Andersen, H. C. Uddrag fra De Vises Steen

»Saadan gaaer det nok med det Skjønne i Verden!« sagde Poeten, og han sang en Vise derom, sang den paa sin Maade, men Ingen hørte paa den; derfor gav han Trommeslageren to Skilling og en Paafuglefjer, og saa satte han Visen ud for Tromme og slog den ud i Byen, i alle Gader og Stræder; saa hørte Folk den og sagde, at de forstode den, den var saa dyb! og nu kunde Poeten synge flere Viser, og han sang om det Skjønne, det Sande og det Gode, og de hørte derom i Kippen, hvor Tællelyset osede, de hørte det i den friske Kløver-Eng, i Skoven og paa den aabne Sø; det lod til, at denne Broder fik større Held, end de to andre havde det; men det kunde Djævelen ikke lide, og saa kom han strax med Kongerøgelse og Kirkerøgelse og al den Hæderens Røgelse, der findes kan, og som Djævelen forstaaer at destillere; de allerstærkeste Røgelser, som qvæle alle de andre og kunne gjøre selv en Engel tummelumsk, sagtens en stakkels Poet; Fanden veed nok, hvorledes han skal tage de Folk! han tog Poeten med Røgelse, saa at han blev reent henne i det, glemte sin Sendelse, sit Fædrehjem, - Alt, sig selv med; han gik op i Røg og Røgelse.