Hauch, Carsten Uddrag fra Valdemar Atterdag

KONGEN BESØGER TOVELIL OG HENDES BRODER.

Kong Volmer jager den lette Raa,
Det var ved Vintertide,
Han fanger de Dyr baade store og smaa,
De Timer saa sagtelig glide.

Han beder Hare, han beder Hind,
Ei kan han den Jomfru glemme.
Tilsidst han træder i Borgen ind,
Hvor Tovelil havde hjemme.

Han siger: »Jeg jaged paa vilden Sti,«
- Hans Barm den banker urolig -
»Da kom jeg, Hr. Henning, Din Borg forbi,
Thi vilde jeg see Din Bolig.

Jeg veed, I seiled fra Rygens Strand
Til Sjællands blomstrende Enge.
Man priser, Hr. Henning, Din store Forstand,
Dertil kan hos os vi trænge.«

Han talte kun lidet med Tovelil,
Han troer det er bedst at tie,
Han tænker: »Tidt skrider man frem med Iil,
Hvor det var klogest at bie.«

Snart var han alvorlig og snart han loe,
Vel kunde sit Ord han vende,
Han blev i Timer, han blev i to,
Han blev til Dagens Ende.

107

Hans Stemme ligned den Tryllelyd,
Der klinger i Dvergenes Sale,
Hvad Andre vinde ved Sværd og Spyd,
Det ofte han vandt med sin Tale.

Tilsidst han sig vender mod Tovelil,
Hun reiser sig fra sit Sæde,
»At I og Jer Broder er komne hertil
Det vorder os vist til Glæde.«

Den Jomfru sig neier med smilende Mund.
»Jer Tale saa let monne glide,
Dog hviskes det rundt fra Belt til Sund,
At ei man paa den tør lide.«

Hr. Henning mæled: »Et Barn hun er,
Hun kan ei beherske sin Tunge.«
Men Kongen svarer: »Det gaaer mig ei nær,
Hun taler, som Fuglene sjunge.«

Han siger: »I ligner en Lilie paa Qvist,
Guds Engle bringe den Føde,
Men Landet maa værges ved Kløgt og List,
Hvis ei det skal trænges til Døde.

Der lyves saamangen Ridder paa,
Med Klaffer er ondt at stride,
De Herrer i Syden det vel forstaae,
Fra dem kommer Danmarks Qvide.

De agted ei Kongens og Retfærds Bud,
De mente, de her havde hjemme,
Dem har vi drevet af Landet ud,
Det kan de os aldrig glemme.

108

Vort Riges Grændse de voldelig brød,
Og Landet de agted at dele,
Men det skal siges, naar Volmer er død,
Han atter har samlet det Hele.«

Saa talte den Herre dristig og snild,
Han tænkte, det kunde dog hænde,
At Volmer vandt det Elskovs Spil,
Hvis Lykken det saa vilde vende.

Han tænker: »I Morgen er atter en Dag,
Vor Heftighed vil vi dæmpe,
Vi bragte til Ende saamangen Sag,
Skjøndt vi fore frem med Læmpe.«

I Lunden blæser den kolde Vind,
Den Ganger i Stalden sover,
Men Volmer vender Hr. Hennings Sind,
Saa han at tjene ham lover.

Og atter den Herre spøged og loe,
De Timer saa sagtelig glide,
Men da han naaede sin Kongebo,
Da var det ved Midnatstide.