Andersen, H. C. Tre nye Eventyr og Historier1870

Tre nye Eventyr og Historier 1870

3NEH

18.12.1869 skriver Berlingske Tidende, at samlingen »repræsentere forskjellige Sider af Digterens eiendommelige Begavelse«. Hønse-Grethes Familie »udmærker sig ved et meget broget Indhold, og de optrædende Personer ere, skjøndt skitserede, tegnet med sikker Haand [...] Om selve »Hønse Grethe« faaer man kun Lidt at vide, men desto mere om hendes Mormoer og dennes Skjæbne. Talrige poetiske og for Digteren eiendommelige Træk findes i denne Historie, og med ikke mindst Virkning har han [...] lagt sine Ord ind i Fuglenes Naturlyd; Raager, Krager og Alliker skrige igjennem hele Fortællingen og give den en egen Farve.« Hvad Tidselen oplevede er »et ægte Andersensk Eventyr«. Hvad man kan hitte paa er polemisk, og »den naive Form, hvori Polemiken finder sit Udtryk, forøger ofte dens Vægt [...] Historiens Slutning er ikke ganske fri for Bitterhed, men den er som Heelhed baade morsom og belærende«.

24.12.1869 mener Dagbladet, at mens de to sidste eventyr spiller på temaer, der tidligere »og maaskee fyldigere« er gjort til genstand for A's fremstilling, er Hønse-Grethes Historie en nyhed, »mesterlig fortalt, alle dens Scener og alle dens Personligheder fremtræde med en sjælden Anskuelighed, skjøndt de ere skildrede med nogle ganske faa Træk [...] og over det Hele svæve de sladdrende, gamle Krager, der som et græsk Chor fælde Dommen over Begivenhederne og de handlende Personer.«

Også i Tillæg til Illustreret Tidende 26.12.1869 far det første eventyr prisen: »Med bred og kraftig Pensel leverer han os først et med dristige Træk udkastet Billede af Grubbernes stolte Slægts Undergang. Derpaa fører han os udenfor en Haves Stakit og lader os lytte til Tidselbuskens ærgjerrige Tanker.« Hvad man kan hitte paa indeholder en advarsel til kritikken.

Dags-Telegrafen er 29.12.1869 af en anden mening: »Kun i Eventyret »Hvad Tidselen oplevede« findes Andersens gamle geniale Blik, Lune og den særegne Fremstillingsmaade, som kun falder naturlig for 218 ham [...] »Hvad man kan hitte paa« er i det Hele meget morsom og Satiren træffende, men Fortællingen er dog lidt søgt i Sujettet«. Og Hønse-Grethes Familie kan ikke måle sig med Vinden fortæller.

12.1.1870 bringer Lolland-Falsters Stifts-Tidende (ej i BFN) en oversigt over julelitteraturen, som sætter den ny samling ind i et større perspektiv: »H. G. Andersen er virkelig Skaber af noget Nyt i vor Literatur; hans rige Fantasi, hans Evne til at besjæle Alt, hvad han seer, hans elskværdige Lune og barnekloge Skalkagtighed, der især karakteriserede hans tidligere Eventyr, maa slaae Enhver; men efterhaanden som han er slaaet ind paa at ville give historiske Billeder, styrer han tidt ind i det Trivielle, ikke at tale om, naar han bliver theologisk. Man har ogsaa været altfor ivrig for at rose hans store og rige Gaver i hans Sfære, saa at det gaaer ham ligesom de Skjønne, der have en for stærk Viden om deres Skjønhed - han har stundom koketteret med sit Talent. Yttringer som disse vilde have været ilde anbragte, hvis ikke Flanepublikummets raa Brøl til Fordeel for en Digter, der sandelig er for god til at modtage Hylding af forkrammede kjøbenhavnske Baldronninger, ikke havde forbudt andre ligesaa betydelige eller endnu betydeligere digteriske Røster at faae Ørenlyd. Af den sidst udkomne Samling ere forøvrigt de to første Historier smukke, og om de end ikke høre til den geniale Digters ypperste Ting, gjenfinde vi dog Saameget af ham fra hans bedste Aar, at der er Nok til at glæde sig over; den sidste synes os vel ubetydelig.«

