Andersen, H. C. Nye Eventyr og Historier. Anden Række. Fjerde Samling, 1866

Nye Eventyr og Historier. Anden Række. Fjerde Samling,
1866.

226

NEH 8-66 (Bibl. 910) udkom 11.12.1866 og indeholder: [I]-[VIII] disponeret som NEH 5-61, blot med angivelsen Fjerde Samling på smudstitel og titel; dedikation, se nedenfor. 1-74 text. Tre flg. blade: se ovenfor s. 68.

Maleren
Carl Bloch

med Venskab og Beundring
tilegnet.

227

Gjemt er ikke glemt.

Der laae en gammel Gaard med muddrede Grave og Vindebro; den var mere oppe end nede: ikke alle Gjester, som komme, ere gode. Under Tagskjægget var Huller til at skyde ud af og til at helde kogende Vand, ja smeltet Bly ned over Fjenden, kom han for nær paa. Indenfor var høit til Bjælkeloftet, og det var godt for den megen Røg, der kom fra Kamin-Ilden, hvor de store vaade Brændeknuder laae. Der hang paa Væggen Billeder af harniskklædte Mænd og stolte Fruer i svære Klæder; den Strunkeste af dem Alle gik levende om herinde, hun kaldtes Mette Mogens; hun var Gaardens Frue.

Ved Aftenstid kom der Røvere; de sloge tre af hendes Folk ihjel, Lænkehunden med, og saa bandt de Fru Mette i Hundelænke ved Hundehuset og satte sig selv op i Salen og drak Vinen fra hendes Kjælder og alt det gode Øl.

Fru Mette stod i Hundelænke; hun kunde ikke engang gjøe.

Da kom Røverens Dreng; han listede sig saa stille, det maatte ikke mærkes, for ellers havde de slaaet ham ihjel.

»Fru Mette Mogens!« sagde Drengen; »kan Du huske, da min Fader red paa Træhesten i din Huusbonds Tid; da bad Du for ham, men det hjalp ikke; han skulde sidde sig til Krøbling; men Du listede Dig ned, som jeg nu lister mig; selv lagde Du en lille Steen under hver af hans Fødder, at han kunde finde Hvile. Ingen saae det, eller de lode, som de ikke saae det, Du var den unge, naadige Frue. Det har min Fader fortalt, og det har jeg gjemt, men ikke glemt! nu løser jeg Dig, Fru Mette Mogens

* * * * * 228

Og saa toge de Heste paa Stalden og rede i Regn og i Blæst og fik Vennehjelp.

»Det var vel betalt for den Smule Gjerning mod den Gamle!« sagde Mette Mogens.

»Gjemt er ikke glemt!« sagde Drengen.

Røverne bleve hængte.

--------

Der laae en gammel Gaard, den ligger der endnu; det var ikke Fru Mette Mogens's; den tilhører en anden høiadelig Slægt.

Det er i vor Tid. Solen skinner paa Taarnets forgyldte Spiir, smaa Skov-Øer ligge som Bouquetter paa Vandet, og rundt om dem svømme de vilde Svaner. I Haven groe Roser; Gaardens Frue er selv det fineste Rosenblad, det skinner i Glæde, god Gjernings Glæde, ikke ud i den vide Verden, men inde i Hjerterne, der er det gjemt, men ikke glemt.

Nu gaaer hun fra Gaarden hen til det lille Udflytter-Huus paa Marken. Derinde boer en stakkels værkbrudden Pige; Vinduet i den lille Stue vender mod Nord; Solen kommer der ikke; hun har kun at see hen over et Stykke Mark, som lukkes ved den høie Grøft. Men idag er der Solskin, Vorherres varme, deilige Sol er derinde; den kommer fra Syd gjennem det nye Vindue, hvor før kun var Muur.

Den Værkbrudne sidder i det varme Solskin, seer Skov og Strand, Verden er bleven saa stor og saa deilig, og det ved et eneste Ord af Gaardens venlige Frue.

»Det Ord var saa let, den Gjerning saa lille!« siger hun;

»Glæden, jeg fik, var uendelig stor og velsignet!«

Og derfor øver hun saa mangen god Gjerning, tænker paa dem Alle i de fattige Huse og i de rige Huse, hvor der ogsaa ere Bedrøvede. Det er skjult og gjemt, men det er ikke glemt af Vorherre!

--------

Der var en gammel Gaard, det var inde i den store, travle By. I Gaarden var Stuer og Sale; i dem gaae vi ikke ind; vi blive i Kjøkkenet; og der er luunt og lyst, der er reent og nydeligt; Kobbertøiet skinner, Bordet er som bonet, Vasken er som et nys skuret Spekkebræt; det har Altsammen Enepigen udrettet, og dog faaet Tid til at sætte Tøiet paa sig, som om hun skulde i Kirke. Hun har Sløife paa Kappen, sort Sløife; det tyder Sorg. Hun har jo Ingen at sørge for, hverken Fader eller

* 229

Moder, hverken Slægt eller Kjæreste; hun er en fattig Pige. Engang var hun forlovet, det var med en fattig Karl; de holdt inderligt af hinanden. En Dag kom han til hende.

»Vi To have Ingenting!« sagde han; »den rige Enke henne i Kjælderen har sagt mig varme Ord; hun vil sætte mig i Velstand; men Du er i mit Hjerte. Hvad raader Du mig til?«

»Det Du troer der er din Lykke!« sagde Pigen. »Vær god og kjærlig imod hende, men husk paa, at fra den Stund vi skilles, kunne vi To ikke oftere sees!«

- Og saa gik et Par Aar; da mødte hun paa Gaden sin fordums Ven og Kjæreste; han saae syg og elendig ud; da kunde hun ikke lade være, hun maatte spørge: »Hvordan har Du det dog?«

»Rigt og godt i alle Maader!« sagde han; »Konen er brav og god, men Du er i mit Hjerte. Jeg har stridt min Strid, snart er den forbi! Vi sees nu ikke før hos Vorherre.«

En Uge er gaaet; imorges stod i Avisen, at han var død; derfor bærer Pigen Sorg. Kjæresten er død fra Kone og tre Stedbørn, som der staaer at læse; det klinger sprukket, og dog er Malmen reen.

Den sorte Sløife tyder Sorg, Pigens Ansigt tyder den end mere; i Hjertet er den gjemt, bliver aldrig glemt!

--------

Ja, see det er tre Historier, tre Blade paa een Stilk. Ønsker Du flere Kløverblade? Der ere mange i Hjertebogen gjemt men ikke glemt.

*
230

Portnerens Søn.

Generalens boede paa første Sal, Portnerens boede i Kjælderen; der var stor Afstand mellem de to Familier, hele Stue-Etagen og Rangforordningen; men under samme Tag boede de med Udsigt til Gaden og til Gaarden; i denne var en Græsplet med et blomstrende Akasietræ, naar det blomstrede, og under det sad sommetider den pyntede Amme med det endnu mere pyntede General-Barn, »lille Emilie«. Foran dem dandsede paa sine bare Been Portnerens lille Dreng med de store brune Øine og det mørke Haar, og Barnet loe til ham, strakte sine smaa Hænder ud til ham, og saae Generalen det fra sit Vindue, saa nikkede han ned og sagde: »Charmant!« Generalinden selv, der var saa ung, at hun næsten kunde være sin Mands Datter af tidligt Ægteskab, saae aldrig ud ad Vinduet til Gaarden, men sin Ordre havde hun givet, at Kjælderfolkenes lille Dreng nok maatte lege for Barnet, men ikke røre ved det. Ammen lød nøiagtigt Fruens Ordre.

Og Solen skinnede ind til dem paa første Sal, og ind til dem i Kjælderen, Akasietræet satte Blomster, de faldt af, og der kom nye igjen næste Aar; Træet blomstrede og Portnerens lille Dreng blomstrede, han saae ud som en frisk Tulipan.

Generalens lille Datter blev fiin og bleg, som det lyserøde Blad paa Akasieblomsten. Nu kom hun sjelden ned under Træet; hun fik sin friske Luft i Karreet. Hun kjørte ud med Mama, og altid nikkede hun da til Portnerens Georg, ja kyssede paa

* * * * * * * 231

Fingeren ad ham, indtil hendes Moder sagde hende, at nu var hun for stor dertil.

En Formiddag skulde han bringe Generalens de Breve og Aviser, som i Morgenstunden vare lagte ind i Portnerstuen. Idet han kom op ad Trappen, forbi Døren ved Sandhullet, hørte han Noget pippe derinde; han troede, at det var en Kylling, som klynkede, og saa var det Generalens lille Datter i Knipling og Flor.

»Siig det ikke til Papa og Mama! for saa blive de vrede.«

»Hvad er det? lille Frøken!« spurgte Georg.

»Det brænder Altsammen!« sagde hun. »Det brænder i lys Lue!«

Georg aabnede Døren til den lille Barnestue; Vinduesgardinet var næsten afbrænd!, Gardinstokken stod i Glød og Flamme. Georg sprang op, rev ned, kaldte paa Folk; uden ham var der blevet Huusild.

Generalen og Generalinden examinerede lille Emilie.

»Jeg tog kun en eneste Svovlstikke,« sagde hun, »saa brændte den strax, og Gardinet brændte strax. Jeg spyttede for at slukke, jeg spyttede Alt hvad jeg kunde, men jeg havde ikke Spyt nok, og saa løb jeg ud og gjemte mig, thi Papa og Mama vilde blive vrede.«

»Spyttede!« sagde Generalen, »hvad er det for et Ord? Naar har Du hørt Papa og Mama sige spyttede? Det har Du nede fra!«

Men lille Georg fik en Piirskilling. Denne gik ikke til Bageren, den gik i Sparebøssen, og snart var der saa mange Skillinger, at han kunde kjøbe sig en Farvelade og sætte Couleur paa sine Tegninger, og dem havde han mange af; de kom ligesom ud af Blyanten og Fingrene. De første farvede Billeder foræredes til lille Emilie.

»Charmant!« sagde Generalen; Generalinden selv indrømmede, at man tydeligt saae, hvad den Lille havde tænkt sig. »Genius har han!« Det var Ordene, som af Portnerkonen bleve bragte ned i Kjælderen.

Generalen og hans Frue vare fornemme Folk; de havde to Vaabener paa deres Vogn; eet for hver af dem; Fruen havde det paa hvert sit Stykke Tøi, ude og inde, paa sin Natkappe og sin Natsæk; hendes, det ene, var et kostbart Vaaben, kjøbt af hendes Fader for blanke Dalere, for han var ikke født med det, hun ikke heller, hun var kommen for tidlig, syv Aar før

* 232

Vaabenet; det kunde de fleste Folk huske, men ikke Familien. Generalens Vaaben var gammelt og stort; det kunde nok knage i En at bære dette, endsige bære to Vaabenmærker, og det knagede i Generalinden, naar hun strunk og stadselig kjørte til Hofbal.

