Andersen, H. C. H.C. Andersens Eventyr bd. VI kritisk udg. efter de originale eventyrhæfter med varianter ved Erik Dal

✂

Vokalisme

✂ Indlyds-e tilføjet (epentese) eller bortfaldet (synkope)

✂ I 131 taknemlig: DO XXIII 647 har ikke slet så tidlige exx; MO kun -nemme-; RO begge former; II 202 Seglgarn: MO og HR Seil-, DO XVIII 939: ofte Segl-, Segel-, RO Segl-. D genindfører Segl-, V 53 Seirsgiæde: MO2 tager udtrykkelig afstand fra Seir- især pga. komposita. - I 119 Angest: både subst. og adj. nærmest tendens > Angst (som HR), senere atter konservativt > Angest. MO2 s. v. Angest: man træffer jævnlig Angst, men især af metriske grunde; IV 55 Svouel: således MO, men Svovl både før og efter A (således HR). - Hertil kan regnes varianterne lidt og lidet, der (ofte med L-) ses vakle i app. til IV 63 Jeg selv veed kun Lidet af vor egen Religion og 82 I hvor Lidt de havde; af MO2 fremgår, at lidet er ubrugeligt i tale, mens der er vaklen i en række funktioner i skriftsproget.

✂ Udlyds-e tilføjet (Raragoge) eller bortfaldet (apokope)

✂ III 68 Legems, III 107 og IV 16 Billed, IV 204: Helved: MO dobbeltformer ÷/e af de to første, men ikke af Helved; II 35 Madam (men) > Madame (n): MO1 ÷, MO2 udførligt om Madame > Frue i datiden; DO XIII 732: forfranskningen skal kompensere ordets deklassering netop o. 1850; I 38 Himmerig: MO: forkortes hyppigt i tale og skrift; DO VIII 132: -rige højere stil; andetsteds i eventyrene kan findes -rige > -rig; I 146 hundred, III 64 tusind: MO -de/-d; tendens til -de, men IV 50 atter -d. V 169 Hundesteil krO > Hundesteile A: DO VIII 678: nu lidet brugeligt. - II 81 Sverrige, II 121 Frankerige: MO -rige s. v. Svensk, Fransk; variabelt II 236; III 69 Omqveede: MO -d.

83

✂ Åbning, lukning

✂ V 20 Immer > Emmer: Immer fynsk, se DO IX 163 m. henv.; I 49 Pioner > Pioner D: MO ÷, DO XVII 210 i/e/æ; II 61 Øienforblindelse > æ > e > i: MO kun -i-, DO XXVII 1545: -æ- almindeligere end -i-; II 70 knipsede > knepsede: MO knipse se kneppe, HR knepse, DO knepse nu sj.; I 42 Kunst > Konst D; HR Kunst; MO's fortaler udførligt om det bevidst gammeldags, antityske valg af Konst, i øvrigt gammelt stridspunkt, se DSH V s.v. kunst. - II 87 Saallerne > Saalerne: rettelse af dagligsprog; I 93 slængrede > slingrede allerede B; slængrede synes isoleret; V 145 Spædelys O > Spiddelys A: DO XXI 203 Spiddelys med 7 sideformer, hvoraf denne ifl. Dyrlund er kbh. almueudtale.

✂ Runding, afrunding

✂ II 75 Iver > Yver: MO henviser fra luer, som er bl.a. fynsk dialekt; I 144 Zephir: MO Zephyr; II 37 Sirenerne > Syrenerne D, IV 58 (jf. IV 251) Sirene OO2 > Syren A; MO ÷, DO XXIII 15 varianter bl.a. fra Andersen; I 198 baltrede > boltrede: MO baltrede: daglig tale, se boltrede, DO I 1089 aflydsforhold; se app.; II 126 Poppegøien > Papegøien: MO henviser fra Poppe-. - II 111 voxe > væxe D: ifl. DO XXVII 728 allerede af Moth og igen af Levin betegnet som svindende, altså et stærkt exempel på D's overkorrekte rettelser.

✂ Vokallængde

✂ IV 58 har flere plantenavne med særformer i O. Gjeddeblad er i DO VI 736 belagt flere gange, Klasse derimod kun fra 1726, men tilfældigt iagttaget i orig. trykket af J. P. Jacobsens Mogens (Saml. Værker III 1927 s. 319, 2 gg.), ganske vist mod ms. og bogudg., men dog vel med en kortvokalisk tradition, som DO betegner som gidgs. Uden forb. m. vokallængde, ubelagt i DO, men med mange gamle sidestykker, er Lillieconvalle sst. O (> Gedeblad, Klase, Lilieconval A).

✂ Fremmedord

✂ II 189 Volonteurer > Volontairer D: DO XXVII 432 -ai- ældre, jf. ... om ældre stavemåder indført i sene udgaver; II 303 Contoir > Contor: MO Contor; IV 19 Altar kun O.

✂ Normen var imidlertid dengang mindre fast end nu. Man skal derfor ikke uden videre lægge for meget i de enkelte exempler. En ændring eller ændringstendens behøver ikke absolut at dække en realitet i 84 udtalen. Dels har der været vaklende skrift- og udtalenorm i en række ord, dels kan ord simpelthen af sætterne være tilnærmet en skriftnorm. Anne Duekilde nævner som sandsynlige exempler herpå elimineringen af ord som taknemlig, Seirsglæde, Helved, Omqvæde, Immer, Saallerne, slængrede, Iver, baltrede.

✂

Konsonantisme

✂ Klusil > spirant

✂ I 77 Knoklerne > Knoglerne: vaklen, se fx I 176, men -g- i D; MO har -g-, også -kk-; HR Knokkel, Knokler; DO X 865 gi. dobbeltform m.fl. forklaringer; II 120 kiggede > kigede eller omvendt, fx II 138: keget m, kiget AB, kigget B2C, kiget D. MO kige, daglig tale kikke. Først sent har kigge opnået accept og kigelkeg betegnelsen forældet; II 81 Kridt > Krid: mærkelig gammeldags D-form, men MO har Kridt som sideform, i MO2 m. henv. til udtalen, mens HR har Krid med tilføjelse, at det udtales Kridt; II 205 Knebelen > Knevlen D og HR, II 239 Kjæbe > Kjæve C: MO henviser -b- > -v-, DO omvendt, SG 1870 har -b-, 1872 -v- med bemærkning herom i forordet. II 278 Ukrudt O > Ukrud A: MO kun Ukrud, SGr kun Ukrudt, der ifl. DO XXV 1020 er »først fra slutn. af 19. aarh. alm. raadende i skriftspr.«, dog med ældre belæg end dette. I 157 Persille m > Petersille A, II 163 Petersillie > Persille D (= MO).

✂ Spirant indføjet

✂ II 289 kun et Barn O, et Barn kuns AC (= m), et Barn kun D, ret sent belæg for den gamle sideform; II 240 mens > medens: MO mens sjældent udenfor vers, se imedens; SGr begge; III 63 Storkemo'er > Storkemoder: anderledes III 193, kompliceret V 136, ender gerne med -moder D; III 123 -fjer > -fjeder D: MO Fiæder, SGr begge, DO Fjeder som hovedsted, MO Fiær dagligt, Fær almuesprog; II 112 Raastuen (> Raadstuen) måske fynsk form, se app.; utvivlsomt fynsk er derimod 131 den skal ligge døe m, og V 50 Kornmoen KO, alle tre med d allerede i A.

✂ Andre exempler

✂ I 172 (hviskede og) tviskede (> tiskede D): DO ÷, men tv- findes dog i 5 tryk samt i 2 mss. til IV 143; II 84 Ellepigen > Elverpigen D, indsat i texten med støtte i m: MO -lv- > -ll-; II 86 anderledens (> anderledes B), rettet i texten med støtte i m, men svarer nok til sætterens sprog; DO har kun to exx. på -ns, begge fra Kierkegaard; II 175 Banken O > 85 Bakken: normaliserende, MO dog begge; II 198 Skraalhans (> Skraalhals A2 ): DO ÷, måske en tilfældighed; II 198 komik > komisk D: DO X 1076 benytter efter Brix komik bl.a. belæg for denne gallicisme; II 205, IV 164, IV 233 Confirmand/-t, se app.: gammel vaklen, MO -t med lang kommentar om at -d er etymologisk korrekt, men -t analogisk efter andre ord på -ant; der kan ses bort fra den teologiske diskussion, om den pågældende bekræfter eller bekræftes (-t eller -d); II 264 svindel (> svimmel D); MO ÷, DO begge adskilt; II 298 Tyltebær (> Tyttebær D): MO ÷, DO mange exx.; II 300 Livfuldt (> Livfuld D): DO †, men DO XII 1047 et Livsfuldt (HCA); II 310 Mansket-: = MO, men Mansjets- m, Manskjets- O; III 188 Boeslods- (> Boelslods- D): MO s.v. 2. Bo, DO II 1066; med anden betydning DO II 964 Bolslod; IV 152 dyndvaad > dyngvaad A2 (og 221 allerede A): DO begge adskilt, MO kun dyngvaad. IV 102 stift > stivt, men II 67 givt > gift; stivt og gift svarer til MO's exx. V 64 bladre O > blade A. V 155 Vindelbroer grO > Vindebroer A: DO XXVI 1673 ænyd., citaterne viser afvikling og korrektion i 19. årh.

✂ Hovedindtrykket af de lydligt relevante staveænd ringer bliver en naturlig normalisering og modernisering, med en modstrøm i nogle af D's gammeldags rettelser som vaxe, Konst, Krid. Den molbechske norm, styrket af MO2 1859, har antagelig spillet en rolle.

