Andersen, H. C. H.C. Andersens Eventyr bd. VI kritisk udg. efter de originale eventyrhæfter med varianter ved Erik Dal

Nye Eventyr og Historier
1. Række 1858-60

NEH I:1 1858

A's bidrag til Folkekalender for Danmark, 1858 (udkom dec. 1857), var Flaskehalsen, og det blev fremhævet i Dagbladet 24.12.1857 (ej i BFN) som »et ypperligt Eventyr«. Også Fædrelandet 29.12. (ej i BFN) nævner det og sætter det på linje med Chr. Winthers bidrag, digtet 172 Sommerfuglen. Men da samme blad anmelder det nye hæfte allerede dagen efter udgivelsen 2.3.1858, hedder det: »Vi tør nok forudsige, at blandt disse Eventyr vil Digterens talrige Læsekreds sætte »Noget« høiest, thi dette hører virkelig til de allerfortrinligste, han har fortalt.« Men Dagbladet har 5.3.1858 ikke glemt Flaskehalsen. Efter at have fremhævet eventyret som den genre A »udfolder de skjønneste Sider af sin rige, humoristiske Digterbegavelse« i, hedder det: »»Flaskehalsen« [...] er saa smukt, saa rigt paa Humor og dyb poetisk Følelse, at det kappes om Ærespladsen [...] med »Noget«, der ligeledes hører til det Bedste, som nogensinde er udgaaet fra Andersens Pen.«

Flyvepostens omtale 6.3. består mest af almindeligheder, men præciserer dog, at »et Par af dem, navnlig den genialt tænkte og fortalte Historie »Noget«, maa henregnes til det Bedste, han endnu har skjænket os.«

Langt mere indgående er Berlingske Tidende 9.3.1858. Indledningsvis fastslås det, at »Den Fylde af Poesie, den dybe, velgjørende Livsphilosophie og det Mesterskab i Behandlingen, som udmærker disse ypperste Frembringelser af Andersens Muse, gjenfindes i samme Grad i denne Samling som i de ældre«. Derefter omtales de enkelte stykker - med undtagelse af Flaskehalsen. Pebersvendens Nathue og Det gamle Egetræes sidste Drøm er »to smukke indholdsrige Drømmebilleder«, især er det sidste »fuld af Ynde«. Suppe paa en Pølsepind og Noget har »en humoristisk-satirisk Charakteer tilfælles, og ere begge fortrinlige, undfangede med saa megen indre Sandhed. Høiest sætte vi dog »Noget« paa Grund af den classisk fuldendte Udførelse i hver Enkelthed, saavelsom i det Hele. I faa raske Træk betegnende Træk staae de fem Brødre for os, ved Siden af dem et mesterligt Billede af den gamle Mor Margrethe paa Diget, den kjærlige, ydmyge Qvinde, og det Hele slutter sig ypperligt sammen i Mødet foran Himmerigets Port, hvor den dybe Moral træder frem med slaaende Virkning. Særdeles moersom er Begyndelsen og Slutningen til »Suppe paa en Pølsepind«, smukt og fiint udført er baade den første og den tredie Fortælling af Musene, men det gunstige Indtryk forstyrres noget ved den anden Fortælling, som falder temmelig tung. Samlingen slutter med »Abc-Bogen«, i hvilken en Række nye Riim til Bogstaverne, hvoraf det tør antages, at en Deel engang vil gaae over i vore Abc-Bøger, ere indfattede i en meget humoristisk Ramme.«

Endelig begynder der nu også at komme anmeldelser i provinspressen. Som den første melder Lolland-Falsters Stiftstidende sig med en udførlig kritik 30.6.1858, som også omfatter det flg. hæfte, der var udkommet 15.5. Anmelderen undrer sig lidt over genreskellet mellem eventyr og historie, »uden at der dog er nogen bestemt Forskjel at paavise mellem disse to Arter«. Men hvad enten de kaldes det ene eller 173 det andet »tiltales vi paa en vidunderlig Maade af denne Blanding af Spøg og Alvor, Phantasi og Tanke, Billede og Gehalt, der gjør dem lige tiltrækkende for Ældre og Yngre, om de end ikke altid kunne forstaaes af Børn. Overhovedet er Forstaaelsen en Kategori, det ikke overalt kommer an paa ved disse Eventyr; thi medens nogle indeholde en bestemt Tanke, der kun er iført den poetiske Dragt, og hvor Moralen, som man kalder det, af sig selv er indlysende, ere andre vistnok slet ikke at opfatte paa den Maade, at der skal være en »Mening« eller »Betydning« i dem [...] de ere ikke Andet end digteriske Phantasier, snart i Fablens, snart i Eventyrets, snart i den simple eller allegoriske Fortællings Form. Medens saaledes »Suppe paa en Pølsepind« er et egentligt Eventyr, i hvilket »Meningen« vanskelig lader sig paavise, men hvor vi glæde os ved den frie Phantasi, er »Flaskehalsen«, som Forfatteren vel vilde kalde en »Historie«, da den holder sig til Menneskelivets Begivenheder og det Overnaturlige Intet her har at gjøre, et nydeligt, naivrørende Billede, men et Billede, der saaledes taler selv, at der ikke kan lægges anden Betydning deri, end Situationen selv [...] »Noget« er en dyb og smuk Fremstilling af de forskjellige Menneskers Livs Betydning og indre Værd. - Hvor Digteren derimod vil være ironisk og satirisk, som i ABC-Bogen, kunne vi ikke altid følge ham; men det kommer maaskee deraf, at man er tilbøielig til at lægge mere Betydning i Ordene end der er«.