Generalen var gammel og graa, men sad godt tilhest, det vidste han, og red hver Dag ud med Rideknegt, i passende Afstand efter sig, kom han i Selskab, var det, som om han kom ridende ind paa sin høie Hest, og Ordener havde han paa, saa mange, at det var ubegribeligt, men det var slet ikke hans Skyld. Som ganske ung havde han fungeret ved det Militaire, været med ved de store Høst-Manoeuvrer, som da i Fredens Dage holdtes over Tropperne. Fra den Tid havde han en Anecdote, den eneste han havde at fortælle: hans Underofficeer afskar og tog tilfange en af Prindserne, og denne maatte nu, med sin lille Trop fangne Soldater, selv som Fange, ride ind i Byen, bagefter Generalen. Det var en uforglemmelig Begivenhed, der altid, gjennem alle Aaringer blev gjenfortalt af Generalen, netop med de samme mindeværdige Ord, han havde sagt, idet han igjen overrakte Prindsen Sablen: »Kun min Underofficeer kunde tage Deres Høihed tilfange, jeg aldrig!« og Prindsen svarede: »De er uforlignelig!« I virkelig Krig havde Generalen aldrig været; da denne gik gjennem Landet, gik han den diplomatiske Vei, gjennem tre udenlandske Hoffer. Han talte det franske Sprog, saa at han næsten glemte sit eget; han dandsede godt, han red godt, der groede Ordener paa hans Kjole i det Ubegribelige, Skildvagterne præsenterede for ham; en af de smukkeste unge Piger præsenterede for ham og blev Generalinde, og de fik et lille yndigt Barn, det kom som faldet ned fra Himlen, saa yndigt var det, og Portnerens Søn dandsede i Gaarden for det, saa snart det kunde skjønne, og forærede det alle sine tegnede, farvede Billeder, og hun saae paa dem og hun glædede sig ved dem og rev dem istykker. Hun var saa fiin og saa nydelig.

»Mit Rosenblad!« sagde Generalinden. »Født for en Prinds er Du!«

Prindsen stod allerede udenfor Døren; men man vidste det ikke. Menneskene see ikke langt ud over Dørtrinet.

»Forleden deelte saamænd vor Dreng Smørrebrød med hende!« sagde Portnerkonen; »der var hverken Ost eller Kjød paa, men det smagte hende, som om det havde været en Oxesteg.

* 233

Der vilde have ligget et Huus, havde Generalens seet det Maaltid, men de saae det ikke.«

Georg havde deelt Smørrebrød med lille Emilie, gjerne havde han deelt sit Hjerte med hende, naar det bare havde kunnet fornøie hende. Han var en god Dreng, han var opvakt og klog, han gik nu i Aftenskole paa Akademiet, for der at lære rigtigt at tegne. Lille Emilie gik ogsaa frem i Kundskaber; hun talte Fransk med sin »Bonne« og havde Dandsemester.

--------

»Georg skal staae til Paaske!« sagde Portnerkonen; saa vidt var Georg.

»Fornuftigt blev det vel om han saa kom i Lære!« sagde Faderen. »En peen Profession skulde det være! og saa havde vi ham ude af Huset!«

»Han kommer dog til at ligge hjemme om Natten!« sagde Moderen; »det er ikke let at finde en Mester, som har Plads! Klæder maae vi jo ogsaa give ham! den Smule Mad, han spiser, bliver der vel Raad til! han er jo lyksalig ved et Par kogte Kartofler! fri Lærdom har han. Lad ham bare gaae sin Gang, Du skal see at vi faae Glæde af ham, det sagde ogsaa Professoren!«

Confirmationsklæderne vare istand, Mo'er havde selv syet dem, men de vare tilskaarne af Lappeskrædderen, og han skar godt; var han bleven anderledes stillet og havde kunnet holde Værksted med Svende, sagde Portnerkonen, saa kunde den Mand godt være bleven Hofskrædder.

Klæderne vare istand og Confirmanden var istand. Georg fik paa sin Confirmationsdag et stort Tombaksuhr af sin Gudfader, Hørkræmmerens gamle Svend, den rigeste af Georgs Faddere. Uhret var gammelt og prøvet, det gik altid forud, men det er bedre, end at gaae bagefter. Det var en kostbar Gave; og fra Generalens kom en Psalmebog i Safian, sendt fra den lille Frøken, som Georg havde foræret Billeder. Foran i Bogen stod hans Navn og hendes Navn og »bevaagne Velynderinde«; det var skrevet efter Generalindens Dictat, og Generalen havde læst det igjennem og sagt »Charmant!«

»Det var virkelig en stor Opmærksomhed af et saa fornemt Herskab,« sagde Portnerkonen; og Georg maatte i Confirmationsklæderne og med Psalmebogen op at vise sig og takke. Generalinden sad meget indsvøbt og havde sin store

* 234

Hovedpine, som hun altid havde, naar hun kjedede sig. Hun saae meget venlig paa Georg og ønskede ham alt Godt og aldrig hendes Hovedpine. Generalen gik i Slobrok, bar dusket Hue og rødskaftede russiske Støvler; han gik tre Gange op og ned ad Gulvet i egne Tanker og Erindringer, standsede og sagde:

»Lille Georg er altsaa nu en christnet Mand! Vær ogsaa en brav Mand og ær sin Øvrighed! Den Sentents, kan Du engang, som gammel Mand, sige, har Generalen lært Dig!«

Det var en længere Tale, end Generalen ellers holdt; og han vendte igjen tilbage til sin Indadvendthed og saae fornem ud. Dog af Alt heroppe, hvad Georg hørte og saae, beholdt han klarest i Tanke den lille Frøken Emilie; hvor var hun yndig, hvor var hun mild, hvor var hun svævende, hvor var hun fiin! skulde hun tegnes af, maatte det være i en Sæbeboble. Der var en Duft ved hendes Klæder, ved hendes krøllede, gule Haar, som var hun et nys udsprunget Rosentræ; og med hende havde han engang deelt Smørrebrød; hun havde spiist det med voldsom Appetit, og nikket til ham ved hveranden Mundfuld. Mon hun huskede det endnu? Jo, tilvisse: hun havde »i Erindring« herom givet ham den smukke Psalmebog; og da første Gang derefter Nytaars-Ny tændtes, gik han udenfor med Brød og en Skilling, slog op i Bogen, for at see hvilken Psalme han fik. Det var en Lov- og Takke-Psalme; og han slog op for at see, hvad der skulde forundes lille Emilie; han tog sig just iagt for ikke at gribe ind i Bogen, hvor Liig-Psalmerne stode, og saa greb han alligevel ind imellem Død og Grav; det var jo ikke Noget at troe paa! dog angest blev han, da den yndige lille Pige snart laae tilsengs; og udenfor Porten holdt hver Middag Doctorens Vogn.

»De beholde hende ikke!« sagde Portnerkonen, »Vorherre veed nok, hvem han vil have!«

Men de beholdt hende; og Georg tegnede Billeder og sendte hende; han tegnede Czarens Slot, det gamle Kreml i Moskau; accurat som det stod, med Taarne og Kupler, de saae ud som kæmpestore, grønne og forgyldte Agurker, idetmindste paa Georgs Tegning. Det fornøiede Saameget den lille Emilie, og derfor i Ugens Løb sendte Georg endnu et Par Billeder, allesammen Bygninger, thi ved dem kunde hun selv tænke sig saa Meget indenfor Porten og Vinduerne.

Han tegnede et chinesisk Huus med Klokkespil gjennem alle sexten Etager; han tegnede to græske Templer med slanke Marmorsøiler og Trappe rundt om; han tegnede en Kirke fra Norge; man kunde see, at den var ganske af Bjælker, huggede 235 ud og underligt stillede, hver Etage saae ud, som om den havde Vugge-Gænger; deiligst var dog paa et Blad det Slot, som han kaldte »lille Emilies«. Saaledes skulde hun boe; det havde Georg heelt udtænkt og taget til dette Slot Alt, hvad han fandt deiligst ved enhver af de andre Bygninger. Det havde udskaarne Bjælker, som den norske Kirke, Marmor-Søiler, som det græske Tempel, Klokkespil i hver Etage og allerøverst Kupler, grønne og forgyldte, som paa Czarens Kreml. Det var et rigtigt Barneslot! og under hvert Vindue stod skrevet, hvad den Sal eller den Stue indenfor skulde være til: »her sover Emilie, her dandser Emilie« og her leger hun »komme Fremmede«. Det var fornøieligt at see paa, og der blev rigtignok seet paa det.

»Charmant!« sagde Generalen.

Men den gamle Greve, for der var en gammel Greve, som endnu var fornemmere end Generalen, og selv havde Slot og Herregaard, sagde Ingenting; han hørte, at det var tænkt og tegnet af Portnerens lille Søn. Nu, saa lille var han da ikke, han var confirmeret. Den gamle Greve saae paa Billederne og havde sine egne stille Tanker herved.

En Dag, da Veiret var rigtig graat, vaadt, forfærdeligt, den Dag var en af de lyseste og bedste for lille Georg. Professoren ved Konstakademiet kaldte ham ind til sig.

»Hør, min Ven,« sagde han, »lad os tale lidt sammen! Vorherre har været Dig ganske god med Evner, han er Dig ogsaa god med gode Mennesker. Den gamle Greve paa Hjørnet har talt til mig om Dig; jeg har ogsaa seet dine Billeder, dem ville vi slaae en Streg over, i dem er meget at rette! nu kan Du to Gange om Ugen komme paa min Tegneskole, saa kommer Du nok efter at gjøre det bedre. Jeg troer at der er Mere i Dig til en Bygmester, end til en Maler; det kan Du selv have Tid til at overveie! men gaa endnu idag hen til den gamle Greve paa Hjørnet, og tak Du Vorherre for den Mand!«

Der var en stor Gaard paa Hjørnet; der var udhugget om Vinduerne baade Elephanter og Dromedarer, Altsammen fra gammel Tid; men den gamle Greve holdt meest af den nye Tid med hvad Godt den bragte, enten det kom fra første Sal, Kjælder en eller Qvisten.

»Jeg troer,« sagde Portnerkonen, »at jo fornemmere Folk virkelig er, desmindre stille de sig. Hvor den gamle Greve er

* 236

yndig og ligefrem! Og han taler saamænd lige som Du og jeg; det kan ikke Generalens! Var ikke ogsaa Georg igaar reent fortumlet af Henrykkelse over den yndige Medfart, han fik hos Greven; og idag er jeg det, efter at have talt med den mægtige Mand. Var det nu ikke godt, at vi ikke satte Georg i Haandværkslære! Evner har han.«

»Men de maae have Hjelp udenfra!« sagde Faderen.

»Den har han nu faaet,« sagde Moderen; »Greven talte med klare, tydelige Ord!«

»Det er dog fra Generalens, det er gaaet ud!« sagde Faderen. »Dem maae vi ogsaa takke.«

»Det kunne vi gjerne!« sagde Moderen; »men jeg troer ikke der er Meget at takke for; Vorherre vil jeg takke, og ham vil jeg ogsaa takke, fordi den lille Emilie kommer sig!«

Det gik fremad med hende, det gik fremad med Georg; i Aarets Løb fik han den lille Sølvmedaille og senere den større.

--------

»Det var dog bedre, om han var kommen i Haandværkslære!« sagde Portnerkonen og græd; »saa havde vi nu beholdt ham. Hvad skal han i Rom? Jeg faaer ham aldrig mere at see, selv om han kommer hjem igjen, men det gjør han ikke, det søde Barn!«

»Men det er hans Lykke og hans Hæder!« sagde Faderen.

»Ja, Tak skal Du have, min Ven!« sagde Moderen, »Du snakker, hvad Du ikke mener; Du er ligesaa bedrøvet, som jeg.«

Og det havde sin Rigtighed baade med Bedrøvelsen og med Afreisen. Det var en stor Lykke for det unge Menneske, sagde alle Folk.