✂

Kompositionsfuge (også udenfor substantiverne)

✂ e-bortfald

✂ I 35 Spanderemme: MO1 ÷, MO2 -dr-; 143 Hvalrosse-Fangere: MO1 ÷, MO2 Hvalrostænder; 176 Billedebøgerne: MO -db- (= C); II 263 Vedbende-Grønt: MO og DO sideform Vedbende, men -d- i komposita; 134 Valnødtræer: se app., MO Valnødtm; V 33 Bladeluus: MO -til-. - II 179 øieblikkelig (= HR) > øiebliklig D (= MO); II 201 mørkeblaa (= MO) > mørkblaa D; II 222 sorte-: se app., MO sorte- trods citat fra Oehlenschläger med sort-.

✂ e-tilføjelse

✂ I 41 Sengklæderne: MO rettere -gek-; 127 Vildrede: MO -der-; II 65 Sovkammeret: MO -vek-; III 98 Blegmandens: MO -gm-/-gem-; 144 Spækbræt: MO Spekkebræt; 188 hundredviis = MO; IV 58 Nøkrosen: MO en Nøk, endnu hovedform i DO; 79 Spiiskammer: MO Spisekammer, udtales Spiiskammer; 175 Dødninghoveder = MO. - III 152 firaars: MO fireaarig, men andre ord med fiir-; IV 207 Borgstue: kun kO.

86

✂ s-bortfald

✂ I 105 Blodsdraaber (grundbetydning) = MO, der især angiver overført betydning, ellers: en Draabe Blod; HR -dd-; II 324 Spanskrørs-Stokken: -r-S- ved linieskifte, kun i C; III 107 Skibsbyggeren: MO Skibbygger men Skibs-Bygmester, se DO; III 184 Kammerats-Tiden; IV 221 Tobaksspinder(skilter) = MO. - II 61 safransgule; III 155 tillidsvækkende; HR og RO -dv-, men DO har -dsv- som hovedform trods tvetydigheden -d-sv- og iøvrigt »bog« ved ordet. IV 54 glædesløst: MO -el-. Den svenske sætter må nok tage ansvaret for III 153 tröstelös (MO trøst(es)løs).

✂ s-tilføjelse

✂ I 187 Ildlue: MO -ds-; III 181 Jesubarnet, III 191 Christiansand, begge med karakter af tilfældigheder.

✂ Andet bortfald

✂ II 25 Øienhuler (Øienhuller BC, Øiehuler D): MO Øie-, MO2 desuden belæg for Øien-; 58 Evigtgrønt: MO ÷, men har Singrøn; 199 Fædreneland: MO både Fædre- og Fædrene-; III 130 Ulykkensjugl: MO1 ÷, MO2 -es-; V 37 Skriverbog = MO, se app. og DO XIX 910 med citat fra V 46, der aldrig har haft -r-. - II 15 rundten om > rundt om = MO.

✂ Anden tilføjelse

✂ II 21 Ørelyd > Ørenlyd = MO. - I 143 vidløftig > vidtløftig = MO; II 70 alfor (DO I 485) > altfor (= MO); IV 130 blankpolerede > blankt-: MD III 194.

✂ Sammenskrivning > særskrivning

✂ I 65 Kongenshave; II 241 mit Livshistorie (men II 228 Jægerhornetstoner i alle tryk, V 58 den Snilletsbaarne, omtalt AJ 179); II 273 Kjøgeby; III 41 Barndomstid; 94 Fordumstid > fordums Tid: DO V 337; - III 68 sit Legemsskikkebe > sit Legems Skikkelse, AJ 173; 172 Gudshuus; II 46 Smaa-Muus > smaa Muus; III 172 halvopløste > halvt opløste. Jf. hertil II 320 Efteraarsdage A > Efteraarets Dage D, lidt højere stillag, IV 279 og 24732 O > A.

✂ Særskrivning > sammenskrivning

✂ II 132 Diamants Ringe > -tr-; 208 Fløiels Klæde > -s-K-; 251 et Skjønheds Hele > -s-H-; 289 Forlovelses Dagene > -s-D- > -sd- (= O m.fl. exx. i 87 samme historie); 321 luftigt let: se app.; jf. II 94 den Porcellains Skorsteensfeier > Porcellains-Skorsteensfeieren D, AJ 97.

✂ En del af disse komposita er faste ord i sproget, og rettelserne repræsenterer stort set en jævn normativ tendens. De rettede sammenskrivninger virker delvis meget afstikkende og er gennemgående blevet rettet hurtigt. De rettede særskrivninger, især de materialeangivende af typen Fløiels Kløede, virker ikke specifikke, blot i almindelighed gammeldags, og rettelserne bidrager til belysning af deres forældelse. Beslægtede fænomener med kompositionsled/afledning foran hovedordet ses I 1529, II 523; se AJ 171ff om sammensætninger.

✂

Genusvexel

✂ et > en

✂ II 143 Carnap: MO en; II 23 Kluk: MO et; II 311 Collats: MO ÷; I 23 Tornister: MO1 ÷, MO2 en, HR en, et, DO: nu sjældnere en, RO nu alm. et; III 80 Væde: MO en, DO kun en; IV 77 Rusk: MO en, HR et, DO nu alm. et.

✂ en > et

✂ II 159 Afkom: MO en, skønt i DO I 197 har langt ældre neutrumsbelæg, HR et; IV 125 og II 319 (A > O) Besvar = DO II 486 cit. i neutrum, MO et, DO en, et, MD II 67; III 95, IV 177 Hastværk: MO et, DO VII 933 sj. en, Andersen-citat; III 151: Hib: MO ÷; IV 250 Løg O: se DO XIII 559 om vaklen, MO kun et; III 70 Minaret: MO ÷, DO XIV 77 †et, Andersen-citat; I 56 Sneefnug, II 52 Sneeflok: MO et Fnug, en Flokke, en Flok; DO IV 1210 viser Flok som vigende bogsprog i datiden; V 249 en ... Sneefnok O > et ... Sneefnug A; I 132 Skum: MO et; III 69 Vildskab: HR en, MO et, DO nu 1. br.; I 53, I 133, II 83, III 14, IV 13 etc. en Slags > et Slags, også foran et andet ord, selvom dette er fælleskøn, fx I 117, II 133, 134, 192: MO et, men henviser til en i ældre og i talt sprog; DO XX 314: følger ofte artsbetegnelsens genus, især gidgs., et »nu noget sjældnere i rigsspr.«; DSH III 205: vaklende c. 88 1870; AJ 168: vaklen foran fælleskønsord, næsten kun et foran neutrumsord; MD II 66f: genus i sig selv vaklende, yderligere usikkert pga. flg. substantiv; I 98 istedetfor > istedenfor D, jf. rettelser af ingensteds, nogensteds III 144, 175: MO i Stedet for, bib. og dagl. -n; MO2 s.v. Kiøbsted: en > et Sted; MO2: »sædvanlig« ingensteds, nogensteds; DO XXI 1083: istedenfor især gidgs. - Om II 79ff Fiirbeen se AJ 168: de samtidige udg.s en r.t. et i SS 2, men ikke konsekvent.

✂ Den bagkloge finder nogen grund til undren over dette materiale. Det indeholder både moderniseringer, århundredgamle »bløde punkter« som Slags og istedenfor, og former der virker som tilbageskruning af originaludgavernes og vor tids fælles norm.

✂ Hertil genusvexel ved andre ordklasser

✂ frisk/t, værd/t, fremmed/t brydes, men aldrig -t i de ældste udgaver; MO frisk/t, fremmed/t (efter nogle: fremmet), uvis overfor værdt; HR uændret i neutr.; -t-formerne er ikke i Grundtvigs ordbøger, men belagt i DO, fremmedt »sjælden«.

✂ Ved talord: I 153 hver tusinde Aar > hvert C; III 143 een og tyve Aar > eet (= IV 72); IV 150 for en hundrede Aar siden > et, skønt en snarere angiver omtrentlighed end genus; ændringerne sker i C. Se MD II 390: kongruensbøjning nu opgivet.

✂ den > det i konstruktion med Barn: II 164, 174, 288; den > det, pronominalt > upersonligt I 32, omvendt I 33.

✂

Kasus

✂ Gruppegenitiv

✂ II 22 imod Keiserens af China > imod Keiseren af Chinas (jf. s. 67): cit. MD II 214: »gængs, hvor leddet indgår i navne, titler og andre faste forbindelser«, se også AJ 169; III 140, 141 Philemon og Bauds Hytte: Philemons o og C, Philemon OrA og D, cit. som fast forbindelse MD II 212 (uden brug af varianterne og med den korrekte form Baucis's); IV 61 den folkelige Drot, Borgers og Bondes Ven > Borger O og C. Se AJ 169 med exx. udenfor eventyrene.

✂ Genitiv i øvrigt

✂ AJ 169 definitiv genitiv med et ex. på vaklen, MD II 238. II 236 Onsdag Middag > Onsdags C; III 38 Wartburg Sangerkreds > Wartburgs B. - II 315 til Laans (i Laan m, til Laan O): således A-D, MO, DO; se MD II 205. - II 88 Hud ... som en Beenrads > Beenrad B2 .

89

✂ Kasusændring i pronominer

✂ II 312 vor Herre faaer ikke Mange, som ham > han D; IV 102 som ham der > han der B og D; IV 153 Du venter gode Venner, bedre end mig > jeg D; IV 208 Nu skulle vi have de, som agere > dem C. Man afholder sig helst fra at dømme om disse prekære varianter, hvorom se MD II 242 ff, men undrer sig ikke over at finde D på den (over) korrekte side.

✂

Numemsmorfem

✂ Til r-bøjning

✂ I 71, II 75 -knoppe: MO -knopper; III 99 Aaknappe (dog uændret I 54): DO I 27 »(kun?) hos HCAnd.«; II 24 Guldqvaste: MO -e, som ifl. DO XI 909 nu kun er dial., mens -er er belagt fra 18. årh.; II 209 Gjerdestavene: MO Stav(e) bruges mest i pl. Staver, MO1 (og HR) men ikke MO2 har Gierdestaver, begge har Gierdestage, -stave til (ris)gærder; III 122 Oldinge: MO1 -e, MO2 og HR -er og -e, RO -e, MD II 105: -e, mod den alm. tendens i sproget til -er (hertil svarer -er > -e-tendensen i materialet DO XV 415). - Dette og det nærmestfølgende materiale repræsenterer jævnt hen en modernisering.

