LUFTBILLEDET.
✂
Tankefuld den favre Jomfru
Satte sig ved hviden Strand,
Hvor de gyldne Solens Straaler
Speiled sig med Glands og Bæven
I det klare, sølvblaa Vand.
✂
Var det kun et selsomt Luftsyn,
Gjøgleri af Skyens Aander,
Var det Sandhed eller Drømme?
Men hun syntes, at hun saae
Dybt i Syd det fjerne Rygen
Med dets Kirker og dets Taarne,
Med Arconas Mure graae,
Hvilende paa gyldne Skyer
I det klare Himmelblaa.
✂
- Og hun hørte fjerne Toner,
Liig et Qvad fra Hjemmets Strande,
Medens Bølgen sagte hvisked
Ved den blege Jomfrus Fod:
144
»Vend tilbage, vend tilbage
Over Sø og salten Vove
Til den Ø, hvorpaa Du fødtes,
Hvor Din Barndoms Vugge stod!«
✂
Saadan hvisked Bølgens Stemme,
Saadan Luftens Aander sang,
Og det var, som om hun hørte
Hjemmets fjerne Klokkeklang.
✂
Halvforglemte gamle Minder
Kom da trækkende som Svaner,
Der mod Nord i Vaaren drage,
Og med store Vinger svinge
Sig igjennem Luftens Flod.
✂
Legesøstre fra sin Barndom
Med de Blik, som Lysets Engle
Skjenke kun til Uskylds Alder,
Venner, som hun længst forlod,
Saae hun i de gyldne Skyer,
Der, liig Paradisets Roser,
Mellem Jord og Himmel svæved,
Medens atter Sangen bæved,
Medens atter Bølgen hvisked
Ved den blege Jomfrus Fod:
✂
»Vend tilbage, vend tilbage
Over Sø og salten Vove
Til den Ø, hvorpaa Du fødtes,
Hvor Din Barndoms Vugge stod!«