Og der blev taget Afsked, ogsaa hos Generalens; men Fruen viste sig ikke, hun havde sin store Hovedpine. Generalen fortalte til Afsked sin eneste Anecdote, hvad han havde sagt til Prindsen, og hvad Prindsen havde sagt til ham: »De er uforlignelig!« og saa rakte han Georg sin Haand, slat Haand.

Emilie rakte ogsaa Georg sin Haand, og saae næsten bedrøvet ud, men Georg var dog den meest Bedrøvede.

--------

Tiden gaaer, naar man bestiller Noget, den gaaer ogsaa, naar man ikke bestiller Noget. Tiden er lige lang, men ikke lige nyttig. For Georg var den nyttig og slet ikke lang, uden naar

* 237

han tænkte paa dem hjemme. Hvorledes stod det vel til oppe og nede? Ja, derom blev der skrevet; og man kan lægge saa Meget ind i et Brev, det lyse Solskin og de mørke, tunge Dage. De laae i Brevet, der meldte, at Fader var død, Moder var alene tilbage; Emilie havde været som en Trøstens Engel, hun var kommen ned til hende, ja, det skrev Moder, og tilføiede om sig selv, at hun havde faaet Lov at beholde Embedet i Porten.

--------

Generalinden holdt Dagbog; deri stod hvert Selskab, hvert Bal, hun havde besøgt, og alle de Fremmedes Besøg. Dagbogen blev illustreret med Diplomaternes og de meest Høiadeliges Visitkort, hun var stolt af sin Dagbog; den voxede i lange Tider, i mange Tider, under mange store Hovedpiner, men ogsaa under mange lyse Nætter, det vil sige Hofballer. Emilie havde første Gang været paa Hofbal; Moderen var i Lyserødt med sorte Kniplinger: Spansk; Datteren i Hvidt, saa klart, saa fiint; grønne Silkebaand flagrede som Siv mellem de krøllede, gule Haar, der bar en Krands af hvide Aakander; Øinene vare saa blaae og klare, Munden saa fiin og rød, hun lignede en lille Havfrue, saa deilig, som den kan tænkes. Tre Prindser dandsede med hende, det vil sige først den Ene, og saa den Anden; Generalinden havde ikke Hovedpine i otte Dage.

Men det første Bal var ikke det sidste, det holdt Emilie ikke ud; det var derfor godt at Sommeren kom med Hvile, med Luft i det Frie. Til den gamle Greves Slot var Familien indbuden.

Det var et Slot med en Have, værd at see. En Deel af den var aldeles som i gamle Dage, med stive, grønne Hækker, som gik man imellem grønne Skjermbrætter, hvori vare Kighuller. Buxbom og Taxus stode klippede i Stjerner og Pyramider, Vandet sprang fra store Grotter, besatte med Muslingskaller; rundt om stode Steenfigurer af den allertungeste Steen, det kunde man see baade paa Klæderne og paa Ansigterne; hvert Blomsterbed havde sin Skikkelse, som Fisk, Vaabenskjold eller Navnetræk, det var den franske Deel af Haven; fra den kom man ind ligesom i den frie, friske Skov, hvor Træerne turde groe, som de vilde, og derfor vare saa store og saa prægtige; Græsset var grønt, og til at gaae paa, det blev ogsaa tromlet, klippet, pleiet og passet; det var den engelske Deel af Haven.

»Gammel Tid og ny Tid!« sagde Greven; »her glide de jo

* 238

ogsaa godt i hinanden! om to Aar vil Gaarden selv faae sit rigtige Udseende, det vil blive en heel Forvandling til noget Smukt og Bedre; jeg skal vise Tegningerne, og jeg skal vise Bygmesteren, han er her idag til Middag!«

»Charmant!« sagde Generalen.

»Her er paradisisk!« sagde Generalinden; »og der har De en Ridderborg!«

»Det er mit Hønsehuus!« sagde Greven; »Duerne boe i Taarnet, Kalkunerne i første Etage, men i Stuen regjerer gamle Else. Hun har Gjesteværelser til alle Sider: Liggehønsene for sig, Hønen med Kyllinger for sig, og Ænderne have egen Udgang til Vandet!«

»Charmant!« gjentog Generalen.

Og de gik Alle at see denne Herlighed.

Gamle Else stod midt i Stuen og ved Siden af hende Bygmesteren Georg; han og lille Emilie mødtes efter flere Aar, mødtes i Hønsehuset.

Ja her stod han, og han var kjøn nok at see paa: hans Ansigt aabent og bestemt, et sort glindsende Haar, og ved Munden et Smiil, som sagde: der sidder en Skjelm bag mit Øre, han kjender Eder ud og ind. Gamle Else havde taget sine Træskoe af og stod paa Hosesokker, til Ære for de høifornemme Gjester. Og Hønsene klukkede og Hanen galede, Ænderne vraltede afsted »rap! rap!« Men den fine, blege Pige, Barndomsveninden, Generalens Datter, stod med Rosenskjær paa de ellers saa blege Kinder, hendes Øine bleve saa store, om hendes Mund talte det, uden at Munden selv sagde et eneste Ord, og den Hilsen han fik, det var den nydeligste Hilsen noget ungt Menneske kunde ønske sig af en ung Dame, naar de ikke vare i Familie eller tidt havde dandset sammen; hun og Bygmesteren havde aldrig dandset sammen.

Hr. Greven trykkede hans Haand og præsenterede ham: »Ganske Fremmed er han ikke, vor unge Ven, Hr. Georg

Generalinden neiede, Datteren var ved at række ham Haanden, men hun rakte ham den ikke.

»Vor lille Hr. Georg!« sagde Generalen. »Gamle Huusvenner. Charmant!«

»De er ganske bleven Italiener!« sagde Generalinden, »og De taler vel Sproget som en Indfødt?«

* 239

Generalinden sang Sproget, men talte det ikke, sagde Generalen.

Ved Bordet sad Georg ved høire Side af Emilie, Generalen førte hende, Greven førte Generalinden.

Hr. Georg talte og fortalte og han fortalte godt, han var Ordet og Aanden ved Bordet, uagtet den gamle Greve ogsaa kunde være det. Emilie sad taus, Ørene hørte, Øinene lyste.

Men hun sagde Intet.

I Verandaen mellem Blomsterne stod hun og Georg, Rosenhækken skjulte dem. Georg havde igjen Ordet, havde det først.

»Tak for Deres venlige Sind mod min gamle Moder!« sagde han; »jeg veed det, den Nat min Fader døde kom De ned til hende, var hos hende til hans Øine lukkedes, Tak!« Han greb Emilies Haand og kyssede paa den, det kunde han nok ved den Leilighed; hun blev blussende rød, men trykkede hans igjen og saae med sine blaae velsignede Øine paa ham.

»Deres Moder var en kjærlig Sjæl! hvor holdt hun af Dem! Og alle Deres Breve lod hun mig læse, jeg troer næsten jeg kjender Dem! hvor var De venlig mod mig, da jeg var lille, De gav mig Billeder -!«

»Som De rev itu!« sagde Georg.

»Nei! jeg har mit Slot endnu, Tegningen.«

»Nu maa jeg bygge det i Virkeligheden!« sagde Georg og blev selv ganske varm ved hvad han sagde.

Generalen og Generalinden talte i deres egne Stuer om Portnerens Søn, han vidste jo at bevæge sig og udtrykke sig med et Kjendskab, en Kundskab. »Han kunde være Informator!« sagde Generalen.

»Aand!« sagde Generalinden, og saa sagde hun ikke meer.

--------

Oftere i den smukke Sommertid kom Hr. Georg paa Grevens Slot. Han blev savnet, naar han ikke kom.

»Hvor dog Vorherre har givet Dem Meget fremfor os andre stakkels Mennesker!« sagde Emilie til ham. »Skjønner De nu ret derpaa?«

Det smigrede Georg, at den smukke unge Pige saae op til ham, han fandt hende da ualmindelig begavet.

Og Generalen følte sig meer og meer forvisset om, at Hr.

* 240

Georg umuligt kunde være et Kjælderbarn. »Moderen var forresten en meget brav Kone!« sagde han, »det skylder jeg hendes Gravmæle!«

--------

Sommeren gik, Vinteren kom, der taltes igjen om Hr. Georg; han var vel seet og vel optaget selv paa de høieste Steder, Generalen havde mødt ham paa Hofbal.

Nu skulde der i Huset være Bal for lille Emilie, kunde Hr. Georg indbydes?

»Hvem Kongen indbyder, kan ogsaa Generalen indbyde!« sagde Generalen, og løftede sig en heel Tomme fra Gulvet.

Hr. Georg blev indbudt, og han kom; og Prindser og Grever kom, og den Ene dandsede bedre end den Anden; men Emilie fik kun dandset den fyrste Dands; i den traadte hun feil paa Foden, ikke farligt, men til at fornemme, og saa maatte man være forsigtig, holde op med at dandse, see paa de Andre, og hun sad og saae, og Bygmesteren stod ved Siden af hende.

»De giver hende nok hele Peterskirken!« sagde Generalen, idet han gik forbi og smilede som Velvilligheden selv.

Med samme Velvillighedens Smiil modtog han Hr. Georg, nogle Dage efter. Den unge Mand kom vistnok for at takke for Ballet, hvad Andet? Jo det meest Overraskende, det meest Forbausende: vanvittige Ord kom han med, Generalen troede ikke sine egne Øren; »pyramidal Declamation«, et Andragende, der var utænkeligt: Hr. Georg bad om at erholde lille Emilie til Kone.

»Mand!« sagde Generalen og blev kogt i Hovedet. »Jeg forstaaer Dem aldeles ikke! Hvad siger De? Hvad vil De? Jeg kjender Dem ikke! Herre! Menneske! det falder Dem ind at falde ind i mit Huus! maa jeg være her, eller maa jeg ikke være her?« og han gik baglænds ind i sit Soveværelse, dreiede Naglen om og lod Hr. Georg staae alene, han stod nogle Minuter, dreiede saa om. I Corridoren stod Emilie,

»Min Fader svarede -?« spurgte hun og Stemmen rystede.

Georg trykkede hendes Haand: »han løb fra mig! - der kommer en bedre Tid!«

Der var Taarer i Emilies Øine; der var Forvisning og Mod i den unge Mands Øine, og Solen skinnede ind paa de To og gav dem sin Velsignelse.

I sin Stue sad Generalen aldeles henkogt; ja det kogte endnu, det løb over i Ord og Udbrud: »Vanvid! Portner-Galskab!« -

* 241

Der var ikke gaaet en Time, da Generalinden havde det af Generalens egen Mund, og hun kaldte paa Emilie og sad alene med hende.

»Du stakkels Barn! saaledes at fornærme Dig! fornærme os! Du har ogsaa Taarer i Øinene, men de klæde Dig! Du er yndig i Taarer! Du ligner mig paa min Bryllupsdag. Græd kun, lille Emilie

»Ja det maa jeg!« sagde Emilie, »dersom ikke Du og Fader siger Ja!«

»Barn!« raabte Generalinden; »Du er syg! taler i Vildelse, og jeg faaer min forfærdelige Hovedpine! al den Ulykke, der kommer over vort Huus! Lad ikke din Moder døe, Emilie, saa har Du ingen Moder!«

Og Generalinden fik vaade Øine, hun kunde ikke taale at tænke paa sin egen Død.