✂ Fra r-bøjning

✂ I 92, I 95 Menneskerne, se app.; II 21, II 115 Nattergalen MO -e.

✂ -e tilføjet

✂ II 257 Toug: MO Toug, Touge; II 147 Trompeter > -re C, nu indført i texten med støtte i r: MO ikke angivet pl., HR -e.

✂ -e bortfaldet

✂ I 55 Fiske: MO begge; II 37 Fjere, 38 Fjedre > Fjere > Fjer, II 233 s.d.: MO se ovf., DO IV 1067; II 36 Sneeflokke > -fnokke > -fnug (MO) o.fl.st. (V 29 -fnokkene r > -flokkene A > -flokkerne B, måske for at hindre forvexling med flok = skare, også hos SGr); II 21 Stene: MO begge med visse semantiske forskelle; II 268 Springvande: MO uden pl.; om vaklen i IV 121 ff Gletscher se app.

✂ Dualis

✂ MO har Øren, sj. Ører, og Øine, (mest ældre) Øien, RO har Øren som 90 næsten forældet. Andersens spontane pl. har sikkert været Ører, Øine. I 104 og IV 51 sg. > moderne pl., II 96 Ører > Øren A2 , II 148 Ører > Øren C > Ører D, men II 234 Ører > Øren D.

✂ Diverse

✂ II 144 Bekjendtere > Bekjendte (således HR): DO II 209 om vaklen i begge tal; II 260 Dramaer > Dramer: se MD II 114; II 319 to eller fire Mænd A > Mand O, modsat IV 99; III 22 guldgule krøllede Haar > -t, -t Haar: se MO om Haaret som betegnelse for hovedhår, DSH III 203; II 288 Kjøbsteder > -stæder: MO begge, men 259 fejlagtigt Stæder > Steder (= byer). Et par exx. på vaklen mellem synkoperet og ikke synkoperet form findes: II 212 Væsner (cf V 72), 299 Verdner. Et fremmed morfem er fordansket V 132 Tableaux k-o > Tableauer A.

✂

Numerusvexel

✂ Det må forekomme uforholdsmæssigt at gengive og kommentere alle exempler, især da de fleste skal ses i deres kontext og i øvrigt må antages indført af forf.s hjælpere eller ved tilfældigheder under sætningen. Der henvises til stederne og knyttes et stikord til, hvor den stedfundne ændring med rimelighed kan karakteriseres stilistisk eller logisk. Ofte gælder rettelsen kun en eller et par udgaver, ikke alle senere.

✂ Singularis til pluralis

✂ I 289 Pose ... Boghvedegryn ... den > dem; 10813 fejlrettelse; 17715 O > A; II 441; 4729; 6528 se nedenfor pl. > sg. under I 7122, ligeledes 8430 bytte Ring > Ringe (attraheret af Støvler, DO XVI 1076 i pl.), IV 16030 og V 17414; 9119; 1613 Øie > Øine: jævnere stillag; 29015; 2972; III 14913; 141 alt Aandens Dygtige > flere af Aandens Dygtige: konkretisering; 14120 Muur > Mure Igl.; 16513 Fingeren > Fingrene: konkret (og = kr); 19736 Igl.; IV 994; V 4521 sit forgyldte Taamspiir > sine: saglig rettelse, da talen er om Holsteinborg; 17214 logisk; 17418 distributiv singularis.

✂ Pluralis > singularis

✂ I 2617 fejl; 3015 fejlrettelse; 7122 Ædderkopper med Sølvkroner > Sølvkrone: MD II 158: pl. talesprogsfjernere og sjældnere, flere Andersen-exx., jf. 799 og sg. > pl. under II 6528; 7826 korrektere; 12930 egnet til overvejelse; 14819 punktuelt mere logisk, men udfra det flg. urigtigt; 91 17513; 1778 galt; II 155; 2019 pedantisk; 2818; 3433 lagde gode Æg > godt A: indført i texten, DO XIII 347 »lægger flittigt« (forsåvidt altså ingen numerusvexel); 5012 abstrakt; 17523; 23610 og 23714 O > distributiv singularis A; 26429 fejlrettelse; 3159 se app.; 32018 i Tanker/Tanke/Tanken, se app.; III 559 ingen Baand > intet Baand skriftsprogligt, jf. 9822; III 15334 og 15440; IV 11717 forbedring; 20622 abstrakt; V 16120 hver af Smaafiskene ... de > den. - Hertil specielle, kendte steder som I 244/2911; 8018; 18520, samt II 35 og 151 alletider > altid D (DO I 407 uden karakteristik udover »nu 1. br.«).

✂

Bestemthed: epentese og synkope

✂ En række ord, der ved bestemthedsbøjning har mistet ultimas -e-, får det tilføjet i senere oplag, men ofte med noget modstridende exempler i samme tryk. MO belyser ikke usus, og det er næppe umagen værd at undersøge DO's belæg. Se MD II 162. Exx.: I 73 Theatret, II 44 Frøknerne, 127 Orglet, III 99 Klostret, 126 Djævlen, 131 Englen, 125 Altret, IV 61 Fingren, 168 Meislen, 103 Kamret. Men også den modsatte ændringstype, synkope af trestavelsesformer, træffes, undertiden med de samme ord, således I 41 o.m.fl.st. Kammeret, 68 Himmelen (MO begge former), 81 Sabelen (cf. 82), 95 -kuppelen, 100 Kjedelen, II 88 Fingeren, 273 Fruentimmeret, III 28 Seddelen, 66 Manoeuveren, 111 Stakkelen, IV 32 Æselet O > Eslet A.

✂

Bestemthedsvexel

✂ Artikel føjet til nøgen form eller omvendt

✂ II 123 boet i en Æske, hvor en er udskudt med støtte i O. II 2034 mistet Couleur > mistet sin Couleur, hvorved det kollokviale enhedstryk forsvinder, Igl. II 13618 og V 15411 O > A; 6928 Spitsberg > Spitsbergen; se MD II 192 om tyskheder, der dog har en anden karakter; 9529 gamle Chineser = 9627 cf 9726, der er fortællerens sprog, se ovenfor s. 67 og MD II 358 samt Dagbøger 26.3.73 (X 51): Imorges lod gamle Arveprindsesse atter høre til mig. Videre: 2883 sad ... i Kreds > i en Kreds; III 18 Jødeland: se DO IX 1014; 3417; 1254; 14315; 14516; IV 334; 23014 jf. DO XXVII 1241; 2473; V 21135 Ugedag > Ugedagen (i SS 2), moderniserende, se AJ 183. Omvendt, men også moderniserende, tab af artikel: II 336 se MD II 170; 12215; III 13429; 15237; IV 217; V 36 O > A.

92

✂ Bestemt > ubestemt

✂ I 2426 Hunden med Øinene > Øine D: analogt med de flg. hunde, men Øinene har været omtalt før, modsat 2635 Sølvpenge > Sølvpengene D; 731 mere »korrekt«; 13637 pedantisk, jf. II 20010; 17024 Igl.; 13438 bort fra bekendthedskvaliteten af det hidtil uomtalte; 18339 end den Rose > enden Rose: A2 , der i dette eventyr har autoritet; men er den Rose for talesprogligt, eller er der distraktion fra end?; II 20; lidt af Levningerne > lidt Levninger; 6614 jf. 6710 og app. samt MD II 169 om propriumsagtig ubestemt form; 8029; 8934 hvorom ovenfor ...; 3051 se app., den ubestemte form fra r er vel den bedre; IV 2226 til Hjerte(t), se AJ 181; 19221.

✂ Ubestemt > bestemt

✂ I 9814; 16810 pedantisk, se linie 9; II 11936 se MD II 168; 1752; III 15815; 15539; 16030; IV 7725 det almene > det specielle, bekendte; V 7626 nok ægte; 15713 en heel Vise > den hele Vise, idet visen er ældre end sammenhængen; 1624.

✂ Uden at være stort viser materialet tydelige tendenser bort fra den i en vis forstand ulogiske, talesprogligt fortrolige bekendthedsform til den mere skriftsproglige ubestemte. Ændringerne i modsat retning har i ringere grad stilistisk karakter. Materialet meddeles med samme forbehold som under numerusvexel.

✂

MORFOLOGI

94 95 96

✂

ANDRE FORHOLD

98

✂

Tiltale, kasus, numerus

✂ De tre tilsyneladende adskilte emner frembyder et lille antal delvis sammenfaldende exempler. Hvor kokkepigen taler til nattergalen II 20, rettes De > Du B2 , muligvis ægte og ihvertfald optaget af H. Topsøe-Jensen i Nordlundes udgave 1973; kavalererne siger selvfølgelig De; hvor gærdestavene taler til hørren II 209, rettes I > Du (kun C). III 125 har Du > De D, men inkonsekvent.

100

✂ Kasus i tiltale varierer usystematisk: I 64 Din/Din lille Stakkel > Din/Du D, IV 55 Du Qvæg > dit C (= O), unægtelig den mest stilrette form foran skældsordet »kvaj«; men IV 27 Din > Du ugudelige Dreng (O > A). Korrekthed opnås II 35 klogere end hende (> hun) er deringen i Verden, II 81 Trold-Gubben ... ham (> han) der boer, IV 208 de, som > dem, som (objekt), mere diskutabelt IV 1538; se MD II 243.

✂ Hvor det I 155 hedder: en Sabel, der var besat med Guldpenge, og den kunde han især bruge, er rettelsen den > dem ikke så interessant som m's de, der har et ligeledes aldrig trykt sidestykke II 205 (de m >) dem maatte han levere af; den falske nominativ er nu forældet eller dialektal ifl. DO III 53161. Endvidere findes rettelser ad sensum, men egentlig modsat rettede, til supplering af AJ 230: I 170 Skib ... det sejlede > de [ombordværende] sejlede; V 54 deres > dets om borgerfolket, V 136 deres O > dens A om ungdommen.

