Udskiftning af enkeltord
✂ Mange steder i det foregående er ændringer klassificeret og karakteriseret, der beroede på et enkelt ords tilkomst, bortfald eller ændring. Udskiftninger kunne ofte ses i flugt med udskiftning af former af
111✂ samme ord og gled derfor ind i de ved ordklasse bestemte afsnit. I det følgende exemplificeres nogle typer af ordudskiftning, der uanset ordklasse synes at belyse et Andersensk stilelement og dets neddæmpning. Indbegrebet af materialet er en normaliserende og moderniserende tendens.
Fremmedord
✂ Emnet kan gøres kort af ligesom hos Anker Jensen (allerførst i hans »Anden Række«) og Rubow (allersidst), der siger, at eventyrene, skønt mere eller mindre skrevet for børn, dog indeholder et ret anseligt forråd af fremmedord. Hverken Andersen eller hans hjælpere har taget anstød heraf, og i apparatet findes kun isolerede rettelser som I 45 Visit, II 116 Couleurer og I 171, II 23, 44, 109, 176, IV 72 Present(er), som i D bliver til Besøg, Farver, Foræring (er); sidstnævnte ords tyske klang har altså ikke generet, og IV 189 og 192 er ændringen gennemført i mss. DO XVI 1264 viser, at begge ord har været gængse. Prægnant er rettelsen i 107 Keiseren er i Garderoben > Klædeskabet, hvor tydeliggørelse og bogstavrim opnås på een gang, her sikret som ægte af eventyrets øvrige ændringer.
✂ Tendensen bort fra fremmedord er et led i den totale omarbejdelse af Dødningen og den mere overfladiske af Lykkens Galosker. Den ses også i de rent punktuelle ændringer i kapitlerne fra En Digters Bazar (III 13 ff); disse er trods genreskift og tyve års tidsafstand mindre bearbejdede end mangen en afskrift af et ganske nyt manuskript, hvad man kan se af udgavens øvrige dobbelttexter; og især i Metalsvinet retoucheres næsten kun fremmedord samt begreber fra en sensuel voxen kunstverden: Lazaroner > fattige Folk, udeladelse af bronavnet della Trinitá, tilføjelse af Floden foran navnet Arno, tog Notice af > brød sig om, effectfuldt > ÷. Venskabspagten har Gensdarmer > Soldater, men Gendarmer > Gensdarmer IV 25, desuden bortfald af ordet Musa.
Det antityske
✂ Andersens forhold til, hvad der var tysk, belastedes i årene efter 1848-50, så nødigt han ville; og det kan kaldes karakteristisk, at germanismer netop forsvinder fra EHP 1/2-62/63 og ikke før. Men dels er det et åbent spørgsmål, om rettelserne er hans egne; dels gælder de kun få ord, og de havde været undsagt i visse kredse under en antitysk purisme, der kan påvises allerede hos Johs. Ewald i hans seneste år (se 112 DSH III 383 m. henv.). Rubow 238 påpeger en mulig germanisme som IV 145 altid opad (= højere og højere, sidestykker findes fx. II 231 bøiede sig dybere og altid dybere) og tilføjer: »Andersen var ellers mod Udryddelse af gode gamle Tyskheder i det danske Sprog, hvorom mere kan læses i Nissen og Madamen«; der sigtes til Madamens »aldrig skal De høre mig sige »Kleiner« eller »Butterdeig«, jeg siger Fedtkager og Bladdeig« (V 36, fra 1868). MO2 har Bladdei og nævner Butterdei, men foretrækker Smørdei, tysk Butterteig (og Blätterteig); hverken MO eller DO kender Fedtkager.
