dag hos Digteren Thiele fortalte hans lille Datter Ida om Blomsterne inde i den botaniske Have; et Par af Barnets Bemærkninger beholdt og gjengav jeg, da Eventyret senere blev nedskrevet.

Andet Hefte, paa 60 Sider, udkom 1836 og indeholdt:

Tommelise,
Den uartige Dreng,
Reisekammeraten.

Aaret efter fulgte tredie Hefte, heri de to Eventyr:

Den lille Havfrue,
Keiserens nye Klæder.

Den hele Samling udgjorde nu et lille Bind, og til dette fulgte Titelblad, Indholds-Register og et Par Forord, hvori var en Udtalelse af, hvortidt disse Digtninger syntes at slaae an, thi det var dengang Tilfældet; dernæst et Slags Regnskab for, hvorfra Stoffet var hentet. »Til danske Folke-Eventyr, jeg som Barn har hørt og nu frit gjengive!, maae regnes »Fyrtøiet,« »Lille Claus og store Claus,« »Prindsessen paa Ærten,« og »Reisekammeraten«. I Anacreons Digte findes Fabelen til »Den uartige Dreng«. »Keiserens nye Klæder«, som slutter Heftet, er af spansk Oprindelse; hele den morsomme Idee skylde vi Prinds Don Manuel, født 1277, død 1347.*) Aldeles egen

* * 5

Opfindelse er »den lille Idas Blomster,« »Tommelise« og »Den lille Havfrue«; disse tre maae saaledes regnes for mine tre første originale Eventyr.« Det Sidste af disse vakte nogen Opmærksomhed og gav Lyst til herefter selv at opfinde; et saadant opfundet større »Lykkens Kalosker« udkom da 1838. Samme Aar ved Juletid fulgte første Hefte til en ny Samling, heri:

Gaaseurten,
Den standhaftige Tinsoldat,

hvilke begge to ere egen Opfindelse,

De vilde Svaner,

er derimod givet efter et dansk Folke-Eventyr.

Andet Hefte indeholdt:

Paradisets Have,
Den flyvende Koffert,
Storkene.

Det Første er et af de mange Eventyr, jeg, som Barn, hørte fortælle, og som isærdeleshed tiltalte mig, saa at jeg ønskede det længere; de fire Verdens Vinde maatte kunne fortælle endnu Mere, Paradisets Have vises endnu langt tydeligere; nu forsøgte jeg herpaa. »Den flyvende Koffert« har sit Motiv fra 1001 Nat; »Storkene« grunder sig paa Folketroen og de Børnevers, der knytte sig til Storkene.

I Aarene 1840 og 41, efter Reisen til Grækenland og Constantinopel, fulgte: »En Digters Bazar«; fra denne blev »Metalsvinet,« »Venskabs-Pagten« og »En Rose fra Homers Grav,« optagne i den tydske samlede Udgave »Eventyr«, som V. Pedersen illustrerede; de sættes nu i den danske Udgave paa samme Plads.

Tredie Hefte af »Eventyr, fortalte for Børn« udkom 1842, indeholdende:

Ole Lukøie,
Rosenalfen,
Svinedrengen,
Boghveden.

* 6

Den med Navnet Ole Lukøie forbundne Forestilling om et Væsen der ved sin Ankomst gjør de Smaa søvnige, er det eneste Givne; ved Eventyret fik Ole Lukøie Skikkelse, i Eventyr-Komedien bragtes Denne personlig paa Scenen, og nu i den sidste Tid har den unge Billedhugger Schierbeck fremstillet i terra cotta vor lille Drømme-Nisse. Ideen til »Rosenalfen« er hentet fra en italiensk Folkevise; »Svinedrengen« har et Par Træk fra et gammelt dansk Folke-Eventyr, der, saaledes som det blev fortalt mig som Barn, ikke sømmeligt kunde gjengives. Fortællingen om »Boghveden« grunder sig paa Folketroen, at Lynilden svier Boghveden sort. Med dette Hefte sluttedes andet Bind og tilegnedes:

Johanne Louise Heiberg.

Man hørte sige: Der er ingen Feer,
At Eventyret kun var Feens Rige;
Du kom - og hvert et Hjerte troer og seer,
At der er Feer i det Virkelige!

Denne første Tilegnelse bragtes Fru Heiberg, ikke blot fordi hun allerede da var den store, feirede Konstnerinde, men som Een af de Faa, der tidligst udtalte sig venlig og med skjønsom Tak om disse, dengang endnu ikke stort paaagtede Digtninger; hendes velvillige Ord, og særligt E. C. Ørsteds ofte udtalte Glæde over det Humoristiske i Eventyrene, var den første betydelige Opmuntring.

I Aaret 1842 leveredes til »Gæa« Eventyret »Hyldemo'er«, hvis Frøkorn ligger i det af Thiele fortalte Sagn: »Der boer i Hyldetræet et Væsen, som kaldes Hyldemo'er, eller Hyldeqvind. Hun hevner al Overlast, der tilføies Træet, og i Nyboder veed man at fortælle, hvorlunde en Mand, der omhuggede et Hyldetræ, pludselig døde kort derefter.« Hyldemo'er blev i Eventyret en dansk Dryade, Erindringen selv, og saaledes er hun senere i Eventyr-Komedien bragt paa Scenen.

Samme Aar blev givet til Gersons og Kaalunds Maanedsskrift Eventyret »Klokken«; dette ligesom nu næsten alle efterfølgende Eventyr og Historier ere egen Opfindelse; de laae i Tanken som et Frøkorn, der behøvedes kun en *Stemning, en Solstraale, en Malurtdraabe, og de bleve Blomst.

* 7

Hvad der i Eventyret kunde udrettes, blev mig mere og mere klart; Kjendskab til egne Kræfter og disses Begrændsning voxte med Aarene.

Eventyrene havde vundet Læsere, ikke blot Børn, men ogsaa Ældre; da nu 1845 en ny Samling udkom, fik denne det korte Navn: »nye Eventyr;« dette lille Hefte, hvori findes:

Engelen,
Nattergalen,
Kjærestefolkene,
Den grimme Ælling,

tilegnedes Digteren Carl Bagger »som en ringe Tak for de friske Tanker og varme Følelser, hans rige poetiske Digtninger have skjenket mig.«

Den første Halvdeel af »den grimme Ælling« er skreven under nogle Dages Sommer-Ophold paa Gisselfeldt, og Slutningen først bragt paa Papiret et halvt Aar efter, hvorimod de tre andre ere fremkomne, som ved een Gydning. Med denne Samling begynder Eventyrenes store Erkjendelse. Til »Engelen« har senere den berømte Maler Kaulbach givet en deilig Tegning, der nu som Kobberstik findes rundt om i Verden.

I Sommeren 1846, ved et længere Besøg paa Nysø, sammen med Thorvaldsen, der glædede sig ved »Kjærestefolkene« og »den grimme Ælling«, sagde han en Dag: »Naa, skriv os nu et nyt, morsomt Eventyr! De kan jo skrive selv om en Stoppenaal!« og jeg skrev »Stoppenaalen«; omtrent paa samme Tid fulgte »Bedstemoder«; man gjorde mig opmærksom paa, at denne Skildring havde Lighed med et Digt af Lenau, jeg fandt det Samme da jeg læste dette, og lod derfor Lenaus lille Digt sætte som Motto, da Historien første Gang blev trykt, jeg troer i »Portefeuillen,« man saae altsaa, at jeg vidste her var Lighed, men dog ikke troede, at burde forkaste mit Skrevne.