✂ Den gamle (bl.a. »etiske«) dativ behandles AJ 220f, som viser, hvordan den i dansk fraseologi bortfalder eller ændres til præpositioner. Som exempel gives I 19311 Johannes nikkede ham sit Levvel > I 699 nikkede Farvel til ham. IV 32 indføres hvad feiler Dig dog for den 20 år ældre originals du.

✂

Enkelte pronominer, alfabetisk

✂ alt indføres tydeliggørende for dem Alle IV 43; og III 50 og 115 indsættes de mellem alle og substantiv, fordi en relativsætning følger efter; det forekommer ikke nødvendigt. II 321 moderniseres det AltA > det HeleO.

✂ den/det > denne/dette I 181 (O > A), III 39, 48, 95, IV 55, snart med pedantisk, snart med tydeliggørende virkning, da det nu engang ikke er gængs at skrive dén/dét for at understrege det påpegende. Modsat rettes til den/det II 229 (for fejl at regne), II 237 (se app.) og III 152 (A > O med smag af dækningsform).

✂ den/det/dem/der er i en række tilfælde udskiftelige, se fx I 28 (der er det > det er der), I 168, II 16, 60, 136, 208, 277, III 36, 133, 15545.46, 197, IV 37, 134, 137, 149, 155, V 37 og de/der V 166. Ændringerne indtræffer så let for sætteren, at de knap er værd at tage grundigt fat på. AJ 196ff behandler det ubestemte der, som bliver hyppigere i nyere sprog; Bille & Bøgh forærer ham et godt materiale ved ikke mindre end 64 gange at indskyde [der] i brevudgaven - og de var dog Andersens ganske vist yngre samtidige.

✂ hinanden > hverandre rettes ofte i D, således I 49, 65, 82, 128, II 50, 98, 114; V 161 indføres hverandre allerede i O. Aage Hansen formoder i 101 anledning af II 114, at rettelsen er foretaget af »grammatikstærke korrektører« (MD II 246) og har givetvis ret heri, thi hinanden om to og hverandre »i Almindelighed« om flere (som MO forbeholdent siger) blev jo skoleregel, og den stærkt ujyske digter har næppe haft det nu nærmest jyske hverandre til nogen høj notering. Se DO VII 141.

✂ hver rettes på to måder. I substantivisk brug indføres enhver, gerne med E: II 26, 286, III 26, 123, 124, 128, IV 87. MO1 har en lang definition, der bliver længere i MO2, men begge angiver, at hver ofte bruges for enhver, især conjunctive (hvad der DO IV 430 kaldes inddelende betydning). MD II 360 betegner hver som især attributivt og appositionelt, enhver som især substantivisk; i varianterne forekommer enhver stedvis stift, stedvis moderniserende, men aldrig helt »påkrævet« efter vor usus. - Et stadig labilt punkt er hvert, der indføres for hver efter neutrumsordene Blade, Togene, Børnene (IV 57, V 74, 134). MO2: »Man skriver rigtigt: »Brødene koste hvert en Mark.«« MD II 379: neutrum »slet ikke gængs« i selvstændig eller appositionel brug. - Hertil III 44 Hver som > Hvem som og det snurrige V 148 [de] øvede sig i hver at spytte sig selv paa RyggenO> ... hver i ..., hvor ordet i begge stillinger må kaldes overflødigt.

✂ ingen > intet efter skriftsprogets almindelige regler: II 190 ingen Bud > intet Bud, III 55, IV 16.

✂ nogle: Aage Hansen (der efter egen oplysning ikke bruger denne form i sine senere skrifter) bemærker MD II 145 jf. 425, at »forsåvidt den bruges« er flertal især = adskillige, et ikke større antal. II 36 nogen saa smukke, III 117 om jeg havde Nogen skulle herefter ikke have haft det pedantiske -le i D. Ændringer i forbindelse med ingen og nogle ses II 28511, 28518 for variationens skyld samt II 314.

✂ selv kan placeres forskelligt og i visse stillinger vexle med selve. Det sidste ses III 165 selv > selve, begge forhold IV 56 selv i (i selvOO2 , i selveC) de Onde er der en Deel af Gud; begge steder er selv den bedre form. II 305 men jeg er fremmed selv her i Staden > selv fremmed eliminerer en dobbelttydighed. II 48 og 211 er selv bortfaldet ved uheld eller for at svække en emfase.

✂ sig/sin og deres forhold til personalpronominerne er et yndet emne for sprogrigtighedsdrøftelser; og behandlinger som AJ 224-27 eller Aage Hansen: Vort vanskelige sprog 21965 111-15 viser klart, at tvivlstilfælde forekommer også indenfor de snævrest satte normer. I 72 de satte dem > sig, I 169 Allesammen snakke de om dem selv > sigD (glemt i app.) synes ligetil, men I 169 har dog i sammenhængen yderligere to urettede dem! D har endvidere det regelrette, men måske ikke stærkt nødvendige II 96 Himlen med alle sine Stjerner vare[!] over dem > dens og I 145 med ham som subjekt: for Allah, sin Gud > hans, der næppe kan forsvares, så lidt som II 320 paa hans LeieA > paa sit LeieO, hvor han 102 ikke er subjekt. I 101 til de saae Skyerne seile nede under sig > dem skulle ikke være nogen forbedring, da sig korrekt går på de, men dilemmaet ligger klarere i dagen, hvis man konstruerer sætningen »til de lod tjenerne feje under sig«. AJ 228 påpeger en lignende variant i SS 2, nemlig I 134 godvillig lod hun Qvinderne iføre hende (> sig) de kongelige Klæder, flette Perler i hendes (> sit) Haar, og det urettede sted III 37 da kom gamle Minder og hang [!] sine Gardiner op. Jf. II 321 hans ... hans > hans ... dennes, der helt forebygger misforståelse på et sted hvor sig ikke kan komme på tale. En beslægtet udvej fandt en bidragyder til Det danske Bogmarked 1973:47 s. 1750, netop mens disse sider konciperedes: »I Folkebladet beskyldte forfatterinden W.M., forfatteren O.H. for i hans bog Oluf at have plagieret hendes bog Vikingen.« (Citatet redigeret).

✂ sig/sin/sit bortfalder I 74 lagde sig lige ned paa (sine) Knæ (»begravelse«? skriftsprogstendens?) og erstattes med den/det IV 146 og I 19322/I 6926 (AJ 229).

✂ Diverse tilfældige steder med varianter i brug af pronominer kan anføres: I 178 han O > den A om en alf, II 55, 174, 318, 326 (han/den om pengegrisen), III 99 (men det er ikke det O > derfor A), 124, 132, IV 123, 208 - det sidste sted er det folkelige nok en een, der selvsagt ikke nyder fremme i D (DO XIV 1319).

✂

Gentagende pronomen

✂ I relativsætninger uden som og der kan disse ord indskydes i et formentlig velplejet skriftsprogs interesse: II 246, III 141, 144, 158. Den decideret talesproglige type afgentagende pronomen Blomsterne de voxe belægges AJ 31 og 233 og Rubow 206 og ses elimineret I 157, III 119, 149. IV 85 har den noget pedantisk nydt fremme som ekko af titlen Hvad Fatter gjør, det ..., overraskende er derimod V 72 Dryaden inde i det var jo Barn endnu > hun var ... En tydelig forringelse af anden type (særsætning > bisætning) ses IV 2039. Et overflødigt det bortfalder O > A I 180 holde (det) ud at see al den Sorg.

✂ Pronominernes varianter er for få til at vise almene tendenser. Hver gruppe er lille og til tider med modstridende exempler. Materialet under eet giver dog sit bidrag til textens modernisering og åbner øjnene for konstruktioner med en dengang og delvis endnu labil sprogbrug.

✂

Adjektivbortfald

✂ Nogle af exemplerne herpå turde være lapsus, simple begravelser; ord som lille og stor er dog så fremtrædende i materialet, at de kan være strøget for at udviske det barnlige præg, forbindelserne kan have; men ændringerne er spredt over mange udgaver, ikke koncentreret fx. i D, og findes som sædvanlig ofte kun i sidegrene afstemmaet. Se I 27 bare et (lille) Øieblik, 38 gammel, gammel > gammel B og senere, cf. II 289 gammel mOC, gammel, gammel AD, 61 den lille Svale > Svalen (2 gg.)» 69 den (store) prægtige Verden, 84 en (eneste), 90 en (stor) Glasklokke, 98 (hvide) Been, 143 (lidt) Mos, 170 (lille) Vers, videre II 43, 60, 79, III 141, IV 97, 115.

✂

Adjektivtilsætning

✂ De fa exempler må være bevidste, men deres ophav og formål er ikke klart: III 189 et Aar > et heelt Aar, IV 185 det gamle Egetræs Drøm, der med gentagelse af titlen får tilføjet sidste, V 21 et gammelt Tyende > gammelt, ærligt.

✂

Adjektivmorfemer

✂ Superlativ kan indsættes for grundformen som I 12729, II 483, eller omvendt III 19016. En omhyggelig pluralisbøjning af ny kan tilføjes som II 5527, 13526, se app., og tilsvarende neutrum: et rask Slag > et raskt Slag I 143. En gammeldags sideform kan forsvinde: III 26 lystelige Svende > lystige. Og en besværlig afledning kan reguleres: II 114 De tykhovedede Roser > tykhovede (= m), se DO VIII 520, der ikke kommenterer de konkurrerende former, heller ikke med bemærkning om, at den korte jo kunne være afledet af hov og altså misforståelig.