A's yngre digterkollega, M. Goldschmidt, havde trofast i Corsaren langet ud efter eventyrene og navnlig deres digter. Han har også omtalt den lille genre i sine anmeldelser af romanerne De to Baronesser og At være eller ikke være, men nu kommer - i Nord og Syd, bd. I, 1858, 231-234 - hans første egentlige eventyrkritik: A har faet mange efterlignere, men når man læser dem, mindes man stadig ham, »men naar man læser ham, har man glemt dem [...] Andersen gjentager sjelden eller aldrig sig selv og udvikler sig heller ikke. Dog, »i selve Eventyrdigtningen kan mærkes en Forandring, som ikke er en Tilbagegang. Saaledes findes i nærværende sidste Samling [...] en dybere Følelse af Tilværelsen, en gribende, poetisk skjøn Vemod, navnlig i »Flaskehalsen« og »Pebersvendens Nathue« [...] Digteren har for fin en Sands til at lade Flaskehalsen yttre nogen Deltagelse - det er kun, hvor Menneskesorgen er lille, at det Umælende kan tale med uden at blive sentimentalt eller ubehageligt -; over den lille, simple Fortælling er udbredt en dyb Fornemmelse af Forgjængeligheden, af al Tilværelsens hemmelige Sympathi overfor denne, og af Noget, der lever stille og er uforgjængeligt. Det Samme gjælder saa temmelig om »Pebersvendens Nathue«; men det turde være, at Eventyret i denne Retning ikke kan gaae videre, uden at Vemoden vil synes at blive til Sørgmodighed.«

174

»I disse poetiske Skildringer [... er digteren] »naturfrom«, hvorimod han i »Det gamle Egetræes sidste Drøm« paany betegner sin Retning hen imod det kirkelig Fromme. Dette Sidste kan være saare godt og gavnligt, men næppe i Længden for Eventyrpoesien. Thi det specifikt Religiøse vil være Eneherre [...] Endnu Et beskjæftiger Andersen meget, og det er Kritiken. I »Suppe paa en Pølsepind« giver han den Sidehug, og i »Noget« ser man Recensenten blive udelukket fra Himmerig. Der er Noget deri; men naar en Poet kommer derop, mon da alle hans Værker blive indladte uden Kritik? [...] Endelig har Andersen skrevet nogle nye A-B-C-Vers, som vistnok for Størstedelen kunne træde istedenfor de gamle. Han har sat dem i en eventyrlig Ramme, idet den gamle A-B-C-Bog bliver en kritisk Hane, der læser og bedømmer sin Concurrent. Det er et morsomt og vittigt Indfald, og vi maae kun bemærke, at Hanen vilde blevet desto mere komisk, jo fortræffeligere Versene havde været.« Til sidst definerer Goldschmidt de to genrer: »Naar Væsener og Gjenstande optræde med selvstændigt og bevidst Liv, med symbolsk Betydning og dog tillige med barnlig Vilkaarlighed kalder man Digtningen Eventyr. Men det Livløse kan ogsaa bruges til at fortælle en menneskelig Begivenhed eller blot være Anledningen til, at den bliver fortalt, og saa have vi Noget, der omtrent er en sædvanlig Novelle; men formedelst det Skjær, som kastes derover fra den nære Eventyrverden, kalder Digteren den »en Historie«. »Flaskehalsen« og »Pebersvendens Nathue« ere Historier; af Eventyrene slutter »Noget« sig til den gamle, folkelige Eventyrdigtning, der søger at bringe trøstende Orden i Livet ved at fortsætte det til Himlens Porte. Men »Noget« er en Tilslutning eller Efterligning, hvorved det Gamle bliver paa original Maade gjendigtet og ligesom har faaet en finere og blødere Sands.«

Takket være sin kritiske distance får Goldschmidt her sagt noget, som hæver anmeldelsen op over alt, hvad der ellers blev skrevet i samtiden - før Georg Brandes' berømte essay om A.

Faldhøjden kan måles på den 13 sider lange anmeldelse et andet tidsskrift, nemlig Theater og Literatur, marts II, 1858 127-140, bragte. Efter nogle forvirrede betragtninger over de tidligere eventyr når kritikeren endelig frem til NEH 1, hvor han fastslår, at den første titel - Suppe paa en Pølsepind - er dækkende for hele hæftet, dog: »Perlen i Samlingen er »Flaskehalsen«, der nærmer sig den bedste Classe Eventyr, men adskiller sig dog igjen fra dem deri, at der ikke existerer noget Sympathieforhold mellem Mennesket og Tingen, der hver handler selvstændigt for sig [...] Eventyret indeholder iøvrigt mange Skjønheder, der dog maaskee ligge i Maaden, hvorpaa det er fortalt. Paa »Suppe paa en Pølsepind« ville vi raade Læseren ikke at smage, den er mere end tynd, den er det bare Vand.« Pebersvendens Nathue »skal 175 sætte Pebersvenden i et romantisk Lys, og forsvare ham mod den Spot, hvorfor han almindeligviis er udsat. Beskrivelsen af de første Pebersvende i Hyskenstræde er, skjøndt temmelig bekjendt, ret livlig og underholdende [...] I »Noget« har Forfatteren for første Gang forenet det satiriske og det religiøse Element, men omtrent som man forener Øl og Mælk ved for stærk Varme: hvert er gaaet til Sit igjen [...] I »det gamle Egetræes Drøm« fremtræder med usædvanlig Skjønhed Beskrivelsen af det gamle Egetræes og Døgnfluens forskjellige og dog saa lignende Tilværelse; det Relative i Tiden er fremhævet i disse to Liv [...] Men fra dette Sted aftager Fortællingen et andet Sving [...] Træet har i Julenatten en Drøm om alt Skjønt, det har oplevet; det gribes af en mægtig Længsel efter den lysende Sol, dets Rødder løsrive sig, og det flyver lige op i Himmelen. Ikke nok hermed, Træet har ogsaa et følende Hjerte, det vil have Alting med, Blomster og Urter, og ogsaa de rive sig løs fra Jorden, og deeltage i den almindelige Flyttedag. Man kan dog virkelig drive Godheden altfor vidt [...] Vil Prof. Andersen excellere yderligere i denne religiøs-phantastiske Retning, saa vil der snart ikke være en Stol eller et Bord i Stuen, der ikke kan være sikker paa den evige Salighed, og de Udkaarne ville ikke kunne flytte en Fod i Himmelen for Skramleri.«

Den stik modsatte vurdering tegner C. Rosenberg sig for i Dansk Maanedsskrift, 7. bd. 1858, 437-438, hvor Egetræet »maaskee [er] en af de mest romantiske Digtninger, som nogensinde er bleven til«. At lade træets længsel efter en evig tilværelse »være parret med en Kjærlighed, der omfatter alle Skabninger af samme Art, og dog at gjøre dette Billede saa sandt og levende, at det bliver poetisk Virkelighed, ikke en vilkaarlig Allegorie, en slig Tanke kunde kun fattes og udføres af en virkelig Digter, hvis Genie heelt og holdent tilhører Romantiken.« Også i de andre stykker træder denne ejendommelighed »ved det ægte Folkeeventyr meer eller mindre tydeligt frem. Navnlig er Fortællingen »Noget« baade i Anlæg og Tone en fortrinlig Legende, idet en dyb og alvorlig Lærdom ligger skjult i en barnlig Opdigtelse, der sætter Menneskenes Færd og Idræt i umiddelbar Forbindelse med den hiinsidige Verden [...] I »Suppe paa en Pølsepind« og »A. B. C. Bogen« leger Digterens Phantasie humoristisk og dog ikke uden Dybde med menneskelige Latterligheder. Over de to Fortællinger: »Flaskehalsen« og »Pebersvendens Nathue« endelig hviler et dybt, men humoristisk forklaret Veemod.« Til sidst understreges det, at A's skabende fantasi fortsat er på sin højde: »Der er saaledes ikke mange af hans tidligere Eventyr rigere paa brogede Billeder end »Suppe paa en Pølsepind«, og hvo der vil have et Begreb om Andersens Evne til med faa Træk at male Naturen, saa at man ligesom selv oplever den skildrede Scene med hele den i samme 176 liggende Stemning, behøver f.Eks. blot at lægge Mærke til Flaskens eensomme Seilads paa Havet, eller den deilige Skildring af den klare Julemorgen efter Stormen, der har fældet det gamle Egetræ«.

