Andersen, H. C. H.C. Andersens Eventyr bd. VI kritisk udg. efter de originale eventyrhæfter med varianter ved Erik Dal

NE I:3 1845

Denne gang glimrer aviskritikken tilsyneladende helt ved sit fravær. Til gengæld skriver den indsigtsfulde P. L. Møller sin første eventyrkritik. Det sker anonymt i Georg Carstensens Dansk Album for Litteratur og Kunst 4.5.1845, men 2 år senere indlemmede han den med en mindre udvidelse i sine Kritiske Skizzer (1847 I 175-81). Møller starter principielt med et frontalangreb på den grasserende kritik, som i A's tilfælde har stadfæstet sig i »en paafaldende Vanskelighed ved at finde de Synspunkter, hvorfra hans poetiske Betydning først ret falder i Øinene«. Det har ført til et misforhold mellem kritik og publikum: »Andersen er imidlertid den eneste virkelige Digter, som hos os er fremgaaet umiddelbart af Folkets Midte. Det var derfor sandsynligt, at der maatte være noget hos ham, som umiddelbart fandt Vei til Folkets Hjerte. Og saaledes var det virkelig; thi paa samme Tid, som den høilærde Kritik rettede Feil i hans Stil og Metrik, havde hans Arbeider 157 et større Læsepublicum end de fleste andre danske Forfattere kunde rose sig af [...] Dette gjælder navnlig om en Mængde af hans Smaadigte og alle hans Eventyr.«

Hvad angår hans nye hæfte må man ikke småligt »gaae i Rette med Forf., fordi han har ladet de fem forskjellige Arbeider, den indeholder, gaae under den fælles Benævnelse »Eventyr« [...] egentlig tilkommer dette Navn kun »de røde Sko« og »Hyrdinden og Skorstensfeieren«; hvad der gør disse to »til Eventyr i Ordets strengere Forstand, er deels det episk Fremskridende og Afsluttede i Formen, dels de Glimt af en ethisk Idee og moralsk Verdenstilstand, der bryde sig i det poetiske Clair-obscur, og som fra Arilds Tid har hørt til Eventyrets Prærogativer [...] de øvrige [tekster] kunne hver i sin Genre mulig endog staae høiere, men Eventyr ere de unægtelig ikke [...] »Springfyrene« er hverken meer eller mindre end en Fabel, men kjækt opfundet, og med en ypperlig satirisk Pointe. »Elverhøi« er en Slags Capriccio, en spøgefuld Naturphantasi, der er benyttet som Folie for en Satire af speciel Natur [...] og er [derfor] egentlig bestemt for Voxne, idet Ff. med en Ironi, der ofte nærmer sig til Humor, i et aldeles barnligt Foredrag uddeler med Lethed og Lune den ene »ergötzliche« Visker [reprimande, »næse«] efter den anden til en vis Art voxne Personer.« Besjælingen af genstandene i Hyrdinden og Skorstensfeieren »er ikke blot i og for sig nydelig, men ogsaa ægte barnlig. Det ethiske Moment er her den blide Kvindeligheds Hængen ved Hjemmet og blufærdige Angst for den store vide Verden.« [!] Uden at Holger Danske overhovedet nævnes slutter kritikken med flg. apoteose:

»»De røde Sko« er imidlertid Perlen i Samlingen, forsaavidt som Blikket her har en videre Horizont, og skuer dybere ind i Poesiens Himmel. Det er den i et ungt Pigehjerte alle bedre Aander beseirende Forfængelighed, der faaer en [...] Straf, hvis Skildring vilde være sønderrivende, hvis ikke netop det Energiske i den bidrog til at forhøie Virkningen af Forsoningen. Slutningen, hvor Kirken »kommer hjem« til den lille Karen, er paa engang saa dybt religiøst følt, og saa glimrende poetisk tænkt, at Eventyrlitteraturen ikke har meget Skjønnere at opvise.«

Da hæftet er dediceret til Henrik Hertz kan det ikke forbavse, at han nu for første gang udtrykker sin mening om eventyrene. Det sker i takkebrev af 5.4.1845, hvor han bl.a. skriver: »Deres Eventyr har jeg allerede læst og især glædet mig over de fire første; det femte hører vel ikke ganske hjemme i en Eventyr-Samling. Disse Smaafortællinger, ligesom deres ældre Sødskende, besidde næsten alle en Egenskab, hvorved de meget fordeelagtigt adskille sig fra de nyere, tydske Samlinger, der ere beregnede for den barnlige Phantasi, nemlig et godt Lune, en munter Stemning, selv hvor vemodigere Toner slaaes an, og 158 en Satire, der under det gemytlige Foredrag tager sig meget pudsigt ud og er meget underholdende« (BtA 245).

I et udateret brev bedyrer Hauch, at han »som sædvanlig med Interesse og Fornøielse har læst Deres nye Eventyr. Den naive og barnlige Tone har De fuldkommen i Deres Magt, og Phantasie og Hjerte har endnu aldrig manglet Dem. Jeg veed vanskelig at gjøre noget Udvalg iblandt Deres Fortællinger, og hvorfor skulde jeg gjøre det! De have alle deres Fortrin, hver paa sin Maade. Skulde jeg gaae efter min Følelse, saa vilde jeg maaskee sige, Holger Danske og De røde Sko behage mig bedst; men de to [der er nu tre] andre have ogsaa glædet mig, og jeg miskjender ikke det Digtertalent, der findes deri« (BtA 221).

Hvilket dybt indtryk De røde Sko kunne gøre på en ældre, from kvinde lyser ud af Signe Læssøes smukke brev 6.1.1847: »Mange, mange Gange har jeg læst i Bibelen: »Værer ydmyge af Hjertet«, og det er aldrig rigtig trængt ind i mig. Veed De, hvad der først rigtig har vækket mig [...] og givet mig et klart Blik ind i mit Indre? Det har Deres herlige Eventyr »De røde Sko«. Jeg føler, at jeg, som hun, har været ydmyg i Gjerning, ydmyg i Ord; men ydmyg i Tanker, det har jeg desværre saa tidt ikke været. Gid jeg saadan kunde beherske mine Tanker, at jeg uden at blues kunde see ind i det Hjertespeil, De har holdt for mig, og De vilde have vundet en Fjeder meer i Englevingen, der skal bære Dem for Guds Throne« (BtA 470 f).