Anden Samling, med de to Eventyr:

Grantræet,
Sneedronningen,

tilegnedes Digteren, Professor Ridder Frederik Høegh-Guldberg. »Grantræet« blev indgivet mig en Aften i det Kongelige

* 8

Theater under Opførelsen af Operaen Don Juan, og nedskrevet seent ud paa Natten. Det første Capitel af »Sneedronningen« er digtet i Maxen ved Dresden, Resten herhjemme i Danmark.

Tredie Samling bragtes som Foraarshilsen: Henrik Hertz »en Tak for de Værker, hans dybe, poetiske Sjæl og hans rige Vid og Lune har skjenket os.« Samlingen indeholdt:

Elverhøj
De røde Skoe,
Springfyrene,
Hyrdinden og Skorsteensfeieren,
Holger Danske.

I »Mit Livs Eventyr« har jeg fortalt, at til min Confirmation fik jeg første Gang Støvler, »de knirkede, da jeg gik hen over Kirkegulvet, og det frydede mig i mit Inderste, at Menigheden nu kunde høre, at Støvlerne vare nye; men min Andagt var forstyrret, jeg følte det og havde tillige en gruelig Samvittighedsqval over, at Tankerne vare ligesaa meget hos mine Støvler, som hos den gode Gud.« Erindringen herom skabte Eventyret »de røde Skoe«, der i Holland og Amerika synes at have vundet sit største Publicum. »Springfyrene« blev øiebliklig til for nogle Smaabørn, der bad mig fortælle dem en Historie. »Holger Danske« grunder sig paa det danske Folkesagn, der igjen er beslægtet med Sagnet om Friedrich Barbarossa, som i Kyffhäuser-Bjerget sidder med Skjægget voxet fast i Steenbordet.

Andet Binds første Samling kom 1847, tilegnet J. L. Heibergs Moder, »den aandfulde, rigtbegavede Fru Gyllembourg«, og indeholdt:

Den gamle Gadelygte,
Nabofamilierne,
Stoppenaalen,
Lille Tuk,
Skyggen.

Eventyret »Lille Tuk« blev udtænkt under et Besøg i Oldenborg, et Par Barndoms-Erindringer er lagt ind deri; »Skyggen« blev digtet under Sommer-Opholdet i Neapel, men først nedskrevet i Kjøbenhavn.

Aaret efter fulgte anden Samling, der indeholdt:

Det gamle Huus,
Vanddraaben,
Den lille Pige med Svovlstikkerne,

* 9

Den lykkelige Familie,
Historien om en Moder,
Flipperne.

I flere af Eventyrene findes Enkeltheder, der høre til det Oplevede; jeg har i »Mit Livs Eventyr« meddeelt et Par Træk, der ere gjemte i »det gamle Huus«, saaledes dette, at Digteren Mosens lille Søn gav mig ved Af reisen fra Oldenborg den ene af sine Tinsoldater, for at jeg ikke skulde være saa skrækkelig ene; Componisten Hartmanns lille Maria var det, der, som to Aars Barn, altid, naar hun hørte Musik og Sang, maatte dandse til den; da hun ved de ældre Søskendes Psalmesang kom ind i Stuen, begyndte hun sin Dands, men hendes musikalske Sands tillod hende ikke at komme ud af Tact og Tone, og saa blev hun staaende ved hver, saalænge den varede, først paa eet Been og saa paa det andet; det var i complet Psalmetact hun uvilkaarlig dandsede. For H. C. Ørsted blev Eventyret »Vanddraaben« til. »Den lille Pige med Svovlstikkerne« er skrevet paa Slottet Graasteen, hvor jeg paa en Reise til Udlandet opholdt mig nogle Dage og modtog fra Hr. Flinch et Brev om at skrive til eet af tre vedlagte trykte Billeder et Eventyr for hans Almanak; Billedet, jeg valgte, var en lille fattig Pige med Svovlstikker. Paa Glorup i Fyen, hvor jeg ofte tilbragte flere Uger af Sommeren, var dengang en Deel af Haven overgroet, fra tidligere Tid, med store Skræpper, plantede til Føde for de store, hvide Snegle, der havde været en Delicatesse; Skræpper og Snegle gave Materiale til Eventyret »den lykkelige Familie«, der senere blev digtet under mit første Ophold i London. »Historien om en Moder«, sprang frem uden Anledning; paa Gaden, som jeg gik, kom Tanken, og udfoldede sig til Nedskrivning. Dette Eventyr skal i Oversættelse særligt tiltale Hinduerne, til hvem det er naaet hen. Eventyret »Hørren« er skrevet 1849 og da trykt i »Fædrelandet«.

Efter en Reise-Udflugt Nordpaa, udkom 1851 »I Sverrig«; af denne Bog blev senere optagen i den tydske Udgave af Historier, som Lieutenant Pedersen illustrerede:

Fugl Phønix,
Bedstemoder,

* 10

En Historie,
Den stumme Bog.

Her følge de første Gang med Illustrationerne.

Allerede tidlig var i Tydskland flere af Eventyrene illustrerede ved Hosemann, Grev Pocci, Ludvig Richter og Otto Speckter; den Sidstnævntes høist geniale Billeder ere senere optagne i den engelske Udgave, der betitles: »The shoes of fortune and other tales;« nu bestemte min tydske Forlægger, Consul Lorck i Leipzig, at udgive de samlede Eventyr med Illustrationer, og overdrog mig at finde en dygtig dansk Konstner til at udføre disse, og jeg fandt nu afdøde Marine-Officeer V. Pedersen. Af Hr. Lorck kjøbte senere Boghandler Reitzel Clicherne, og saaledes udkom 1849 den danske Udgave med 125 Illustrationer.

Med dette Pragtbind var Eventyr-Samlingen afsluttet, men ikke min Virksomhed i denne Digtart; et nyt betegnende Navn maatte derfor tages til den nye Samling, og den kaldtes »Historier« - det Navn, jeg i vort Sprog anseer at være det bedst valgte for mine Eventyr i al deres Udstrækning og Natur. Folkesproget stiller den simple Fortælling og den meest dristige Phantasie-Skildring ind under denne Benævnelse; Ammestuehistorien, Fabelen og Fortællingen, betegnes af Barnet, Bonden og Almuen, ved det korte Navn »Historier«.

Det første lille Hefte i 1852 indeholdt:

Aarets Historie,
Verdens deiligste Rose,
Et Billede fra Kastelsvolden,
Paa den yderste Dag,
Det er ganske vist,
Svanereden,
Ei godt Humeur.

I 1853 udkom næste Hefte, indeholdende:

Hjertesorg,
Alt paa sin rette Plads,
Nissen hos Spekhøkeren,
Om Aartusinder,
Under Piletræet.

»Skriv«, sagde Digteren Thiele, »et Eventyr om en Fløite, der blæser Alt paa sin rette Plads!« i disse Ord laae allerede en heel Idee og det nævnte Eventyr sprang frem.

* 11

Da det første Oplag af »Historier« var udsolgt, bleve C. A. Reitzel og Boghandler Lorck i Leipzig enige om at besørge en forøget Udgave, illustreret ligesom de tidligere Eventyr; V. Pedersen gav Tegningerne, og saaledes udkom hos os 1855 de illustrerede Historier, hvori foruden ovennævnte ogsaa fandtes enkelte nye og alle de senere i »Folkekalender for Danmark« aftrykte, altsaa forøget med:

»Der er Forskjel,«
Fem fra en Ærtebælg,
Et Blad fra Himlen,
Den gamle Gravsteen,
Klods-Hans,
Fra et Vindue i Vartou,
Ib og lille Christine,
Den sidste Perle,
»Hun duede ikke,«
To Jomfruer,
Ved det yderste Hav,
Pengegrisen.

