Andersen, H. C. Uddrag fra Fem fra en Ærtebælg.

»Nei, den sætter jo Blomst!« sagde Konen en Morgen og nu fik ogsaa hun det Haab og den Tro, at den lille, syge Pige kom sig; det randt hende isinde, at i den sidste Tid havde Barnet talt livligere, de sidste Morgener havde det selv reist sig op i Sengen og siddet der og seet med straalende Øine paa sin lille Ærtehave af een eneste Ært. Ugen efter var den Syge første Gang oppe i over en Time. Lyksalig sad hun i det varme Solskin; Vinduet var aabnet, og udenfor stod der fuldt udsprungen en hvidrød Ærteblomst. Den lille Pige bøiede sit Hoved ned og kyssede ganske sagte de fine Blade. Det var ligesom en Festdag den Dag.