Andersen, H. C. Nye Eventyr og Historier2. Række 1861-66

Nye Eventyr og Historier 2. Række 1861-66

NEH II:1 1861

Af hæftets 7 numre havde De Vises Steen tidligere været trykt, i Folkekalender for Danmark, 1859 (udkom dec. 58), og anmeldt i Flyveposten 22.12.1858 (ej i BFN): Eventyret »kan sættes ved Siden af det Bedste af denne Art, hvormed Forfatteren har beriget Litteraturen; imidlertid bestyrker den religieuse og moralske Tendents i dette Eventyr os atter i den Formening, at Digteren i den senere Tid er slaaet ind paa en Retning, som, hvor smuk og poetisk den end kan være, dog er ikke lidet forskjellig fra den, der aabenbarede sig i hans tidligere Eventyr, og hvori mere det Spøgende, det Lunefulde, udgjorde Grundtonen. Det var vel ogsaa fornemmelig ved dette Element, at hans Eventyr opnaaede en saa stor og fortjent Berømthed; men hvorvidt Andersen har gjort Ret i saa afgjort at bøie ind paa en anden Vei, skulle vi ikke her undersøge.« Kursændringen har tidligere været observeret af kritikken (se p. 178 og 182), som også har stillet sig tvivlende til, om den har været til gunst for A.

Hæftet opnåede i alt 7 anmeldelser af noget blandet karakter. A har åbenbart været meget spændt på modtagelsen, for sjældent har han så nøje dagbogskommenteret reaktionerne som her. Berlingske Tidende er først ude, 5.3.1861 med sin hidtil fyldigste, næsten 2 sp., omtale: A's domæne er at fortælle historier, og »hvad enten Grundtonen er dyb og alvorlig eller spøgende og ironisk, saa udmærke de sig altid ved en saadan Friskhed i Fortællemaaden, at selv naar han fortæller en gammel Historie, som vi Allesammen kjende, f.Ex. [Hvad Fatter gjør],saa fortæller han det saaledes, at det forekommer os at være en ganske ny Historie [...] Men fordi man fortæller sine Historier lige godt, derfor ere ikke alle Historierne lige gode, og det er heller ikke Tilfældet med dem, vi her have for os!« Fx. indeholder Skarnbassen og I Andegaarden ikke »synderlig Mere eller Andet, end hvad han tidligere har sagt under en anden Form eller i en noget forandret Indklædning«. Tolv med Posten er også tynd, »et lystigt Indfald, men heller ikke mere, skjøndt vi gjerne skulle indrømme, at flere af de tolv Passagerer ere morsomt individualiserede«. Det nye Aarhundredes Musa får også sin sag for: »Er det saa let at konstruere Fremtidens Musa, saa har man hende 195 ogsaa, og Den, der kan sige os, hvordan hun vil blive, maa selv være Aarhundredets Mand, paa eengang Evangelisten og Tolken. Dog, herom ville vi ikke gaae i Rette med Digteren, men hellere betragte [eventyret] som en veltalende, digterisk Phantasi end som en Spaadom om det, der vil komme.« Højest sætter anmelderen De Vises Steen: »en ædel og dyb Tanke, der er gjennemført med Dygtighed,« samt Sneemanden, som står på linje med Kjærestefolkene, Tinsoldaten etc., »kort sagt, ved Siden af det Bedste, som han - og altsaa Nogen - har leveret i denne Retning [...] en lykkelig Inspiration, ligesaa genialt opfunden som lunefuldt gjennemført.« A's kommentar samme dag: »ret god, men jeg vendtede ingen Indvendinger, Skarnbassen stillet lavt, Sneemanden glimrende« (Dagbøger V 14).

6.3.1861 hæfter Dagbladet sig ved »de karakteristiske Dyreskikkelser, der saa træffende parodiere de Synsmaader og Anskuelser, som bevæge Menneskeverdenen, uden at de derfor falde ud af deres Dyre-Individualitet«. Som eksempel anføres Skarnbassen, Sneemanden, I Andegaarden. Men mest indgående behandles Det nye Aarhundredes Musa, som mindre er en historie »end et i Prosa skrevet Digt om Poesiens Fremtid - det er Noget af det Smukkeste, som Andersen har skrevet«. Her »gjenfinde vi atter den kraftige, styrkende Tanke, at det ikke ligger i Tidens Udvikling, at den er Poesien fjendtlig. Naar Digterne klage over Materialismens Fremgang, over Poesiens Tilbageskriden, over Mangelen paa Stof, da ligger Feilen ikke i Aarhundredet, men hos Digterne, der ikke har faaet Øiet op [...] Vi kunne ikke forlade den herlige Skildring [...] uden at afskrive Digterens sidste, baade veemodige og begeistrende Ord«, hvorpå IV 117,16-21 citeres.

Samme dag konstaterer Fædrelandet, at der fortsat er skønhed, lune og ynde i A's sprog. Skarnbassen »synes os endogsaa at høre til hans fortrinligste Eventyr, idet ikke blot alle Enkelthederne ere meget fornøielige, men ogsaa Anlæget som Helhed er humoristisk og fuldt af træffende Satire.« Det nye Aarhundredes Musa karakteriseres som »en Slags apokalyptisk Recension [...] et frit Phantasispil og ikke nogen klar Tankeudvikling, saa at man ikke vilde være berettiget til at stille Fordringer til det som saadan.«

A's kommentar samme dag: »Dagbladet omtaler i Dag med stor Roes Eventyrene og fremhævet Det ny Aarhundredes Musa. Til Aften i Fædrelandet rosende Anmældelse, hvori Skarnbassen kaldes fuldendt. Saaledes modsige Critikerne hinanden.« (Dagbøger V 14).

Nyhedsposten beskæftiger sig 9.3.1861 mest med Det nye Aarhundredes Musa, hvis tankegang billiges, »thi det tør ligge uden for al Tvivl, at Naturlighed, Inderlighed og barnlig fast Tro vil være den kommende Tids guddommelige Perle, at Tidens Travlhed og hastværkhavende Locomotiver meget vel vil kunne harmonere og forliges med 196 Aarhundredets Musa.« A's egen muse er »endnu bestandig den unge blide Skjønaand, den samme friske liflige Kilde, der vederquæger og læsker ved sine letflydende Strømninger.« Til belæg herfor aftrykkes et stykke fra De Vises Steen.