Eventyret: »Der er Forskjel« blev til ved et Besøg paa Christinelund ved Præstø; der stod paa Grøften et blomstrende Æbletræ, Billedet af Foraaret selv, Træet skinnede og duftede saaledes ind i min Tanke, at jeg ikke kunde blive det qvit, før jeg plantede det ind i en Digtning. »Fem fra en Ærtebælg« har sin Rod i Erindring fra Barndomshjemmet, hvor en lille Trækasse, fyldt med Jord, hvori var plantet Purløg og en enkelt Ært, var min egen blomstrende Have. »Den gamle Gravsteen« er som et heelt Mosaik af Erindringer, Stedet hvor Tankerne har henlagt denne Historie er Svendborg, der er Ideen til den først opstaaet. En slidt Gravsteen, der laae som Trappetrin udenfor en af Dørene i Collins gamle Gaard i Bredgaden, kom mig med dens halvudslettede Indskrift tidt i Tanken, og som gamle Preben, i Stuen tæt ved, hvor hans Hustru ligger Liig, fortæller om hende i Ungdoms Aar, og om deres Forlovelse, saa at han bliver ung og glad derved, sad Componisten Hartmanns gamle Fader og fortalte, da hans kjærlige Hustru laae med lukkede Øine; alle disse Erindringer ere benyttede. Historien selv blev iøvrigt første Gang trykt paa Tydsk, i en baiersk Kalender, til hvilken jeg var opfordret at give et Bidrag.

* 12

»Klods-Hans« er et dansk Folke-Eventyr, frit gjenfortalt, det staaer som een mig givet Historie temmelig ene imellem alle de senere selv opfundne. »Hun duede ikke« har sin egenlige Kjærne fra et Par Ord, jeg som Lille hørte min Moder sige. Da jeg en Dag paa Gaden havde seet en Dreng skynde sig ned til Tostedet ved Odense-Aa, hvor hans Moder stod ude i Vandet og skyllede Linned, hørte jeg een for sin Strenghed bekjendt Enkemadame raabe fra et Vindue og skjænde paa Drengen: »Skal Du nu igjen ned med Brændeviin til din Moder! det er hæsligt! fy! lad mig see, at Du aldrig bliver saadan Een som din Moder! hun duer ikke!« jeg kom hjem og fortalte hvad jeg havde hørt; Alle der sagde: »ja, Vaskerkonen drikker! hun duer ikke!« kun min Moder tog hende i Forsvar. »Døm ikke saa haardt!« sagde hun, »den Stakkel slider og slæber, staaer i det kolde Vand og faaer tidt i flere Dage ikke varm Mad, hun maa have Noget at holde imod med; det er vel ikke det Rette, hun tager, men hun har ikke bedre! Hun har gaaet Meget igjennem! honnet er hun! sin lille Dreng holder hun heel og reen!« Min Moders milde Tale gjorde et dybt Indtryk paa mig, idet jeg selv med de Andre var ved at dømme ilde om Vaskerkonen. Mange Aar efter, da en anden lille Begivenhed bragte mig til at tænke over, hvor let og haardt tidt Menneskene dømte, der hvor Mildheden kunde see Sagen anderledes, kom hele denne Begivenhed og min Moders Ord mig saa levende i Tanke, at jeg skrev Historien: »Hun duede ikke.«

Da den tydske Udgave blev udsolgt og en ny foranstaltet, forøgedes samme med de tidligere nævnte Historier fra »En Digters Bazar« og »I Sverrig«, dernæst optoges fra »Folkekalender for Danmark« de tre: »Ærens Tornevei« og Historierne »Jødepigen«, i hvilken er gjenfortalt et ungarsk Sagn, og »Flaskehalsen«, alle illustrerede af V. Pedersen; det sidste Eventyr, han tegnede Billeder til, blev »De Vises Steen«, med hvilket vi slutte Samlingen her, uagtet det, ligesom »Flaskehalsen«, hører til de senere i sex Hefter udkomne »nye Eventyr og Historier«.

* 13

Disse sex Hefter indeholde:

Første Samling: Suppe paa en Pølsepind. Flaskehalsen. Pebersvendens Nathue. »Noget.« Det gamle Egetræes sidste Drøm. A. B. C. Bogen.

Anden Samling: Dyndkongens Datter. Hurtigløberne. Klokkedybet.

Tredie Samling: Vinden fortæller om Valdemar Daae og hans Døttre. Pigen, som traadte paa Brødet. Taarnvægteren Ole. Anne Lisbeth. Børnesnak. Et Stykke Perlesnor,

Fjerde Samling: Pen og Blækhuus. Barnet i Graven. Gaardhanen og Veirhanen. »Deilig.« En Historie fra Klitterne.

Anden Række. Fyrste Samling. Tolv med Posten. Skarnbassen. Hvad Fatter gjør, det er altid det Rigtige. De Vises Steen. Sneemanden. I Andegaarden. Det nye Aarhundredes Musa.

Anden Bække. Anden Samling. Iisjomfruen. Sommerfuglen. Psychen. Sneglen og Rosenhækken.

Af ikke i nogen af disse Samlinger optagne findes endnu »Den onde Fyrste« aftrykt i Siesby: »Salonen« 1840; i »Illustreret Tidende«: »To Brødre.« »Bispen paa Børglum og hans Frænde.« »Flyttedagen;« i »Folkekalender for Danmark« 1862 endvidere: »den gamle Kirkeklokke« og »Sølv skilling en«, saaledes er 115 Eventyr og Historier trykte, af hvilke de 80 findes i disse to Dele.

Juni 1862.

H. C. Andersen.

* *
14

II: 1868.

Omfatter også I med de i noterne meddelte varianter.

I de senere Aar er fulgt ikke færre end otte Hefter »Nye Eventyr og Historier«; til disse og de enkelte, som findes spredte i Blade og Tidsskrifter, alle samlede her, føie vi efterstaaende Bemærkninger.

Første Hefte, eller som det blev kaldet første Samling, udkom ved Juletid 1857 og har allerede oplevet fire Oplag. Samlingen blev tilegnet Fru Serre i Maxen og indeholdt:

Suppe paa en Pølsepind,
Flaskehalsen,
Pebersvendens Nathue,
Noget,
Det gamle Egetræes sidste Drøm,
A. B. C. Bogen.

I vore Ordsprog og Talemaader ligger tidt Frøet til en heel Historie; jeg udtalte dette og gav Beviset ved at skrive

* * * * * 15

Eventyret: Suppe paa en Pølsepind. Min Ven Hr. Etatsraad Thiele sagde en Dag spøgende, De skulde skrive os en Flaskes Historie fra dens Oprindelse og til det Moment, da alene Halsen af den er brugbar, som Fugleglas, og Eventyret »Flaskehalsen« blev til.

Pebersvendens Nathue har kun to givne Tilknytnings-Punkter, den historiske Oprindelse til Navnet »Pebersvend« og Sagnet om »den hellige Elisabeth«.

I Historien »Noget« er benyttet et givet Sagn. Paa Slesvigs Vestkyst hørte jeg om en gammel Kone, som der brændte sit Huus af for at redde de Mange, der vare ude paa Isen da Springfloden kom.

Det gamle Egetræes sidste Drøm, ligesom A. B. C. Bogen, ere sprungne frem i Øieblikkets Stemning.

Anden Samling udkom i Foraaret 1858, tilegnet Fru Læssøe, født Abrahamsen, og indeholdt:

Dyndkongens Datter,
Hurtigløberne,
Klokkedybet.