--------

I Avisen stod at læse iblandt Udnævnelserne: Hr. Georg udnævnt til Professor, femte Classe Nummer otte.

»Det er Skade, at hans Forældre ere i Graven og ikke kunne læse det!« sagde de nye Portnerfolk, der nu boede i Kjælderen under Generalens: de vidste, at Professoren var født og voxet op indenfor deres fire Vægge.

»Nu kommer han ind i Rangskatten!« sagde Manden.

»Ja er det ikke grumme Meget for et fattigt Barn,« sagde Konen.

»Atten Rigsdaler om Aaret!« sagde Manden; »ja, det er mange Penge!«

»Nei Høiheden mener jeg!« sagde Konen. »Hvad troer Du han bryder sig om de Penge, dem kan han fortjene mange Gange! og han faaer vel en rig Kone til. Havde vi Børn, Mand, saa skulde vort Barn ogsaa være Bygmester og Professor!«

Georg blev vel omtalt i Kjælderen, han blev vel omtalt paa første Sal; den gamle Greve tillod sig det.

Det var de tegnede Billeder fra Barndomstiden, som gave Anledning. Men hvorfor omtaltes de? Man talte om Rusland, om Moskau, og saa var man jo ved Kreml, som lille Georg engang havde tegnet til Frøken Emilie; han havde tegnet saamange Billeder, eet især erindrede Greven: »lille Emilies Slot«,

* 242

hvor hun sov, hvor hun dandsede og legede »komme Fremmede«; Professoren havde megen Dygtighed, han vilde vist døe som gammel Conferentsraad, det var ikke umuligt, og forud virkelig have bygget et Slot for den nu saa unge Dame; hvorfor ikke?

»Det var en besynderlig Munterhed«, bemærkede Generalinden, da Greven var borte. Generalen rystede betænksom paa Hovedet, red ud med Rideknegt i tilbørlig Afstand og sad stoltere end før paa sin høie Hest.

Det var lille Emilies Fødselsdag, Blomster og Bøger, Breve og Visitkort bleve bragte; Generalinden kyssede hende paa Munden, Generalen paa Panden; det var kjærlige Forældre, og baade hun og de fik høie Besøg, to af Prindserne. Der taltes om Baller og Theatre, om diplomatiske Sendelser, Riger og Landes Styrelse. Der taltes om Dygtighed, eget Lands Dygtighed, og derved kom den unge Professor paa Tale, Hr. Bygmesteren.

»Han bygger for sin Udødelighed!« blev der sagt, »han bygger sig vist ogsaa ind i en af de første Familier!«

»En af de første Familier!« gjentog siden Generalen for Generalinden. »Hvem er en af vore første Familier?«

»Jeg veed hvem der tydedes til!« sagde Generalinden, »men jeg udtaler det ikke! jeg tænker det ikke! Gud raader! men forbauses vil jeg!«

»Lad mig ogsaa forbauses!« sagde Generalen, »jeg har ikke Idee i mit Hoved!« og han sank hen i Tanke-Forventning.

Der er en Magt, en unævnelig Magt i Naadens Væld fra oven, Hoffets Gunst, Guds Gunst; - og al den Naadens Gunst havde lille Georg. Men vi glemme Fødselsdagen.

Emilies Stue duftede af Blomster fra Venner og Veninder; paa Bordet laae smukke Gaver til Hilsen og Erindring, men ikke en eneste fra Georg, den kunde ikke komme, men behøvedes ikke heller, hele Huset var en Erindring om ham. Selv fra Sandhullet under Trappen pippede Mindeblomsten frem; der havde Emilie pippet, da Gardinet brændte og Georg kom som første Sprøite. Et Blik ud ad Vinduet, og Akasietræet mindede om Barndomstiden. Blomster og Blade vare faldne af, men Træet stod med Riimfrost, som var det en uhyre Koralgreen; og Maanen skinnede klar og stor mellem Grenene, uforandret i

* 243

al sin Foranderlighed, som da Georg deelte Smørrebrød med lille Emilie.

Fra Skuffen tog hun frem Tegningerne med Czarens Slot, med hendes eget Slot; Mindegaverne fra Georg; de bleve seet paa og tænkt ved, og der løftede sig mange Tanker; hun huskede den Dag, hun, ubemærket af Fader og Moder, gik ned til Portnerkonen som laae paa sit Yderste; hun sad hos hende, holdt hendes Haand, hørte hendes sidste Ord: »Velsignelse! - Georg!« Moderen tænkte paa sin Søn. - Nu lagde Emilie sin Betydning heri. Jo, Georg var med paa Fødselsdagen, rigtig med!

Næste Dag, det traf sig saa, var igjen en Fødselsdag der i Huset: Generalens Fødselsdag; han var født Dagen efter sin Datter, naturligviis tidligere end hun, mange Aar tidligere. Nu kom igjen Foræringer og mellem disse en Sadel, udmærket af Udseende, beqvem og kostelig, der var kun en af Prindserne, der havde Mage til den. Hvem kom den fra? Generalen var henrykt. En lille Seddel fulgte med; havde der staaet paa den: »Tak for igaar!« saa kunde vi Andre nok have gjettet fra hvem den kom, men der stod skrevet: »Fra En, Hr. Generalen ikke kjender.«

»Hvem i Verden kjender jeg ikke!« sagde Generalen. »Alle Mennesker kjender jeg!« og hans Tanke gik i stort Selskab; han kjendte dem Allesammen. »Det er fra min Kone!« sagde han tilsidst. »Hun smaaskjelmer mig! charmant!«

Men hun smaaskjelmede ikke, den Tid var forbi.

--------

Og nu var der Fest, atter Fest, men ikke hos Generalens, Costumebal hos en af Prindserne; ogsaa Maske var tilladt.

Generalen mødte som Rubens, i spansk Dragt med lille Pibekrave, Kaarde og god Holdning, Generalinden var Madame Rubens, i sort Fløiel, høihalset, forfærdelig varm, med Møllesteen om Halsen, det vil naturligviis sige stor Pibekrave, aldeles efter et hollandsk Maleri, Generalens eiede; og hvor især Hænderne beundredes! de lignede aldeles Generalindens.

Emilie var Psyche, i Flor og Knipling. Hun var som et svævende Svaneduun, hun behøvede slet ikke Vingerne, hun bar dem kun som et Psyche-Mærke.

Der var en Glands, en Pragt, Lys og Blomster, en Rigdom og Smag; der var saa Meget at see, man ikke fik lagt Mærke til Madame Rubens smukke Hænder.

* 244

En sort Domino, med Akasieblomst paa Hætten, dandsede med Psyche.

»Hvem er han?« spurgte Generalinden.

»Hans kongelige Høihed!« sagde Generalen, »jeg er ganske sikker paa det, jeg kjendte ham strax paa Haandtrykket!«

Generalinden tvivlede.

General Rubens tvivlede ikke, nærmede sig den sorte Domino og skrev kongelige Bogstaver i Haanden, de benegtedes, men et Fingerpeg blev givet:

»Sadelens Devise! En, Hr. Generalen ikke kjender.«

»Men saa kjender jeg Dem jo!« sagde Generalen. »De har sendt mig Sadelen!«

Dominoen løftede Haanden, og forsvandt imellem de Andre.

»Hvem er den sorte Domino, Emilie, Du dandsede med?« spurgte Generalinden.

»Jeg har ikke spurgt om hans Navn!« svarede hun.

»For Du vidste det! Det er Professoren! Deres Protegé, Hr. Greve, er her!« vedblev hun og vendte sig til Greven, som stod tæt ved. »Sort Domino med Akasieblomst!«

»Meget muligt, min Naadige!« svarede han. »Men en af Prindserne er iøvrigt ogsaa saaledes costumeret!«

»Jeg kjender Haandtrykket!« sagde Generalen. »Fra Prindsen har jeg Sadelen! jeg er saa vis i min Sag, at jeg kan indbyde ham til vort Bord!«

»Gjør det! Er det Prindsen, kommer han vist -!« sagde Greven.

»Og er det den Anden, saa kommer han ikke!« sagde Generalen og nærmede sig den sorte Domino, der just stod og talte med Kongen. Generalen forebragte en særdeles ærbødig Indbydelse, at de kunde lære at kjende hinanden; Generalen smilede saa sikker i sin Vished om hvem han indbød; han talte høit og lydeligt.

Dominoen løftede sin Maske: det var Georg.

»Gjentager Hr. Generalen Indbydelsen?« spurgte han.

Generalen blev ganske vist en Tomme høiere, fik en fastere Holdning, gjorde to Trin tilbage, og eet Trin frem som til en Menuet, og der var Alvor og Udtryk, saa meget der kunde lægges af Generalen i Generalens fine Ansigt.

»Jeg tager aldrig mit Ord tilbage! Professoren er indbudt!« og han bøiede sig med et Blik mod Kongen, der vistnok kunde have hørt det Hele.

--------

* 245

Og saa var der Middag hos Generalens, og der var kun indbudt den gamle Greve og hans Protegé.

»Foden under Bordet,« meente Georg, »saa er Grundstenen lagt!« og Grundstenen blev virkelig lagt under stor Høitidelighed hos Generalen og Generalinden.

Mennesket var kommet, og som jo Generalen kjendte og vidste, havde talt, aldeles som en Mand af det gode Selskab, været høist interessant, Generalen maatte mange Gange sige sit »Charmant«. Generalinden talte om sin Middag, talte om den endogsaa til en af Hoffets Damer, og denne, en af de meest aandrige, udbad sig Indbydelse til næste Gang Professoren kom. Saa maatte han jo indbydes, og han blev indbudt og kom, og var igjen charmant, kunde endogsaa spille Skak.

»Han er ikke fra Kjælderen!« sagde Generalen, »han er ganske vist en fornem Søn! der er mange fornemme Sønner, og det er den unge Mand aldeles uskyldig i.«

Hr. Professoren, der kom i Kongens Huus, kunde godt komme i Generalens, men groe fast var der ikke Tale om, uden i hele Byen.

--------

Han groede. Naadens Dug faldt fra oven!

Det var derfor slet ingen Overraskelse, at da Professoren blev Etatsraad, blev Emilie Etatsraadinde.

»Livet er Tragedie eller Komedie,« sagde Generalen, »i Tragedien døe de, i Komedien faae de hinanden.«

Her fik de hinanden. Og de fik tre raske Drenge, men ikke lige strax.

De søde Børn rede paa Kjephest gjennem Stuer og Sale, naar de vare hos Bedstefader og Bedstemoder. Og Generalen red ogsaa paa Kjephest, red bag efter dem: »Som Jockey for de smaa Etatsraader!«

Generalinden sad i Sophaen og smilede, selv om hun havde sin store Hovedpine.

--------

Saavidt bragte Georg det, og endnu meget videre, ellers havde det ikke været Umagen værd at fortælle om Portnerens Søn,

*
246

Flyttedagen.

Du husker jo nok Taarnvægteren Ole! jeg har fortalt om to Besøg hos ham, nu skal jeg fortælle om et tredie, men det er ikke det sidste.