En rig høst, som fortsætter i brevene.

23.4.1858 takker digteren Andreas Munch i Christiania for bogen, som han »flere Gange siden har gjennemlæst, altid med samme Aandsforfriskelse. Jeg kan ikke andet end beundre denne Deres altid lige klar og frisk fremvældende Kilde af Digterungdom, denne sjældne Forbindelse af dyb Følelse og sundt Humør. Skulde jeg foretrække et af disse nye Eventyr, saa vilde det blive »Noget«, det er et Stykke en Jean Paul værdigt. Det er en stor Trøst i denne overkritiske Tid at see og følge en Digterpersonlighed som Deres. Man kommer derved til at tro paa sin Mission, og ikke lade sig forvilde eller forstemme ved Døgnets Raab« (Anna E. Munch: Et nordisk Digterhjem, 1954, 103).

At Ingemanns var »meget lykkelige i« Flaskehalsen og Suppe paa en Pølsepind fremgår af A's brev til Edvard Collin fra Basnæs 21.12.1857 (BEC II 292). I Ingemanns brev til A 29.5.1858 omtales udelukkende Goldschmidts anmeldelse: »Den er skrevet med venlig Paaskjønnelse af Deres Eiendommelighed, og med den er jeg paa Deres Vegne vel tilfreds [...] Goldschmidt er en af de Faa blandt vore Publicister, der have Sands for Idealitet midt i Paavirkningen af Tidsaandens Realisme. Han er selv Saameget Digter, som behøves for at raisonnere poetisk om Poesie« (BtA 353). Ingemann var en klog rådgiver: han må have haft en fornemmelse af, at A næppe var tilfreds med anmeldelsen og skynder sig så at afbøde et grædebrev.

At Signe Læssøes fromme hjerte måtte smelte over Egetræet kunne også forudses, men ikke at hun hele 3 gange meddeler A det. Første gang 28.12.1858: »Min hele Kjærlighed hænger ved Egetræet. I tre Aarhundreder var det Tusinder af Skabningers Lyst. I tre Gange tre Aarhundreder, ja, saa længe det danske Tungemaal lever, vil det leve og elskes og være en Ledestjerne for Sjælen, som det var for Havets Sønner« (BtA 501). 18.2.1859 tilføjer hun, »at det slet ingen Forklaring behøver, gjør mig det endnu dyrebarere. Det er mig som en Bibel: Ledetraad til alt Godt« (BtA 503 f). Og 18.4.1859 udbryder hun: »Lad disse Linier sige Dem, at jeg ikke vil blive her [: på jorden], men høre med mit elskede Egetræ de velsignede Ord: »Saa godt kan der være i Himlen!«« (BtA 510).

NEH I:2 1858

Allerede på udgivelsesdagen 15.5.1858 anmeldte Dagbladet hæftet som et af A's bedste: Klokkedybet »er mindre et Eventyr end et Digt i 177 Prosa, fuldt af Klokkeklang og Naturfantasier«. Hurtigløberne adskiller sig fra de foregående ved at mangle »den eiendommelige Dobbelthed, der ellers i Andersens Eventyr paa een Gang fængsler Børnene giennem Fantasien og griber de Voxne ved den dybere Betydning; det er kun et Eventyr for Voxne, men for dem er det ogsaa rigt paa den Humor og godmodige Satire, som saa rigt gjennemstrømmer Andersens fantastiske Fortællinger,« men med Dynd-Kongens Datter har han hævet eventyrene »endnu et Trin høiere«, takket være »den overraskende poetiske Kraft i alle Beskrivelserne af Naturen, af Livet i den nordiske Vikings Borg, af Scenerne i Ægypten og endelig den humoristiske Traad, der slynger sig gjennem det Hele ved den fortræffelige Storkefamilie [...] der uden det mindste Brud paa Naturligheden leverer et Hverdagsbillede, saa rigt paa karakteristiske Træk og humoristiske Skildringer som den bedste Novelle [: roman] i tre Dele; end ikke Dickens har nogensinde mere sandt og humoristisk tegnet det huuslige Liv med dets Sorger og Glæder, dets Rivninger med Idealet, Vrøvlet i det Ydre og Kjærligheden i det Indre, end Andersen her har gjort det med sin Storkefamilie, og det er fra vor Pen omtrent den allerhøieste Roes.« Dertil føjes nogle mindre sproglige indvendinger, men eventyrets hovedtema berøres ikke.

På det punkt far man mere besked i Berlingske Tidende 27.5.1858, som også starter med de to sidste stykker, »der mere have Fabelens belærende Characteer end Eventyrets friske Phantasispil«, og som »snarere passe for den ældre end for den ungdommelige Læser«. Men Dynd-Kongens Datter »er et Eventyr, der med lige Glæde vil læses af enhver Læser, i hvad Alder han end er [...] Der er maaskee neppe noget af Andersens mange herlige Eventyr, hvor den inderlige, barnlige, hjertelige Tone, forenet med dyb poetisk Fylde, træder mere levende frem end i »Dyndkongens Datter«. Læserens Interesse er saaledes her knyttet deels til den skjønne religiøs-poetiske Udvikling af hvorledes Dyndets Barn lidt efter lidt hæver sig fra dets medfødte Natur til et høiere aandeligt Liv, deels til den uforlignelige Skildring af Storkefamilien. Den Maade, hvorpaa denne Familie er fremstillet og indblandet i hele Fortællingens Gang, er en saa heldig og velgjennemført Idee, at denne alene vilde være nok til at hævde Forfatteren en fremragende Plads blandt de bedste Eventyrdigtere.«

Anmeldelsen i Lolland-Falsters Stiftstidende 30.6., som også omfatter forrige hæfte (jfr. s. 172), og som er optaget af eventyr/historieforholdet, beskæftiger sig kun med hovednummeret, »hvor især »Storkemoder« er tegnet ypperligt«. Konklusionen lyder: »Skjønt den »Tanke«: Kjærlighed føder Liv gaaer igjennem Fortællingen, er denne dog i egentligste Forstand et Eventyr, med Forvandlinger, Troldom o.s.v., og ender paa en saa uventet Maade, at Digteren selv lader 178 »Storkefader« udbryde: »Den Slutning havde jeg nu slet ikke ventet«, og »Storkemoder« spørge: »Hvad mon Ungerne ville sige om den?«« Det er første, men ikke sidste gang spørgsmålet om slutningens berettigelse stilles.

