Hauch, Carsten Uddrag fra Valdemar Atterdag

FRU HELVIG.

Hr. Eckhard og Fru Helvig heel tidt hinanden saae,
De mødtes i Hallen, naar Mørket faldt paa,
De mødtes og i Lunden paa den eensomme Vei,
Men Dankongen lod, som han mærked det ei.

En Aften da Hr. Eckhard hos Dronningen sad,
Han hvisked: »Eders Herre gjør Jer nok lidet glad;
Dog stol paa Jer Broder, der ved Slien mon boe,
Dertil paa Holsteens Grever, de er Jer huld og troe.

Hvis I da mærker Noget til Dankongens Spil,
I bør det ei fordølge, men skrive dem det til,
Og vil I da blot lyde vort hemmelige Raad,
Visselig skal vi standse Jer Kummer og Graad.

Jer Andagt og Jer Gudsfrygt er vidt i Landet kjendt,
Men med Kong Volmers Fromhed er det nok slet bevendt,
131 Og turde han det vove, han lagde Kirken øde,
Han raner ofte Kalk og Disk for sine Mænd at føde.«

Sukkende svared Helvig: »Det tidt mig voldte Sorg,
At sanke Guld og Rigdom, at vinde Slot og Borg,
Derefter kun han higer, kun Eet han tænker paa,
At samle det delte Danmark, hvordan det saa skal gaae.«

Svared Hr. Eckhard listig: »Han tænker Eet endnu,
At tale med Fru Tove, dertil staaer hans Hu,
Skeer det ei ved Dagslys, det skeer ved Midnatstide.«
Da blev Fru Helvigs Kinder som et Liinklæde hvide.

Hun reiste sig og iled til Vinduet hen;
Hun sagde: »Der seer jeg Kongen, han rider ud igjen,
Hvor rider han saa silde, jeg kan det ei forstaae?
Er det nu Tid at jage, da Natten falder paa?«

- »I ligner de tause Stjerner paa Himmelens Vei,
I gaaer Jer stille Bane og taler derom ei,«
Saa mæled Ridder Eckhard, »det er Jer vante Skik,
Dog læser jeg skjulte Tanker i Jert tindrende Blik.

Kong Volmer, Eders Herre, har vist en stor Forstand,
Muligt, at dog han finder i Jer sin Overmand,
Han bruger mange Kunster, han kjender mangen List,
Dog i den Kunst at tie I overgaaer ham vist.«

132

Pludselig udbrød Helvig: »Jeg er vel nødt dertil,
Jeg maa min Tanke skjule, dog nu jeg tale vil:
Hun eller jeg maa falde, nu Ordet er sagt,
Hun har omspundet Kongen med farlig Tryllemagt.

Der gives stærke Runer, kastes de for vor Fod,
Det næsten er umuligt at staae dem imod,
Dem har hun lært tilvisse, dem monne hun vel forstaae,
Bliver hun her i Danmark, maa jeg til Grunde gaae.«

Gjensvared Hr. Eckhard: »Det er en farlig Sag,
Hr. Henning hende vogter ved Nat og ved Dag;
Mens Kongen er i Leding, Henning hans Høvedsmand
Skal blive her tilbage og værne Sjællands Strand.

Mig følger kun min Væbner og dertil tvende Mænd;
Men hvis I kan vente, til jeg kommer igjen
Med flere stærke Kæmper, og I mig hjelpe vil,
Muligt kan da det lykkes, hvad Eders Hu staaer til.«

Ham svared Fru Helvig: »Hun her ei blive kan,
Gift hende med en Træl, der boer i et andet Land!
Dog jeg maa synes reen og for Mistanke fri,
Det kunde blive farligt, hvis jeg blanded mig deri.«

- »Naar Volmer først er borte, kan hun ei skade Dig,
Men vender han tilbage, da stol kun paa mig!«
Saa mæled Ridder Eckhard, han Hallen forlod,

Det syntes, som Kong Volmer ei deres Færd forstod.
133 Da mødte Herr Eckhard Ditlef, sin gode Svend,
Han sagde: »Vi har ved Hoffet endnu dog en Ven,
Saa siger et gammelt Ordsprog: Mands List er vel behænde,
Men Qvindelist er større, thi den er uden Ende.

Muligt dog det Ordsprog vil denne Gang slaae feil,
Tovelil vil hun fange, det klare Jomfruspeil,
Dog vi vil fange Kongen, det er et bedre Spil,
Og uden at hun veed det, skal hun hielpe dertil.

Thi uden Guld og Pendinge ei vindes denne Krig,
Men Helvig eier Skatte, hun synes meget rig,
Jeg vil da samle Stridsmænd i Tydskland, vort Hjem,
Men det er saare billigt, at hun betaler dem.«

- Fru Helvig lod en Troldqvinde hente til sin Borg,
Ei heller for hende hun dulgte sin Sorg,
Da neied sig og sagde den alderstegne Qvind:
»Vel kjender jeg den, der kan vende Kongens Sind.

Jeg kjender vel en Mester, han Kunsten forstaaer,
I Vælskland han fødtes, heel Meget han formaaer,
Paa Vindens Hest han rider over Krat, over Torn,
Han seiler over Havet paa Eisdyrets Horn.

Og han kan vende Veiret blot ved sin Stemmes Klang,
Og han kan standse Stormens og Stjernernes Gang
Og lære Skovens Ulve at trække Bondens Plov.«
- »Ja«, svared Fru Helvig, »jeg har alt hørt hans Lov.«

134