Illustreret Tidende har 10.3.1861 (ej i BFN) også kun lutter lovord om »hans Phantasies dristige Flugt, der uimodstaaeligt river os med sig«. Som de bedste i samlingen fremhæves Sneemanden, Skarnbassen samt Det nye Aarhundredes Musa, »noget af det Smukkeste, vi have læst af denne med Rette saa yndede Digter«.

Flyveposten indleder sin store anmeldelse 9.4.1861 (under mærket -e, G. Siesbye?) med ordene: »Andersen var engang i den saakaldte Kritiks Velmagtsdage et jaget Vildt«, men de tider er forlængst forbi, bl.a. fordi han er holdt op med at skrive romaner om sig selv, men har fundet frem til »sit Genies forjættede Land, Eventyrverdenen«. Skarnbassen og I Andegaarden roses som træffende satirer, men »ikke saa heldig forekommer Forf. os, hvor han er mere allegorisk, t.Ex. i »de Vises Steen«, som saa Mange have maattet lade ligge uløftet, saa at Andersen ogsaa kan være det bekjendt. At Ordet Tro trykkes med stor Stiil, hjælper ikke ud af Vanskeligheden. Heller ikke »de nye Aarhundreders [!] Musa« forekommer os at være paa sin Plads, om vi end deri erkjende mange dristige, kjække og fordomsfrie Tanker«.

C. Rosenberg er i Dansk Maanedsskrift I, juni 1861, 450, overvejende utilfreds: »I det Hele hører dette Heftes Indhold neppe til Forf.'s heldigere Frembringelser: han forekommer os, ligesom Tilfældet er med Dickens, at outrere den Fortællemaade, ved hvilken han er bleven Nationen kjær, og paa den anden Side at gjentage sig selv i de Ideer, hvilke han søger at anskueliggjøre ved sine Billeder, idet han overalt fornemmelig finder Udtryk for Borneerthed og Forfængelighed.« Dog: »Ubetinget bedst synes os Historien: »Hvad Fatter gjør, er altid det Rigtige«, fordi den netop ved det Storslaaede i Motivet og ved sin parabelagtige Korthed gjør Indtryk som en i Sandhed folkelig Opdigtelse.« Forbavsende nok nævnes De Vises Steen overhovedet ikke.

(På hjemturen fra sit sommerophold i Schweiz boede A nogle dage hos Ingemann i Sorø, hvor han 28.8.1861 noterer: »Læst opad Dagen i Juni Heftet af Maanedsskrift hvor det sidste Hefte Eventyr af mig stilles mellem de svageste, dette forstemte mig en Deel; den første Ærgrelse efter min Hjemkomst; der kommer fleer!« (Dagbøger V 115).)

Da De Vises Steen havde stået i Folkekalenderen skrev A til fru Læssøe 21.12.1858 bl.a.: »Professor Rasmus Nielsen er ganske indtagen i det og siger, at det er det bedste eller rettere: det betydeligste af alle mine Eventyr, idet Idee og Form, Dybde og Humor smelte aldeles sammen. »»Den grimme Ælling« er Digterens Liv,« sagde han, »dette Eventyr, er derimod, hvad Digteren skaber os!«« (BfA II 401).

197

Signe Læssøes vurderinger kan være af varierende interesse, men da hun havde læst De Vises Steen i Folkekalenderen, gjorde hun en træffende iagttagelse: 27.12.1858 tilstår hun, at hun har »ondt ved at føle sig hjemme under Solens Træ; det overvældede mig arme Gamle. Jeg svimlede ved, at hver Green skulde kunne være en kæmpestor Platan eller en kongelig Ceder. Og nu i den gigantiske Natur et Glaspalads -jeg maatte tænke paa Glaspaladset i London, - og det var jo ogsaa saadan opfyldt med Alverdens Herligheder. Der skal Kraft og Ungdom til for at finde sig hjemme der; jeg er det ikke mægtig. Jeg føler nok det Grandiose i Beskrivelsen; men jeg er ikke hjemme der og aldrig kunde jeg hvile saa trygt paa Liliebladets Balkon som Døgnfluen paa det elskede Egetræes Blad. Jeg tilstaaer: jeg følger ikke ganske Brødrene; Digteren har De været haard imod, og at Søsteren er blind, er reent imod min Religion« (BtA 500 f).

Som venteligt er udviklingsoptimismen i Det nye Aarhundredes Musa ikke Ingemanns livret, hvad han da også omstændeligt redegør for i sit takkebrev 4.3., hvor det bl.a. hedder: »Lad ogsaa enhver kommende Slægt staae paa Skuldrene af alle sine Forgjængere in effigie, den staaer der dog kun et Øieblik, og seer ikke selv, hvor den staaer, før den er ude derover. Skal den ikke svæve i den tomme Luft, maa den respectere og tilegne sig, hvad der er dens Basis og Bærer, og maa ikke indbilde sig at være Noget selv, paa egen Haand, uden levende og altsaa poetisk Opfattelse af alle foregaaende Aarhundreders Poesie, Videnskab og historiske Liv. - See, denne min Anskuelse kan jeg ikke faae Plads til i hiin Efterslægtsmusa med dens noget vilkaarlig grebne Løsninger af dens Bærer mellem de mange Orme.« Men bortset herfra saluterer Ingemann for hæftet: »Af hvad jeg kjendte tilforn, holder jeg meest af »De Vises Steen« og »I Andegaarden«, og jeg har gjenlæst dem næsten med større Fornøielse, end ved den første Opfattelse. De tolv personificerte Maaneder gik mig noget flygtigt forbi, som lethenkastede Vignetter til en illustreret Almanak [...] »Snemandens« Kakkelovnsforelskelse med Kakkelovnsskraberen i sig var meget morsom, og »Skarnbassen« fandt jeg i Særdeleshed riig paa Humor. Min Lucie beder mig takke Dem for den Fornøielse hun har havt ved at gjensee gamle Venner og gjøre Bekjendtskab med nye [...] Hvad der [...] især interesserer hende, er Deres levende Opfattelse af Naturen, saaledes som i Beskrivelsen af Hytten i »Hvad Fatter gjør, er bedst« og i Vinterscenen i »Snemanden«, og Deres levende Kundskab til Dyrenes Oeconomie, hvortil De saa characteristisk veed at knytte det Tilsvarende hos Menneskene, saaledes som i »Skarnbassen« og »I Andegaarden«« (BtA 360 f).