Sædvanligvis er det ved Nytaarstid jeg gaaer op til ham, nu derimod var det paa Flyttedagen, for da er her ikke behageligt nede i Byens Gader, de ere saa opdyngede med Feieskarn, Skaar og Stumper, ikke at tale om udtjent Sengehalm, som man maa gaae og ælte i. Der kom jeg nu og saae, at i denne udvæltede Overflødigheds-Bøtte legede et Par Børn, de legede at gaae iseng, her var saa indbydende til den Leg, syntes de, ja, de krøbe ned i den levende Halm og trak et gammelt laset Stykke Væggebetræk over sig, som Sengetæppe. »Det var saa yndigt!« sagde de; mig var det for Meget, og saa maatte jeg afsted, op til Ole.

»Det er Flyttedag!« sagde han; »Gader og Stræder tjene som Bøtte, storartet Bøtte, mig er en Vognfuld nok! det kan jeg faae Noget ud af, og det fik jeg ogsaa kort efter Juul; jeg kom nede paa Gaden, der var raat, vaadt, sølet og til at blive forkølet; Skraldemanden holdt med sin Vogn, den var fyldt: et Slags Prøvekort paa Kjøbenhavns Gader ved Flyttedagstid. Bag i Vognen stod et Grantræ, endnu ganske grønt og med Flitterguld paa Grenene; det havde været til Julestads, og var nu kastet ud paa Gaden, og Skraldemanden havde stukket det op bag i Dyngen; lysteligt at see paa, eller at græde over, ja det kan man ogsaa sige, det kommer an paa, hvad man tænker derved, og jeg tænkte derved, og tænke gjorde bestemt ogsaa Eet og Andet af det, der laae paa Vognen, eller det kunde have

* * * * * * 247

tænkt, som jo er omtrent Eet og det Samme. Der laae nu en slidt Dame-Handske; hvad tænkte vel den? Skal jeg sige Dem det? Den laae og pegede med Lillefinger lige paa Grantræet. »»Mig rører det Træ!«« tænkte den, »»ogsaa jeg har været til Fest med Lysekroner! mit egenlige Liv var en Balnat; et Haandtryk, og jeg revnede! der slipper min Erindring; jeg har ikke Mere at leve for!«« Det tænkte Handsken, eller kunde den have tænkt. »»Det er flaut med det Grantræ!«« sagde Potteskaarene. Knækket Leertøi finder nu Alting flaut. »»Er man paa Skarnvognen««, sagde de, »»saa skal man ikke skabe sig og bære Flitterguld! jeg veed, at jeg har gjort Gavn i denne Verden, mere Gavn end saadan en grøn Pind!«« - See det var nu ogsaa en Mening, som nok Flere have, men Grantræet saae dog godt ud, det var lidt Poesi paa Skarndyngen, og af den er der meget omkring i Gaderne, paa Flyttedag! Veien blev mig tung og besværlig dernede og jeg fik Lyst til at komme afsted, igjen paa Taarnet, og at blive heroppe, her sidder jeg og seer ned fra det med Humeur.

Der lege nu de Godtfolk at bytte Huse! de slæbe og ase med deres Flyttegods, og Nissen sidder i Bøtten og flytter med; Huusvrøvl, Familievrøvl, Sorger og Bekymringer flytte fra den gamle til den nye Leilighed, og hvad faae saa de og vi ud af det Hele? Ja, det staaer saamænd allerede for længe siden nedskrevet i det gamle, gode Vers i »Adresseavisen«:

»Tænk paa Dødens store Flyttedag

Det er en alvorlig Tanke, men den er Dem vel ikke ubehagelig at høre om. Døden er og bliver den paalideligste Embedsmand, uagtet hans mange Smaaembeder! har De aldrig tænkt derover?

Døden er Omnibusfører, han er Passkriver, han sætter Navn under vor Skudsmaalsbog, og han er Directeur for Livets store Sparekasse. Kan De forstaae det? Alle vort Jordlivs Gjerninger, store og smaa, sætte vi i den »Sparekasse«, og naar saa Døden kommer med sin Flyttedags-Omnibus, og vi maae ind der og kjøre med til Evigheds-Landet, da giver han os ved Grændsen vor Skudsmaalsbog, som Pas! Til Tærepenge paa Reisen tager han ud af Sparekassen en eller anden Gjerning, vi have øvet,

* 248

den, der meest betegner vor Færd; det kan være fornøieligt, men ogsaa forfærdeligt.

Ingen er endnu sluppen fra den Omnibusfart; der fortælles jo rigtignok om En, som ikke fik Lov at komme med, Jerusalems Skomager, han maatte løbe bag efter, havde han faaet Lov til at komme ind i Omnibussen, da var han sluppen for Poeternes Behandling. Kig engang med Tankerne ind i den store Flyttedags-Omnibus! Der er blandet Selskab! der sidder ved Siden af hinanden Konge og Stodder, den Geniale og Idioten; afsted maae de, uden Gods og Guld, kun med Skudsmaalsbog og Sparekasse-Tærepenge! men hvilken af Ens Gjerninger bliver vel taget frem og givet med? Maaskee en ganske lille, een, lille som en Ært, men Ærten kan skyde en blomstrende Ranke.

Det stakkels Skumpelskud, der sad paa den lave Skammel i Krogen og fik Knubs og haarde Ord, faaer maaskee sin slidte Skammel med som Tegn og Hjelpepenge; Skamlen bliver Bærestol ind i Evighedens Land, løfter sig der til en Throne, straalende som Guld, blomstrende som en Løvhytte.

Den, som her altid gik og pimpede Fornøielsens Kryderdrik, for at glemme andet Galt han her gjorde, faaer sin Træbimpel med og maa drikke af den paa Omnibusfarten, og den Drik er reen og puur, saa at Tankerne klares, alle gode og ædle Følelser blive vakte, han seer og fornemmer, hvad han før ikke gad see eller kunde see, og da har han i sig Straffen, den nagende Orm, der ikke døer i unævnelige Tider. Stod der paa Glassene skrevet »Glemsel«, da staaer der paa Bimpelen: »Erindring«.

Læser jeg en god Bog, et historisk Skrift, Personen, jeg læser om, maa jeg da altid tænke mig tilsidst, naar han kom i Dødens Omnibus, tænke over, hvilken af hans Gjerninger Døden tog ud af Sparekassen til ham, hvilken Tærepenge han fik ind i Evigheds-Landet. Der var engang en fransk Konge, hans Navn har jeg glemt, Navnet paa det Gode glemmes sommetider, ogsaa af mig, men det lyser nok frem igjen; det var en Konge, der i en Hungersnød blev sit Folks Velgjører, og Folket reiste ham et Monument af Snee, med den Indskrift: »Hurtigere end dette smelter, hjalp Du!« Jeg kan tænke, at Døden gav ham,

* 249

i Henhold til Monumentet, et eneste Sneefnug, der aldrig smelter, og det fløi som en hvid Sommerfugl over hans kongelige Hoved ind i Udødeligheds-Landet. Der var nu ogsaa Ludvig den Ellevte, ja ham husker jeg Navnet paa, det Onde husker man altid godt, et Træk af ham kommer mig tidt i Tanke, jeg vilde ønske, man kunde sige Historien var Løgn. Han lod sin Connetable henrette, det kunde han, med Eet eller Uret, men Connetablens uskyldige Børn, det ene otte Aar, det andet syv, lod han stille op paa samme Rettersted og bestænke med deres Faders varme Blod, derpaa føre til Bastillen og sættes i Jernbuur, hvor de ikke engang fik et Tæppe at lægge over sig; og Kong Ludvig sendte hver ottende Dag Bødlen til dem og lod en Tand trække ud paa hver, for at de ikke skulde have det altfor godt, og den Ældste sagde: »»Min Moder vilde døe af Sorg, om hun vidste, at min lille Broder led saa Meget; træk derfor to Tænder ud paa mig og lad ham fri!«« og Bødlen fik Taarer i Øinene derved, men Kongens Villie var stærkere end Taarerne, og hver ottende Dag bragtes paa Sølvtallerken til Kongen to Børnetænder; han havde forlangt dem, han fik dem. De to Tænder, tænker jeg, tog Døden ud af Livets Sparekasse for Kong Ludvig den Ellevte og gav ham med paa Reisen ind i det store Udødeligheds-Land; de flyve, som to Ildfluer, foran ham, de lyse, de brænde, de knibe ham, de uskyldige Børnetænder.

Ja, det er en Alvors Kjøretour, den Omnibustour paa den store Flyttedag! og naar kommer den vel?

Det er det Alvorlige derved, at hver Dag, hver Time, hvert Minut kan man vente Omnibussen. Hvilken af vore Gjerninger mon da Døden tager ud af Sparekassen og giver os med? Ja, lad os tænke derpaa! den Flyttedag staaer ikke i Almanaken.«

*
250

Sommergjækken.

Det var Vintertid, Luften kold, Vinden skarp, men inden Døre var luunt og godt, inden Døre laae Blomsten, den laae i sit Løg under Jord og Snee.

En Dag faldt Regn; Draaberne trængte ned gjennem Sneelaget ned i Jorden, rørte ved Blomsterløget, meldte om Lysverdenen ovenover, snart trængte Solstraalen saa fiin og borende, gjennem Sneen, ned til Løget og prikkede paa det.

»Kom ind!« sagde Blomsten.

»Det kan jeg ikke!« sagde Solstraalen; »jeg er ikke stærk nok til at lukke op! jeg bliver stærk til Sommer.«

»Naar er det Sommer?« spurgte Blomsten, og gjentog det, hvergang en ny Solstraale trængte ned. Men det var langt fra Sommertid; Sneen laae endnu, der frøs Iis paa Vandet hver evige Nat.

»Hvor det varer! hvor det varer!« sagde Blomsten. »Jeg føler Kriblen og Krablen, jeg maa række mig, jeg maa strække mig, jeg maa lukke op, jeg maa ud! nikke Godmorgen til Sommeren, det bliver en livsalig Tid!«

Og Blomsten rakte sig og strakte sig derinde mod den tynde Skal, som Vandet udenfor havde blødgjort, Snee og Jord opvarmet, Solstraalen prikket ind i; den skød frem under Sneen, med hvidgrøn Knop paa sin grønne Stilk, med smalle tykke Blade, der ligesom vilde skjerme om den. Sneen var kold, men

* * * * * * * 251

gjennemstraalet af Lyset, dertil saa let at bryde igjennem, og her kom Solstraalen med stærkere Magt end før.

»Velkommen! velkommen!« sang og klang hver Straale, og Blomsten løftede sig over Sneen ud i Lysverdenen. Solstraalerne klappede og kyssede den, saa at den aabnede sig heelt, hvid som Sneen og pyntet med grønne Striber. Den bøiede sit Hoved i Glæde og Ydmyghed.

»Deilige Blomst!« sang Solstraalerne. »Hvor Du er frisk og skjær! Du er den Første, Du er den Eneste! Du er vor Kjærlighed! Du ringer Sommer, deilig Sommer over Land og By! Al Sneen skal smelte! de kolde Vinde jages bort! Vi skulle raade! Alting vil grønnes! Og saa faaer Du Selskab, Syrener og Guldregn og tilsidst Roserne, men Du er den Første, saa fiin og skjær!«

Det var en stor Fornøielse. Det var, som Luften sang og klang, som trængte Lysets Straaler ind i dens Blade og Stilk; der stod den saa fiin og let til at bryde og dog saa kraftig, i ung Deilighed; den stod i hvid Kjortel med grønne Baand og priste Sommer. Men det var langt fra Sommertid, Skyer skjulte Solen, skarpe Vinde blæste paa den.

