Andersen, H. C. Uddrag fra De Vises Steen

»Nu maa nok jeg ud i Verden! og blive borte ligesom de Andre!« sagde den fjerde Broder. Han havde et ligesaa godt Humeur, som den foregaaende, men han var ikke Poet, og saa havde han just Grund til at have godt Humeur; de To havde bragt Munterhed paa Slottet; nu gik den sidste Munterhed. Synet og Hørelsen ere altid af Menneskene blevne ansete for de to betydeligste Sandse-Evner, dem man især ønsker sig stærke og skærpede, de tre andre Sandser blive ansete for mindre væsenlige, men det var slet ikke denne Søns Mening, han havde især udviklet Smagen i al den Betydning, den kan tages, og den har en stor Magt og et mægtigt Regimente. Den regjerer over baade hvad der gaaer gjennem Munden og gjennem Aanden, derfor smagte han paa hvad der var i Pande og Potte, i Flaske og i Kar; det var det Grove i Embedet, sagde han; hvert Menneske var ham en Pande, det kogte i, hvert Land et uhyre Kjøkken, aandelig taget, det var det Fine, og nu vilde han ud at prøve det Fine.