5.3.1861 sender Christian Winther sin »hjerteligste Tak« for bogen og undskylder, at han ikke er kritiker. »Men en taknemlig Læser er jeg, og det har jeg da godt ved at være i dette Tilfælde [...] Om det 198 Stykke, som slutter Bogen, tør jeg nu allermindst yttre mig; Det er ikke blevet mig ganske klart; men dette er jo min Feil« (BtA 560 f).

Umiddelbart før Bjørnson traf A personligt (men efter at han af Clemens Petersen var blevet manuduceret i, hvad man burde mene om ham), sendte han 2.4.1861 fra Rom et brev til samme C. P. med flg. bemærkninger om Det nye Aarhundredes Musa: »Har du seet hin sidste Bestialitet af Andersen den om Fremtidspoesien? At vi er Orme, som skal skjæres over af en Ploug og blive Muld og andet saadant Svineri. Er da de ældste Digtere [...] eller er nogen af dem, som duer, er de skaaret over som Orme af en Ploug, er de Muld og Andersensk Vrøvl? - Jeg gjør som Skolelæreren: skjænder paa den Nærværende fordi de andre Disciple er borte uden Lov [...] men etsteds maa jeg lægge min Vrede fra mig. Jeg saa det nemlig rost i alle Blade fra Athen [:Nordens Athen, dvs. København]« (Bjørnson I 90). Endnu skrappere udtrykker han sig medio april 1861 i brev til skuespilleren Chr. Hviid: »Nu har jeg faaet to Formaninger om at være god mod Andersen [når han kommer til Rom]. Men i Herrens Navn er jeg da virkelig en Bjørn fordi jeg bærer Navnet? Jeg har aldrig tænkt at æde Andersen eller hans Smule Collin [Jonas d. y. som ledsagede A på rejsen]. Men spørger han, hvad jeg synes om hans »Fremtidens Poesi«, siger jeg rigtignok, at det er det græsseligste Tøv jeg i mine Levedage har læst. Men saa kan jeg jo lægge til, at »den grimme Ælling« er mageløs. Det har rigtig nok ingen Sammenhæng, men det behøves vel heller ikke« (Bjørnson I 96).

Da Bjørnson små 2 uger senere mødte A kom der andre trut i trompeten.

Mens A's dagbøger i mange år kun blev ført på rejser udvides de nu til også at omfatte hans københavnske hverdagsliv, og dermed også fyldig registrering af mundtlige vurderinger af hans produktion. Eksempelvis kan nævnes 1.2.1861: »Middag hos Thieles; han var ikke ret klar i min ny Aarhundredes Musa« (V 7), 3.3.1861: »Gik til Fru Læssøe og læste for hende Det ny Aarhundredes Musa, hun var betaget der af; syntes at hun aldrig havde hørt Noget ligt det og saa rigt paa Tanker, hun gjorde mig forlegen ved at rose min Reenhed og Afholdenhed at herfra kom min lange Ungdoms Friskhed. [...] [politikeren] Hall glædede sig over Friskheden [i de nye eventyr] og syntes disse overgik de foregaaende« (V 13). 7.3.1861: »Aftenen hos Cultus Minister Monrad, hvor jeg læste tre Eventyr og talte en Deel med Monrad, der var glad over Eventyrene« (V 14).

NEH II:2 1862

Gennemgående er kritikken velvillig, men det virker som om den kører i tomgang og ikke mere har noget nyt at meddele. Berlingske Tidendes 199 anmeldelse på udgivelsesdagen 25.11.1861 er symptomatisk ved sin klichégenbrug: Iisjomfruen kaldes »en smuk Fortælling fra Schweiz, der udmærker sig ved henrivende Naturskildringer og veltegnede Figurer. Ogsaa Dyrene ere ikke uvigtige Figurer i dette Maleri, thi er der Nogen, der forstaaer at lade dem optræde characteristisk, saa er det Andersen«. Sommerfuglen er »en af disse sindrige Bagateller, som Ingen forstaaer at fortælle som Andersen, eller rettere sagt som Ingen uden han er i Stand til at fortælle«. Psychen er »Perlen i denne Samling [...] en Digtning, der udtrykker en ædel Tanke i en usædvanlig ædel og smuk Form. Hovedpersonen [er] mesterligt tegnet; Bifigurerne ere fremstillede i faa og raske Træk, men med en saadan Energi, at de indpræge sig for bestandig«. Ang. Sneglen og Rosenhækken: »Satiren er udmærket beregnet paa en egoistisk Tid, hvor man kun lidt bryder sig om hvad der springer ud i Glæde og blomstrer i Uskyldighed, og Sneglen, der kryber ind i sit Huus, bryder sig kun lidt om Verden og spytter af Alting, er en udmærket Repræsentant for Nutidens Blaseerthed.«

I Folkets Avis 29.11.1861 understreger Erik Bøgh, at det er fortællemåden som giver Alpehistorien sit værd: »Digteren har fra det virkelige Liv kun hentet den spinkle Vidie, Krandsen har han selv skabt, og den er vidunderlig pragtfuld, den er saa bugnende rig, at det er knapt nok, at den ene Blomst kan faae Plads for den Anden.« Men denne lovprisning sættes i bengalsk belysning af anmeldelsens slutning: »Uagtet Iisjomfruen [...] rimeligviis vil finde det største Publikum af de fire Historier, betragter vi dog ikke denne som Perlen blandt disse. Det er efter vor Mening Eventyret: »Sneglen og Rosenhækken«. Det er en lille Blomst, hvorpaa der ikke mangler et Blad og heller ikke er et Blad - ikke engang en Torn tilovers!« Ikke underligt, at A var nervøs for, hvad Bøgh ville sige til hans næste hæfte: »jeg har en Fornemmelse at man ikke vil være venlig mod mig, særligt Erik Bøgh, Mester Erik i Literaturen, hin Kjøbenhavns Mester Jaget, der siger, heraus, til Alt hvad der sees paa, udenfor hans Bøtte«. (Dagbogen 14.11.1865, VI 323.)