»Du er kommen lidt for tidligt!« sagde Vind og Veir. »Vi have endnu Magten! den skal Du føle og finde Dig i! Du skulde være bleven inden Døre, ikke løbet ud at stadse, det er ikke Tiden endnu!«

Det var bidende koldt! Dagene, som kom, bragte ikke en Solstraale! det var Veir til at fryse istykker i, for saadan en lille skjør Blomst. Men der var mere Styrke i den, end den selv vidste; den var stærk i Glæde og Tro paa den Sommer, der maatte komme; der var den forkyndt i dens dybe Attraa og bekræftet af det varme Sollys, og saaledes stod den med Fortrøstning i sin hvide Dragt, i den hvide Snee, bøiende sit Hoved, naar Sneefnuggene faldt tætte og tunge, medens de iisnende Vinde fore hen over den.

»Du knækker over!« sagde de. »Visner, iisner! Hvad vilde Du ude! Hvorfor lod Du Dig lokke, Solstraalen har gjækket Dig! Nu kan Du have det saa godt, du Sommergjæk

»Sommergjæk!« gjentog den i den kolde Morgenstund.

»Sommergjæk!« jublede nogle Børn, der kom ned i Haven, »der staaer een, saa yndig, saa deilig, den første, den eneste!«

* 252

Og de Ord gjorde Blomsten saa godt, det var Ord ligesom varme Solstraaler. Blomsten fornam i sin Glæde ikke engang, at den blev plukket; den laae i Barnehaand, blev kysset af Barnemund, blev bragt ind i den varme Stue, seet paa af milde Øine, sat i Vand, saa styrkende, saa oplivende. Blomsten troede, at den med Eet var kommen lige ind i Sommeren.

Datteren i Huset, en yndig, lille Pige, hun var confirmeret, hun havde en kjær lille Ven, og han var ogsaa confirmeret, han læste til Levebrød. »Han skal være min Sommergjæk!« sagde hun; tog saa den fine Blomst, lagde den i et duftende Stykke Papir, som der var skrevet Vers paa, Vers om Blomsten, der begyndte med Sommergjæk, og endte med Sommergjæk, »lille Ven, vær Vinternar!« hun havde gjækket ham med Sommeren. Ja, det stod Altsammen i Verset, og det blev lagt som Brev, Blomsten laae deri, og der var mørkt om den, mørkt, som da den laae i Løget. Blomsten kom paa Reise, laae i Postsæk, blev klemt og knuget, det var slet ikke behageligt; men det fik ogsaa Ende.

Reisen var forbi, Brevet blev aabnet og læst af den kjære Ven; han var saa fornøieet, han kyssede Blomsten, og den blev, med sit Vers omkring sig, lagt ned i en Skuffe, hvori laae flere deilige Breve, men alle uden Blomst, den var den Første, den Eneste, som Solstraalerne havde kaldt den, og det var fornøieligt at tænke over.

Længe fik den ogsaa Lov at tænke derover, den tænkte, medens Sommeren gik, og den lange Vinter gik, og det blev Sommer igjen, da kom den atter frem. Men da var den unge Mand slet ikke glad; han tog saa haardt paa Papirerne, smed Verset hen, saa at Blomsten faldt paa Gulvet, flad og vissen var den bleven, men derfor skulde den dog ikke kastes paa Gulvet; dog der laae den bedre end i Ilden, der blussede Versene og Brevene op. Hvad var der skeet? Hvad der skeer saa tidt. Blomsten havde gjækket ham, det var en Spøg; Jomfruen havde gjækket ham, det var ingen Spøg; hun havde kaaret sig en anden Ven i Skjærsommer.

I Morgenstunden skinnede Solen ind paa den lille fladtrykte Sommergjæk, der saae ud, som den var malet paa Gulvet. Pigen, som feiede, tog den op, lagde den ind i en af Bøgerne paa Bordet, idet hun troede, at den var falden ud, da hun ryddede op og lagde i Orden. Og Blomsten laae igjen mellem

* 253

Vers, trykte Vers, og de ere fornemmere end de skrevne, idetmindste er der kostet Mere paa dem.

Saa gik Aaringer, Bogen stod paa Hylden: nu kom den frem, blev aabnet og læst i; det var en god Bog: Vers og Viser af den danske Digter Ambrosius Stub, som nok er værd at kjende. Og Manden, som læste i Bogen, vendte Bladet. »Der ligger jo en Blomst!« sagde han, »en Sommergjæk! det er nok med Betydning, den er lagt her; stakkels Ambrosius Stub! han var ogsaa en Sommergjæk, en Digtergjæk! han kom for tidlig i sin Tid, og derfor fik han Slud og skarpe Vinde, gik paa Omgang hos de fyenske Herremænd, som Blomst i Vandglasset, Blomst i Riimbrevet! Sommergjæk, Vinternar, Spas og Narrestreger, og dog den første, den eneste, den ungdomsfriske danske Digter. Ja, lig som Mærke i Bogen, lille Sommergjæk! Du er lagt der med Betydning.«

Og saa blev Sommergjækken igjen lagt i Bogen, og følte sig der baade beæret og fornøiet ved at vide, at den var Mærke i den deilige Sangbog, og at Den, der havde først sjunget og skrevet om den, ogsaa havde været Sommergjæk, staaet til Nar i Vinteren. Blomsten forstod det nu paa sin Maade, ligesom vi enhver Ting paa vor Maade.

Det er Eventyret om Sommergjækken!

*
254

Moster.

Du skulde have kjendt Moster! hun var yndig! ja, det vil sige, hun var slet ikke yndig, som man forstaaer ved at være yndig, men hun var sød og rar, morsom paa sin Maade, rigtig til at snakke om, naar der skal snakkes og gjøres lystig over En, hun var til at sætte lige ind i en Komedie, og det ene og alene fordi hun levede for Komediehuset og hvad der rører sig derinde. Hun var saa hæderlig, men Agent Fab, som Moster kaldte Flab, kaldte hende komediegal.

»Theatret er min Skolegang!« sagde hun, »min Kundskabs Kilde, derfra har jeg min opfriskede Bibelhistorie: »»Moses««, »»Joseph og hans Brødre««, det er nu Operaer! Jeg har fra Theatret min Verdenshistorie, Geographi og Menneskekundskab! Jeg kjender fra de franske Stykker Pariserlivet - slibrigt, men høist interessant! hvor har jeg grædt over »Familien Riquetourg«, at den Mand skal drikke sig ihjel for at hun kan faae den unge Kjæreste! - Ja hvor mange Taarer har jeg dog grædt i de halvtredsindstyve Aar, jeg har havt abonner et!«

Moster kjendte hvert Theaterstykke, hver Coulisse, hver Person, der traadte op eller havde traadt op. Hun levede kun rigtig i de ni Komedie-Maaneder. Sommertiden uden Sommer-Skuespil var en Tid, der gjorde hende gammel, medens en Komedie- aften, der trak ud over Midnat, var en Forlængelse af Livet. Hun talte ikke som andre Folk: »nu faae vi Foraar, Storken er kommen!« »der staaer i Avisen om de første Jordbær.« Hun derimod forkyndte Efteraarets Komme. »Har De seet, nu er Theaterlogerne til Auction, nu begynde Forestillingerne?«

* * * * * * 255

Hun regnede en Bopæls Værd og gode Beliggenhed efter hvor nær den laae Theatret. Det var hende en Sorg at forlade det lille Stræde bag Theatret og flytte hen i den store Gade lidt længere derfra og der boe i et Huus, hvor hun ikke havde Gjenboer.

»Hjemme maa mit Vindue være min Theater-Loge! man kan da ikke sidde og gaae op i sig selv, Mennesker maa man dog see! men nu boer jeg, som jeg var flyttet ud paa Landet. Vil jeg see Mennesker, maa jeg gaae ud i mit Kjøkken og sætte mig op paa Vasken, kun der har jeg Gjenboer. Nei, da jeg boede i mit Stræde, der kunde jeg see lige ind til Hørkræmmerens, og saa havde jeg kun tre hundrede Skridt til Theatret, nu har jeg tre tusinde Garder-Skridt.«

Moster kunde være syg, men i hvor ilde hun befandt sig, forsømte hun dog ikke Komedien. Hendes Læge forordnede, at hun en Aften skulde have Suurdeig under Fødderne, hun gjorde som han sagde, men kjørte hen i Theatret og sad her med Suurdeig under Fødderne. Var hun død der, det vilde have fornøiet hende. Thorvaldsen døde i Theatret, det kaldte hun »salig Død«.

Hun kunde tilvisse ikke tænke sig Himmeriges Rige uden at der ogsaa maatte være et Theater; det var jo ikke lovet os, men det var dog at tænke; at de mange udmærkede Skuespillere og Skuespillerinder, der vare gaaede forud, maatte have en fortsat Virkekreds.

Moster havde sin electriske Traad fra Theatret til sin Stue; Telegrammet kom hver Søndag til Kaffe. Hendes electriske Traad var »Hr. Sivertsen ved Theater-Maskineriet«. Ham, der gav Signalerne til op og ned, ind og ud med Tæpper og Coulisser.

Af ham fik hun forud en kort og fyndig Anmeldelse af Stykkerne. Skakspeares »Stormen« kaldte han »forbandet Tøi! der er saa Meget at stille op, og saa begynder det med Vand til første Coulisse!« det vilde sige, saa langt frem gik de rullende Bølger. Stod derimod gjennem alle fem Acter een og samme Stue-Decoration, saa sagde han, det var fornuftigt og velskrevet, det var et Hvilestykke, det spillede sig selv uden Opstilling.

I tidligere Tid, som Moster kaldte Tiden for nogle og tredive Aar tilbage, var hun og nysnævnte Hr. Sivertsen yngre; han

* 256

var allerede da ved Maskineriet og, som Iran kaldte ham, hendes »Velgjører«. Det var nemlig i den Tid Skik at ved Aftenens Forestilling paa Stadens eneste og store Theater, kom ogsaa Tilskuere paa Loftet; hver Maskinkarl havde en Plads eller to at raade over. Der var tidt propfuldt og meget fiint Selskab, man sagde, at der havde været baade Generalinder og Commerceraadinder: det var saa interessant at see ned bag Coulisserne og vide hvorledes de Mennesker gik og stode, naar Tæppet var nede.

Moster havde flere Gange været der, baade til Tragedier og Balletter, thi de Stykker, hvori det største Personale traadte op, vare de interessanteste fra Loftet. Man sad saa temmeligt i Mørke deroppe, de Fleste havde Aftensmad med; engang faldt tre Æbler og et Lag Smørrebrød med Rullepølse lige ned i Ugolinos Fængsel, hvor Mennesket skulde døe af Sult, og saa blev der et Griin af Publicum. Den Rullepølse var en af de vægtigste Grunde, hvorfor den høie Direction lod Tilskuerpladsen paa Loftet aldeles gaae ind.

»Men jeg var der syv og tredive Gange!« sagde Moster, »og det glemmer jeg aldrig Hr. Sivertsen

Det var netop sidste Aften at Loftet stod aabent for Publicum, da spilledes »Salomons Dom«, Moster huskede det saa godt; hun havde, ved sin Velgjører Hr. Sivertsen, skaffet Agent Fab Adgangs-Billet, uagtet han ikke fortjente det, da han stedse gjorde Narrestreger med Theatret og talede paa Dril; men hun havde nu skaffet ham derop. Han vilde see Komedie-Tøiet paa Vrangen, det var hans egne Ord og de lignede ham, sagde Moster.