✂

Det adverbielle -t

✂ Som bekendt kan -t efter et adjektiv betegne neutrum, men også være et adverbialmorfem, dog at især ord på -ig undgår adverbialmærket, 104 når adjektivet har fået en særbetydning (en grad, en personlig indstilling), men antager det som udtryk for måden hvorpå noget gøres. Aage Hansen oplyser MD II 384, at det var Axel Sørensen, der opdagede reglen 1891 i sin Danske biord. En grafisk så lille og semantisk ofte så diskutabel forskel må nødvendigt give bidrag til et variantapparat, der også rummer belæg for utvetydigt ordklasseskifte som pi. deilige > deiligt. Både tilsatte og fjernede -t'er vil snart føles rigtige, snart gale efter vor usus, og vil ofte repræsentere et frem- ogtilbage i noterne - hvor megen ulejlighed er ikke ofret uden reelt udbytte på disses oplysninger om egen(t)lig(t) og orden(t)lig(t). Alligevel må det være rimeligt at fremlægge en del af materialet, omend de bedste exempler er præsenteret af Anker Jensen (AJ 192f): II 34 lagde gode Æg > godt A2 , også omtalt ovenfor s. 91; II 295 hvor lykkeligt de lege > lykkelige D; IV 206 Tanderne ... skinne saa røde, således også k, men rødt O (fejl?). Jf. II 79 Der løb saa vims nogle store Fiirbeen > vimse nogle Fiirbeen D.

✂ -t tilføjes i ord uden -ig: III 53 Træet stod bladløs, 114 fiin klædt, 142 eensom staaende, 135 halvt gravet, jf. IV 14 og 15; disse steder kræver tydeligvis et adverbielt -t.

✂ -t bortfalder i ord uden -ig: I 142 dreiedes langsomt rundt; 148 [de] voxte vildt; 153 Hjertet endnu fuldt af Synd; 160 Det seer saa raskt ud; II 15 aabnede halvt sine Øine, III 37 sprang, saa hjertejuldt; her er både moderniseringer, fejl og særforhold.

✂ -t tilføjes i ord på -ig: I 31 at ligge rigtig godt; 106 veemodig stirrede de; 177 begyndt saa sildigO > sildigtA; II 93 nydelig hæftet op; 110 [dc] skinne saa deilige; IV 104 han saae stadig ind i ...; sst. det vilde være næsten uretfærdig; samme blanding som foregående punkt.

✂ -t bortfalder i ord på -igt, den største gruppe: I 24 havde virkeligt to Øine, 118 det gjorde dem saa inderligt ondt, 156 de vare saa overordentligt stolte, II 74 Nordlysene blussede saa nøiagtigt, 94 det var egentligt et Feil, 101 Flammen ... ikke brendte stadigt (her virkelig måden, hvorfor -t burde fastholdes, omtalt s. 67), 273 de saae meget anstændigt ud > adj. -ge, III 16 det har de nyligt seet, 134 ideligt maatte skrige, 180 Deiligt var det, 188 lyksaligt at være fri, IV 63 sagde han mildt og alvorligt > adj. mild og alvorlig. Exx. tyder på nogen usikkerhed i forholdet, det er sikkert kun enkelte (måske især det sidste), der kan tænkes at være afgjort på højere trin end ved sættekassen.

✂ Et særtilfælde i denne gruppe er III 78 handler forstandigen, hvis bibelsk klingende gamle adverbialendelse tabes i C, men ikke i D, og altså ikke moderniseres til -t.

✂

Nogle konkurrerende adverbier

✂ Et meget lille men næppe tilfældigt materiale afskaffer ord af lidt tvivlsom lødighed i D-redaktørens skarpe øren; det skal dog ikke bestrides, at ordene findes urettede andetsteds i eventyrene. Således just, ifl. MO2 oftest i dagligtale, jf. AJ 200; det er rettet til netop I 90, II 50, 58 o.fl.st, udeladt II 289, og II 194 just feil > urigtigt. IV 187 haves min Nærværelse er nødig > nødvendig og 11 205 den som ret kunde opdage > rigtig - har nødig og ret smagt for tysk?

✂ hvordan og saadan har haft en lidt vexlende skæbne i forhold til hvorledes og saaledes; MO taler om hvor-parrets affinitet til adjektiv resp. adverbium, men har ingen stilistisk kommentar, mens DO VIII 925 skriver: »ordet [hvordan] har en tid lang været (søgt) undgaaet i (formentlig) »finere« spr. til fordel for hvorledes.« Og således rettes også I 176 i D. AJ 200 og Levin cit. DO XVIII 318 registrerer saadan som mere folkeligt end saaledes og vigende i skriftsproget, hvilket ses afspejlet I 178, II 177, 196, 270, og II 31 endda saadanne > saaledes, anderledes II 311, se app. En anden sag er, at saadan med sin affinitet til adjektiverne kan bøjes og skifte plads: II 41 saadant et nydeligt Grantræ > saadan, 136 saadanne > saadan, Igl. III 185, men saadan > saadant I 47, III 131. Jf. MD II 360 og 381. - Det er i denne forbindelse uvedkommende, at de mangfoldige forbehold i DO's kommentar til hvordan ikke er tidssvarende: forsøgene på at gøre hvorledes fint med eller uden anførselstegn har (støttet af den folkelige tautologi »hvordan og hvorledes«) ført til en devaluering af ordet; saadan er muligvis styrket i takt med hvordan.

✂ Om adv. der se under pronominer s. 100 og AJ 196ff med belæg fra Dødningen og Lykkens Galosker. Om adv. i forbindelse med verber s.u. præpositioner s. 107.

✂

Adverbier udeladt ellet flyttet med moderniserende eller skriftsproglig tendens

✂ Adverbierne er ofte indholdslette og ofte syntaktisk mobile, så det kan ikke undre, at de ofte udelades eller flytter i textoverleveringen, foruden at de kan tilføjes og udskiftes. Blandt de mange banale exempler herpå, hvoraf nogle skal anføres nedenfor, er nogle trukket ud, fordi de tydeligvis - uanset ophavsmand - trækker texten en smule i regulerende og nutidig retning.

✂ Exx.: I 37 lige ned over Næsen > ned over Næsen, jf. 38; I 38 Vil du saa (> 106 nu) passe Qvæget (hvorefter nu må stryges i næste linie); 45 jo ikke ... slet ikke > ikke ... ikke, kun A2 , 75 Hver engang (> Gang) der kom en Prinds, 162 Skulle vi ikke flyve med > vi flyve, II 35 Ja det er en stor Fornøielse > er nok, hvad der altid hjælper lidt, når man ikke kan nedskrive den ironiske diktion, 63 saa vidste de ikke at sige > intet, 92 jeg gaaer nu saadan altid o g tænker mit > altid saadan, 305 lige ind (> ind) i Ansigtet, III 31 det var lidt flyttet tilside > flyttet lidt, 36 naar saa endelig han kom > naar han saa endelig kom, 42 at det skulde saadan staae > staae saadan, 49 ikke endnu kommet > endnu ikke kommet, jf. V 185.

✂

Andre småændringer vedr. adverbier

✂ Med spredt exemplifikation og kommentar, i øvrigt blot som materiale, hidsættes en del henvisninger til steder, hvor adverbier tilsættes, fjernes, bytter plads etc. uden særlig valør.

✂ Exx.: I 2521, 315, 3213, 3421, 4919 20 22 rokering med visse adv., må være ægte, 6630, 8337. II 161, 1716, 3121, 3224, 3334, 4530, 517, 5518, 681 se app., 707, 9817, 12515 det blev mere > mere blev det, 1627, 19539, 2075, 2417 da og saa ombyttet i en lang konstruktion, 29831, 3213. III 2328, 282, 3034, 3937 Isolde glemte jo ogsaa heller ikke > ogsaa Isolde glemte ... D, men trods heller forbliver det jo en germanisme, 4627, 4639, 5217, 7027, 7225, 7528 for at undgå misforståelser, 9211, 9910, 10722, 12934, 1406 kejtet og ikke ordentlig oprettet syntax, 1425, 16424. IV 539, 14416, 1878, 20328, 22910, 24825. V 7635 Toner saa bløde og stærke > dertil stærke (typisk D - det skal understreges, at det er rigtigt, ikke bare en lapsus, at toner kan være både bløde og stærke), 15017, 15818, 18516.

✂

og tilsat mellem ord

✂ De tre sideordnende konjunktioner og, men, eller symboliseres af Aage Hansen med tegnene + ÷ 0 i forhold til det første af de to led de sammenknytter (MD III 328); hans rige exempelstof bringer gode eventyrcitater især s. 326 vedr. men. I variantapparatet træffes eller aldrig og men sjældent: II 54 men > mens (antagelig ægte), III 36 men > og dog (måske fordi der er to andre men i den lange, semikolonoverlæssede passage), III 156 dog > men, IV 183 og > men (ingen forbedring, og trækker men > dog med sig i linie 16). Derimod tilsættes eller udelades og ikke så sjældent. Mellem ord er der vist kun tale om udeladelse eet sted (V 12728 O > A); iøvrigt drejer det sig om tilsætning med henblik på skoleregien om at og sættes mellem de sidste to af tre eller flere sideordnede led - en regel der ikke altid passer til eventyrdiktionen, og som med rette kritiseres MD III 325; jf. AJ 210-20 om konjunktioner. Da rettelsen er enkel, men kun kan bedømmes i sin sammenhæng, henvises her blot til noterede steder: I 66, 147, 148, 18019, 18022, 1813 (disse tre steder rettes O > A i den tidlige Rosen-Alfen), III 128, IV 20 (O > A), 24 (lgl., i forb. m. anden regulering lin. 9-10), 84, V 58, 210; desuden II 121 efter semikolon: og den skjønneste Dame tog en af Roserne, lagde den ved sit Bryst > den skjønneste ... Roserne og lagde ... B, samt det ejendommelige sted III 18324. Endnu en gang skal der mindes om, at ændringerne kan tilhøre sidegrene i overleveringen.