Goldschmidt er i sin anmeldelse i Nord og Syd, bd. II, 1858, 200 f, ikke i tvivl: Dynd-Kongens Datter har en klar sammenhæng fra først til sidst. Vel er hans kritik hovedsagelig et »referat« af handlingsgangen, men af den støbning at det samtidig rummer en tolkning. Om slutningen skriver han: »Under hendes Længsel efter det Himmelske foregaaer en ny Forvandling: Som hun forhen blev fra Padde forvandlet til en skjøn Kvinde, bliver Skjønheden nu til ren Aandighed og forenes med sit Ophav.

Til det Stykke, som handler om at gaae fra Brudgommen og skue ind i Himlens Herlighed samt om Følgen deraf, har Andersen næsten ordret benyttet et gammelt jødisk Sagn, der forresten forekommer under forskjellige Bearbeidelser, f.Ex. om Munken, der hørte den lille Fugl synge og gik efter den. Men han har forenet det godt med det Øvrige og derved fuldstændiggjort Meningen: at ved Forsagelse af Jordens Glæder skal Menneskeheden i Kampen med sin Naturs Dobbelthed feire sin sidste Triumph. Vistnok er dette at forkynde Askesen; men Schiller, der forresten ikke var Asketiker, har omtrent sagt det Samme:

»Wollt Ihr schon auf Erden Göttern gleichen,
Frei sein in des Todes Reichen:
Brechet nicht von seines Gartens Frucht«.

Om Eventyret formaaer at bære den Slags Tanker, om det ikke ved Forsøget paa at optage det specifik Christelige og forkynde den menneskelige Sjæls Frelse ved Hjælp af Troen, maa tabe noget af sin Barnlighed og istedenfor Poesi sætte hellige Tegn, skulle vi ikke paany berøre videre.«

Indforståelse og distance på een gang. Uden at A forstod det, var Goldschmidt ham en fin kritiker.

At netop dette eventyr optog samtiden, som stod over for en ny konflikt mellem ateisme og kristendom, fremgår af en lang hegeliansk analyse, som Fædrelandet bragte henved et år efter udgivelsen, 26.3.1859, under signaturen L. Tolkningen henvender sig til de mange »ellers forstandige Folk«, for hvem eventyret er en lukket bog, skønt det indeholder hele »den christelige Verdensanskuelse, i Modsætning nærmest til den jødiske, men ogsaa til den hedenske [...] og det er i saa Henseende maaskee ikke uden Betydning, at Storkene siges at have to Eventyr, som de fortælle deres Unger, nemlig det om »Moses, der blev en stor Mand, som man siden ikke veed om, hvor han blev 179 begravet« og om Dyndkongens Datter, liden Helga, der tilsidst paa den barnlige Længsels Vinger fløi didop, hvorhen man stedse drages - til Faderen, til Faderens Kjærlighed.« Senere fortolkes den syge ægyptiske konge som Gud, og prinsessen, der sænker sig i de dybe vande, som Guds kærlighed, »Guds Aand, der i Begyndelsen svævede over Vandene«. Anden forenes med naturen, og af jorden frembringes planten, der stræber opad mod den himmelske lysets kilde. »Frugten af denne Formæling med Naturen er Mennesket [...] repræsenteret ved Helga, hende, der er »født af Sjæl og Dynd«, og i hvis Væsen de to modsatte Naturer, Moderens og Faderens, Aandens og Materiens, føre en Strid, der aldrig lader hende Ro.«

A holdt hele tiden Ingemann underrettet om sit arbejde med Dynd-Kongens Datter, og allerede 10.4.1858 skrev Ingemann: »De er et lykkeligt Menneske! naar De rager i en Rendesteen, finder De strax Perler [skjult Goldschmidt-citat, jfr. s. 160], og nu har De jo fundet en Ædelsteen i - Dyndet. Det er en velgjørende Phantasus, der saaledes holder os Roser for Næserne, hvor det stinker værst i Verden, og viser os en kongelig Herlighed og en smuk Prindsesse i Dyndet; at hun er smuk, har jeg allerede hørt af Andre. Det skal fornøie mig at see hende efter den Storvask og de sex Skyllinger [: omarbejdelser], De har foretaget med hende. Jeg har saa megen Kjærlighed til hendes ældre Søskende og saa megen Tillid til hendes Afvaskers Smag og fine æsthetiske Lugt, at jeg er vis paa, der hverken ved hende eller det halve Kongerige, hun sagtens medbringer, klæber mindste Plet fra hendes kongelige Faders Heelstat« (Brevet i sin helhed tr. i MLE II, 205 f).

14.5.1858 jubler Signe Læssøe: »Saa er da virkelig allerede Dynd Kongens Datter i mit Eie! Hvor inderlig takker jeg Dem, kjære, kjære Andersen. Den er læst for mig til Fleres Glæde, skjønt ikke læst, som da De læste den, dog min Hukommelse gav mig hvert betydende Sted med Deres Betoning, og jeg føelte atter hver Skjønhed med inderlig Rørelse og Tak til den Algode at han blandt sine Skabninger havde skabt Væsener med den Magt at de formaaede at indgyde Tusinde gode, kjærlige Tanker.« Men slutningen har hun svært ved at kapere: »At liden Helga ikke kan være en almindelig Husmoder og tugte og ave Børn og Tjenestefolk begriber jeg godt; men hvad hun skal see ind i Himmelens Herlighed for, og saa atter vende her tilbage, forstaaer jeg slet ikke. Gid De engang vilde løse mig den Gaade« (cit. efter H. Topsøe-Jensen: Buket til Andersen, 1971, s. 176).