Hovedsynspunktet i Flyveposten 6.12.1861 går på historiernes egnethed eller ej for »det uskyldige Barnesind«, men der bliver også plads til karakteristik af de 2 største titler: »»Psychen« har kun et eneste Glimt af Eventyrverdenen, at det nemlig er Morgenstjernens tause Lys, der seer alle de forskjellige Led i »Psychens« Historie, dens Tilblivelse i Kunstnersjælen, dens Formning i Leret, dens Udfoldelse i Marmoret, Modellens Marmorkulde, Kunstnerens Fortvivlelse, Psychens Nedsænkelse i Jorden og dens Opdagelse i vore Dage.« Men denne »smukke Fortælling forudsætter næsten [...] en haard Prøvelse i Livets Skuffelser for at kunne forstaaes«. »»Iisjomfruen« er en 200 Blanding af Eventyr og Virkelighed [som] forener i sig en Mængde udmærkede Egenskaber [...] Tanken om »Iisjomfruen«s klamme Kys, som hemmeligt drager den unge Alpesøn og river ham ud af Brudens Arme Aftenen før Bryllupet, er aldeles psychologisk rigtig. Huuskattenes Accompagnement til de alvorlige Begivenheder giver Fortællingen et ypperligt humoristisk Anstrøg. Beskrivelsen af Bjergvandringerne og Schweizerlivet er saa levende, at ingen Reisebeskrivelse kan give den bedre. Og Babettes elskelige Lunefuldhed er tegnet med raske, men sande Træk. Hvad der imidlertid er særligt eiendommeligt for denne Fortælling er en Mængde smaa sindrige Strøbemærkninger, hvorved den virkelig har Noget af det, der gjorde Bjørnstjerne Bjørnsons Fortællinger saa forunderligt tiltrækkende. Det er derfor ret betegnende, at Forf. tilegner ham disse Fortællinger, »som Mødets Aar har i hans Lyre Iagt.««

Illustreret Tidende 8.12.1861 forsikrer, at »I »Iisjomfruen« vil Læseren beundre de med store og majestætiske Træk udkastede Skildringer af Alpenaturen, medens Charaktererne, der ere tegnede langt skarpere og bestemtere end Forfatteren i Almindelighed pleier, berettige os til at antage, at han heller ikke som Romanforfatter har sagt sit sidste Ord. Det Afsnit, der hedder Ørnereden er en af de mest gribende og storartede Skildringer, vi nogensinde har læst [... ] Psychen udvikler i den skjønneste, mest tiltalende Form den ædle Tanke, at om end Kunstnerens Liv er Forsagelse, ja om end Eftermælet forsvinder, om Alt hvad Jordisk er, veires hen, lever endnu Psychen.« Sneglen og Rosenhækken viser, at A »ogsaa kan svinge Satirens Svøbe, naar han vil«.

Fædrelandet kalder 9.12.1861 Iisjomfruen og Psychen »en Slags fantastiske Noveller« og finder, at mange enkeltheder har en fantasistyrke, som søger sin lige.

Dagbladet 22.12.1861 gør det kort af med Sommerfuglen: »et skjelmsk og nydeligt lille Eventyr« og med Sneglen og Rosenhækken: »en i sin Satire udmærket træffende Fabel« for des udførligere at behandle Iisjomfruen, som »vistnok noget nær er det Betydeligste, som i flere Aar er udgaaet fra hans Pen [...]! hans Landskabsbilleder beundrer man lige meget Penselsstrøgets Raskhed og det yppige Farvespil, og derhos ere de som de store Rundmalerier, Læseren selv danner Skildringens Midtpunkt; et Slag med Tryllestaven, og man er, hvor Digteren vil have det, i Sverig eller paa Halligerne, i Italien eller i Orienten eller, som denne Gang, i det sydlige Schweiz. Man aander Bjergluften, man vandrer over Gletscherne med deres blaagrønne, sammenskruede Iismasser, man knuges af Gysen i de sorte, gabende Fjeldkløfter, eller oplives af de fjerne Alper med de hvidpuddrede Tinder i Aftensolens Gløden og 201 de rivende Strømme, der som Sølvbaand snoe sig ned ad Siderne.« I denne ramme har A »inddigtet en smuk og simpel lille Handling, hvortil Motivet er hentet fra en virkelig Begivenhed. Især Gemsejægeren Rudy er en fortræffelig, lyslevende Figur, og den Maade, hvorpaa han igjennem Iisjomfruen, Legemliggjørelsen af den dæmoniske Naturmagt, er sammenknyttet med Omgivelserne, maa kaldes mesterlig. Selvfølgelig fattes ikke Andersens kjære Dyrefigurer; denne Gang er det dog ingen Storke, men et Par humoristiske Katte, en Stuekat og en Kjøkkenkat, der som et spindende Chor slynge sig igjennem Fortællingen og anstille deres humoristiske Kattebetragtninger. Slutningen maatte ved det benyttede Motiv blive sørgelig, men Digteren har ialfald bestræbt sig for at mildne det Sørgelige Saameget som mulig.« Og så rundes der af med en kritisk bemærkning om Psychen, som indeholder »en filosofisk Idee, hvormed Andersen i de senere Aar hyppig har sysselsat sig, baade i Stort og i Smaat. Vi miskjende hverken Fremstillingens mange gribende Træk eller den Aandsmodenhed, hvormed Tanken er gjennemført; men ret eiendommeligt er det dog, at Digteren ikke er naaet længere end til den Udødelighed, der tilintetgjør Individet, medens den lader Værket bestaae. Er det Forsæt eller Tilfælde?«

