SKRIFTEMAALET.
✂
Verdens Frelser var opstanden,
Folket sig med Andagt bøied,
Thi det var en Paaskemorgen,
Alle Kirkens Klokker klang.
✂
Blaae og gyldenrøde Smykker
Om det høie Alter svæved,
Mens de hvide Seiersfaner
Under Loftets Hvælving hang.
✂
Mange Lys i Kirken brændte,
Fire for hver Helgens Billed
Hundred for den høie Jomfru
Og for den opstandne Gud.
✂
Solens gyldenblanke Luer
Glimted gjennem Østens Vindue,
Trængte frem som Seierherrer,
Der fra Himlen bragte Bud.
✂
Psalmesang og Orgeltoner
Svæved, som en Hær af Aander
Gjennem Kirkens lange Gange
Med usynligt Vingeslag.
✂
Sangen lød om Himlens Herre,
Der med Dødens Magter kæmped,
Seired over Synd og Smerte
Og opstod paa denne Dag.
✂
Tovelil i Kirken traadte,
Svøbt i sorten Silkeklæde,
Der den smalle Midie dækked
Og det høie Jomfrubryst.
✂
Eensom gik hun uden Følge,
Neied dybt for hver en Helgen,
Bad en Bøn til Himlens Dronning
Med en sagte, stille Røst.
✂
Iled saa til Sakristiet,
Knæled der i Skriftestolen,
Taarebadet, fjern fra Mængden,
Hvisked hun med blegen Mund:
✂
Om en Ild, der lønlig brændte,
Som ei Vievand kunde slukke,
Som ei Bønner kunde dæmpe,
Dybt i Hjertets stille Grund;
✂
Om en aldrig standset Længsel,
Om en Leg af Lyst og Smerte,
Om en Drøm, der Hjertet lokked
Meer end Vaar og Fuglesang.
✂
Saadan hvisked, saadan talte
Dybt i Støv den blege Jomfru,
Længe vented hun paa Gjensvar,
Da tilsidst en Stemme klang:
✂
»Vend tilbage, vend tilbage
Over Sø og salten Vove,
Til den Ø, hvorpaa Du fødtes,
Hvor Din Barndoms Vugge stod!
✂
Du maa flye, hvis Du vil seire
Mod den farligste blandt Fjender,
Han, som alt i Paradiset
Har forgiftet Qvindens Blod.
✂
Har ei Verdens høie Frelser
I sin Qval det aabenbaret?
Du korsfæste maa Dit Hjerte
For hos Gud at finde Trøst.
✂
Bed til Syndens Overvinder,
Som i Dag steg op af Graven,
At en Kobbermuur han bygger
Mellem Dig og Verdens Lyst.«
✂
Saadan talte streng alvorlig
Munken til den blege Jomfru,
Der for ham i Støvet knæled,
Mens hun skjælved ved hans Røst.