↩ Kong Valdemar er den dygtige Samler af Danmarks Rige; han evner i Snuhed at tage det op selv med den snilde Hr. Eckhard, han forstaar af Fjender at skabe sig Venner (den gamle tapre Vendelbo); i hans Væsen ligger en fin Humor, som han ikke viger tilbage for at give Udtryk, selv naar han taler om Vorherre (S. 99-100). Med et umiddelbart Blik for kvindelig Skønhed betages han ved Modsætningen til sin kolde Dronning af Toves Skønhed, og da hans Kærlighed har vundet Sejr, er Lykkens Maal fuldt. I »Valdemars Sang« bryder Lykkefølelsen frem. En Folkevisens Ridder giver i Folkevisens Strofe et følt og nænsomt Udtryk for en skøn og ædel Kvindes Virkning paa et mandligt og mandigt Sind. I Digtet gives i en Række Strofer, der alle indledes med og (Polysyndeton), og som danner en Række For- og XIII Bisætninger, en hel Række smaa Billeder af Tove, hendes Skønhed og Magt over Kongen, indtil en Strofe, der indeholder Eftersætningen, tegner hendes Virkning som Helhed: