Hauch, Carsten VIII.

VIII.

Gennem de omtalte Digte er der allerede kastet noget Lys over Digterens Livsanskuelse. Vi vender nu Blikket mod hans Betragtning af Livet, dets Opgaver XXVI og Krav, hans Syn paa Døden, og hans Tanker om det evige Liv.

Da Hauch forlod sit norske Fædreland for at drage til Danmark, indledtes en Livsskæbne, opfyldt af Kampe og Trængsler, men ogsaa rig paa indre Lykke og Trøst. »Fisken fra Fjeldsøen«, en Fabel, symboliserer Digterens Higen mod det fjærne. Ad Floden svømmer Fisken ud mod det store Hav, derude møder den tusind Farer, Lysets Bolig finder den ikke; den længtes tilbage til Fjeldsøen, men »fandt sin Død i Sydens fjerne Bølger«. I Syden, den Verden, der laa uden for Norge, havde Hauch staaet Ansigt til Ansigt med Døden; han havde selv søgt den, men da Kuglen prellede af mod et Ribben, saa han deri et Vink fra Forsynet om, at Livet skulde leves. Modigt og mandigt tog han Livet op, Livet som Kamp og Arbejde:

Vi sendtes hid til Arbeid,
Og ei til Lyst og Leg.

Gennem en aandelig Krise førtes han bort fra sit hidtidige naturfilosofiske Livssyn (selv om Panteismen ikke helt opgives) til en Forsyns- og Evighedstro, forbundet med en vis almindelig, ikke dogmatisk tynget Kristendom, og med et usvigeligt Krav paa at følge det bedste i det eget Indre (se »Et Vendepunkt i mit Liv«, »Minder« II, S. 185-201). I Himlen boede Gud, paa Himlen lyste de evige Stjerner, mod begge hævede Digteren sit Blik. Det ses først i det simple, skønne Digt »Trøst i Modgang«. Han har fattet Livets Lære: Arbejde og Strid, men Trøsten har han ogsaa fundet: her paa Jorden ikke at svige sig selv, efter Livet som Aand at forstaa, at Jordlivets Lidelse og Smerte kun var et Gennemgangsled til Saligheden. I »Psalme« slaar han sin Lid til Herren:

Han, som hører Hjortens Skrig,
Naar den langt fra Kilden vanker,
XXVII Han skal ogsaa høre Dig,
Kast da bort de feige Tanker!

Med denne Trøst kan han fattet bære Mængdens Miskendelse og gaa sine egne Veje. I »Sangfuglen« siges det. I et skønt Symbol har Digteren her fremsat sit Syn paa sig selv, sin Digtning og dens Værdi.

Ensom og længe uforstaaet følte Hauch det som en Nødvendighed og en Styrkelse at indgaa en Pagt med Himlen: et Livssyn uden noget højere kunde kun føre til Fortvivlelse og Ønske om Udslettelse, som vist i Valdemars anden Sang. Livet er strængt at leve, derfor ønsker han det ikke om igen. I »Den forgangne Tid« besvarer han Spørgsmaalet, om det var ønskeligt paany at leve Livet, med et aldrig, men mandigt ender han med en Tak til Gud, fordi han fik Lov at leve Livet med dets Sorger og Glæder, hvor Freden alene fandtes i hans eget Hjærte.

Dødens »dunkle Eventyr« skal enhver bestaa; i to Digte: »Afsked fra Verden« samt »Søvnen og Døden« fremsætter Hauch sit Syn herpaa. Med Frygt, men ogsaa med Længsel betræder Sjælen Dødens Vej; Livet, dets Forsken og Studier, har vist sin Utilstrækkelighed til at løse Gaaderne; kun Barnetroen viser Vej til Himlen. Døden er som Søvnen, den betyder Frihed for Smærte og jordiske Byrder, den bringer Klarhed over Livets Maal, den mildner hver Sorg, undtagen Samvittighedens. I Digtet »Bøn« beder Digteren den »hellige Gud« om at maatte føres gennem Døden til den evige Vaar, hvor Freden bor.

Hauchs Betragtning af Liv og Død er præget af Kristendommen, men han gaar ud over den; det er ikke dennes Himmel, han tænker sig som det egentlige Opholdssted efter Døden, det er selve Himlen med de tusinde Stjerner, Evighedens Symboler; her er Aandernes Opholdssted. Atter og atter møder vi Stjernehimlen i hans Værk. I »Pleiaderne ved Midnat« taler Stjernerne, fra det høje skuer de ned XXVIII paa Verdenerne under dem, disse Verdener, der mener sig evige; de er kun Døgnfluer. Stjernerne selv er ikke engang Evighedens Billede, de er, med deres Millioner af Aar for intet at regne mod Evigheden »i de høie Aanders Rige«.