Ingemann blev ikke skuffet i sine forventninger til Dyndkongen. 19.5.1858 rapporterer A til Henriette Wulff fra Basnæs, at »Ingemanns var meget glade over denne sidste Digtning, han ansaae den for at 180 være den rigeste og smukkeste jeg endnu havde bragt, han læste eller hørte den 3die Gang« (BHW II 366). Og samme dag sender hun A sit superlativiske takkebrev: »skjøndt jeg tænker mig, at der strømmer ind paa Dem Glædes og Taksigelses-Skrivelser for Deres sidste Gave til os Alle, saa kommer jeg dog [...] ogsaa med min Tak, for nu har jeg rigtig læst »Dyndkongens Datter« og det flere Gange til min store Glæde, skattende den oprigtigen! Jeg havde megen Lyst til at tale med Dem om den i detail, udhæve hvær enkelt Sted hvor jeg udbryder enten i Taare eller i Smiil, thi alle de forskjelligste Stemninger der kunde røre sig i Sjælen, sættes jo i Bevægelse [...] Det er moersomt hvor de forskjelligste Mennesker, der ellers aldrig læse Noget, dog skal læse »Dyndkongens Datter«; det er en heel epoque det gjør.« Hurtigløberne finder hun »meget moersom og vittig, men en lille bitte Smule mere bidende end De plejer« (BHW II 367).

Et brev fra den plattyske digter Klaus Groth i Kiel citeres nedenfor s. 183f.

Men begejstringen over Dynd-Kongens Datter kulminerer i Bjørnstjerne Bjørnsons store brev fra Rom 10.12.1861, hvor han fortæller, at han ved et tilfælde først nu har læst eventyret:

»Det maatte være Skjebne; som Theaterdirektør lod jeg engang en Elev prøve en Del Overgange med Stemmen og tog som sædvanlig Deres Eventyr til dette Brug og traf dennegang dette, som vedkommende Elev saaledes hakkede i, at Stemmen og Erindringen derom blev som Paddeskallen, hvori Eventyrets skjønne Sjel laa indeklemt. Jeg havde som én Angst forat komme den nær og løse Fortryllelsen, og i denne Angst laa Fjederhammen gjemt til den rette Tid. Igaar kom Budet om at løfte den susende gjennem Luften med Kjerlighed og Erindring, jeg sprang til, Skallen faldt, jeg tog Fjederhammen paa og bruste afsted med hele Deres forunderlige hjemlige og dog til det fjerneste Fjerne i Tankens Rige førende Storkeflok. Og aldrig har den ført mig saa langt, heller aldrig saa højt. Det er ikke alene Deres bedste Rejse, men der er en Vemod, et klogt stort Øje fra Himlen deri, en fjederlet Tilstedeværelse ved det Største og Mindste, saa aandig, at jeg ikke kunde andet end tænke den hele Tid paa det som vi kalde »Svanesang«, noget til Himlen løftende, men saa højt, - at det bliver sidste Gang. Og det er vist, at den Dag det mældes mig (jeg haaber det bliver meget sent) at De ikke længer kan røbe af det Uanedes Hemmeligheder, men er selv flyttet op mellem Gaadernes Ophav og Løsning, - den Dag tager jeg »Dyndkongens Datter« frem, kysser Bogen og læser Eventyret langsomt ligesom vi følger til Graven under Musik. Og paa Randen deraf, ude paa Eventyrets Veranda, naar jeg saa staar der og ser ud i det Frie, er jeg vis paa, det sker med Taarer og med en Følelse af Hjemlængsel til det Eviges Minutter. Jeg kunde som 181 Barn aldrig tænke mig Saligheden uden som det mest Pinende, der var til - næst Helvede; - jeg havde her en Følelse af den saa stor i det Uendelige, at alt det Oplevede og Ønskede ikke engang blev af Straaets Vægt i dens Herligheder, og netop derved kom dette korte Øjeblik paa Verandaen i Rang med mit skjønneste Livsmoment. Man kan aldrig komme længer i Glæde end til et Minuts Anelse af, hvad den evige Salighed er.

Var jeg hos Dem, da dette Eventyr blev skrevet, saa blev jeg bange, idet jeg vilde tro, at De aldrig skrev mere. Jeg begriber heller ikke hvad Indtryk der kan have skabt det. Den Evne De har til at finde de bedste Mennesker og i disse Mennesker det Bedste og at undgaa alt Andet, maa jo tilsidst føre op til det højeste, saavist som det Gode har Slægtskab med Gud. Og De maa netop derved komme højere, nærmere ham i Forstaaelse til Gjengivelse end vi Andre, som ifærd med Forstaaelsen, bortblander den i urenere Omgang, - i hin prosaisk tunge, lidt onde, lidt afsides førende, lidt fristende til Irlysene, som hopper om og vinker [...]

Da jeg er mig bevidst, at jeg mangen Gang har været vildfarende i Forstaaelsen af Dem, naar jeg nemlig har læst et Eventyr, som pinte mig, saa er det mig ofte nu en saa stærk Trang at faa raabe ud hvordan jeg er kommen til Forstaaelsen i Kjerlighed. Og da jeg paa den anden Side er mig bevidst, at jeg har talt med Dem om andre Ting end Deres Dyder og Fortjenester, er jeg vis paa ikke at blive opfattet som Smigrer. Ja, Bud og Hilsen, kjere store Digter og Ven; Gud velsigne Dem!« (Bjørnson I 178-80).

NEH I:3 1859

Flyveposten meddeler 26.3.1859 meget summarisk, at alle seks historier »er fortalte med den naive Humor og gjennemstrømmende af den dybe Følelse og rige Phantasi, der blandt Store og Smaa har erhvervet Digteren en saa talrig og taknemlig Læsekreds.«

Allerede 15.3. havde Berlingske Tidende bragt en forhåndsnotits, som gør et nummer ud af, at det nu er 25 år siden[!] A skrev sit første eventyr, Fyrtøiet, »som strax gjorde Opsigt i Børneverdenen«[!]. Men bladets egentlige anmeldelse kom på A's fødselsdag, 2.4., og konstaterer indledningsvis, at hæftet er blevet en succes: »Medens Phantasien dominerer i hans første Eventyr, er det Tanken, der spiller Hovedrollen i de efterfølgende [...] ved »Vinden, der fortæller om Valdemar Daae og hans Døttre« [ville vi] navnlig fremhæve det Musikalske i den sproglige Fremstilling, thi man hører gjennem denne Fortælling alle de forunderlige Modulationer, som Vinden er saa rig paa, og naar man er 182 tilende med Fortællingen, behøver man ordentlig at samle sig, for at komme paa det Rene med, at det ikke er Vinden, men Andersen, der har fortalt os den.« Om Pigen, som traadte paa Brødet, Taarnvægteren Ole og Anne Lisbeth fremhæves det, at de har det »dybere Indhold«, mens Børnesnak har humor og ironi og Et Stykke Perlesnor inderlighed og gemytlighed.