Det Første af disse hører til de Eventyr, paa hvilke jeg har anvendt meest Tid og Flid, det kan maaske for Enkelte have et Slags Interesse at see, ligesom gjennem et mikroskopisk Glas, hvorledes det er groet frem, har udfoldet og omformet sig. Det egenlige Indhold kom som alle Eventyrene øiebliklig, saaledes som en kjendt Melodi eller Sang kan komme. Jeg fortalte strax for en af mine Venner hele Eventyret, derpaa blev det nedskrevet, atter omskrevet, men selv da det tredie Gang stod paa Papiret maatte jeg erkjende, at endnu hele Partier deri ikke traadte saa klare og farverige frem som de kunde og maatte. Jeg læste i nogle islandske Sagaer, ved disse førtes jeg tilbage i Tiden, og beaandet af den kom det Sandheden nærmere. Jeg læste et Par Nutids Reise-Skildringer fra Afrika, den tropiske Glød og det eiendommelige Nye fyldte mig, jeg saae Landet og kunde med mere Troværdighed tale om det. Et Par Skrifter om Fuglenes Flugt vare ogsaa af Indvirkning, de vakte nye Ideer, de gave charakteristiske Træk til Fuglelivet, som det rører sig i dette Eventyr, der saaledes i kort Tid blev sex til syv Gange omskrevet, til jeg havde Visheden om, at nu kunde jeg ikke give det bedre.

* 16

Klokkedybet er udsprunget af Folketroen om Aamanden i Odense Aa og Sagnet om Kirkeklokken, der svang sig ud fra Albani Kirketaarn.

Tredie Samling udkom i Foraaret 1859, tilegnet Componisten Professor J. P. E. Hartmann, og indeholdt:

Vinden fortæller om Valdemar Daa og hans Døttre,
Pigen, som traadte paa Brødet,
Taarnvægteren Ole,
Anne Lisbeth,
Børnesnak,
Et Stykke Perlesnor.

I danske Folkesagn, ligesom i historiske Efterretninger om den gamle Bjerregaard Borreby ved Skjelskør, findes Meddelelsen om »Valdemar Daa og hans Døttre«. Det var en af de Historier, jeg oftest har omskrevet og omstilet, for at give Sproget Klang efter den henfarende, susende Vind, som jeg lader fortælle.

Tidligt hørte jeg Historien om Pigen, som traadte paa Brødet, der blev til en Steen og forsvandt med hende i Dyndet. Jeg satte mig den Opgave, psychologisk at løfte hende igjen til Forsoning og Frelse; saaledes er Digtningen voxet frem.

I Anne Lisbeth har jeg villet vise, at alle gode Spirer ligge i Menneskets Bryst og maae, om end ad Omveie, komme til Udvikling, her er det Moderkjærlighed, som gjennem Frygt og Bæven faaer Liv og Styrke.

Et Stykke Perlesnor giver en Overgangs-Tid, jeg selv har gjennemlevet. I min Barndom var det ikke usædvanligt, at en Reise, i jevn Fart, fra Odense til Kjøbenhavn tog en Tid af henved fem Dage, nu behøves kun omtrent ligesaa mange Timer.

Fjerde Samling udkom ved Julen 1859, og indeholdt:

Pen og Blækhuus,
Barnet i Graven,
Gaardhanen og Veirhanen,
Deilig,
En Historie fra Klitterne.

* 17

Enhver som har hørt Ernst eller Leonard, vil i Eventyret Pen og Blækhuus erindre sig det vidunderlige Violinspil.

»Barnet i Graven« ligesom »Historien om en Moder«, have meest af alle mine Digtninger skaffet mig Glæde, idet mangen dybtsørgende Moder i dem have fundet Trøst og Styrke.

I Historien »Deilig« ere saagodt som alle Enkefruens dumnaive, hverdagsferske Udtalelser optagne fra Naturen.

»En Historie fra Klitterne« blev til efter et Besøg paa Skagen og Jyllands Vestkyst. Her fandt jeg en Natur og et Folkeliv, der kunde understøtte de Tanker, jeg ønskede at nedlægge i en Digtning, Tanker, som længe havde fyldt mig og som udsprang ved en Samtale med Oehlenschläger. Hans Ord havde gjort et dybt Indtryk paa mit unge Sind, jeg tænkte kun paa Ordene og klarede ikke for mig selv, saaledes som nu, hvorledes de tilvisse vare udsprungne.

Hvo af os kjender ikke den Stemning, i hvilken man tidt udtaler en Tvivl, der hvor man i Grunden slet ikke tvivler, men kun af en Anden vil høre sin egen Forvisning udtalt; maaskee var dette Tilfældet her, eller var det mere for at prøve min Troes Fasthed. Vi talte om det evige Liv og Oehlenschläger henkastede de Ord: »er De saa vis paa, at der er et Liv efter dette!« Jeg holdt fast paa Forvisningen herom, grundet i Guds Retfærdighed, men brugte i min stærke Udtalelse de uoverveiede Ord: »Mennesket kan forlange det!« - Da vedblev han: »Er det ikke igjen en stor Forfængelighed af Dem, at turde forlange et evigt Liv. Har ikke Gud givet Dem saa uendeligt Meget i denne Verden. Jeg veed,« vedblev han, »hvilken uendelig Fylde af Godhed han forundte mig; naar jeg i Døden lukker mine Øine vil jeg taknemlig prise og velsigne ham; forundes mig da endnu et evigt Liv, da tager jeg det som en ny uendelig Naade.«

»Saaledes kan De tale,« sagde jeg, »Gud gav Dem saa uendeligt Meget paa Jorden, ogsaa jeg bør sige det, men hvor Mange stilledes ikke ganske anderledes i Verden, de kastedes herind med et sygt Legeme, en kuet Aand, førtes ind i de bittreste Forhold til Sorg og Savn, hvorfor skulle de saaledes lide, hvorfor blev det saa ulige fordeelt, det var en Uret, og den kan Gud ikke øve, han vil give Erstatning, løfte og løse Det vi ikke kunde!« Hvad jeg udtalte blev Stof til den lille Fortælling En Historie fra Klitterne. Da den udkom, sagde en Critiker, at det Tvivlens Ord, den formede sig om, havde jeg neppe hørt

* 18

udtalt, eller selv baaret i mig; der kom saaledes noget Usandt i Fortællingen. Om jeg husker ret var det den Samme eller en Anden lige kyndig, der udtalte, at man vistnok vilde føle sig skuffet, om man efter at have læst Naturskildringen i min Fortælling, eller Meddelelsen om Skagen, den jeg havde leveret til dansk Folkekalender, nu reiste derop og troede at finde en saa poetisk Natur, som den af mig givne. Jeg havde imidlertid den Glæde, at Conferensraad Brinck Seidelin, den Mand, som bedst kunde dømme om Sandheden, og som selv har givet en fortræffelig Skildring af Skagen i sin Hjørring Amtsbeskrivelse, kom til mig og paa det Varmeste udtalte sin Tak for den Troskab og Sandhed, hvormed jeg havde tegnet hele Naturen derovre. Fra Skagens Præst fik jeg et Brev, ogsaa han glædede sig for Naturskildringerne og særligt fordi de vare saa sande. Han tilføjede, vi ville nu ogsaa troe paa og fortælle, naar Fremmede komme paa Høiden af den i Sandflugt begravne Kirke: »Jørgen ligger derinde!«

En yngre Beboer deroppe viste mig megen Velvillie, kjørte omkring med mig, ud paa »Grenen«, og om til »Gammel Skagen«; paa Veien herhen kom vi forbi Kirken, hvor kun Taarnet endnu rager frem og staaer som Sømærke, han vilde ikke gaae den besværlige Vei, jeg steg af Vognen, gik alene, og har i Fortællingen givet Indtrykket af hvad jeg saae der; da hører jeg snart, at min ellers elskværdige Ledsager efter at have læst »en Historie fra Klitterne«, fortalte, at jeg aldrig havde været oppe ved Kirken, han vidste det, han havde kjørt om med mig. Det syntes at more Folk, at jeg beskrev hvad jeg ikke havde seet, men mig morede det ikke. En Dag i Kjøbenhavn mødte jeg Manden og spurgte ham strax, om han ikke erindrede vor Fart, og han svarede: »vi kjørte jo neden om Kirken ud til »Gammel-Skagen!«« »Ja De kjørte,« svarede jeg, »De maa kunne erindre, at jeg steg af Vognen og gik derop!« Og nu fortalte jeg ham hvad særligt jeg havde bemærket deroppe. »Det er aldeles rigtigt!« sagde han, »ja saa maa De jo have været deroppe, det havde jeg glemt;« jeg erindrede ham om den Sandryg, hvor jeg igjen indhentede ham og kjørte videre. »Jeg husker, at jeg ikke var oppe ved Taarnet!« sagde Manden, »og troede derfor, at De heller ikke havde været det!« Jeg meddeler denne lille Historie for Sandhedens Skyld; maaskee ellers

* 19

engang efter min Død Een eller Anden af dem der hørte det af »Ledsagerens« egen Mund, kunde gjentage, at jeg ikke havde været der og seet med egne Øine. Hos Bonden og Fiskeren derovre fik jeg mangt et charakteristisk Træk, mangen god Forklaring, som jeg senere har benyttet, men netop om en saadan, givet mig af Sagkyndige, faaer jeg af en Anmelder det venskabelige Raad, at ved slige Skildringer skulde jeg forskaffe mig Sagkundskab hos Folkene paa Stedet, dette er netop Tilfældet. -

»En Historie fra Klitterne« forskaffede mig Digteren Paludan Müllers hjertelige Tilnærmelse og Tak, den jeg sætter en saa stor Priis paa, at jeg indskriver den her ved min Digtning.

I Foraaret 1861 udkom Nye Eventyr og Historier, anden Bække, der indeholdt:

Tolv med Posten,
Skarnbassen,
Hvad Fatter gjør er altid det Rigtige,
De Vises Steen,
Sneemanden,
I Andegaarden,
Det nye Aarhundredes Musa.

--------

I et Nummer af Household words havde Charles Dickens samlet en Deel arabiske Ordsprog og Talemaader, mellem disse fremhævede han: »Da Keiserens Hest fik Guldskoe stak ogsaa Skarnbassen Benet frem.« Vi anbefale, siger Dickens i en Anmærkning, Hans Christian Andersen at skrive et Eventyr herover; jeg fik Lyst dertil, men der kom intet Eventyr. Først ni Aar efter, under et Besøg paa det hjemlige Herresæde: Basnæs, hvor jeg tilfældig igjen læste Dickens' Ord, sprang pludseligt frem Eventyret: Skarnbassen.

»Hvad Fatter gjør er altid det Rigtige,« er et af de danske Folke-Eventyr jeg har hørt som Barn og her paa min Maade fortalt.

I Aarenes Løb har jeg forsøgt mig, saa at sige, i de fleste Radier af Eventyr-Cirkelen, og naar derfor, ikke sjeldent, en

* 20

Idee eller Stemning opstod, som førte tilbage til hvad jeg allerede havde givet, slap jeg Ideen eller søgte at bringe den frem under en ny Skikkelse; saaledes fik Fortællingen »De Vises Steen« Noget af den østerlandske Form, og et *stærkt Præg af Allegorien. Man har bebreidet mig, at de senere Eventyr have en philosophisk Retning, der ligger udenfor mit Raaderum, man holder sig vistnok her særligt til denne Fortælling og det i samme Hefte optagne Phantasi-Spil: »Det nye Aarhundredes Musa«. Dette er dog sprunget ud fra Eventyrets Grund. Man har sagt og skrevet, at dette Hefte var det Svageste af hvad jeg havde leveret, og dog findes i dette to af mine bedst fortalte Eventyr: »Hvad Fatter gjør er altid det Rigtige« og »Sneemanden«. Dette sidste er skrevet ved Juletid under et Ophold paa det smukke Basnæs og er fremfor mange andre af Eventyrene, ved flere Leiligheder, oftest ved kongelig Skuespiller Mantzius's fortræffelige Foredrag, draget frem til stor Anerkjendelse.

I den senere Tid er blevet sagt af Enkelte, at det især ere de allerførste Eventyr, som have Betydning, alle de senere staae tilbage for disse. Dette er dog neppe Tilfældet, men Yttringerne lade sig forklare.

De Mennesker, som i deres Barndom læste mine første Eventyr, ere blevne ældre og have mistet det friske Sind, hvormed de dengang læste og optog Digtningen. Maaskee har ogsaa Een og Anden fundet, at Eventyrene erholdt en saadan Udbredelse og Erkjendelse i Verden, at det maatte for Forfatteren blive altfor megen Glæde i levende Live, og da nu de ældste Eventyr have gaaet deres Ildprøve igjennem, lader man disse i Ro, og tager fat paa de nyere, dadles skal der. Tidt henkaste Folk et Ord uden at gjøre sig Rede for, hvilke Eventyr og Historier, der høre til de nyere eller til de senere. Flere Gange hørte jeg sige: »Ja, jeg holder nu meest af Deres rigtige gamle Eventyr«, og spurgte jeg da, »hvilke ere de?« da fik jeg som oftest Svaret: »Sommerfuglen«, »Det er ganske vist«, »Sneemanden«, og just disse høre til de nyere, et Par til de allernyeste.

Var dette sidste Hefte et af de svagere, som jeg nu ikke troer, da var tilvisse det Hefte, som fulgte efter i Julen 1861, et af de bedste; det indeholder:

* 21

Iisjomfruen,
Sommerfuglen,
Psychen,
Sneglen og Rosenhækken.

Det blev med et Par Stropher tilegnet Digteren Bjørnstjerne Bjørnson.

Du Norges Træ med Frugt og Blomst og Knop,
Tak for hvad om dit Hjem af Dig jeg lærte;
I Rom, hvor Minders Storhed rulle op,
Der fik jeg Indblik i dit Digterhjerte;
Du blev mig kjær, derfor jeg Dig har bragt,
Hvad Mødets Aar har i min Lyre lagt.

»Iisjomfruen« blev skrevet i Schweiz efter at jeg flere Gange havde besøgt dette Land og nu paa Hjemreisen fra Italien opholdt mig her i længere Tid. Den hele Skildring med Ørnereden er oplevet og fortalt mig af den bayerske Folkedigter Koppel. »Sommerfuglen« blev ligeledes skrevet i Schweiz, paa en Vandring fra Montreux til Chillon. - Psychen blev digtet et Par Maaneder tidligere, da jeg endnu var i Rom. En Begivenhed fra mit første Ophold der 1833-34 kom mig i Tanke og gav den første Spire: En ung Nonne skulde jordes, man gravede hendes Grav og fandt i den en prægtig Bacchus-Statue. »Sneglen og Rosenhækken« hører til de oplevede Eventyr.

Siden denne Samling udkom hengik nu et bittert, tungt Aar, Krigens Aar, Danmark mistede Slesvig og Als, hvo kunde tænke paa Andet. I meer end Aar og Dag blev intet Eventyr skrevet, først ved Julen 1865 udkom et Hefte, som blev tilegnet Balletdigteren August Bournonville; det indeholdt:

Lygtemændene ere i Byen, sagde Mosekonen,
Veirmøllen,
Sølvskillingen,
Bispen paa Børglum og hans Frænde,
I Børnestuen,
Guldskat,
Stormen flytter Skilt.

