Andersen, H. C. Uddrag fra Et Stykke Perlesnor

Vi kom efter Middag til Krebsehuset, det var et galant Sted dengang, det bedste Vertshuus paa hele Reisen og den yndigste Egn, ja, det maae I da Alle indrømme, at den endnu er. Det var en ferm Vertinde, Madam Plambek Alt i Huset som et glatskuret Spækbræt. Paa Væggen hang i Glas og Ramme Baggesens Brev til hende, det var nok værd at see! mig var det en stor Mærkelighed. - Saa gik vi op til Sorø og traf der Emil; I kan troe, han blev glad ved at see os, og vi ved at see ham, han var saa god og opmærksom. Med ham saae vi da Kirken med Absalons Grav og Holbergs Kiste; vi saae de gamle Munke-Indskrifter, og vi seilede over Søen til »Parnasset,« den deiligste Aften jeg mindes! jeg syntes rigtignok, at skulde man nogensteds i Verden kunde digte, maatte det være i Sorø, i denne Naturens Fred og Deilighed. Saa gik vi i Maaneskin ad Philosophgangen, som de kalde det, den deilige eensomme Vei langs Søen og Flommen ud mod Landeveien til Krebsehuset; Emil blev og spiste med os, Fader og Moder fandt, at han var bleven saa klog og saae saa godt ud. Han lovede os, at han inden fem Dage skulde være i Kjøbenhavn hos sin Familie og sammen med os; det var jo Pintsen. De Timer i Sorø og ved Krebsehuset, ja, de høre til mit Livs skjønneste Perler! -