Tredje og sidste avisanmeldelse kom 7.6.1859 i Dagbladet, som taler om »uformindsket Digterkraft og en frodig Produktionsevne«. Valdemar Daae »er ikke af den almindelige Art; den har foruden sit eget reelle Indhold ogsaa en anden Interesse, en sproglig eller fonetisk, idet det nemlig er Vinden, som fortæller, og Stilen har det stødviis Susende, det rastløst Henfarende, som er eiendommeligt for Vinden; man maa være opmærksom herpaa, naar man læser Historien, for ret at forstaae den, men hører man den blive oplæst, paatrænger det sig afsig selv«. Men samtidig ankes der over, at A, som i sine senere eventyr har taget »Livets vanskeligste Gaader« op til behandling, forsømmer en digtning »af en anden og mere jordisk Art, saadanne Eventyr som »Kjærestefolkene«, »den standhaftige Tinsoldat«, »Stoppenaalen« og saa mange andre, der ere heelt gjennemtrængte af gnistrende Humor [...] Denne Humor [...] er sparsommere repræsenteret i det sidste Hefte end i noget af de foregaaende.«

Endelig placerer C. Rosenberg - Dansk Maanedsskrift bd. 2, 1859, 479-80 - A i et bestemt kulturperspektiv: Vinden fortæller »staaer [...] og vil maaskee bestandig staae uovertruffet i Originalitet og Friskhed [...] den ubundne Stiil gjør her et fuldkommen saa lyrisk Indtryk, som den bedst til Æmnet svarende Versification og Musik kunde gjøre [...] Ved denne Fortælling, saavelsom ved de to betydeligste af de følgende: »Pigen, som traadte paa Brødet« og »Anna Lisbeth«, mindes man iøvrigt atter levende om den Sammenhæng, der finder Sted mellem Middelalderens Legendedigtning og Andersens Eventyrdigtning. Der er begge Steder den samme religiøse Grundvold, ofte kommende tilsyne gjennem ganske beslægtede Phantasibilleder - hvor nær ligger f.Ex. ikke Indholdet af de bekjendte svenske Viser »Dufvan på liljekvist« eller »Liten Karin« ved Indholdet af mangt Andersensk Eventyr! og der findes hos ham dog intet Spor af bevidst Efterligning. Det er aabenbart en oprindelig Aare i det danske eller de nordiske Folks Dyb, der atter her er vældet frem, efter i lange Tider at have rundet i det Skjulte. Heri ligger vel egentlig Hr. Andersens nationalhistoriske Betydning.«

Sin vane tro er Signe Læssøe begejstret: »Min hele Sjæl er blevet oplivet [...] Alt er herligt, Hjertet faaer Alt, hvad det trænger til, og Aandens Gnister blusse saa livsaligt op ved [...] alt det Tænkte, der 183 lyser frem af hvert Blad.« Men hun har dog også nogle indvendinger: »At De har personificeret Adelen, Rigdommen og Aanden i de tre Smaapiger i »Børnesnak«, er ypperligt. At De tilsidst lader dem blive som de Bedre de ere, det er lidt melankolsk at tænke sig; thi ere de voxne, skikkelige Mennesker saaledes og blot skjule det med den Kaabe, vi Alle have ved Haanden, saa er det sørgeligt. Ved Deres »Ane Lisbeth« saa jeg for mig to Lande, skilte ved en Flod, hvorover De som Bro havde lagt Overtroen som en Overgang fra Eventyr til Historie. Da Lise [hendes hushjælp], som læste den for mig kom til det Sted: »Hold Dig fast ved mig, Du er dog min Moder« [...] da brast hun i Graad og kunde ikke strax læse mere. Jeg troede, den endte dér og sagde: »Ja Gud er naadig og barmhjertig!« Da hun saa begyndte igjen, blev jeg lidt utaalmodig, jeg vilde ikke have den længere; men altsom hun blev ved at læse, blev jeg god igjen, og nu takker jeg Dem inderligt for den hele [...] Vægteren er jeg ikke rigtig bekjendt med endnu; maaskee sidder han mig for høit paa sit Taarn. Jeg har kun een Gang prøvet at stige op til ham, og da hilsede han mig ikke saa lokkende som de Andre; maaskee gjør han det næste Gang, naar jeg atter hilser paa ham. Man kjender jo Folk paa det Selskab, de omgaaes; da han nu er i det meest udvalgte Selskab, tvivler jeg ikke paa, at jeg har miskjendt ham« (Nicolaj Bøgh: Signe Læssøe, 1877, 149 ff).

Bøgh daterer blot brevet til året 1859, men det må være fra før 9.4., for den dag sender hun A et nyt brev, hvor hun har forsonet sig med slutningen på Børnesnak: »Den Slutning, min lille Yndling faaer, at de skaanselsløse tre Smaapiger dog blive gode og elskværdige, tyder paa det rene, skyldfrie Hjerte, hvormed De har tilgivet og derfor nu ogsaa høster den reneste Himmelsæd. Den anden Aften paa Taarnet [Taarnvægteren Ole] er saa ypperlig, saa skarpsindig, at jeg, hver Gang jeg hører den, har min inderlige Glæde af den. Saadan Skarpsindighed, som der er udviklet, forynger mig hver Gang det læses for mig, hver Gang jeg tænker paa det [...] Viggo [hendes søn, præsten] beundrer den Klarhed, hvormed De har fremsat hendes [: Anne Lisbeths] Samvittighedsnag; han sætter »Ane Lisbeth« og »Valdemar Daa« øverst, den Sidste for den locale Duft og Tone, der er over den; han siger, den er classisk, den er dansk og kan ikke være uden dansk.« (BtA 507 f).

Endnu en brevkritik fik A. Kort tid i forvejen havde han gjort bekendtskab med den plattyske digter Klaus Groth, som han havde sendt sine eventyr, og som nu svarede fra Kiel 5.12.1860: »Ueber Ihre Eventyr hätte ich gem etwas Ausführliches mit Ihnen gesprochen. Dynd-Kongens Datter und Vinden fortæller om Valdemar Daae og hans Døttre haben mir besonders zugesagt. Das letztere hat ganz 184 besonders einen Schhnitt oder vielmehr einen Ton wie ein Naturlaut, der durchklingt. Mehr davon, lieber Andersen! Dyndkongens Datter ist ja ein Stück, das kommt und nicht gemacht werden kann; eben zu dem letzteren hätte der »Vind« wohl noch Geschwister im Sack. Anna Lisbeth ist mir etwas zu traurig, herzbrechend.« (BtA 140 f).