✂ Geburtsdag er nok den mest iøjnefaldende germanisme. Den bukkede endeligt under for Fødselsdag i 1850'erne (MO ÷, DO VI 379 og 732, DSH III 88), således D I 90, 121, 173, II 179. AJ 161 citerer spøgende selvrettelser fra Oehlenschläger og fra Andersens Han er ikke født fra 1864; tilfældigt noteret er desuden ordenes personkarakteriserende brug i Ibsens Fruen fra Havet så sent som 1888. Prof. Anders Bjerrum har mundtligt foreslået den forklaring, at man fra 1839 havde en dansk opdraget konge. - Rigmor Stampe citerer i H. C. Andersen og hans nærmeste omgang, 1919, et brev fra Louise Drewsen f. Collin (1839-1920), heraf ses, at Collinernes sprogbevidsthed ikke forbød ord som Geburtsdag, Fatter og Mutter, og at det var de ældre børn i hendes generation, der »satte »Faer« og »Moer« igennem, trods megen vemodig Modstand fra Forældrene, som egentlig fandt det ukærligt at forandre disse dyrebare Navne!« (s. 25); se nedenfor.
✂ gesvindt er dog et langt hyppigere ord. I MO søges det forgæves mellem Gestalt og Gevalt, der begge i øvrigt kun figurerer med henvisning til andre ord; Gelender, der IV 20 ses erstattet med Rækværk, findes sletikke. D erstatter gerne, gesvindt med hurtigt (I 32, II 47, 53, 95, 212, 247, men V 19 gesvindtmOO2 , hurtigtA, gesvindtB, hvor A og B er så sene som 1868 og 1870). D varierer dog med held: I 49 strax, II 33 i en Fart, I 123 saa gesvindt > rundt, eller ordet glider ud: I 35, IV 72, III 145 (fra 1859) har ordet i en renskrift, men hurtigt i alle tryk.
✂ Resten er egentlig småting: I 65 ganske tør > allerede tør er snarere en reel ændring end et forsøg på at undsige ganske; I 72 Randsel > Vadsæk D; II 129, 138, III 129 saagar (MO ÷) > endog(saa) D, jf. IV 33 saagar O > maaskee endog (AJ 200); II 193 fort (MO kun dagligtale, DSH III 240) > videre D; II 193 Ansats (MO ÷) > Anlæg (til at blive gal) D; III 91 enge > snevre A2 og senere; III 176 (Blomster)svibler (MO +) > -løg.
Det barnligt sentimentale og expressive
✂ Med føje indleder Anker Jensen sin bog med at omtale det stærkt brugte ord deilig og det i Andersens mund lidt svagere nydelig. Især det sidste ord ses rettet i udgaverne, fremfor alt I 53ff i Tommelise, »det mest ammestueagdge Andersen har skrevet« (Rubow 204, jf. Brix og Jensen I 393). Det er dog først D, som øver den - autoriserede eller uautoriserede - velgerning at variere dette ord til yndig, stadselig, deilig, velsignet, superlativ allerkjønneste, aldmens 2 X deiligste bliver til skinnende og pragtfulde. Tilsvarende steder ses I 3925 (se app.), 3933, 7311 (den deiligste Throne > en Fløiels Trone D), 7719, 831 - derefter synes den værste misbrug overstået. Som nævnt s. 71 kan det ikke være et tilfælde, at ordene stor og lille udgør hovedparten af de adjektiver, der tabes i senere udgaver; det må have noget med den stedvis lovlig barnlige diktion at gøre; jf. s. 103.
✂ Børns glæde ved lydmalende eller på anden måde iørefaldende ord er som bekendt imødekommet især i de tidlige eventyrs sprog. Dette præg ændres ikke af et par steders overgang til de i sammenhængen mere skriftsprogligt banale ord: I 181 Bidronningen surrede > summede, IV 89 Solen ... gloende > glødende, IV 143 Omnibussen rumlede > rullede.
Kammertonen
✂ Skønt breve og dagbøger en sjælden gang kan røbe Andersens kendskab til ikke blot livets, men også sprogets mindre decente sider, er hans trykte skrifter og især hans eventyr præget af tidens decorum. Det skal her dels vises, dels postuleres, at en del rettelser i eventyrudgaverne skyldes hensyn til denne »victorianske« codex.