Eventyret om »Lygtemændene« sprang frem fra den gjennemlevede tunge Stemning i Krigens Aar, der ere Blade til et Tids-Eventyr.

* 22

Der staaer ved Veien mellem Sorø og Holsteinborg en Veirmølle, jeg kom tidt forbi den, altid var det som om den vilde med i et Eventyr, og den kom det, indesluttet i et Stykke Troesbekjendelse. Det er, hvad jeg har at tilføie om »Veirmøllen«.

Sølvskilling en er skrevet i Livorno. Jeg kom fra Civita Vecchia med Dampskib; ombord vexlede jeg en Scudo for at have Smaamynt, man gav mig en falsk Tofrank; Ingen vilde tage mod den, det ærgrede mig at være bleven narret, men snart kom Ideen til Eventyr, og jeg havde da i dette mine Penge igjen.

»Bispen paa Børglum« er skrevet efter et Ophold paa Børglumkloster. Dette velbekjendte historiske Sagn fra en haard, mørk Tidsalder, der endnu af Mange omtales som skjøn og værd at have levet i, stilles her frem i Modsætning til vor vistnok lyse og lykkeligere Tid.

»Guldskat« er skrevet paa Frijsenborg. Skov-Eensomheden, den blomsterrige Have, Slottets hyggelige Stuer knytte sig i min Erindring til denne Digtning, som her sprang frem, en Blomst i lykkelige Dage.

»Stormen flytter Skilt« er samtidig med »Folkesangens Fugl« skrevet i Kjøbenhavn, henimod Juletid. Hele Skildringen af Laugets Festlighed er Erindring fra min Barndomstid i Odense.

Det seneste Hefte nye Eventyr og Historier ved Julen 1866 er tilegnet Maleren Carl Bloch og indeholder:

Gjemt er ikke glemt,
Portnerens Søn,
Flyttedagen,
Sommergjækken,
Moster,
Skrubtudsen.

I »Gjemt er ikke glemt« er givet tre Billeder. Det Første har sit Motiv fra Thieles Folkesagn; der fortælles om en Frue, som Røverne satte i Lænke ved Herregaardens Hundehuus; hvorledes hun løses derfra har jeg tildigtet. Det andet Billede hører hjemme i vor Tid. Begivenheden er oplevet paa Holsteinborg, Det tredie Billede med den sørgende, fattige Pige hører ogsaa

* 23

til det Oplevede; jeg hørte af Pigens egen Mund hvad der her er nedskrevet.

»Portnerens Søn« har flere Træk grebne ud af Livet.

»Moster« har jeg kjendt i flere Personligheder, som nu hvile i deres Grav.

»Sommergjækken« er blevet til paa Opfordring; min Ven, Hr. Etatsraad Drewsen, der med Iver og Inderlighed holder paa danske Minder og dansk Sprog, beklagede en Dag, hvortidt gode gamle Navne blive forvanskede. I Aviserne anmeldte Gartnere »Vintergjæk«, den vi i vore unge Aar, altid og mere forstaaelig kaldte »Sommergjæk«, da den gjækker os med Sommeren. Han bad mig skrive et Eventyr og i det hævde det gamle Navn, og jeg skrev »Sommergjækken«.

»Skrubtudsen« blev digtet under mit Ophold i Setubal i Sommeren 1866. Fra en af de dybe Brønde der, hvor Vandet løftes i Krukker, som sidde paa et stort dreiende Hjul, og da gjennem forgrenede Render gyder sig ud over Haverne, saae jeg en Dag en stor hæslig Skrubtudse. Ved nøiere at betragte den, blev jeg opmærksom paa dens kloge Øine, og snart havde jeg et heelt Eventyr, der dog senere i Danmark blev omskrevet og givet heel dansk Natur og Hjemlighed.

»Den gamle Kirkeklokke« er digtet paa Opfordring om et Bidrag til »Schillers Album«. Jeg ønskede at lægge et dansk Element herind, og man vil, ved at læse den givne Historie, see, hvorledes jeg har skilt mig ved min Opgave.

»Theepotten« er skrevet i Toledo.

»De to Brødre« er en lille Phantasi-Vignet til Brødrene Ørsteds Liv.

»Den onde Fyrste« er et gammelt Sagn og hører til de allertidligste af mine Eventyr; det blev første Gang trykt i Siesby's »Salonen« og er senere blevet optaget i de tydske og engelske Udgaver af Eventyr; jeg vil derfor ikke udelade det her.

»De smaa Grønne«, ligesom »Peiter, Peter og Peer« ere skrevne paa »Rolighed« ved Kalkbrænderiet, sprungne frem i Tilfredshed og Humeur, som et lykkeligt Hjem kan give det.

Nissen og Madamen har Kod fra Folkesagnet om Nissen, der tirrede Lænkehunden.

* 24

De tidligere skrevne »Historier og Eventyr«, tilsammen 69, ere optagne i 18de, 19de og 20de Bind af »Samlede Skrifter«; de nyere 62 Eventyr og Historier, omtrent et lignende Arke-Antal, følge her i 25de, 26de og 27de Bind, saa at »Samlede Skrifter« nu have fuldstændigt alle indtil iaar skrevne 131 Eventyr og Historier.

»Rolighed«, August 1868.

*
25

III: 1874.
Omfatter også I og II med de i noterne meddelte varianter.

»Gudfaders Billedbog« har sin egen lille Historie:

En Dag mødte jeg paa Gaden vor fortjenstfulde Oldgransker Conferentsraad Thomsen; han kom fra Paris og fortalte at han paa et af de mindre Theatre havde seet et Slags historisk Folkekomedie om Staden Paris. Det Hele var temmelig poesiløst, sagde han, det var heller ikke godt sat sammen, men for ham havde det været interessant at see denne Billedrække af de forskjellige Tider; han meente, at jeg maatte kunde benytte Ideen og med mere digterisk Beaandelse være i Stand til at skrive for Casino-Theatret en lignende Folkekomedie, hvori man fik hele Kjøbenhavns Historie. - Jeg tænkte derover, og da Aftenen kom, at Byens Gader for første Gang fik Gasbelysning, og Gassen tændtes, men ogsaa, dog kun for denne Aften, de gamle Tranlygter brændte, saa at man paa een Gang kunde see Lyskraften hos Gas og hos Tran, fandt jeg heri Rammen til at omslutte de historiske Billeder. Som Skjønheds Idee, som aandelig Traad gjennem det Hele, tænkte jeg mig de mægtige Rullestene, der i Oldtiden, paa Iisflager bares herned og strandede paa Havets Sandbanker, hvor siden Axelhuus reiste sig, løftedes i vore Dage som Marmorskikkelse paa Thorvaldsens Bud.

* * * * 26

I længere Tid beskæftigede jeg mig med denne Digtning, men den blev mig for mægtig og vilde umuligt, om den fuldførtes, kunne fremstilles paa en saa lille Scene som Casinos og med de Kræfter, som der fandtes. Jeg opgav det Hele, men benyttede senere Ideen til en Billedbog, paa hvis hvide indbundne Blade jeg klistrede Billeder, samlede rundt om fra og ved et Par skrevne Ord saaledes bleve satte i Forbindelse, at de dannede en heel sammenhængende Historie: Kjøbenhavns Liv og Levnet seet ved Tran og Gas. Langt senere blev, naturligviis uden Billederne, Historien forkortet aftrykt i »Illustreret Tidende«. Den fik derpaa Plads mellem »Reiseskizzer og Pennetegninger«, (»samlede Skrifter«, 28de Bind). Critiken fandt, at den der ikke var paa sin rette Plads, den hørte hjemme mellem Eventyr og Historier. Jeg har derfor nu optaget den her, forsynet med Frølichs Tegninger.