✂ To gange har en vidtspændt sideordning manet til modforholdsregler af anden art, nemlig etableringen af et extra subjekt og altså en ny sætning, se sammenhængen og apparatet III 3129 og 1777; ligeledes, ganske enkelt III 15833 A > O. I samme eventyr bliver to sætninger til een, emfatisk og uden og, III 153 de handle, som de lyste, de høre ikke en Moders Bønner A > lyste, høre O.

✂

og mellem sætninger

✂ Med en tilsvarende normativ eller med anden stilistisk hensigt kan den sideordnende konjunktion tilsættes eller udskydes mellem sætninger. I 8134 dæmpes en stakåndet opremsning, der i forvejen »mangler« et og foran syntes; det er næppe ægte, så lidt som I 5437 (også kun A2 ), II 14831, men på steder som II 28920 og IV 5311 kan apparatet nok indgive tvivl om, hvad der er rigtigst. III 5418 og 9328 knyttes andre småændringer til det normaliserende og; III 16913 flyttes det på plads, der er tre led. Den der har besluttet de nævnte ændringer, hvis det ikke er sætteren i arbejdsprocessen, kunne i flere tilfælde have opnået bremsning og ro blot med et større skilletegn end det sædvanlige komma, eller ved at indskyde et pronomen som II 25921.

✂ Analogt kan fjernelsen af et og skabe et raskere tempo, således med held I 1214 Geviret holdt de i Armen (og) Ansigtet satte de lige ud, eller II 374; hæve diktionen som I 15139; spolere en genoptagende replik II 1739; eller motiveres med andre og i nærheden som III 16039, 16423. Når det blev sagt, at en opbremsning kunne skabes med et stort skilletegn i stedet for et extra og, så kan der peges på, at ændring af og til et sådant tegn kan have beslægtet virkning: II 29721, III 715; kommaer kan flyde, men et stort tegn indvirker uundgåeligt på prosarytmen. Det sidste exempel er fra den rytmisk så gennemarbejdede Dynd-Kongens Datter, der har andre exempler, således III 7036, og beslægtede manøvrer med adv. da 7924, 816, 8238.

✂ Tendensen i materialet er tydeligvis normativ, stedvis (også eller derimod) expressiv. Af ufrivillig komik er II 11738, hvor en sætning brydes i to halvdele og den anden indledes med den kancelliagtige konnektive inversion og bleve de. Jf. III 9623 med samme fænomen i en vidtspunden periode, og III 7922.

✂

at mellem sætninger

✂ Som bekendt kan det sætningsindledende at udelades, især hvor atsætningen er objekt eller styrelse. Udeladelse er hyppigst i talesprog, og det vil derfor overraske, at Aage Hansens optælling af 12 litteraturprøver, hvoraf Andersens ganske vist er den ældste, finder 95 pct. at, mens de andre varierer fra 98 til 50 pct. at. Se MD III 470 med materiale fra [III trykfejl for] II 245-58, tre replikfattige historier fra H2-53.

✂ Apparatets at-varianter er hverken talstærke eller talende. Noteret er I 36 + at (kun A2 ), 62 appos. saa nydelig, det var en Lyst (> at det), 78

110

✂ analogt hermed, II 92 talenært at-bortfald, 156 huske at ..., at ... og at med bortfald af sidste at (trykfejl i app., læs: og C), 295 + at (= O), 190 først fordi ... og dernæst at > dernæst fordi (normativt), IV 78 uden De har > uden at De har (normativt), IV 91 + at, V 143 at O bortfaldet i A. Hertil kan føjes: (samlet eller skilt) saa at > saa I 78, II 20, III 65, overalt i andetoplag og formentlig ved fejl; III 153 [for] at hun ikke skulde > hun skulde ikke; II 110 gaae at lægge sig > hen at; II 151 at leve ..., og hver at passe sit > hver passe; og den s. 76 omtalte ændring III 5422. Jf. s. 98.

✂

Andre konjunktioner

✂ Som sidestykker til (i)gennem etc. kan nævnes (i)me(de)ns, her kun betragtet som konjunktion. MO2 siger, at »medens og imens ere hyppige i Talesproget, hvor imedens næsten ikke høres; nu forekommer imens og mens derimod ikke ofte i Skriftsproget«. Nøje svarende hertil gælder varianterne ikke i- men -de-, som D indføjer i (i)mens fx. I 103, 161, 163, II 245. Mindre interessante er spredte varianter omkring ordene (lige)som(om).

✂ Egentlige variationer i sætningsforbindelser skyldes indskud, tab eller udskiftning af konjunktioner. Materialet er lille og usystematisk, men delvis udtryksfuldt, idet de fleste rettelser må betragtes som normerende, men prosarytmisk forringende. Bisætninger kan hæves til hovedsætninger eller hs. reduceres til bis. ved fejllæsning eller rettelse af det/den/der, således I 79, 126, III 31 (alle vist uønskede) eller på anden vis: II 82 man > saa man D, 289 der kunde > han kunde (C = O). III 171 skifter en sætning kategori på mindre direkte vis: det var en Hæderspost, hans Fødsel og Kundskaber gav ham Ret dertil, hvor D håndfast retter dertil > til og dermed skaber et uskrevet som. Tilsat eller fjernet som i spidsen af relativsætning ses i øvrigt næsten ikke (III 18729), se ovenfor s. 102.

✂

Fremmedord

✂ Emnet kan gøres kort af ligesom hos Anker Jensen (allerførst i hans »Anden Række«) og Rubow (allersidst), der siger, at eventyrene, skønt mere eller mindre skrevet for børn, dog indeholder et ret anseligt forråd af fremmedord. Hverken Andersen eller hans hjælpere har taget anstød heraf, og i apparatet findes kun isolerede rettelser som I 45 Visit, II 116 Couleurer og I 171, II 23, 44, 109, 176, IV 72 Present(er), som i D bliver til Besøg, Farver, Foræring (er); sidstnævnte ords tyske klang har altså ikke generet, og IV 189 og 192 er ændringen gennemført i mss. DO XVI 1264 viser, at begge ord har været gængse. Prægnant er rettelsen i 107 Keiseren er i Garderoben > Klædeskabet, hvor tydeliggørelse og bogstavrim opnås på een gang, her sikret som ægte af eventyrets øvrige ændringer.

✂ Tendensen bort fra fremmedord er et led i den totale omarbejdelse af Dødningen og den mere overfladiske af Lykkens Galosker. Den ses også i de rent punktuelle ændringer i kapitlerne fra En Digters Bazar (III 13 ff); disse er trods genreskift og tyve års tidsafstand mindre bearbejdede end mangen en afskrift af et ganske nyt manuskript, hvad man kan se af udgavens øvrige dobbelttexter; og især i Metalsvinet retoucheres næsten kun fremmedord samt begreber fra en sensuel voxen kunstverden: Lazaroner > fattige Folk, udeladelse af bronavnet della Trinitá, tilføjelse af Floden foran navnet Arno, tog Notice af > brød sig om, effectfuldt > ÷. Venskabspagten har Gensdarmer > Soldater, men Gendarmer > Gensdarmer IV 25, desuden bortfald af ordet Musa.

✂

Det antityske

✂ Andersens forhold til, hvad der var tysk, belastedes i årene efter 1848-50, så nødigt han ville; og det kan kaldes karakteristisk, at germanismer netop forsvinder fra EHP 1/2-62/63 og ikke før. Men dels er det et åbent spørgsmål, om rettelserne er hans egne; dels gælder de kun få ord, og de havde været undsagt i visse kredse under en antitysk purisme, der kan påvises allerede hos Johs. Ewald i hans seneste år (se 112 DSH III 383 m. henv.). Rubow 238 påpeger en mulig germanisme som IV 145 altid opad (= højere og højere, sidestykker findes fx. II 231 bøiede sig dybere og altid dybere) og tilføjer: »Andersen var ellers mod Udryddelse af gode gamle Tyskheder i det danske Sprog, hvorom mere kan læses i Nissen og Madamen«; der sigtes til Madamens »aldrig skal De høre mig sige »Kleiner« eller »Butterdeig«, jeg siger Fedtkager og Bladdeig« (V 36, fra 1868). MO2 har Bladdei og nævner Butterdei, men foretrækker Smørdei, tysk Butterteig (og Blätterteig); hverken MO eller DO kender Fedtkager.

✂ Geburtsdag er nok den mest iøjnefaldende germanisme. Den bukkede endeligt under for Fødselsdag i 1850'erne (MO ÷, DO VI 379 og 732, DSH III 88), således D I 90, 121, 173, II 179. AJ 161 citerer spøgende selvrettelser fra Oehlenschläger og fra Andersens Han er ikke født fra 1864; tilfældigt noteret er desuden ordenes personkarakteriserende brug i Ibsens Fruen fra Havet så sent som 1888. Prof. Anders Bjerrum har mundtligt foreslået den forklaring, at man fra 1839 havde en dansk opdraget konge. - Rigmor Stampe citerer i H. C. Andersen og hans nærmeste omgang, 1919, et brev fra Louise Drewsen f. Collin (1839-1920), heraf ses, at Collinernes sprogbevidsthed ikke forbød ord som Geburtsdag, Fatter og Mutter, og at det var de ældre børn i hendes generation, der »satte »Faer« og »Moer« igennem, trods megen vemodig Modstand fra Forældrene, som egentlig fandt det ukærligt at forandre disse dyrebare Navne!« (s. 25); se nedenfor.

✂ gesvindt er dog et langt hyppigere ord. I MO søges det forgæves mellem Gestalt og Gevalt, der begge i øvrigt kun figurerer med henvisning til andre ord; Gelender, der IV 20 ses erstattet med Rækværk, findes sletikke. D erstatter gerne, gesvindt med hurtigt (I 32, II 47, 53, 95, 212, 247, men V 19 gesvindtmOO2 , hurtigtA, gesvindtB, hvor A og B er så sene som 1868 og 1870). D varierer dog med held: I 49 strax, II 33 i en Fart, I 123 saa gesvindt > rundt, eller ordet glider ud: I 35, IV 72, III 145 (fra 1859) har ordet i en renskrift, men hurtigt i alle tryk.