Da Brandes i 1869 offentliggjorde sit berømte A-essay (i Illustreret Tidende 11., 18. og 25.7.), var der næsten ingen grænse for digterens jubel. Næsten - for han savnede omtale af et par eventyr, »som jeg giver særlig Betydning«. Det er nu ikke færre end 6 eventyr han savner, heraf 3 fra dette hæfte, nemlig »to af de, antager jeg, dybeste af alle mine Eventyr: »Anna Lisbeth« og »Pigen, som traadte paa Brødet« [...] Et for sin Danskhed og fra Sprogets Side betydende Stykke er vistnok »Valdemar Daae«« (BfA II 602 f).

NEH I:4 1860

Berlingske Tidende spår 13.12.1859, at samlingen vil »faae en overordentlig talrig Læsekreds baade mellem Smaa og Store, skjøndt den væsentlig synes skreven for de Sidste«. Af bemærkningerne til hvert enkelt stykke kan nævnes, at Gaardhanen og Veirhanen »rivaliserer med« Toppen og Bolden (som Kjærestefolkene altså fra første færd er blevet kaldt!). Barnet i Graven kaldes »et lille Digt i Prosa [...] et sandt Mesterstykke, hvori et fortvivlet Moderhjertes Forstemning og Gjenopvækkelse er skildret med en mageløs Kraft og Simpelhed.« »Deilig« har »en Blanding af skalkagtigt Lune og Gemyt, der gjør en forfriskende Virkning; Figurerne, der optræde, er let skizzerede, men forme sig i saa bestemte Omrids og staae saa lyslevende og talende for Læseren, at det er umuligt at glemme dem.« I En Historie fra Klitterne, »der slutter denne kostelige lille Samling, smelte Forfatterens livlige Beskrivelser af en Natur, der nylig har grebet ham stærkt, ypperlig sammen med et smukt, digterisk Stof til et Hele, der vidner om, at hvormeget Fortræffeligt St. Blicher end har skjænket os fra den jydske Vestkyst, er der dog endnu en rig Høst tilbage for Den, der har et aabent Øie for denne vilde, forunderlige Scene og for de Figurer, der bevæge sig paa den.«

Også Dagbladet 24.12.1859 er positivt stemt og glæder sig over, at Andersen »vedbliver at producere med en Friskhed og en Ungdommelighed, der er forbausende«. Af de 5 fortællinger klassificeres Pen og Blækhuus plus Gaardhanen og Veirhanen som eventyr, de 3 andre stykker som historier. Pen og Blækhuus har en smuk tanke: ingen skaber noget af sig selv, indklædt i en humoristisk allegori. Men i Gaardhanen og Veirhanen »savnes der Klarhed i den Grundtanke, som skal give 185 Eventyret dets høiere Betydning, der løber for mange Traade sammen, og det svækker Indtrykket«. Derimod er Barnet i Graven »en netop ved sin Simpelhed gribende Skildring af en Moders overvældende Sorg ved Tabet af sit Barn og hendes Vækkelse af denne Sorg til atter at føle sine Pligter for de Efterlevende«. »Deilig« er gennemtrukket af »et sprudlende Humor [...] og dog fremtræder Grundtanken med slaaende Klarhed; hvor kort og flygtig »Enkefruen« end er tegnet, staaer hun dog for Læseren som en lyslevende Skikkelse, en fortrinlig Typus, til hvilken vi Alle kjende Sidestykker«. Men En Historie fra Klitterne er ikke blot hovedstykket, men også »Samlingens Perle«. Hvad der mislykkedes for A med romanen At være eller ikke være, »fordi han kom ind paa Filosofiens og Dialektikens Gebeet, hvor han ikke mægter at føre sine Vaaben paa den rette Maade«, er nu lykkedes ham her »med en Overlegenhed, som vidner om hans store Digtermagt [...] han raisonnerer ikke, indlader sig ikke paa vanskelige spekulative Problemer, han fortæller i simple Ord sit Hittebarns Historie, lader den selv tale til Læserens Hjerte, og naar Fortællingen er tilende, har han med Poesiens Magt tvunget enhver Tvivl tilbage, saa at Enhver siger til sig selv: Det maa være saaledes! - Vi ansee denne Historie for noget af det Bedste og mest Fuldendte, der nogensinde er udgaaet fra Andersens Pen. En forøget Tiltrækningskraft faaer den derved, at dens Skueplads er henlagt til de vilde og øde Egne i Jylland, Vesterhavets Kyster og Klitterne ved Skagen; de kraftige Skildringer af disse lidet kjendte Egnes Natur og Befolkning ere en Frugt af Andersens sidste Sommerreise.«

Almanakken 24.12.1859 Basnæs: »I Dagbladet læst en meget rosende Anmældelse af de sidste Eventyr«.

Illustreret Tidende, som begyndte at udkomme 2.10.1859, var fra starten af A venligsindet. Under signaturen M. (M. Galschiøt?) bragte det 25.12.1859 (ej i BFN) en stor biografisk artikel om A, væsentligt refererende fra MLE, men dens slutord former sig som en anmeldelse: »Naar han netop i denne Tid, fem og tyve Aar efter at det første Eventyr var skrevet, kan bringe sin ualmindelig store Læsekreds en ny Samling, i hvilken »En Historie fra Klitterne« og »Deilig« ikke staae tilbage for nogen af de tidligere Historier, saa see vi heri en Forjættelse af, at Høsten vil blive Sommeren lig.«