Dette er ikke blot den største, men også den kritisk mest overlegne af avisanmeldelserne. Den kan - som Topsøe-Jensen formoder (Buket til Andersen, 1971, 136) - næppe være skrevet af andre end redaktøren selv, C. St. A. Bille (hos hvem A forresten havde læst Iisjomfruen 3.11.1861 (Dagbøger V 129)), og det tør også antages, at denne kritik har været med til at stemme den strenge G. Rosenberg mildt over for Iisjomfruen i Dansk Maanedsskrift 1862, I 279-99, som på ét punkt uddyber Dagbladets anmeldelse: »At Naturmagterne sejre over Mennesket [...] uden nogen Skyld fra det unge Pars Side, kunde synes en Fejl, fordi Slutningsindtrykket bliver saa nedslaaende; men man har da glemt et lille Afsnit i Fortællingen, der hører til det mest Poetiske, vi have seet fra Digterens Haand, nemlig det Capitel, der har til Overskrift »Iisjomfruen« [...] Her er denne Digtnings store Grundtanke: de enkelte Mennesker kan Naturen magte, men, medens den udødelige Menneskesjæl ved Døden forløses til et høiere Liv i Kjærlighed, er Menneskehedens Aand med dens utrættelige Arbejde dog endnu stærkere end Naturkraften, er dennes Herre og Betvinger.« »I »Psychen« er Tanken [: åndens magt over forgængeligheden] maaskee ligesaa poetisk [...] Men her er ikke den Lejlighed til Skildring af Menneskelivets Sammenhæng med Naturlivet, som maaskee er H. C. Andersens bedste Force, og Fortællingen gjør derfor neppe saa storartet et Indtryk som »Iisjomfruen«.«

202

Den stik modsatte vurdering tegnede den norske litteratur- og kunstprofessor Lorentz Dietrichson sig for i sit Nordisk Tidsskrift for Literatur og Kunst, bd. I 1863, 449-58.

Med megen ordrigdom far han frem, at mens A tidligere opererede inden for eventyrets lyriske fantasiverden er han nu gået over til sande skildringer af psykologiske tilstande, af livsbilleder, og her har han nået en ny højde, som kulminerer i Psychen: »Hver liden Enkelthed bidrager i en forunderlig Grad til at belyse og hæve det hele samlede Kunstverk, og i det Hele taget tro vi kun med enkelte Undtagelser at have set en saa fuldstændigt afrundet Digtning fra Andersens Haand.« Iisjomfruen derimod mangler enhed i ideen: »Det vil saaledes t.Ex. falde vanskeligt at udfinde nogen indre Berettigelse i den Maade, hvorpaa Forf. behandler Heltens Forhold til Soldøttrene, der love saa højt og helligt, at Isjomfruens onde Magt og Hjælpere aldrig skal naa ham, medens han jo dog virkelig bliver et Offer for hendes Hævn og Had omsider. Har da de lyse, solklare Væsener pralet og løjet, lovet ham en Beskyttelse, som de ej formaa at give ham? Eller har nogen Brøde klæbet sig ved Heltens Skridt, der gjør ham uværdig til deres Beskyttelse? - Derom hører man Intet. Det hele Forhold bliver saaledes [...] uden indre Mening.«

30.12.1861 takker Hauch »varmt for den meget smukke Samling af Eventyr, De har sendt mig. »Itsdronningen« er, efter min Mening, et af Deres allerbedste Eventyr. Hele Alpenaturen i sin Storhed og Skjønhed, men ogsaa i sin Frygtelighed, gaaer deri op for os. Deres Phantasie er stærk og farverig, det er vist, og det er desuden skjønne, romantiske Tankebilleder, der blive synlige i dette Farveskjær [...] »Sneglen og Rosenhækken« kunde ogsaa kaldes »Recensenten og Digteren«. Saa lille, som dette Digt er, saa er det dog et Verdensbillede ligesom saamange af Deres i en lille Ramme indfattede Eventyr. Dette er uden Tvivl en af de Grund-Egenskaber hos Dem, der have forskaffet Dem et saa stort Publikum og saa megen Anerkjendelse selv i de fjerneste Lande. - »Psychen« er ogsaa smuk og betydningsfuld, men for mig havde den noget saa Smerteligt, at jeg maatte læse den i omvendt Orden fra Enden tilbage til Begyndelsen« (BtA 237 f).

Allerede 31.1.1862 skrev Bjørnstjerne Bjørnson fra Rom sin kontante mening om samlingen til Chr. Hviid: »H. C. Andersens Eventyr ere mageløse; hans to Fortællinger [Iisjomfruen og Psychen] derimod højst forunderlige og overanstrængte, skjønt med glimrende Syn i det Enkelte« (Bjørnson I 185).

