Andersen, H. C. NEH II:3 1865

NEH II:3 1865

To af titlerne havde tidligere været trykt: Sølvskillingen og Bispen paa Børglum og hans Frænde. Den sidste, som stod i Ill. Tidende 27.1.1861, ses ikke at have fået nogen anmeldelse, men Sølvskillingen, som offentliggjordes i Folkekalender for Danmark, 1862, (tr. dec. 61) blev først omtalt i Fædrelandet 17.12.1861 (ej i BFN): »Blandt de prosaiske Stykker vinder Andersens »Sølvskillingen« lettelig Prisen.« Derefter i Flyveposten 20.12. (ej i BFN), hvor det kaldes »et nydeligt Eventyr«, og endelig i Dagbladet 22.12. (ej i BFN): »et fortræffeligt Eventyr [...] om »Sølvskillingen«, der kom udenlands og maatte gaae saa Meget igjennem, fordi alle Mennesker antog den for uægte, indtil endelig en Landsmand kjendte, at den var en god ærlig Skilling hjemmefra, af godt Sølv og med ægte Præg, som de havde slaaet Hul i og kaldt falsk - Et Eventyr, hvis Anvendelse paa Digterens eget Liv ligger nær nok.«

Hæftet opnåede kun få og korte anmeldelser. Berlingske Tidende bringer 20.11.1865 kun almindeligheder. Den mest præcise observation går ud på, at Lygtemændene »har ligesom flere af Andersens tidligere og et Par af de nye, et vist satirisk Anstrøg«.

Illustreret Tidende giver 26.11.1865 prisen til Lygtemændene, »som 205 paa en meget poetisk Maade giver en Bedømmelse af eller Advarsel imod en aandelig Forgiftelse, der truer vor Slægt«, og kalder Sølvskillingen »et rigtig godt og smukt Eventyr«.

Dags-Telegrafen konstaterer 18.12.1865, at »Det samme poetiske Væld, den samme overstrømmende Fantasi og livlige Satire, og det samme fortræffelige Blik paa Medmenneskenes Dyder og Svagheder findes her i ligesaa fuldt Maal som i Digterens øvrige Eventyr og Historier, og det er vanskeligt at fremhæve nogen enkelt af de syv Perler paa de andres Bekostning.«

Dagbladet giver 22.12.1865 sin vane tro mere indgående besked. I Lygtemændene, »hvis Bygning er noget indviklet, forklarer Digteren paa sin eiendommelige Maade, hvorfor han har tiet saa længe, og maler derpaa med Træk, hvis fantastiske Form er præget af dyb Poesi, et Billede af den fremstormende, forvirrede Tid.« Bispen paa Børglum »er en af de Kontraster mellem Fortid og Nutid, som Andersen veed at give med saa stor Virkning, og hvor Skikkelserne fremtræde i stærke, brede Omrids. Skulde vi fremhæve nogen enkelt [...] maatte det blive »i Børnestuen«; den minder os mest om de gamle Eventyr, hvor hver en Ting, som Digteren rører ved, faaer Liv og Personlighed, bliver til en karakteristisk Figur.«

Endelig lader Dansk Rigstidende 6.2.1866 melde, at »Heftet i sin Heelhed forekommer os noget svagere, end Digteren har vænnet os til at vente det«, dog - »det første af dem, »Lygtemændene ere i Byen«, fører navnlig en rask og vittig Polemik mod en Deel af vor Tids literaire Raaddenhed«.

I sit lange brev fra Rom 16.2.1862 har Bjørnson denne bemærkning om Sølvskillingen, som han kender fra Folkekalenderen: »det har moret os kostelig, da dens Ide er i høj Grad humoristisk; den synes mig derimod noget vidløftigt fortalt« (Bjørnson I 191). Andre brevudtalelser foreligger vist ikke.

Men i dagbøgerne meddeler A et par mundtlige reaktioner. Fredag 11.8.1865: »(igaar Torsdag, var Bjørnstjerne Bjørnson hos mig [...] Jeg læste for ham Løgtemændene, Stormen og Guldskat, ved Læsningen af den sidste fik han Taarer i Øinene fandt den saa særdeles skjøn og sagde den alene kunde bære en heel Bog)« (VI 264). 6.11.1865 læser han et par eventyr for Bournonville: »han blev aldeles opfyldt af »Veirmøllen«. Jeg sagde ham at hele Samlingen var dediceret ham og han kyssede mig i Glæde« (VI 319). 20.11.: »Middag hos Etatsraad Thieles, han synes egentlig kun i de ny Eventyr om I Børnestuen« (VI 326).