✂ Resten er egentlig småting: I 65 ganske tør > allerede tør er snarere en reel ændring end et forsøg på at undsige ganske; I 72 Randsel > Vadsæk D; II 129, 138, III 129 saagar (MO ÷) > endog(saa) D, jf. IV 33 saagar O > maaskee endog (AJ 200); II 193 fort (MO kun dagligtale, DSH III 240) > videre D; II 193 Ansats (MO ÷) > Anlæg (til at blive gal) D; III 91 enge > snevre A2 og senere; III 176 (Blomster)svibler (MO +) > -løg.

✂

Det barnligt sentimentale og expressive

✂ Med føje indleder Anker Jensen sin bog med at omtale det stærkt brugte ord deilig og det i Andersens mund lidt svagere nydelig. Især det sidste ord ses rettet i udgaverne, fremfor alt I 53ff i Tommelise, »det mest ammestueagdge Andersen har skrevet« (Rubow 204, jf. Brix og Jensen I 393). Det er dog først D, som øver den - autoriserede eller uautoriserede - velgerning at variere dette ord til yndig, stadselig, deilig, velsignet, superlativ allerkjønneste, aldmens 2 X deiligste bliver til skinnende og pragtfulde. Tilsvarende steder ses I 3925 (se app.), 3933, 7311 (den deiligste Throne > en Fløiels Trone D), 7719, 831 - derefter synes den værste misbrug overstået. Som nævnt s. 71 kan det ikke være et tilfælde, at ordene stor og lille udgør hovedparten af de adjektiver, der tabes i senere udgaver; det må have noget med den stedvis lovlig barnlige diktion at gøre; jf. s. 103.

✂ Børns glæde ved lydmalende eller på anden måde iørefaldende ord er som bekendt imødekommet især i de tidlige eventyrs sprog. Dette præg ændres ikke af et par steders overgang til de i sammenhængen mere skriftsprogligt banale ord: I 181 Bidronningen surrede > summede, IV 89 Solen ... gloende > glødende, IV 143 Omnibussen rumlede > rullede.

✂

Kammertonen

✂ Skønt breve og dagbøger en sjælden gang kan røbe Andersens kendskab til ikke blot livets, men også sprogets mindre decente sider, er hans trykte skrifter og især hans eventyr præget af tidens decorum. Det skal her dels vises, dels postuleres, at en del rettelser i eventyrudgaverne skyldes hensyn til denne »victorianske« codex.

✂ Dens stærkeste udslag kan ganske vist blive emne for hans spot. IV 231 har generalen i en alvorlig situation tid til at blive forfærdet over, at hans barn taler om at spytte: Naar har du hørt Papa og Mama sige spyttede? Det har du nedefra! (men hvilken eufemisme kunne barnet have brugt?). IV 110 svarer den portugisiske høne på spørgsmålet Hvad har jeg gjort?: »Gjort! ... det Udtryk er ikke af den fineste Slags ...«. Og når Æ karakteriseres som en upassende lyd, skyldes det den arme vokals exkrementale associationer (III 96, DO XXVII 1143). Fra det virkelige liv i den collinske kreds kan nævnes, at Louise, som skulle oplæse et Andersen-eventyr i skolen, havde svært ved at finde et uden noget som var gruelig flovt at sige; hun standsede ved Nattergalen, og selv der fandt hun et generende sted: »Men Mutter, skal jeg da sige at Hoffolkene skulde dunkes paa Maven, det er da altfor rædsomt!« 114 (BEG II 232 fra 1853). Edv. Collin skriver om Ahasverus BEG II 162, gør indvending mod det stygge ord Sviren og henviser til steder, han ikke kan læse for sin kone (pga. emner fra sexualitetens verden). Ganske svarende hertil skriver Andersen 19.4.68 (Dagbøger VIII 52), at han ville læse Psychen for skuespiller Fritz Hultmann, »men da hans Frue blev i Stuen var jeg geneert ved at læse den.« Og Topsøe-Jensen fremdrager i Nordlundes udgave af Iisjomfruen 1974 s. 82 en manuskriptpassage om hunden, »der fyldte Stuen med Stank, men det forargede Ingen« - hvilket forsvinder ved den videre bearbejdelse. Jf. at netop Louise Drewsen i sit førciterede brev til Rigmor Stampe s. 20 omtaler de to gamle hunde, familiens stille skræk, af hundefjenden Andersen kaldt Hyl og Stank: »men man tav, og blev det nødvendigt at aabne et Vindue, skete det uden at nogen fortrak en Mine.«

✂ Man tør herefter formode, at fig. rettelser i D skyldes vidtdreven sproglig pænhed: II 23 holde Fuglen frem for Folket > vise (DO VIII 397); II 25 og 58 former afvb. vande > vade i høj stil (MO har ikke vande = urinere, og Levin siger, at det er ukendt i kbh.sk og fynsk, DO XXVI 396, men den dobbelte rettelse er dog påfaldende); II 129 vant/vænnet fra > af med, der fjerner associationen til diegivning; II 280 gjort > skabt, omend AJ 243 har exx. på gøre om kreativt virke; og måske endda II 25 Keiserens svage Lemmer > Legeme; IV 152 og 173 snee bedækkede > sneedækkede samt I 179, II 83, 92, 97, 207 bare > blot/kun, jf. app. til I 17916.

✂ Udenfor denne åbenbart så prekære sfære kan det ikke forbavse, at væk og i et Væk elimineres II 113, 119, III 37, 122, thi ordet er til dato »et udpræget talesprogsord« og tidligere med »præg af plathed« (DO XXVII 706, MO ÷), skønt dog vist uden uheldige associationer. Ordet jubilere bruges flere gange, fx. lidt nedsættende men urettet III 49, men > juble II 228 (se DO IX 889). Og med rettelsen II 97 ikke noget at være saa forfærdeligt af > -lig > stolt D (desværre glemt i apparatet) er vi udenfor den uanstændige begrebssfære og inde i de - i vor forstand - uanstændige anslag mod Andersens ægte hørte replikker. Mere rimeligt er det, når D som før nævnt dæmper vurderende og sensuelle udtryk i Metalsvinet's kunstverden, IV 16.

✂ Men hvem har foretaget de D-rettelser, hvorom nærv. stykke egentlig handler? Han behøver ikke at have været særlig bigot; i visse tilfælde har han måske blot villet sikre sig imod, at en seriøs, ja højstemt vending kunne virke distraherende i en læsers øren og således forfejle sin kunstneriske hensigt; »og det skal man ikke gjøre Nar af. - men det gjorde de«.

✂

Andre exempler

✂ Udover de nævnte kategorier forefindes selvfølgelig en hel del udskiftninger af enkeltord, som det næppe er muligt eller lønsomt at kategorisere eller kommentere til bunds. Nogle kan meget vel vurderes stilistisk, andre er helt eller næsten uden påviselige plus- eller minusværdier; den der ønsker at bruge materialesamlingen, vil selv vide at danne sig sin mening.

✂ Exx.: I 70 skrækkeligt > forskrækkeligt B; 79 smaa sorte Nisser > smaa bitte Nisser D (har red. kun kunnet forestille sig røde nisser?); 91 røde Lyn > stærke Lyn D, som nok ikke har villet have røde lyn og en blå lynstråle i kun to liniers afstand; 104 kosteligt > kongeligt B2 ; 106 boblende > bølgende C; 118 lille > unge A2 ; 124 ligesom > som D, vel pga. lige tæt ved; 134 godvillig > villieløs D, jf. DO VI 1205, hvorefter godvillig rummer mere selvbestemmelse end frivillig (og ihvertfald mere end villieløs):, 138 vilde Svaner > hvide Svaner C; 154 forskrækket for at > bange for at D; 158 nu bestemt > saaledes bestemt D; 161 synge > sige A2 ; 171 hvor morsomt de selv havde det > fandt det A2 ; 179 sige > betroe (sin sorg) D.

✂ II 21 spurgte > sagde A2 ; 27 Toppen svingede rundt > snurrede A3 ; 72 skrapt > skarpt B; 117 fremmed Fugl > fornem Fugl B2 , kan være ægte; 118 raabte > sagde D, naturlig neddæmpning; 121 Sidekamrene > Sideværelserne D, rimeligt nok, da talen er om Thorvaldsens Museum, men kan skyldes hvemsomhelst; 145 voxte > skød D; 147 flere Skuffer > store Skuffer B, galt; 149 [graven] veed jeg ikke > kjender D, modernisering; 250 Rønnebær > Rønnebærtræ B, korrektion ligesom 265 Hyldetræet og Piletræet > Hyldebusken og Piletræet D; 279 stumpede > stumpe (om skaftløs kniv) D; 324 Training > Trainering D, se DO XXIV 888 og 906; 325 Stykket ... blev godt givet A > spillet O.

✂ III 17 Violer > Blomster A3 for variationens skyld; 29 den > Sedlen A4 for at undgå flertydighed; 54 blaae Blomst ved Vandet ... røde Klokkeblomst > røde ... blaae D, åbenbart svarende bedre til red.s botaniske begreber; 60 Ægteskabs > Ægtestands A4 ; 64 violbrune > violetbrune D; 73 faldt ... paa > fandt ... paa C, modernisering; 81 en haard Trægreen > stærk D, som må have ment, at haard går på overfladen, stærk på brugbarheden; 91 Storken > Storkefader D; 145 den > Odense D trods et Odense lige forud, for at undgå den om byen; 165 stod > sad D svarer til det foregående; 198 trukket > taget C.

