DEN FREMMEDE JOMFRU.
✂
Saa red den ædle Konning ad Markerne hen,
Der fulgte ham efter kun en eneste Svend,
Men da de kom til Skoven, hvor Veien blev trang,
Da hørte Kongen atter den fjerne Bjældeklang.
✂
Han kaldte paa Svenden, han let af Sadlen sprang,
Han sagde: »Vogt min Ganger og vent mig paa Vang.«
Saa gik han ind i Krattet, selv baned han sig Vei,
Han sagde: »Jeg hører Bjælderne, jeg skuffer mig ei.«
✂
Saa vandred han alene paa den vildsomme Sti,
Da naaede han en Plads, der for Træer var fri,
Der saae han en Jomfru - han troede knap sit Syn,
Sagtelig leged Bladene med Solstraalernes Lyn.
✂
Om Brystet var hun fyldig, i Midien var hun smal,
Eensom og stille hun sad bag Skovens Hal,
Tankefuld drømmende paa den mosgroede Steen;
Hun ligned en deilig og smækker Rosengreen.
✂
De rødeste Koraller smykked hendes Haar,
Midt i Høstens Blomster hun ligned den unge Vaar;
104
Fager hun syntes, liig en Paradisets Aand,
Der saae han ogsaa Falken, den sad paa hendes Haand.
✂
Hun reiste sig med Iil, da den Fremmede hun saae,
Men Falken blev siddende, den agted ei derpaa,
Da standsed den Herre, hans Tanker sig forvilded,
Han troede, han bedaaredes kun af et Tryllebilled.
✂
Dog fatted han sig hurtig, han traadte hende nær,
Og sagde: »Det er fagert at see paa Skoven her,
Og Græsset er fagert, og Falken er skjøn,
Langt skjønnere den Jomfru, der lokked den i Løn.«
✂
Da neied hun for Kongen, skjøndt hun kjendte ham ei,
Hun svared: »Af sig selv den fra Luften fandt Vei,
Frivillig ned den daled og satte sig paa min Haand,
Jeg har den ikke lokket, ei holdt den i Baand.«
✂
Da mæled den Herre: »Jeg ret ei fatte kan,
At Rygtet om Jer Skjønhed blev skjult i dette Land,
At slig en Rose blomstred saa nær ved Øresund,
Og at jeg ei den skued før nu i denne Stund.«
✂
Gjensvared den Jomfru: »Min Broder og jeg,
Vi hid nys ere komne paa Bølgernes Vei.
Min Moder var fra Danmark, hun efterlod os her
En Borg, som I kan skimte bag Krat og bag Træer.«
✂
Da sagde Konning Volmer: »Den Falk tilhører mig,
Dog gjerne jeg den afstaaer, hvis den kan tækkes Dig;
Mig synes, Eders Øine ligne den klare Sø,
Ei før i Danmarks Rige jeg skued slig en Mø.«
✂
Hun sænked sine Blikke, hun rødmed som Blod.
»Jeg har vel sagt formeget«, tænkte den Herre god,
»Jeg gjerne længer dvæled, dog bør jeg nu vel gaae,
Dog kan jeg de Drømmetanker af Hovedet ei faae.«
✂
Om hendes Navn han spurgte, han gik endnu dog ei,
Hun sagde: »Tovelille, min Herre, kaldes jeg,
Min Broder hedder Henning, vi kom fra Rygens Strand,
Vi stamme ned fra Konger i det vendiske Land.«
✂
Da svared den Herre: »Jeg selv en Konning er,
Og Alt, hvad I begjerer, jeg gjøre vil for Jer,
Jeg fødtes til Beskytter for undertrykte Mænd
Og værgeløse Qvinder, vi sees vist igjen.«
✂
Saa hilsed han venlig og svandt bag Busk og Krat,
Hun efter ham stirred igjennem Skovens Nat,
Hun sagde ved sig selv: »Der var det i hans Øie,
For hvilket mod min Villie jeg maatte mit Hoved bøie.«
✂
Men Falken steg i Luften, den fulgte ham paa Vei,
Hun tankefuld bortvandred, dog vidste hun ei,
At nu hun havde fængslet med Elskovens Baand
Den Herre, der holdt det hele Danmark i Haand.