Dagens Nyheders anmeldelse 24.1.1870 er signeret V-m, dvs. Vilhelm Møller, igen en repræsentant for »den unge Kritik«, som A kaldte brødrene Brandes. Det er hans eneste A-anmeldelse og fortjener derfor lidt større plads: End ikke A vil formodentlig nægte, at han tidligere har givet os historiske billeder, »der vare fyldigere og mere farverige end »Hønse-Grethes Familie«, eller at han har skrevet Eventyr, der gjennemstrømmedes af en stærkere Følelse, lyste ved et mere spillende Lune, end Tilfældet er med »Hvad Tidselen oplevede« og »Hvad man kan hitte paa«. Men betragt nu engang disse tre Digtninger for sig selv og i Forhold til de nye Mænds literaire Produktioner! Hvor træder Dig da ikke fra den første Skildring Forskjellen mellem før og nu levende imøde, Forskjellen mellem Marie Grubbes og de vilde Fugles Dage, og mellem Hønsegrethes og hendes spagfærdige Undersaatters Tid? Hvor føres ikke Billedet af hin selvraadige, kraftige og dygtige Kvinde Dig klart for Øie, hvor er Du ikke helt nærværende, dengang hun tugter Rigets første Adelsmand, eller da hun flygter ud til Heden, eller da hun, som den ensomme Arbeiderske, gjør Bod for sin Fortids Vildfarelser? Med hvor faa, og dog med hvor sikkre Træk er ikke hin aarle Morgenstund i Pestens Tid anskueliggjort, - ikkesandt, der seer Du selv den unge, ubekjendte 219 Student komme ned ad den bugtede »Kjødmangergade« og dreie forbi Ligvognen, medens han snuser til sin Spiritussvamp? Seer Du ham ikke forstærke sin Gang, da Lyden af Svirebrødrenes Skraal og Latter pludselig afbryder Stilheden, og hører Du ikke Klangen af Ordene, da han til Skipperen navngiver sig som »Ludvig Holberg«? - Og nu i Fortællingen om ham, der vilde være Digter til Paaske [...] men som desværre slet ikke kunde hitte paa! Forfatterens Animositet mod Kritiken, en Animositet, der forlængst har tabt sin Berettigelse eller Undskyldning, har ledet ham til en Slutning, som indsnævrer det Foregaaendes almengyldige Sandhed til en blot individuel eller personlig, - det er sandt; men hvor er der ikke fine og skarpe Enkeltheder [...] Endelig i den tredie, den mest helstøbte og afrundede Skildring - hvor simpelt og smukt er der ikke her fortalt om mere end et Menneskeliv med dets forfængelige Ønsker og Drømme og med dets Resignation: »Naar Ens Børn ere vel inde, finder en Moder sig i at staa udenfor Stakittet!« [...] her er meget Mere end i mange andre af Julelitteraturens Bøger tilsammentagne.« A kunne være tilfreds med »den unge Kritik«, som kunne begejstre uden at blive ukritisk.

Hvis der i Lolland-Falsters Stifts-Tidende kunne anes en antikøbenhavnsk tendens (»kjøbenhavnske Baldronninger«), så er den langt tydeligere i Aarhus Amtstidende, som 26.1.1870 (ej i BFN) under overskriften »Vore ældre Digtere« anmelder A's nye samling sammen med Hauchs sidste digtsamling. Den starter med nogle »afkølende Betragtninger«: »næsten alle Anmeldere ved de større kjøbenhavnske Blade synes at have indgaaet en stiltiende Overenskomst om at være begeistrede for alle Bøger, som prange med en Berømthed paa Tittelbladet, idet de derved ligesom ville udsone den Brøde, deres Forgængere i Anmelderskabet i sin Tid begik mod Vedkommende. Vi, som kjende Fremgangsmaaden, ledes ganske vist ikke saa let paa Vildspor, men andre Fj(???)restaaende kunde bringes paa den Tro, at Digtere, som f.Ex. H. C. Andersen og Hauch netop nu skrive deres bedste Ting.« Men nu skal sandheden for en dag: at stille A's nye eventyr »ved Siden af deres bekjendte Forgængere kan kun falde meget smagløse Dommere ind. Naar vi særligt have seet »Hønse-Grethes Familie« fremhævet, kunne vi ikke modstaa Fristelsen til at gjøre den Bemærkning, at Enhver, som var istand til at efterligne Andersens udprægede Stil, neppe vilde ansee det for et uoverkommeligt Kunststykke at brygge temmelig lignende Fortællinger paa adskillige Noter hos Trap. Af disse tre er vistnok Tidselens Historie den vakreste. Forskjellen mellem Andersens tidligere og senere Eventyr, og dermed tillige hines Fortrin for disse, turde maaske være betegnet derved, at de tidligere kunde nydes baade af Børn og Voxne, de senere derimod kun af Voxne, og det tilmed kun af Saadanne, som forud kjende og ynde

        

220 Andersen. Men Eventyrets Hemmelighed er det just at baade Børn og Voxne kunne være med.« Påstanden om Traps Danmark turde være den anonyme anmelders egen, men slutbetragtningen lyder som et ekko af Goldschmidts tidligere kritik.

Tidsskriftet For Idé og Virkelighed bringer på omslaget til januar 1870 en ultrakort omtale: Samlingen repræsenterer de tre hovedretninger i A's digtning: den historisk-karakteriserende, den fantastiskburleske og den lunefuldt-satiriske. Det er i den midterste - Hvad Tidselen oplevede - A har leveret det betydeligste.

Også For Romantik og Historie IV, 1870, 110-11, er fåmælt: Hønse-Grethe er beslægtet med Vinden fortæller. Hvad Tidselen oplevede er i »den gode, gamle Genre«, og Hvad man kan hitte paa er »en morsom, ganske godmodig Skjemt«.

29.7.1869 besøgte A Georg Brandes for at udtale sin mening om hans essay; »læste derpaa »Hønse-Grethe« og hvad man kan hitte paa, han var meget tiltalt« (Dagbøger VIII 234).

Da Brandes året efter indlemmede sit essay om A i Kritiker og Portraiter, tilføjede han også nogle - forbeholdne - linjer om Hønse-Grethe: »i Eventyrformen ligger [...] at Rammen ikke kan optage Noget, der for poetisk at komme til sin Ret udfordrede en dyb Sjæleskildring, en alvorlig dramatisk eller romanagtig Udvikling. En Kvinde, som den Marie Grubbe, af hvis interessante Liv Andersen giver en Skizze i »Hønse-Grethe fortæller«, er altfor meget Character til at det skulde være en Eventyrdigter muligt at fremstille eller forklare hendes Væsen; forsøger han derpaa, saa fornemmer man et Misforhold mellem Gjenstanden og Formen. Man bør imidlertid mindre undre sig over disse enkelte Pletter end over, at de ere saa yderst sjeldne« (p. 360).