Først 16.2.1862 meddelte han A sin korrekte mening i et langt brev: »Deres Fortællinger og Eventyr var mig en Velsignelse. Nu skal jeg 203 korrekt sige min Mening. Først om Eventyrene, fordi de ere saa aldeles fuldendte og fine. Dette De skrev hernede [Sneglen og Rosenhækken] er i Rang med det øverste, som De har gjort. Jeg vilde, at det skulde slutte der: »det er min Erindring, mit Liv!« [IV 179, 3-4] Det næste formørker blot denne dejlige Slutning. - »Sommerfuglen« er jo ogsaa et af disse fuldendte Billeder, som De gav Vinger, men saadanne Vinger, at de aldrig mere kunne blive Pupper, aldrig mere faa Høst og vente en Andens Opvækkelse. - Psychen gjorde et mægtigt Indtryk paa mig; men man vægrer sig forat læse den to Gange. Isjomfruen har en Begyndelse saadan, at det jublede og sang i Luften, lo med Grønt og Blaat og Schwejtserhuse. De har der skildret en Gut saadan som jeg havde Lyst til at have en Broder, og hele Sceneriet, Babette, Mølleren, Kattene, hun, som fulgte med over Fjeldet og saa ham ind i Øjet, - jeg blev begejstret til Udraab og maatte gjøre flere Standsninger. - Men kjere milde Mand, at De havde Hjerte til at slaa dette Billede istykker for os? - Den Tanke, som danner sidste Afdeling, har noget af Gud i sig, den imponerer mig, denne Tanke, at to Mennesker skilles paa Toppunktet af deres Lykke; endnu mere, at De forinden, klart som naar en pludselig Kastevind kruser det stille Vand, har ladet os ane, at der boede i begges Sjele, hvad der kunde have kuldkastet denne Lykke. - Men at De nænnede gjøre dette med disse to Mennesker! Maaske er det blot en Slags moralsk Svaghed af mig, kanske, at jeg ved hvilkesomhelst Mennesker vilde, naar det kom til dette Punkt, have holdt Haanden for og bedet Dem ikke gjøre det. Men jeg vover dog ogsaa at tro, at netop De maatte kunne have skildret deres Fortidsliv saadan, at Døden viste sig for os som en Fortsættelse i Lykke, og ikke som en grusom Forstyrrer, skjønt den syntes saa for dem selv og deres Slægtninge. Jeg husker »Dyndkongens Datter«, o, hvordan føltes ikke Døden der, som den højeste Velsignelse! Jeg indrømmer, at her ønskede Heltinden den selv, næsten uden at vide deraf, og at under hine Forudsætninger i Isjomfruen maa Vedkommende saa langt fra ønske den, at de endog maa (især den Efterlevende) gribes af uhyre Rædsel. Men kan De det Ene, kan De ogsaa det Andet, og igjennem denne hendes Rædsel kunde saa vi se som Gud gjennem Skyerne godt og klart Vejr bag, og evig Lykke. Men nu sidde vi den hele Tid og protestere: hvorfor skulde disse to uskyldige Mennesker skilles? Hvorfor netop dem? Saa klare, saa hele, at Synden neppe syntes at have en Rift at komme ind igjennem - o, hvorfor dem? - Det, jeg kalder »sidste Afdeling«, er hele sidste Halvdel, nemlig fra det Øjeblik Engelænderen træder op. Deres Naturbeskrivelse er saadan som jeg aldrig før har seet Schwejts tegnet af en Nordbo, og jeg har nu givet mig selv det bestemte Løfte at jeg vil se Schwejts. I det, jeg kalder sidste Afdeling, synes mig at Beskrivelsen 204 af Sceneriet optræder vel selvstændig, bæres ikke i sin hele Udstrækning af Handlingen; men den har jo for os Nyhedens Interesse, for Andre Erindringens, derfor er det godt alligevel [...]

Dette er hvad jeg ovenfor kaldte min Mening »korrekt fremstillet«, og De vil se, at De har havt en meget opmærksom og meget taknemmelig Læser. Og naar jeg har havt noget at bemærke, er det kun »som Mand af Faget«, min Nydelse har været stor. Vi have jevnlig brugt Deres Bog til deraf at læse højt i vore Samlag hernede, navnlig i vore Lørdagsaftener og i vore Juleselskaber. Richardt læser Deres Eventyr ganske udmærket, med tørt Lune og Blidhed. Fortællingerne kan han derimod ikke læse; dem maa jeg læse« (Bjørnson I 189-91).

Et par kompetente udtalelser har A yderligere betroet dagbogen. 25.9.1861: »Var et Øieblik hos Gamle Sibbern, der var henrykt over »Psycken« og sagde at den var »Menneskehedens Tragedie!« gratulerede mig og Publicum til den« (Dagbøger V 120). 1.12.1861: »Besøg af Paludan Müller, som var saa glad over min »lisjomfru« og mit Venskab for ham, han omfavnede og kyssede mig paa Kinden« (V 134). Og 11.1.1862: »Læst Iisjomfruen hos Fru Neergaard. Rasmus Nielsen henrykt, han meente at jeg selv ikke havde Forestilling om den mægtige Symbolik der var i dette Arbeide« (V 142).

NEH II:3 1865

To af titlerne havde tidligere været trykt: Sølvskillingen og Bispen paa Børglum og hans Frænde. Den sidste, som stod i Ill. Tidende 27.1.1861, ses ikke at have fået nogen anmeldelse, men Sølvskillingen, som offentliggjordes i Folkekalender for Danmark, 1862, (tr. dec. 61) blev først omtalt i Fædrelandet 17.12.1861 (ej i BFN): »Blandt de prosaiske Stykker vinder Andersens »Sølvskillingen« lettelig Prisen.« Derefter i Flyveposten 20.12. (ej i BFN), hvor det kaldes »et nydeligt Eventyr«, og endelig i Dagbladet 22.12. (ej i BFN): »et fortræffeligt Eventyr [...] om »Sølvskillingen«, der kom udenlands og maatte gaae saa Meget igjennem, fordi alle Mennesker antog den for uægte, indtil endelig en Landsmand kjendte, at den var en god ærlig Skilling hjemmefra, af godt Sølv og med ægte Præg, som de havde slaaet Hul i og kaldt falsk - Et Eventyr, hvis Anvendelse paa Digterens eget Liv ligger nær nok.«

Hæftet opnåede kun få og korte anmeldelser. Berlingske Tidende bringer 20.11.1865 kun almindeligheder. Den mest præcise observation går ud på, at Lygtemændene »har ligesom flere af Andersens tidligere og et Par af de nye, et vist satirisk Anstrøg«.

Illustreret Tidende giver 26.11.1865 prisen til Lygtemændene, »som 205 paa en meget poetisk Maade giver en Bedømmelse af eller Advarsel imod en aandelig Forgiftelse, der truer vor Slægt«, og kalder Sølvskillingen »et rigtig godt og smukt Eventyr«.