✂ Dens stærkeste udslag kan ganske vist blive emne for hans spot. IV 231 har generalen i en alvorlig situation tid til at blive forfærdet over, at hans barn taler om at spytte: Naar har du hørt Papa og Mama sige spyttede? Det har du nedefra! (men hvilken eufemisme kunne barnet have brugt?). IV 110 svarer den portugisiske høne på spørgsmålet Hvad har jeg gjort?: »Gjort! ... det Udtryk er ikke af den fineste Slags ...«. Og når Æ karakteriseres som en upassende lyd, skyldes det den arme vokals exkrementale associationer (III 96, DO XXVII 1143). Fra det virkelige liv i den collinske kreds kan nævnes, at Louise, som skulle oplæse et Andersen-eventyr i skolen, havde svært ved at finde et uden noget som var gruelig flovt at sige; hun standsede ved Nattergalen, og selv der fandt hun et generende sted: »Men Mutter, skal jeg da sige at Hoffolkene skulde dunkes paa Maven, det er da altfor rædsomt!« 114 (BEG II 232 fra 1853). Edv. Collin skriver om Ahasverus BEG II 162, gør indvending mod det stygge ord Sviren og henviser til steder, han ikke kan læse for sin kone (pga. emner fra sexualitetens verden). Ganske svarende hertil skriver Andersen 19.4.68 (Dagbøger VIII 52), at han ville læse Psychen for skuespiller Fritz Hultmann, »men da hans Frue blev i Stuen var jeg geneert ved at læse den.« Og Topsøe-Jensen fremdrager i Nordlundes udgave af Iisjomfruen 1974 s. 82 en manuskriptpassage om hunden, »der fyldte Stuen med Stank, men det forargede Ingen« - hvilket forsvinder ved den videre bearbejdelse. Jf. at netop Louise Drewsen i sit førciterede brev til Rigmor Stampe s. 20 omtaler de to gamle hunde, familiens stille skræk, af hundefjenden Andersen kaldt Hyl og Stank: »men man tav, og blev det nødvendigt at aabne et Vindue, skete det uden at nogen fortrak en Mine.«
✂ Man tør herefter formode, at fig. rettelser i D skyldes vidtdreven sproglig pænhed: II 23 holde Fuglen frem for Folket > vise (DO VIII 397); II 25 og 58 former afvb. vande > vade i høj stil (MO har ikke vande = urinere, og Levin siger, at det er ukendt i kbh.sk og fynsk, DO XXVI 396, men den dobbelte rettelse er dog påfaldende); II 129 vant/vænnet fra > af med, der fjerner associationen til diegivning; II 280 gjort > skabt, omend AJ 243 har exx. på gøre om kreativt virke; og måske endda II 25 Keiserens svage Lemmer > Legeme; IV 152 og 173 snee bedækkede > sneedækkede samt I 179, II 83, 92, 97, 207 bare > blot/kun, jf. app. til I 17916.
✂ Udenfor denne åbenbart så prekære sfære kan det ikke forbavse, at væk og i et Væk elimineres II 113, 119, III 37, 122, thi ordet er til dato »et udpræget talesprogsord« og tidligere med »præg af plathed« (DO XXVII 706, MO ÷), skønt dog vist uden uheldige associationer. Ordet jubilere bruges flere gange, fx. lidt nedsættende men urettet III 49, men > juble II 228 (se DO IX 889). Og med rettelsen II 97 ikke noget at være saa forfærdeligt af > -lig > stolt D (desværre glemt i apparatet) er vi udenfor den uanstændige begrebssfære og inde i de - i vor forstand - uanstændige anslag mod Andersens ægte hørte replikker. Mere rimeligt er det, når D som før nævnt dæmper vurderende og sensuelle udtryk i Metalsvinet's kunstverden, IV 16.
✂ Men hvem har foretaget de D-rettelser, hvorom nærv. stykke egentlig handler? Han behøver ikke at have været særlig bigot; i visse tilfælde har han måske blot villet sikre sig imod, at en seriøs, ja højstemt vending kunne virke distraherende i en læsers øren og således forfejle sin kunstneriske hensigt; »og det skal man ikke gjøre Nar af. - men det gjorde de«.