✂ IV 113 Lynglimt > Lysglimt C; 124 Høiryggen > Høideryggen A2 , sætterkorrektur; 139 sagde > udtalte (sin glæde) A2 ; 151 det store Bord > det hele Bord C; 129 særligt > især C; 162 Tankeblink > Tankeblik C, se app.; 174 Tanker > Taler B, se sammenhængen; 177 (Sommeren gik, Efteraaret) gik > kom D (= k); 187 sagde > spurgte D; 187 nødig > nødvendig D.

116

✂ V 25 Klokken > Kirke-Klokken; 52 Kobbeltrommer > Kjedeltrommer; 75 rører > bevæger; 87 Skribent > Referent (Udstillings Correspondent r), alle rettet i EHF.

✂

Kortslutninger

✂ Dette ord kan være en passende metafor for den nærliggende afskriver- og sætterfejl at udelade den ene af to på hinanden følgende fraser, sætninger eller perioder, der begynder eller ender ens. Typografudtrykket »begravelse« betegner nemlig enhver overspringelse helt ned til enkeltord, uanset om kontexten lægger dem nær. En række textvarianter skal betragtes under dette synspunkt.

✂ II 27 Svalens spørgsmål »vil De?« fordobles i B, måske blot som lydmaling, men se II 52 Næste Dag blev det klar Frost, - og saa kom Foraaret; allerede B indskyder og saa blev det Tøe. Man har ikke trykms. til II 27, men til II 52, uden B's tilføjelse; så de to utvivlsomt ægte rettelser behøver ikke at være restitution af gamle formuleringer, men de kan være det.

✂ II 62 Jeg troer, jeg veed, jeg troer det m > Jeg troer, jeg veed, -jeg troer, det (kan være) A > Jeg troer, det B. B kan være en kortslutning, men kan også være rettet for at undgå de fulde formers dobbelttydighed: »jeg tror- nej jeg ved - nej jeg tror«? eller »jeg tror nok, at jeg ved - jeg tror, at det ...«?

✂ IV 155 ja forklar, fortæl, giv os det i Ord: C udelader fortæl;

✂ kortslutning? eller lettelse af et tungt sted?

✂ V 134 Et gyldent Æg; [det var varmt endnu. Hun O >] hun lagde det ved sit Bryst og Varmen blev: når Hun > hun, når der ikke er identiske ord i passagen, og når det af sammenhængen fremgår, at svanen netop er fløjet op fra ægget, må man vel her regne med en ændring og ikke med en sætterfejl; men O's form forekommer bedre.

✂ V 137 Jeg fornam om (de danske Adelsmænd, der ...) > Jeg fornam saa meget smukt, jeg fornam om ... B; Da krO ikke har bidraget til apparatet, kan man her ikke gætte på restitution af en gammel overspringelse; rettelsen skal gøre den sære konstruktion fornam om mindre stødende.

✂ Se endvidere III 33, hvor to liniers forskel i O og A kan være en kortslutning, omend en strygning af pladsmangel er sandsynligere, samt V 12731, der muligvis også forklares anderledes. Emnet kortslutninger udover enkeltordet smuldrer altså næsten bort.

✂

Ledfølge

✂ Også dette emne smuldrer, delvis fordi en del mindre exempler kan findes i det foregående; men det bør dog fremhæves. Man kan nemlig vente sig en del af et menneske, der - om så kun i sine dagbøger (19. maj 1866, Dagbøger VII 110) - kan skrive: »Paa Hjemveien fortalte Fru O Neill mig at hendes Morfader var for politisk Færd af Don Miguel blevet med Flere henrettet i Oporto.« Og ofte citeret er Rubows passus s. 234 om fremskydning af et vigtigt sætningsled, figuren emfase: »Han bruger den ofte saadan, at jeg ikke tror der lader sig finde anden Forklaring, end at hans Temperament fordrede livligere Ombytning af Sætningens Hovedled end andre Menneskers. Hans Venner kritiserede den hos ham, og Edv. Collin har vist ligefrem rettet nogle Steder omvendt Ordfølge til normal.« (NB ledfølgen i sidste sætning!). Ombytningen kan markere resumé, resultat, liv, gentagelse, folkelig eller poetisk stil. Emnet udgør begyndelsen af Anker Jensens lange slutkapitel om ordstilling, AJ 268-98; det kan selvfølgelig exemplificeres fra variantapparatet, men egentlig i forbavsende ringe grad. Her som andetsteds måtte en metodisk behandling inddrage eventyrtexten i almindelig forstand, ikke blot de »frynser« (jf. s. 119), apparatet indeholder.

✂ I 172 Her er to smaa Muus i Nat, som ville ... > ... som i Nat ville ... D; mere korrekt, men mindre karakteristisk, er dommen AJ 296.

✂ II 89 og 115, III 42 bør læses i apparatet. De er exempler på sætninger, der har meget svært ved at finde deres leje, og som man kan synes, at forf. burde have omformet helt for at blive tilfreds. De er omtalt s. 67. Se også II 208.

✂ II 160 trak saa dybt Veiret; 264 kjøbe i Kjøge en Guldring; III 55 nu holder mig ingen Baand (her to nominale led); III 82 (da) faldt Svømmehuden, som en sønderreven Handske af; IV 91 da i Morgenskjæret han ... red tilbage (hvor det nu fremdragne ms. har et overstreget han efter da) - er steder der har fået den normale ledfølge, som regel i D.

✂

Hovedsætningsordstilling i bisætning

✂ Ligesom de foregående få exempler henhører de fleste af de følgende til adverbiernes syntax, jf. AJ 281 og Rubow 206. Undtagelsesvis kan subjekt og verbum ændre plads i en variant: II 295 ... Sagnet fortæller at for mange Aar tilbage ... blev et uskyldigt Barn lokket > et uskyldigt Barn blev lokket D - virkelig kejtet, fordi for mange Aar tilbage ikke bringes på 118 plads samtidig. II 129 det saae ud som hele Huset sov eller der var ingen hjemme > Ingen var hjemme D. At de to led kan bytte plads i et udråb som II 313, er naturligvis en anden sag.

✂ Derimod findes et antal exempler på, at adverbiet fra sin hovedsætningsplads efter verbet flyttes hen foran dette, som normalprosaen kræver det af bisætninger, typen I 33 at vi skal ikke > at vi ikke skulle D. Således II 248 ja at den skjød endogsaa nye Skud > endogsaa skjød D; IV 108 saa højlig, at han var ikke grov > ikke var C, AJ 281; II 33 den kalkunske Hane, der var født med Sporer og troede derfor > derfor troede D, AJ 283.

✂ Anderledes II 28 Gud skee Lov, der dog kommer een > kommer (se app.) og IV 139 ingen Vei er saa høi, man jo kan komme den > kan jo (kun A2 ), hvor sætningsforbindelser skilles til særsætninger.

✂

Diverse rettelser i D

✂ I gennemgangen af udgavernes historie blev den illustrerede fembindsudgave, hvis fire første bind normalt har sigel D, ikke omtalt så udførligt, som dens talstærke rettelser kunne motivere. De spreder sig over alle felter, og selvom visse paragraffer af det foregående er sparsomme med at meddele ændringernes sigler, vil man dog finde D'er overalt. Et antal egentlige rettelser i D vil bidrage til forståelse af denne udgaves gennemarbejdede, noget gammeldags superlogiske og skriftsproglige karakter. De meddeles uden [!]'er eller hvorfor?'er og stort set i udgavens rækkefølge, da en systematisering ikke synes påkrævet til formålet.

✂ I 37 Da (> Det) maa jeg dog selv see efter; 44 om en af Idas blomster: det var en Hofdame > hun bildte sig ind at vare en Hofdame; 81 R. blev ogsaa fornøiet > R. straalede af Fornøielse; 97 Malstrømmen, hvor Vandet ... hvirvlede > Malstrømmen, der ... hvirvlede: økonomisk, men den indsmuglede ordforklaring er gået tabt; II 62 om kragens kæreste: Det var naturligvis ogsaa en Krage [,] hans Kæreste: den efterstillede indholdsudfyldning af det (MD I 164) bortfalder som for tilfældigt anbragt; 145 dem ... de > dem [dvs. billederne] ... Personerne; 146 der gik Uger og der gik Dage > Dage ... Uger, Igl. II 222 og 283, jf. III 15416 - dagene må jo gå, før der kan gå en eller flere uger; 166 et inquit flyttet til et logisk rimeligere sted; 203 hans aandelige Kraft her var ikke stærk nok > blev ikke givet Styrke: en eller anden har husket på, at menneskenes evner alle er gudgivne.

✂ II 233 hun hørte og hun hørte ikke > ikke hørte: er det for en gangs skyld D, der har den kollokviale form? 241 dette af Folket selv skrevne Blad, tidt med paaholdt Pen > dette af Folket selv, tidt med paaholden Pen, skrevne Blad: 119 A er virkelig lovlig skødesløs, men D synes for tung; stedet minder om det næste, 251 alt Skabt af Gud > al det af Gud Skabte; 272 en hel sætning udeladt; 284 Men den unge Pige ved Tagvinduet stod > Men ved T. stod den unge Pige.

✂ III 165 Forlovelsen stod i Byens Avis > stod anmeldt; 170 Tiggeren dernede > Tiggeren dernede paa Gaden; 176 alle Farver, og alle slebne og glattede af Havet > de laae med alle Farver, alle slebne ...

✂ IV 8034 ændring i D pga. fejl i A; 210 Det var Fader Pibehoved > ... som sagde Snak: tydeliggørende.

✂ V 60 citat forlænget; 78 Vogn fulgte Vogn, Gaaende Ridende > fulgte Ridende; 78 Træets > det unge plantede Træes; 137 det [ur] gik rigtigt, men ikke Borgmesterens > men det gjorde ikke Borgmesterens; 157 følge med > følge med i denne »dandse, dandse Dukke min!«

✂ La textologie se situe donc dans l'étroit domaine
qui sépare les textes d'eux-mêmes
et ne départage qu'une frange de leur signification.

✂ Roger Laufer: Introduction à la textologie: vérification,
etablissement, edition des textes. Paris 1972.