Dags-Telegrafen konstaterer 18.12.1865, at »Det samme poetiske Væld, den samme overstrømmende Fantasi og livlige Satire, og det samme fortræffelige Blik paa Medmenneskenes Dyder og Svagheder findes her i ligesaa fuldt Maal som i Digterens øvrige Eventyr og Historier, og det er vanskeligt at fremhæve nogen enkelt af de syv Perler paa de andres Bekostning.«

Dagbladet giver 22.12.1865 sin vane tro mere indgående besked. I Lygtemændene, »hvis Bygning er noget indviklet, forklarer Digteren paa sin eiendommelige Maade, hvorfor han har tiet saa længe, og maler derpaa med Træk, hvis fantastiske Form er præget af dyb Poesi, et Billede af den fremstormende, forvirrede Tid.« Bispen paa Børglum »er en af de Kontraster mellem Fortid og Nutid, som Andersen veed at give med saa stor Virkning, og hvor Skikkelserne fremtræde i stærke, brede Omrids. Skulde vi fremhæve nogen enkelt [...] maatte det blive »i Børnestuen«; den minder os mest om de gamle Eventyr, hvor hver en Ting, som Digteren rører ved, faaer Liv og Personlighed, bliver til en karakteristisk Figur.«

Endelig lader Dansk Rigstidende 6.2.1866 melde, at »Heftet i sin Heelhed forekommer os noget svagere, end Digteren har vænnet os til at vente det«, dog - »det første af dem, »Lygtemændene ere i Byen«, fører navnlig en rask og vittig Polemik mod en Deel af vor Tids literaire Raaddenhed«.

I sit lange brev fra Rom 16.2.1862 har Bjørnson denne bemærkning om Sølvskillingen, som han kender fra Folkekalenderen: »det har moret os kostelig, da dens Ide er i høj Grad humoristisk; den synes mig derimod noget vidløftigt fortalt« (Bjørnson I 191). Andre brevudtalelser foreligger vist ikke.

Men i dagbøgerne meddeler A et par mundtlige reaktioner. Fredag 11.8.1865: »(igaar Torsdag, var Bjørnstjerne Bjørnson hos mig [...] Jeg læste for ham Løgtemændene, Stormen og Guldskat, ved Læsningen af den sidste fik han Taarer i Øinene fandt den saa særdeles skjøn og sagde den alene kunde bære en heel Bog)« (VI 264). 6.11.1865 læser han et par eventyr for Bournonville: »han blev aldeles opfyldt af »Veirmøllen«. Jeg sagde ham at hele Samlingen var dediceret ham og han kyssede mig i Glæde« (VI 319). 20.11.: »Middag hos Etatsraad Thieles, han synes egentlig kun i de ny Eventyr om I Børnestuen« (VI 326).

206

NEH II:4 1866

Dagbladet meddeler 13.12.1866, at »I Fantasirigdom, Følelse og Humor staae disse Fortællinger ved Siden af det Bedste, Andersen har skrevet, og det forekommer os, at han i dem heldig har undgaaet den noget for abstrakte Allegori, som vi paapegede ved den sidst udgivne Samling. »Skrubtudsen« er maaskee den bedste af Historierne, den er et rigtigt Eventyr af den gode gamle Slags og gjennemstrømmet af Lune. I »Portnerens Søn« er der nogle ypperlige Træk af falsk Fornemhed.«

Den frygtede Erik Bøgh er i Folkets Avis 18.12.1866 lutter elskværdighed: Hæftet »hører til det Friskeste og Bedste, vi har modtaget [...] i flere Aar. Det egentlige Eventyr er ikke repræsenteret i denne Samling, men derimod er der i den Arabesk-Maneer, som i den senere Tid er bleven hans Yndlingsform, leveret to Billeder, »Sommergjækken« og »Skrubtudsen«, der i Skjønhed, Klarhed og Dybde kan staae som Mønstre for Genren.«

Fædrelandet 19.12.1866 er ikke i tvivl om, at novellen Portnerens Søn er den bedste i hæftet, men ubegribelig for børn, og »skjønt ganske vist Ingen har Raad eller Hjerte til at kaste Vrag paa slig en rapfodet, skarptandet, blaaøiet lille Skizze [som denne], saa kunde man dog nok deraf tage Anledning til at gjøre Digteren opmærksom paa, at han ved at opgive den ene Part af sine Læsere tillige opgiver den ene Part af sit Geni. Kun i Begyndelsen af »Sommergjækken« møder man Noget af det gamle Eventyr igjen. Blomsten ligger skjult i Frøet og Frøet i Jorden. Da kommer Vaarens første Solstraale gjennem Sneen og Muldet og prikker paa Frøet. »Kom ind!« siger Blomsten. »Jeg kan ikke,« svarer Solstraalen. »Jeg er ikke stærk nok endnu.« Dette er »Eventyr af Andersen«.« Denne knappe, men meget præcise konfrontation af novelle og eventyr er signeret -n, dvs. tidens førende kritiker Clemens Petersen, og da det er hans eneste selvstændige eventyrkritik bør det tilføjes, at han i sin store anmeldelse af I Spanien (Fædrelandet 2.12.1863) har præsteret en ypperlig karakteristik af eventyrstilen: »Andersen river ofte Sprogets Syntax itu ved sine raske Vendinger; han nærmer sit Skriftsprog saa tæt til Talesproget, at det Nedskrevne ligefrem maa opfattes som dramatiske Repliker, med visse Betoninger paa visse Ord og med visse Tonefald i hele Stemmens Gang, thi ellers hænger det slet ikke sammen og kan ikke forstaaes [...] Men man vil da ogsaa see, at disse Spring i Vendingerne netop ere det Middel, hvorved Andersen giver sit Syn og sin Tanke dens eiendommelige indtrængende Kraft, og at dette Brud paa Sprogets syntaktiske Form ligefrem er Betingelsen hos ham for Tankens eller Stemningens fuldstændige Frigjørelse i Udtrykket. Det kommer som et Solblink eller 207 det knalder som et Piskesmeld i hans Stil; men det er Udtrykket for den dybe Inderlighed og det eiendommelige Lune, hvormed han forstaaer at gribe en Ting, som næsten ingen Ting er, og saa dog gjøre den til Noget, der ligger os sært paa Hjerte. En Ærtebælg, en gammel Gadelygte eller den første den bedste Ubetydelighed tager han, og saa forstaaer han i denne Stil, men ogsaa kun i den, at fortælle den saaledes, at den bliver betydelig.«

Dags-Telegrafen nøjes 20.12.1866 (ej i BFN) med at oplyse, at det nye hæfte i »Friskhed, Lune og Skjønhed« kan måle sig med A's tidligere »fortræffelige« værker.