Andre exempler
✂ Udover de nævnte kategorier forefindes selvfølgelig en hel del udskiftninger af enkeltord, som det næppe er muligt eller lønsomt at kategorisere eller kommentere til bunds. Nogle kan meget vel vurderes stilistisk, andre er helt eller næsten uden påviselige plus- eller minusværdier; den der ønsker at bruge materialesamlingen, vil selv vide at danne sig sin mening.
✂ Exx.: I 70 skrækkeligt > forskrækkeligt B; 79 smaa sorte Nisser > smaa bitte Nisser D (har red. kun kunnet forestille sig røde nisser?); 91 røde Lyn > stærke Lyn D, som nok ikke har villet have røde lyn og en blå lynstråle i kun to liniers afstand; 104 kosteligt > kongeligt B2 ; 106 boblende > bølgende C; 118 lille > unge A2 ; 124 ligesom > som D, vel pga. lige tæt ved; 134 godvillig > villieløs D, jf. DO VI 1205, hvorefter godvillig rummer mere selvbestemmelse end frivillig (og ihvertfald mere end villieløs):, 138 vilde Svaner > hvide Svaner C; 154 forskrækket for at > bange for at D; 158 nu bestemt > saaledes bestemt D; 161 synge > sige A2 ; 171 hvor morsomt de selv havde det > fandt det A2 ; 179 sige > betroe (sin sorg) D.
✂ II 21 spurgte > sagde A2 ; 27 Toppen svingede rundt > snurrede A3 ; 72 skrapt > skarpt B; 117 fremmed Fugl > fornem Fugl B2 , kan være ægte; 118 raabte > sagde D, naturlig neddæmpning; 121 Sidekamrene > Sideværelserne D, rimeligt nok, da talen er om Thorvaldsens Museum, men kan skyldes hvemsomhelst; 145 voxte > skød D; 147 flere Skuffer > store Skuffer B, galt; 149 [graven] veed jeg ikke > kjender D, modernisering; 250 Rønnebær > Rønnebærtræ B, korrektion ligesom 265 Hyldetræet og Piletræet > Hyldebusken og Piletræet D; 279 stumpede > stumpe (om skaftløs kniv) D; 324 Training > Trainering D, se DO XXIV 888 og 906; 325 Stykket ... blev godt givet A > spillet O.
✂ III 17 Violer > Blomster A3 for variationens skyld; 29 den > Sedlen A4 for at undgå flertydighed; 54 blaae Blomst ved Vandet ... røde Klokkeblomst > røde ... blaae D, åbenbart svarende bedre til red.s botaniske begreber; 60 Ægteskabs > Ægtestands A4 ; 64 violbrune > violetbrune D; 73 faldt ... paa > fandt ... paa C, modernisering; 81 en haard Trægreen > stærk D, som må have ment, at haard går på overfladen, stærk på brugbarheden; 91 Storken > Storkefader D; 145 den > Odense D trods et Odense lige forud, for at undgå den om byen; 165 stod > sad D svarer til det foregående; 198 trukket > taget C.
✂ IV 113 Lynglimt > Lysglimt C; 124 Høiryggen > Høideryggen A2 , sætterkorrektur; 139 sagde > udtalte (sin glæde) A2 ; 151 det store Bord > det hele Bord C; 129 særligt > især C; 162 Tankeblink > Tankeblik C, se app.; 174 Tanker > Taler B, se sammenhængen; 177 (Sommeren gik, Efteraaret) gik > kom D (= k); 187 sagde > spurgte D; 187 nødig > nødvendig D.
116✂ V 25 Klokken > Kirke-Klokken; 52 Kobbeltrommer > Kjedeltrommer; 75 rører > bevæger; 87 Skribent > Referent (Udstillings Correspondent r), alle rettet i EHF.