C. Rosenberg, som tidligere havde rost eventyrene, men slagtet At være eller ikke være, er nu både positiv og negativ i sin anmeldelse i Dansk Maanedsskrift, bd. I 1860, 419-21: Hæftet giver »interessante Exempler baade paa hvor høit en naiv Digter kan stige, naar han udelukkende følger sin umiddelbare Følelses og sin Phantasies Indskydelser, og hvorledes han kan gribe feil, naar han vil skrive med en bestemt philosophisk Hensigt og for at bevise Noget [...] »Pen og 186 Blækhuus« staaer saaledes maaskee uovertruffet iblandt de mange Frembringelser af lignende Art fra denne Haand. I [...] »Barnet i Graven« kommer det gjennem en smuk og sand Phantasie til levende Anskuelighed, hvorledes den christelige Livsopfattelse er i Stand til at styrke og gjøre dygtig til at leve, medens Digterens naturlige Lune slaaer sig løs paa sin ganske eiendommelige Maade i »Gaardhanen og Veirhanen«, og i »Deilig« med Træk, der ere grebne ud af Livet, satiriserer over en rigtignok ofte fremhævet, men vistnok altid paany fremkommende Daarskab.« Så langt så godt. »Derimod bliver under Læsningen af »En Historie fra Klitterne« den Glæde, som man har ved alt det Poetiske i Opfindelsen og Fremstillingen, ligefra Skibbrudet og Barnets Liv i Fiskerhytten til den vanvittige og syge Mands Forsvinden i den tilfygede Kirke, forringet, ikke Saameget ved enkelte Urigtigheder eller Usandsynligheder, saasom at Fiskerbaaden skal føres paa en egen Maade over den yderste Sandrevle - denne ligger overalt i det Mindste over en Favn dybt - eller at der i Magsveir pludselig springer en Planke i Skibet, som derved, at Fortællingen er anlagt paa at bevise Noget, der ikke kan bevises, og at i alt Fald Digterens Tankegang er meget utilstrækkelig og tildeels skjæv [...] Man skal ikke gjøre det, der kun er den inderste personlige Bevidstheds, Samvittighedens, Troens Sag til Gjenstand for den endelige Forstands Raisonneren pro og contra. Allermindst kan dette blive Digterens Opgave [...] men prøver han paa at overbevise ved Grunde og Slutninger, da bringer han strax den selvbehagelige Forstand paa Benene, der virkelig paa denne Kampplads er den stærkere Part, og han vil ogsaa for den, der deler hans Tro og Livsanskuelse, forstyrre sin Digtnings rene, poetiske Indtryk, selv hvor den er saa rig paa Skjønheder, som »En Historie fra Klitterne«.«

»Ærgerlig over et ubilligt Angreb af Rosenberg paa min Klithistorie«, noterede A i Almanakken 9.5.1860.

At Rosenberg stod temmelig alene i samtiden om sin dom bekræftes yderligere af brevene. 14.3.1859 skrev Ingemann bl.a.: »Det var mig smukt og glædeligt at Udødeligheds-Ideen var Grundtonen ogsaa i hvad Stormen tilhviskede Dem mellem Klitterne, den Døendes smukke Vision i Kirken blev rigtignok Digterens Drøm og »Historien« opgav sin mulige objective Grund, men det var en nødvendig Følge af Compositionen.«

Signe Læssøe, som på denne tid boede hos sin søn i Ølgod præstegård ved Varde, skrev 16.12.1859: »Jeg er henrykt over det første Stykke, som er, hvad en Digters Arbeider altid skulde være: et Nødvendighedens Foster; man føler, at De ikke kunde lade være at skrive. Det rene, sande Digtervæld sprudler fra hver Linie; det er et 187 Mesterværk, som altid vil bestaae og erkjendes af kommende Slægter. »Barnet i Graven« er særdeles rørende og træder her poetisk frem; i Stedet for af den almægtige Tid, der, som jeg af Erfaring veed, ogsaa bringer Trøst, kaldes Moderen tilbage af sine Pligter. - Over »Deilig« blev der leet her i Præstegaarden meer end i det sidste Aar; jeg hilste i Mama min gamle Veninde, hvis Datter var Primula veris og Bella donna paa Ballet; hun er fortræffelig. - - - I det sidste Stykke have vi beundret Deres vidunderlige Blik for Alt; endog det uldne Lagen, Bonden skjuler bag Omhænget, har De seet. Det er ubegribeligt, som De gjemmer Alt og veed at anvende det [...] Naturbeskrivelserne fra Klitterne og hele Folkelivet er Sandhed til det Ubegribelige; hvor har De saa hurtigt kunnet opfatte det saa ganske? Jeg fulgte Dem Skridt for Skridt, og det var Alt sandt!« (BtA 510 ff).

I et brev dateret julenat 1859 fortæller Ilia Fibiger, at hun på en prik kan »sige Dem, hvilken af Deres Historier jeg finder deiligst. Trods »Barnet i Gravens« ideale Korthed - en Egenskab jeg, i Forbigaaende sagt, næsten sætter over alle - og trods Klithistoriens Naturbeskrivelser og øvrige Skjønheder, foretrækker jeg dog - ubetinget - : Deilig. Alene undtagen mit Yndlingseventyr, Den lykkelige Familie, synes jeg, det er det Deiligste, De har skrevet. Men Sophie anseer jeg rigtignok, paa Grund af hendes sidste Yttring, for en stor Skjælm. Dersom jeg var en gammel Onkel - thi for en Tante vilde det vel ikke engang skikke sig - vilde jeg sige: Pokker troe hende« (BtA 128 f).

I sit takkebrev 26.12.1859 nævner Hauch kun én titel: Klithistorien, »der vist er noget af det Bedste, De har skrevet [...] Den faste Tro, hvormed Deres Sjæl er henvendt mod det Evige hisset, udbreder en romantisk Glands over Deres Digte, som de fleste Poeter i vor Tid som oftest savne, hvormegen Dygtighed de ellers i andre Retninger kunne vise. De Øvriges Arbeider ligne Landskaber uden nogen dybere Himmelglands, uden Solskin, uden Maaneskin eller Stjerneskjær; men alt dette findes i Deres Digte, det kan ikke negtes; og dertil en eiendommelig barnlig og naiv Opfattelse af Livet, som Ingen i vor materialistiske Tid saa let skal gjøre Dem efter« (BtA 236 f).

Også den norske forfatter Andreas Munch havde glædet sig over den nye samling. 14.2.1860 skrev han, at han i forvejen kendte Barnet i Graven fra Nordiske Dikter och Skildringer, og at den af personlige grunde havde gjort ham så godt. »»Pennen og Blækhuset« er kosteligt - humoristisk og dog saa dybt. Ja, maatte vi kun Alle være rette Instrumenter i den store Mesters Haand! Og nu Historien fra Klitterne! I faa, dristige Træk et helt Livsmaleri - og det et Liv for Evigheden. Hvad De har villet dermed, har De opnaaet - man føler efter Gjennemlæsningen saa klart og trøstefuldt: Jordelivet er ikke vor 188 sidste Bestemmelse - der maa være en Fortsættelse, en Udvikling, en Gjengjældelse, en Forklaring og Udfyldning hiinsides! O, didhen staaer nu mit eneste Haab!« (BtA 517 f).

Endelig meddeler Almanakken 16.12.1859: »Besøg af Paludan Müller henrykt over Historierne.«