Og han saae »Salomons Dom« fra oven og faldt isøvn; man skulde sandelig troe, at han var kommen fra en stor Middag med mange Skaaler. Han sov og blev lukket inde, sad og sov i den mørke Nat paa Theaterloftet, og da han vaagnede, fortalte han, men Moster troede ham ikke: Salomons Dom var ude, alle Lamper og Lys vare ude, alle Mennesker ude, oppe og nede; men saa begyndte først den rigtige Komedie »Nachspielet«, der var det artigste, sagde Agenten. Der kom Liv i Tøiet! det var ikke Salomons Dom der blev givet, nei det var Dommedag paa Theatret. Og Alt det havde Agent Fab den Frækhed at ville bilde Moster ind; det var Tak fordi hun havde skaffet ham paa Loftet.

* 257

Hvad fortalte da Agenten, ja det var løierligt nok at høre, men der laae Ondskab og Dril paa Bunden.

»Det saae mørkt ud deroppe!« sagde Agenten, »men saa begyndte Troldtøiet, stor Forestilling: »»Dommedag paa Theatret««. Controleurerne stode ved Dørene, og hver Tilskuer maatte vise sin aandelige Skudsmaalsbog, om han turde komme ind med løse Hænder eller med bundne, med Mundkurv eller uden Mundkurv. Herskaber, der kom for silde, naar allerede Forestillingen var begyndt, ligesaa unge Mennesker, der jo umuligt altid kunne passe Tiden, bleve tøirede udenfor, fik Filtsaaler under Fødderne til at gaae ind med ved næste Acts Begyndelse, dertil Mundkurv. Og saa begyndte Dommedag paa Theatret!«

»Bare Ondskab, som Vorherre ikke kjender til!« sagde Moster.

Maleren skulde, vilde han ind i Himlen, gaae op ad en Trappe, han selv havde malet, men som intet Menneske kunde skræve op ad. Det var jo kun en Forsyndelse imod Perspectivet. Alle de Planter og Bygninger, Maskinmesteren med stor Uleilighed havde stillet i Lande, hvor de ikke hørte hjemme, skulde det arme Menneske flytte til rette Sted og det før Hanegal, vilde han ind i Himlen. Hr. Fab skulde bare see at han selv kunde komme derind; og hvad han fortalte om Personalet, baade i Komedien og Tragedien, i Sang og i Dands, var nu det Sorteste af Hr. Fab, Flab! han fortjente ikke at komme paa Loftet, Moster vilde ikke tage hans Ord i sin Mund. Det var nedskrevet det Hele, havde han sagt, Flaben! det skulde komme i Trykken, naar han var død og borte, før ikke; han vilde ikke flaaes.

Moster havde kun eengang været i Angest og Vaande i sit Lyksaligheds-Tempel, Theatret. Det var en Vinterdag, en af de Dage, hvor man har Dag to Timer og Graat. Det var en Kulde og en Snee, men i Theatret skulde Moster; de gav »Herman von Unna«, dertil en lille Opera og en stor Ballet, en Prolog og en Epilog; det vilde vare ud paa Natten. Moster maatte derhen; hendes Logerende havde laant hende et Par Kanestøvler med Laaddent baade ud og ind; de naaede hende op om Benene.

Hun kom i Theatret, hun kom i Logen; Støvlerne vare varme, hun beholdt dem paa. Med Eet blev der raabt Brand; der kom Røg fra en Coulisse, der kom Røg fra Loftet; der blev en frygtelig Bestyrtelse. Folk stormede ud; Moster var den Sidste i

* 258

Logen, - »anden Etage til Venstre, der tage Decorationerne sig bedst ud!« sagde Iran, »de stilles altid til at sees smukkest fra den kongelige Side!« - Moster vilde ud, de foran hende smækkede i Angest og Ubetænksomhed Døren i; der sad Moster, ud kunde hun ikke komme, ind ikke heller; det vil sige ind i Naboens Loge, Gelænderet var for høit. Hun raabte, Ingen hørte, hun saae ned i Etagen under sig, den var tom, den var lav, den var nær ved; Moster følte sig i Angesten saa ung og let; hun vilde springe ned, fik ogsaa det ene Been over Rækværket, det andet fra Bænken; der sad hun til Hest, vel draperet, med sit blommede Skjørt, med et langt Been heelt svævende ude, et Been med en uhyre Kanestøvle; det var et Syn at see! og da det blev seet, blev ogsaa Moster hørt, og frelst for at brænde inde, for Theatret brændte ikke.

Det var den meest mindeværdige Aften i hendes Liv, sagde hun og var glad over, at hun ikke havde kunnet see sig selv, thi saa var hun død af Blussel.

Ilendes Velgjører ved Maskineriet, Hr. Sivertsen, kom stadig hver Søndag til hende, men der var lang Tid fra Søndag til Søndag; i den senere Tid havde hun derfor midt i Ugen et lille Barn »til Levning«, det vil sige til at nyde hvad der den Dag blev tilovers fra Middagen. Det var et lille Barn fra Balletten, der ogsaa trængte til Mad. Den Lille traadte op baade som Alf og som Page; det sværeste Parti var som Bagbeen til Løven i »Tryllefløiten«, men hun voxte til Forbeen i Løven; det fik hun rigtignok kun tre Mark for, Bagbenene gave een Rigsdaler, men der maatte hun gaae krumbøiet og savne den friske Luft. Det var meget interessant at vide, meente Moster,

Hun havde fortjent at leve saalænge Theatret stod, men det holdt hun dog ikke ud; heller ikke døde hun der, men skikkeligt og honnet i sin egen Seng; hendes sidste Ord vare iøvrigt ganske betydningsfulde, hun spurgte: »hvad spille de imorgen?«

Efter hendes Død var der nok omtrent fem hundrede Rigsdaler; vi slutte fra Renterne, som ere tyve Rigsdaler. Dem havde Moster bestemt til et Legat for en værdig gammel Jomfru uden Familie; de skulde anvendes aarlig til at abonnere en Plads i anden Etage, venstre Side og om Løverdagen, for saa gav man de bedste Stykker. Der var kun een Forpligtelse for Den, som nød godt af Legatet, hver Løverdag skulde hun i Theatret tænke paa Moster, der laae i sin Grav.

Det var Mosters Religion.

*
259

Skrubtudsen.

Brønden var dyb, derfor var Snoren lang; Vinden gik trangt om, naar man skulde have Spanden med Vand over Brøndkanten. Solen kunde aldrig naae ned at speile sig i Vandet, hvor klart det end var, men saa langt den naaede at skinne, voxte Grønt mellem Stenene.

Der boede en Familie af Skrubtudseslægten, den var indvandret, den var egenlig kommen der hovedkulds ned ved gamle Skrubtudsemo'er, som levede endnu; de grønne Frøer, som langt tidligere vare hjemme her og svømmede i Vandet, erkjendte Fætterskabet og kaldte dem »Brøndgjesterne«. Disse havde nok isinde at blive der; de levede her meget behageligt paa det Tørre, som de kaldte de vaade Stene.

Frømo'er havde engang reist, været i Vandspanden, da den gik op, men det blev hende for lyst, hun fik Øienklemme, heldigvis slap hun ud af Spanden; hun faldt med et forfærdeligt Plump i Vandet, og laae i tre Dage derefter af Rygpine. Meget skulde hun ikke kunne fortælle om Verden ovenfor, men det vidste hun, og det vidste de Alle, at Brønden var ikke hele Verden. Skrubtudsemo'er kunde nok have fortalt Eet og Andet, men hun svarede aldrig, naar man spurgte, og saa spurgte man ikke.

* * * * * * * * 260

»Tyk og styg, led og fed er hun!« sagde de unge, grønne Frøer. »Hendes Unger blive lige saa lede!«

»Kan gjerne vaere!« sagde Skrubtudsemo'er, »men Een af dem har en Ædelsteen i Hovedet, eller jeg har den!«

Og de grønne Frøer hørte og de gloede, og da de ikke syntes om det, saa vrængede de og gik tilbunds. Men Skrubtudse-Ungerne strakte Bagbenene af bare Stolthed; enhver af dem troede at have Ædelstenen; og saa sad de ganske stille med Hovedet, men endelig spurgte de om, hvad de vare stolte af, og hvad en saadan Ædelsteen egenlig var.

»Det er Noget saa herligt og kosteligt!« sagde Skruptudsemo'er, »at jeg ikke kan beskrive det! Det er Noget, man gaaer med for sin egen Fornøielse, og som de Andre gaae og ærgre sig over. Men spørg ikke, jeg svarer ikke!«

»Ja, jeg har ikke Ædelstenen!« sagde den mindste Skrubtudse; den var saa styg, som den kunde være. »Hvorfor skulde jeg have saadan en Herlighed? Og naar den ærgrer Andre, kan den jo ikke fornøie mig! nei, jeg ønsker kun, at jeg engang maatte komme op til Brøndkanten og see ud; der maa være yndigt!«

»Bliv Du helst hvor Du er!« sagde den Gamle, »det kjender Du, det veed Du hvad er! Tag Dig iagt for Spanden, den qvaser Dig; og kommer Du vel i den, saa kan Du falde ud, ikke Alle falde saa heldigt, som jeg, og beholde Lemmerne hele og Æggene hele!«

»Qvak!« sagde den Lille, og det var ligesom naar vi Mennesker sige »Ak!«

Den havde saadan en Lyst til at komme op ved Brøndkanten og see ud; den følte saadan en Længsel efter det Grønne deroppe; og da næste Morgen, tilfældigt, Spanden fyldt med Vand, løftedes op, og den et Øieblik blev staaende stille foran Stenen, hvorpaa Skrubtudsen sad, bævrede det indeni det lille Dyr, den sprang i den fyldte Spand, faldt tilbunds i Vandet, som derefter kom op og heldtes ud.

»Fy, for en Ulykke!« sagde Karlen, som saae den. »Det er da det Ledeste jeg har seet!« og saa sparkede han med sin Træsko efter Skrubtudsen, der nær var bleven lemlæstet, men slap dog ved at komme ind mellem de høie Brændenelder. Den saae Stilk ved Stilk, den saae ogsaa opad! Solen skinnede paa Bladene; de vare ganske transparente; det var for den, som for

* 261

os Mennesker, naar vi med Eet komme ind i en stor Skov, hvor Solen skinner mellem Grene og Blade.

»Her er langt deiligere end nede i Brønden! Her kan man have Lyst til at blive sin hele Levetid!« sagde den lille Skrubtudse. Den laae der en Time, den laae der i to! »Hvad mon der er udenfor? Er jeg kommen saa langt, maa jeg see at komme videre!« og den krøb saa rask den krybe kunde og kom ud paa Veien, hvor Solen skinnede paa den og hvor Støvet puddrede den, idet den marscherede tværs over Landeveien.

