Hauch, Carsten Uddrag fra Valdemar Atterdag

VALDEMAR BEILER TIL TOVELILLE.

Eng og Ager grønnedes, der blomstred Bøg og Riis,
Skovduen og Gjøgen sang paa vante Viis,
Og Stæren fløited liflig, det var ved Pindsetid,
Hvidtjørnen var at skue som Sneen saa hvid.

136

Herr Henning var ei hjemme, han red i Kongens Bud,
Da vandred Jomfru Tovelil ad Slotsporten ud,
Hun satte sig ved Borgen, nærved en Rosenhæk,
Der snoede sig bag Blomster den rislende Bæk.

Den ligned en Sølvtraad, spunden under Jord,
For at flettes i det Bælte, der sig om Sjælland snoer,
Der sad den fagre Jomfru med Haand under Kind,
Da saae hun Kong Volmer ved den lysgrønne Lind.

Hun reiste sig hurtig, hun rødmed som Blod,
Og neied sig for Kongen, da sagde den Herre god:
»Heel fager er den Bæk og de blomstrende Træer,
Dog fagrere den Jomfru, som stander dem nær.

Jeg drager nu i Leding, de Kjøbmænd af Hardervig
Og Lybek og Venden os true nu med Krig,
Og Væverlauget i Visby os gjeste vil med Vold,
Vævspolen dog ei knuser saa let mit gode Skjold.«

Han sagde: »Jeg har Skibe, bygget med stor Forstand,
Som Stormfugle trodse de det oprørte Vand,
Men blæser Børen gunstig, og er den ei for svag,
Seile de tredive Mile selv paa en Vinterdag.

Paa Strømmen og paa Vinden forstaaer jeg mig vel,
Og Vandbølgens Veie har ofte bragt mig Held,
Dog vil det noget vare, en Sommer vil gaae hen,
Før jeg tilbage vender og seer Dig igjen.«

137

- Hun svared: »Gud skjenke Jer saamangen Time blid,
Som Stjerner, der følges ad i Midnattens Tid,
Gud skjenke Danmarks Rige saamangt et Seiersaar,
Som Pilen har Blomster i den tidlige Vaar.«

Han sagde: »Tovelille, jeg farer ei med Svig,
Jeg noget har paa Hjerte, som jeg vil sige Dig,
Jeg kan ei reise bort, før jeg Ordet har sagt,
Du fanget har Kong Volmer med Elskovens Magt.«

Hun svared: »Min Herre, I tale dog ei saa!
Jer Troskab til Fru Helvig vist aldrig brydes maa.«
Han sagde: »Fru Helvig har aldrig gjort mig glad,
Tidt fyldte hun mit Hjerte med Bitterhed og Had.

Aldrig kan hun trættes af Messer og Psalmesang,
Og aldrig hun finder nogen Præken for lang,
Men hørte hun end daglig de Kirkemesser ni,
For hævngjerrige Tanker hun blev dog aldrig fri.

At spinde falske Rænker nu hun ogsaa har lært
Af Eckhard fra Sachsen, det er mig meget kjært,
Jo mere hun sig blander i mine Fjenders Svig,
Desdybere skal hun falde til Gavn for mig og Dig.«

Han sagde: »Tovelille, hvis Du vil elske mig,
Jeg selv og mine Borge skulle da tjene Dig,
Og naar Fru Helvigs Rænker har voldet hendes Fald,
Skal Du Guldkronen bære i Dannerkongens Hal.«

138

Hun svared: »Jeg stammer af kongelig Rod,
Langt heller vil jeg døe end besmitte det Blod,
Hvoraf jeg ud er sprungen; saa hjelpe mig Gud!
Du favner mig aldrig, før jeg vorder Din Brud.«

Da tænkte den Herre: »Hun er en ædel Qvinde,
En velbefæstet Borg, heel vanskelig at vinde,
Dog strax at tabe Modet var aldrig Volmers Sag,
Der kommer vel engang en beqvemmere Dag.«

Han sagde: »For Ingen paa Jord jeg bøied mig,
Dog nu jeg mig bøier, Tovelille, for Dig,
Jeg giver Dig til Afsked mit kongelige Ord,
Hvis Gud vil mig hjelpe, Du herske skal i Nord.«

Saa hilsed han med Haanden, saa gik den Herre væk,
Hun satte sig atter ved den rislende Bæk,
Og lytted igjen til den underlige Sang,
Hun sagde: »Mig synes, jeg har drømt det engang.

I Drømme vi skue med indadvendt Blik,
Hvad aldrig i Dagslyset Ord og Stemme fik,
Der hvile mange Tanker i Drømmenes Dyb,
Ukjendte for Lyset som Havbundens Kryb.«