Eventyret »Laserne« er skrevet længe før »Gudfaders Billedbog«. - Den norske Literatur var den Gang endnu ikke optraadt med den Friskhed, Betydning og Mangfoldighed, som nu. Munch havde kun skrevet lidt: Bjørnson, Ibsen, Jonas Lie, Magdalene Thoresen etc., kjendtes ikke; men jevnlig deroppe fra pukkede man paa de danske Digtere, selv paa Oehlenschläger, det ærgrede mig og jeg fik Lyst til ogsaa at sige et Ord, give en Snært i een eller anden lille Digtning. I den kommende Sommer var det, under et længere Ophold paa Silkeborg i Besøg hos Papirfabrikant Michael Drewsen, hvor jeg daglig udenfor Fabriken saae de store Dynger af Klude hentede allevegne fra, at jeg skrev Eventyret: Laserne. Man kaldte det morsomt, men selv fandt jeg mere Braad end Poesiens Honning deri, og lagde det derfor hen. Flere Aar efter, i hvilken Satiren, om en saadan havde været der, ikke længer ganske passede, blev Eventyret igjen taget frem, de stridbare Laser lige velmeent behandlede og sete gjennem Lunets Glar; norske og danske Venner opmuntrede mig til at lade det trykke, og jeg gav det til »Folkekalender for Danmark 1869«.

»Vænø og Glænø« er blevet til i en improviseret Skaaltale ved Middagsbordet paa Holsteinborg, hvor Ingenieurer fra Kjøbenhavn vare tilstede, da det paatænktes at inddæmme Glænø med Fastlandet.

1868 udkom i et lille Hefte for sig Eventyret: »Dryaden«. Jeg var i Foraaret 1867, i Anledning af den store

* 27

Verdens-Udstilling reist til Paris, hvor Opholdet da aldrig før eller senere i den Grad har henrevet og opfyldt mig som under denne Tidsbegivenhed. Ved min Ankomst stod Udstillings-Bygningen reist og indviet; uagtet endnu ikke heel færdig, var Skuet af den mægtigt og overvældende. I Frankrig og i alle Lande meldte Aviserne om denne Herlighed. En dansk Referent forsikkrede, at Ingen uden Charles Dickens vilde være i Stand til at give en Skildring heraf. Det forekom imidlertid mig, at det ogsaa laae for mine Evner, hvor glad vilde jeg blive, om jeg kunde løse denne Opgave, og at Landsmænd og Fremmede maatte erkjende det. Opfyldt af denne Tanke saae jeg en Dag ude paa Pladsen foran Hotellet, hvori jeg boede, et udgaaet henslængt Kastanietræ. Tæt ved holdt paa en Arbeidsvogn et ungt, frisk Træ, hentet denne Morgen fra Landet for at plantes herinde. Ideen til et Eventyr om Pariser-Ustillingen var gjemt og givet mig i det unge Træ; Dryaden vinkede mig. Hver Dag, under Opholdet i Paris og efter Hjemkomsten til Danmark, formede sig og klang gjennem Tankerne Dryadens Livshistorie knyttet til den store Verdens-Udstilling. Denne havde jeg imidlertid ikke kjendt og seet i sin Heelhed, skulde min Digtning blive et tro og fyldigt Billed af den, maatte jeg endnu en Gang i Udstillingstiden derhen. Og derfor allerede i September var jeg der igjen. I Kjøbenhavn blev da, efter min Hjemkomst, Digtningen fuldført og tilegnet Vennen gjennem mange Aar, Digteren J. M. Thiele.

1870 udkom i Størrelse og Format som »Dryaden«: »Tre nye Eventyr og Historier«:

Hønsegrethes Familie,
Hvad Tidselen oplevede,
Hvad man kan hitte paa.

Dette Hefte tilegnedes min trofaste Ven i tunge og gode Dage Etatsraad E. Collin.

En Dag i »Studenterforeningen« læste jeg tilfældigt, i »Laaland-Falsters Stiftstidende«, nogle historiske Optegnelser om den høiadelige Jomfru Marie Grubbe, der først havde levet udi Ægteskab med Kong Christian den Femtes Halvbroder Ulrik Frederik Gyldenløve, siden været gift med en jydsk Herremand og tilsidst, medens hendes tredie Mand, en fattig Matros, der var i Slaveriet, selv endte kummerligt som Færgekone ovre paa Falster. Efterretningen henviste iøvrigt til »Holbergs Epistler«. I disse fortæller Holberg, at han som ung Student, da Pesten rasede i Kjøbenhavn, opholdt sig paa Falster og boede der hos

28

Færgekonen, Mo'er Søren Sørensen Møller, den een Gang høiadelige Jomfru Marie Grubbe.

Her var et rigt Stof til Digtning; dansk Atlas og Thieles Folkesagn gave endvidere enkelte Oplysninger og jeg skrev Historien: »Hønsegrethes Familie«.

»Hvad Tidselen oplevede« har ingen anden Anledning, end at jeg paa Marken ude ved Basnæs saae et saadant Pragtesemplar af en Tidsel, at jeg maatte tegne den ned i en Digtning.

»Hvad man kan hitte paa«, hører til de oplevede Eventyr.

Ved Juletid 1871 udkom: Nye Eventyr og Historier, ny Samling, tilegnet Forlæggerne af mine Skrifter, Brødrene Theodor Reitzel og Carl Reitzel.

Dette Hefte fremtraadte i det kjendte tidligere Format med det vante Billede paa Omslaget, og indeholdt tretten Eventyr

Lykken kan ligge i en Pind,
Kometen,
Ugedagene,
Solskins-Historier,
Oldefa'er,
Hvem var den Lykkeligste,
Lysene,
Det Utroligste,
Hvad hele Familien sagde,
»Dandse, dandse Dukke min!«
»Spørg Amagermo'er«,
Den store Søslange,
Gartneren og Herskabet.

Alle vare skrevne i det sidste Aar, og de tolv førstnævnte allerede trykt i forskjellige Tidsskrifter og Blade, saaledes var »Lykken kan ligge i en Pind« og »Hvad hele Familien sagde«, først meddeelt i »For Romantik og Historie«. Den første af disse er skrevet under et Sommerophold i Jurabjergene. Her hørte jeg fortælle om en fattig Dreier, der, da Knappen, som holdt hans Paraply sammen, altfor tidt sprang af, en Dag dreiede sig en lille Træ-Pære, der, sat i en Lidse, viste sig mere praktisk til at blive og holde fast. Til sine Naboers Paraplyer dreiede han nu ogsaa et Par Smaapærer, og snart fik han fra Landet og Byerne Bestillinger paa flere af samme Slags, da nogle Aar var gaaet, sad han som en holden Mand. Den Begivenhed gav Anledning til Historien: Lykken kan ligge i en Pind.

* 29

Som ældre Mand gjensaae jeg den straalende Komet, jeg havde seet som Barn; det var som havde jeg seet den Aftenen forud, og dog laae der saa mange Aar og Erindringer imellem og jeg skrev »Kometen«.

»Ugedagene« bleve fortalte paa Opfordring, i Hast at fortælle en Historie om Dagene i Ugen; siden bleve de første Gang trykt i Thorkildsens Kalender.

I »Solskinshistorier« er, ved Tildelelsen af Lykkegaverne, tænkt paa bestemte betydende Mænd i vort Land.

»Oldefa'er« blev nedskrevet i Erindringen om en Samtale en Gang med H. C. Ørsted, om »gammel Tid og ny Tid«, hvorom han havde skrevet en Afhandling i Kjøbenhavns Almanak.

»Lysene« er en lille Historie hentet fra Virkeligheden.