»Her er man rigtig paa det Tørre!« sagde Skrubtudsen, »jeg faaer næsten for Meget af det Gode, det kriller i mig!«

Nu naaede den Grøften; der voxte Forglemmigei og Spiræa, der var levende Gjerde tæt ved med Hyld og Hvidtjørn; der groede »Marias hvide Særkeærmer« som Slyngplanter; her var Couleurer at see; ogsaa fløi der en Sommerfugl; Skrubtudsen troede, at det var en Blomst, der havde revet sig løs for desbedre at see sig om i Verden, det var jo saa rimeligt.

»Kunde man saadan tage Fart som den,« sagde Skrubtudsen, »Qvak! ak! hvilken Deilighed!«

Den blev otte Nætter og Dage her ved Grøften og den savnede ikke Føde. Den niende Dag tænkte den: »videre frem!« - men hvad Deiligere kunde der vel findes? Maaskee en lille Skrubtudse eller nogle grønne Frøer. Det havde i den sidste Nat lydt i Vinden, som vare der »Fættere« i Nærheden.

»Det er deiligt at leve! komme op af Brønden, ligge i Brændenelder, krybe hen ad den støvede Vei og hvile ud i den vaade Grøft! men videre frem! see at finde Frøer eller en lille Skrubtudse, det kan man dog ikke undvære. Naturen er En ikke nok!« Og saa tog den igjen paa Vandring.

Den kom i Marken til en stor Dam med Siv om; den søgte derind.

»Her er nok for vaadt for Dem?« sagde Frøerne; »men De er meget velkommen! - Er De en Han eller en Hun? Det er nu det Samme, De er lige velkommen!«

Og saa blev den indbudt til Concert om Aftenen, Familieconcert: stor Begeistring og tynde Stemmer; det kjende vi. Der var ingen Bevertning, kun fri Drikkevarer, hele Dammen, om de kunde.

»Nu reiser jeg videre!« sagde den lille Skrubtudse; den følte altid Trang til noget Bedre.

Den saae Stjernerne blinke, saa store og saa klare, den saae Nymaanen lyse, den saae Solen staae op, høiere og høiere.

* 262

»Jeg er nok endnu i Brønden, i en større Brønd, jeg maa høiere op! jeg har en Uro og Længsel!« og da Maanen blev heel og rund, tænkte det stakkels Dyr: mon det er Spanden, der tridses ned, og som jeg maa springe i for at komme høiere op? eller er Solen den store Spand? hvor den er stor, hvor den er straalende, den kan rumme os Allesammen! jeg maa passe paa Leiligheden! o, hvor det lyser i mit Hoved! jeg troer ikke at Ædelstenen kan lyse bedre! men den har jeg ikke og den græder jeg ikke for, nei, høiere op i Glands og Glæde! jeg har en Forvisning, og dog en Angest, - det er et svært Skridt at gjøre! men det maa man! fremad! lige ud ad Landeveien!«

Og den tog Skridt, som saadant et Kravledyr kan, og saa var den paa Alfarvei, hvor Menneskene boede; der var baade Blomsterhaver og Kaalhaver. Den hvilede ud ved en Kaalhave.

»Hvor der dog ere mange forskjellige Skabninger, jeg aldrig har kjendt! og hvor Verden er stor og velsignet! men man skal ogsaa see sig om i den og ikke blive siddende paa eet Sted.« Og saa hoppede den ind i Kaalhaven. »Hvor her er grønt! hvor her er kjønt!«

»Det veed jeg nok!« sagde Kaalormen paa Bladet. »Mit Blad er det største herinde! det skjuler den halve Verden, men den kan jeg undvære!«

»Kluk! kluk!« sagde det, der kom Høns; de trippede i Kaalhaven. Den forreste Høne var langsynet; hun saae Ormen paa det krusede Blad og huggede efter den, saa at den faldt paa Jorden, hvor den vred og vendte sig. Hønen saae først med det ene Øie, saa med det andet, for den vidste ikke hvad der kunde komme ud af den Vridning.

»Den gjør det ikke godvilligt!« tænkte Hønen og løftede Hovedet for at hugge til. Skrubtudsen blev saa forfærdet, at den kravlede lige hen imod Hønen.

»Saa den har Hjelpetropper!« sagde den. »See mig til det Kravl!« og saa vendte Hønen om. »Jeg bryder mig ikke om den lille, grønne Mundfuld, den giver kun Kildren i Halsen!« De andre Høns vare af samme Mening, og saa gik de.

»Jeg vred mig fra den!« sagde Kaalormen; »det er godt at have Aandsnærværelse; men det Sværeste er tilbage, at komme op paa mit Kaalblad. Hvor er det?«

Og den lille Skruptudse kom og yttrede sin Deeltagelse. Den var glad ved at den i sin Styghed havde skræmme! Hønsene.

* 263

»Hvad mener De dermed?« spurgte Kaalormen, »Jeg vred mig jo selv fra dem. De er meget ubehagelig at see paa! maa jeg have Lov at være i mit Eget? Nu lugter jeg Kaal! Nu er jeg ved mit Blad! Der er ikke noget saa Deiligt, som Ens Eget. Men høiere op maa jeg!«

»Ja, høiere op!« sagde den lille Skruptudse, »høiere op! den føler ligesom jeg! men den er ikke i Humeur idag, det kommer af Forskrækkelsen. Vi ville Alle høiere op!« og den saae saa høit den kunde.

Storken sad i Beden paa Bondens Tag, han knebbrede og Storkemo'er knebbrede.

»Hvor de boe høit!« tænkte Skrubtudsen. »Hvo der kunde komme derop!«

Inde i Bondehuset boede to unge Studenter: den Ene var Poet, den Anden Naturforsker; den Ene sang og skrev i Glæde om Alt, hvad Gud havde skabt, og som det speilede sig i hans Hjerte; han sang det ud, kort, klart og rigt i klangfulde Vers; den Anden tog fat paa Tingen selv, ja sprættede den op, naar saa maatte være. Han tog Vorherres Gjerning som et stort Regnestykke, subtraherede, multiplicerede, vilde kjende det ud og ind og tale med Forstand derom, og det var heel Forstand, og han talte i Glæde og med Klogskab derom. Det var gode, glade Mennesker, begge To.

»Der sidder jo et godt Exemplar af en Skrubtudse!« sagde Naturforskeren; »den maa jeg have i Spiritus!«

»Du har jo allerede to Andre!« sagde Poeten; »lad den sidde i Ro og fornøie sig!«

»Men den er saa deilig grim!« sagde den Anden.

»Ja, naar vi kunne finde Ædelstenen i Hovedet paa den!« sagde Poeten, »saa vilde jeg selv være med at sprætte den op!«

»Ædelstenen!« sagde den Anden, »Du kan godt Naturhistorie!«

»Men er der ikke just noget meget Smukt i den Folketro, at Skrubtudsen, det allergrimmeste Dyr, tidt gjemmer i sit Hoved den kosteligste Ædelsteen! Gaaer det ikke med Menneskene ligesaa? Hvilken Ædelsteen havde ikke Æsop, og nu Sokrates? -«

Mere hørte Skrubtudsen ikke, og den forstod ikke det Halve deraf. De to Venner gik, og den slap for at komme i Spiritus.

»De talte ogsaa om Ædelstenen!« sagde Skrubtudsen. »Det er godt, at jeg ikke har den, ellers var jeg kommen i Ubehagelighed!«

* 264

Da knebbrede det paa Bondens Tag; Storkefa'er holdt Foredrag for Familien, og denne saae skjevt ned paa de to unge Mennesker i Kaalhaven.

»Mennesket er det meest indbildske Kræ!« sagde Storken. »Hør, hvor Knebbren gaaer paa dem! og saa kunne de dog ikke slaae en rigtig Skralde. De kroe sig af deres Talegaver, deres Sprog! det er et rart Sprog: det løber over i det Uforstaaelige for dem ved hver Dagreise, vi gjøre; den Ene forstaaer ikke den Anden. Vort Sprog kunne vi tale over hele Jorden, baade i Danmark og i Ægypten. Flyve kunne Menneskene heller ikke! de tage Fart ved en Opfindelse, som de kalde »Jernbanen«, men de brække da ogsaa der tidt Halsen. Jeg faaer Kuldegys i Næbbet, naar jeg tænker derpaa! Verden kan bestaae uden Mennesker. Vi kunne undvære dem! Maae vi bare beholde Frøer og Regnorme!«

»Det var da en mægtig Tale!« tænkte den lille Skruptudse. »Hvor det er en stor Mand! og hvor han sidder høit, som jeg endnu Ingen har seet sidde! og hvor han kan svømme!« udbrød den, da Storken med udbredte Vinger tog Part igjennem Luften.

Og Storkemo'er talte i Beden, fortalte om Ægyptens Land, om Nilens Vand og om al det mageløse Mudder, der var i fremmed Land; det lød ganske nyt og yndeligt for den lille Skrubtudse.

»Jeg maa til Ægypten!« sagde den. »Bare Storken vilde tage mig med, eller en af dens Unger. Jeg vilde tjene den igjen paa dens Bryllupsdag. Jo, jeg kommer til Ægypten, for jeg er saa lykkelig! Al den Længsel og Lyst jeg har, den er rigtignok bedre end at have en Ædelsteen i Hovedet!«

Og saa havde den just Ædelstenen: den evige Længsel og Lyst, opad, altid opad! den lyste derinde, den lyste i Glæde, den straalede i Lyst.

Da kom i det Samme Storken; den havde seet Skrubtudsen i Græsset, slog ned og tog just ikke lempeligt paa det lille Dyr. Næbbet klemte, Vinden susede, det var ikke behageligt, men opad gik det, opad til Ægypten, vidste den; og derfor skinnede Øinene, det var, som der fløi en Gnist ud af dem:

»Quak! ak!«

Kroppen var død, Skrubtudsen dræbt. Men Gnisten fra dens Øine, hvor blev den af?

Solstraalen tog den, Solstraalen bar Ædelstenen fra Skrubtudsens Hoved. Hvorhen?

* 265

Du skal ikke spørge Naturforskeren, spørg helst Poeten; han fortæller Dig det som et Eventyr; og Kaalormen er med deri, og Storkefamilien er med deri. Tænk! Kaalormen forvandles, og bliver en deilig Sommerfugl! Storkefamilien flyver over Bjerge og Have bort til det fjerne Afrika, og finder dog den korteste Vei hjem igjen til det danske Land, til det samme Sted, det samme Tag! ja, det er rigtignok næsten altfor eventyrligt, og dog er det sandt; Du kan gjerne spørge Naturforskeren, han maa indrømme det; og Du selv veed det ogsaa, for Du har seet det.

- Men Ædelstenen i Skrubtudsens Hoved?

Søg den i Solen! see den om Du kan!

Glandsen der er for stærk. Vi have endnu ikke Øine til at see ind i al den Herlighed, Gud har skabt, men vi faae dem nok, og det bliver det deiligste Eventyr, for vi ere selv med deri!

* 266

Denne udgave trykkes af Bianco Lunos Bogtrykkeri A/S med DeVinne Antikva. Papiret er matglittet, fuldlimet træfrit trykpapir (100 g) fra A/S De Forenede Papirfabrikker. Helshirtingsbind til en del af oplaget udføres af Petersen & Petersen. Typografi, omslag og bind efter skitser af udgiveren. Vignet af Vilh. Pedersen efter Historier 1855, se ovenfor s. 68. Bind IV planlagt til udsendelse 2. april 1966. The variant notes: © 1966 Hans Reitzels Forlag A/S.

Printed in Denmark.