Andersen, H. C. Uddrag fra Vænø og Glænø

I den Nat forsvandt Vænø i Havets Dyb; det var som om den Ø aldrig havde været. Men siden, mangen Sommernat, ved stille, klart Lavvande, naar Fiskeren var ude at stange Aal ved Blus forude i Baaden, saae han, med rigtigt skarpt Syn, dybt nede under sig Vænø med dens hvide Kirketaarn og den høie Kirkemuur. »Vænø bier efter Glænø,« sagde Sagnet; han saae Øen, han hørte Kirkeklokkerne ringe dernede, men deri tog han dog feil, det var tilvisse Lyd fra de mange vilde Svaner, som her tidt ligge paa Vandfladen; de klukke og klage, som hørte man langt borte fra Klokkeklang.