»Det Utroligste« og »Hvad hele Familien sagde«, høre tildeels ogsaa til det Oplevede.

»Den store Søslange« er et Nutids Eventyr, som »Dryaden« er det. Nutidens Opdagelser og Bevægelser give rigt Stof til Digtning, og er mit Øie blevet aabnet derfor, da skylder jeg det H. C. Ørsted.

Ikke tidligere kjendt eller trykt var her i Heftet Historien om »Gartneren og Herskabet«. Ogsaa den, som jeg troer, er skrevet ud af vor Tid, og som saaledes synes den særligt at have slaaet an. Den hører til de Eventyr og Historier, der ved Oplæsning eller Fremsigelse fra Scenen har paa een Gang faaet et større Publikum. I mine yngre Aar var det Sædvane ved Concerter at have Declamations Numere, der altid vare Digte. Den udmærkede Konstnerinde Jomfru Jørgensen ved det kongelige Theater var den Første, som forsøgte at fortælle i Concertsalen et af mine Eventyr; siden med stor dramatisk Virkning fortalte fra Scenen Phister: »Keiserens nye Klæder«. Afdøde gamle Rosenkilde, ligesom Nielsen, have ogsaa forsøgt det; til det ganske Fortræffelige hører Michael Wiehes Fremsigelse af »Det er ganske vist«, »Flipperne« og »Klods Hans«, ligesom ogsaa Høedts og Mantzius's Foredrag. Paa Casino maa nævnes Christian Schmidt, Stigaard og Madsen.

Ved Juletid 1872 udkom tredie Række, anden Samling: Nye Eventyr og Historier, med et Tilegnelses Digt »Rolighed«.

Udenfor Kjøbenhavn ved Kalkbrænderiet ligger Landstedet »Rolighed«. I den gamle Deel af Bygningen levede for mange Aaringer siden Generalinde Hegermann-Lindencrone, Forfatterinde til Dramaet Eleonore Ulfeldt og nogle mindre

* 30

Fortællinger, siden boede her H. C. Ørsted. Den nuværende Eier, Grosserer Moritz Melchior, ombyggede den gamle Gaard til et lille Rosenborg og gav mig her et gjestfrit hyggeligt Hjem i Sommertiden, her bleve flere af de senere Eventyr og Historier skrevne og særligt de fire, som udgjorde det nye Hefte 1872 med Tilegnelsesdigtet:

Rolighed.

Det gamle Kjøbenhavn groer over Volden,
Det kneiser ungt ud mod de aabne Søer,
Hvor »Rosenvænget« naaer til Øresund,
Og Konstner-Navne lyse ud i Verden*).

Her trives Roserne. Det vilde Viinløv
Udfolder Efteraarets Farvepragt,
Mens bag Kastanietræer og Hyld og Popler
Et Hjem sig løfter, minderigt fra Fortid.
Her Sangen lød: »Eleonora Ulfeldt«,
Her Tænkeren sad under Poppelpilen
Og lyttede til Aanden i Naturen.

Det Hjem er nu et lille »Rosenborg«,
Med Taarn og med Altaner ud mod Sundet,
Hvor Malmø og Landskrona sees i Solskin
Og Tycho Brahes Ø og Gyldenlund.
I Karavane Skibe gaae forbi,
Slig Svaneflok, saa stor, kun sees i Sundet.

Naar saa i Aftnen Himlens Stjerner blinke,
Og Fyret fra »Trekroner« lyser vidt om,
Hvert Fartøi ude tænder sin Lanterne,
Troer man at see et festbelyst Venedig,
En svømmende, illumineret By.
Dog skjønnest er her inden fire Vægge,
I Gjestfrihedens lykkelige Hjem.

* * 31

Johannes Ewald sang uendeligt
Rungsteds Lyksalighed. O, havde han
I vor Tid levet og i dette Hjem,
I dette Hjertelag, hos disse Venner,
Han havde sjunget da en deilig Sang
Om »Rolighed« og Rosenvængets Roser.

Mit Hjem i Hjemmet, hvor bag Hyldens Hang
Mit Liv fik Solskin og min Harpe Klang,
Dig bringer jeg taknemlig, glad min Sang!

Heftet indeholdt:

Hvad gamle Johanne fortalte,
Portnøglen,
Krøblingen,
Tante Tandpine.

Ogsaa om disse har jeg et Par Bemærkninger og Optegnelser.

I min Barndom saae jeg i Odense en Mand, der lignede et Skelet, guul og gusten, kun Skind og Been; en gammel Kone, der tidt fortalte mig Eventyr og Spøgelsehistorier, gav mig Besked om, hvorfor han saae saa ynkelig ud. Gryden havde været sat paa at koge efter ham, da han var ude i fremmede Lande. Naar en Ungkarl var paa Vandring, om nok saa langt borte, kunde hans Kjæreste, blev Længslen efter ham altfor stor, gaae til den kloge Kone, faae hende til at sætte Gryden over Ilden, putte Djævelskab deri, og saa lade den koge Nat og Dag. I hvor langt ude i Verden Ungersvenden da var, maatte han, uden Rast eller Hvile, afsted hjemad, hvor Gryden kogte efter ham og Kjæresten ventede. Naar han da naaede Hjemstedet, var han kun Skind og Been, saae ynkelig ud og det tidt for hele sin Levetid. Det kunde jeg see paa Manden her, ham havde Gryden kogt efter. Den Fortælling gjorde et dybt Indtryk paa mig og er benyttet i: »Hvad gamle Johanne fortalte«.

I Historien om »Portnøglen« er ogsaa benyttet et Træk af Overtroens Kløgt. Det er ikke saa mange Aaringer siden, at ogsaa i Kjøbenhavn »Borddandsen« spillede et Slags Rolle. Mange troede paa den, endogsaa Folk af Begavelse og aandelig Betydning, de kunde troe at der var en Aand i Borde og andre tømrede Meubler. - I Tydskland, paa en større

* 32

Herregaard, hos begavede opvakte Mennesker, gjorde jeg Bekjendtskab med Nøgle-Aander. Nøglen kunne give Besked om Alt, og Mange troede paa det. Jeg har i Historien »Portnøglen« udviklet dens Behandling og Betydning, men lagt Tiden nogle Aar længere tilbage, end jeg blev indviet i Nøgle-Klogskaben. - Hvad her fortælles om Kjældermandens Besøg hos Kammerraaden og Lotte-Lenes Opdragelse for Konsten hører til det Oplevede.

Historien om »Krøblingen«, der er en af de allersidste jeg har skrevet og maaskee skriver, troer jeg at høre til en af de heldigste jeg har givet, og som et Slags Forherligelse af Eventyrdigtning kunde den maaskee passende slutte den hele Samling.

Eventyret »Tante Tandpine« er imidlertid det senest digtede og nedskrevne.

»Eventyr og Historier« ere blevne saa godt som oversatte i alle europæiske Sprog*), de ere i mit Fædreland og langt uden for dets Grændser i mange Aar en Læsning for Gamle og Unge. Den høieste Lykke er saaledes blevet mig forundt at opleve en slig Velsignelse, men er man imidlertid, som jeg, naaet op mod Menneskenes sædvanlige, høieste Levealder, Bibelens »syv Gange ti«, vil denne lykkelige Virksomhed være nær sin Afslutning. I det jeg da ved denne Juletid bringer samlet Resten af hele min Rigdom: hundrede og sex og halvtredsindstyve Eventyr og Historier, være Violinspillerens Ord i Eventyret »Pen og Blækhuus« mit Slutnings Ord, har jeg virket noget Godt, »Gud alene Æren

»Rolighed« den 6. September 1874.

H. C. Andersen.

* * 33

H. C. ANDERSEN