Illustreret Tidendes Tillæg 23.12.1866 taler også om hæftets »Friskhed og poetiske Flugt« og fremhæver »den af Livet grebne »Moster««, »de skarpttegnede Figurer i den lille Novelle »Portnerens Søn«« og »Eventyrforfatterens sande Humor« i Skrubtudsen.

Samme dag hedder det i Figaro, at samlingen »forekommer os at staae ikke saa lidt over [de foregående] Især gjælder dette om det prægtige Eventyr »Skrubtudsen«, hvor Forfatteren paa en skjøn Maade har brudt med den gamle Natursymbolik, der sætter Skrubtudsen og lignende Kryb som det Ondes Repræsentanter. Digterens kjærlige Øie kan ikke see nogen Skabning som ond, og hans Phantasi og Digterevne er stærk nok til at bryde med den gamle Fordom og lade selve den lede Tudse være en Skabning, der bærer den ædle Higens og den skjønne Stræbens Ædelsten i sit Indre« (Iflg. Birket Smiths kartotek, KB, skrevet af P. Hansen).

Dagbogen 23.12.1866: »Smuk Kritik over Eventyrene i Figaro og i illustrerede Tidende; de andre Blade have ogsaa talt vel« (VII 223).

Folkets Nisse har 29.12.1866 en artikel (ej i BFN), som parodierer kritiker virksomhed en med dens skelen til konkurrenter, forlagsinteresser etc. I den forbindelse forekommer flg. linjer: »Endvidere kan jeg naturligvis rose H. C. Andersens [nye hæfte] uden Skade. Stoppe ham i Farten kan man jo dog ikke, og det gasser ham altid.«

I Berlingske Tidende 18.1.1867 skriver kunsthistorikeren Philip Weilbach indledningsvis om udviklingen fra børneeventyr til »aphoristiske Skizzer, Smaahistorier, hvori Forf. med samme Frihed, som ellers kun Eventyret tillader, afbryder og tumler med Fortællingens Gang, og naar de engang imellem have Eventyrets Præg, spiller Allegorien lidt for meget Rolle, til at de ret maae kunne tiltale Børn. Men selv om en enkelt af disse Digtninge har ligget Reflexionens Omraade for nært til, at Digterens lyriske Umiddelbarhed har kunnet faae Bugt dermed, saa have de fleste dog havt saameget af den rigtige H. C. Andersen i sig, at man har læst dem med Fornøielse.« Kun Skrubtudsen »kan egentlig kaldes et Eventyr, men hører ikke til de bedste, medens i den lille Skizze »Vintergjækken« [Sommergjækken] hele 208 Eventyrets lunefulde Spil af Ord og Tanker er Bærer for en klar og fyldig Stemning. »Gjemt er ikke glemt« og »Flyttedagen« ere et Par af den Slags aphoristiske Udmalinger af den reelle Virkelighed, hvilke Andersen altid har havt Forkjærlighed for, den ene i mere reflexionsmæssig, den anden i eventyrlig Stiil. En ganske egen Slags Noveller ere den theatergale »Moster« og »Portnerens Søn«, navnlig er den sidste i sin Art et lille Mesterstykke, idet den barnlige Eventyrstil, anvendt paa en ligefrem naturlig Fortælling, giver Fremstillingen et eiendommeligt spillende Liv og tvinger Læsernes Phantasi til strax at udfylde og forbinde de løst skizzerede Træk. Selv om man i Erindringen om, hvad Andersens Lune og Frihed tidligere har leveret, ikke ret vil lade sig rive hen af de øvrige Skizzer i dette Hefte, saa er dog »Portnerens Søn« i den Grad den bedste, ligesom den er den største, at den holder Læseren rigelig skadesløs for hvad han, til Digterens Ære, forøvrigt savner.« (Godt, at Weilbach ikke vidste, hvad vi ved, at en lille måned tidligere, da han havde anmeldt A's digt Danske Digtere i Bouquet, blev A »lynende gal. Var nerveus og lidende... Skrev et Eventyr mod Veilbach« (21.12.1866, Dagbøger VII 223)).

Endelig: I Svensk Literatur-tidskrift, 3. årgang, 1867 skrev redaktøren, C. R. Nyblom, en anmeldelse (ej i BFN) som går ud på, at de fleste af samlingens numre er ubetydelige i sammenligning med Portnerens Søn, »i hvilken vi se en hel lifsbild vackert och åskådligt utvecklad, med bibehållande af den naivitet, som är den omtyckte författaren egen«.

27.12.1866 skrev A til Carl Bloch: »De sidste Eventyr, hører jeg, gaae rivende af; Bladene tale vel om dem, og flere Breve rundt om fra synge Taksigelse« (BfA II 564).

Af disse taksigelsessange kendes kun én fra før nævnte dato, nemlig Signe Læssøes brev 10.12.1866: »Jeg er reent henrykt over Deres sidste Aandsproduct; hvert Øieblik slog jeg Hænderne sammen og raabte: »Vi har den gamle, eller rettere den unge Andersen igjen i »Skrubtudsen«, »Sommergjækken«, »Flyttedagen« [...] jeg er vis paa, at Tusinde glædes og overvælde Dem med Taksigelser, der vel ere bedre udtrykte end mine, men ikke bedre meente eller dybere følte« (BtA 513).

Men godt og vel 2 år senere, 31.12.1868 skrev skuespillerinden Julie Sødring til A: »Jeg har læst »Portnerens Søn«, det er en udmærket lille Fortælling, den er morsom, meget morsom og rigtig og sand, tilfredsstillende.« A's begejstring for dette brev viser sig i, at det er indklæbet i hans Album (Tekstbog I til HCAs Album I-V, 1980, 299 f).