Hauch, Carsten Uddrag fra Valdemar Atterdag

KAMPEN I SKOVEN.

Kong Volmer havde dvælet, til Mørket faldt paa
I Borgen, hvor Tovelil mon Guldharpen slaae,
Nu vilde han tilbage, thi Midnat var nær,
Man skimted end mod Norden et rødligt Aftenskjær.

Da hvisked Kong Volmer til Henning, sin gode Ven:
»Du skal i Nat mig følge med femten sikkre Mænd,
I Morges, da jeg red paa den eensomme Vei,
Mødte jeg tvende Stridsmænd, hvis Blik mig hued ei.

Jeg alt har talt i Eenrum med Ridder Vendelbo,
Nylig han kom fra Jylland, han er mig huld og tro;
Det er vor fælles Hensigt, skjøndt Faa kun det veed,
Fra Stimænd at rense Landet og skaffe Skoven Fred.«

Forsmædelig brændte Heden, da Sol paa Himlen stod,
Men siden blev det svalt, da den sank i sit Blod.
Kongen var klædt i Rustning, han satte Hjelmen paa,
I Fakkellyset speiled sig hans Ringbrynie blaa.

Saa gik han ud i Gaarden under høien Lind
Og svøbte sig i sin Kappe, heel tankefuld i Sind,
Saa sprang han paa sin Ganger, den hæved letten Fod,
I Vinduet Jomfru Tove fast som i Drømme stod.

Saa red han ud af Porten, fulgt af sin Riddersvend,
Da mødte ham Hr. Henning med femten stærke Mænd,
160 Foran dem glimted Fakler, de vare klædt i Jern,
Med Spær og lange Glavind de syntes et mægtigt Værn.

Med opbundne Hjelme de vented Kongens Bud,
Da sagde den Drot behænde: »Sluk Eders Fakler ud!
Mens Sommernatten glider, Lyset aldrig døer,
Det skimtes selv i Mørket som bag et luftigt Slør.

Holder Jer lidt tilbage under de høie Træer!
Truer os da en Fjende, er I dog stedse nær;
Jeg haaber, det skal vorde dem selv til Angst og Spee,
Her er langt Fleer tilstede, end I og jeg kan see.«

Det strax blev iværksat, som Dankongen bød,
Nærved hans egen Ganger kun glimted en Fakkel rød;
Han sagde: »Vil Nogen speide min natlige Sti,
Da ønsker jeg slet ikke, han skal hindres deri.«

Paa Vang de hvide Taager sig bredte som et Hav,
I Skoven var det stille i bælmørken Grav,
Pludselig dog hørtes en Lyd af Hestetrin,
Paa Sletten i det Fjerne glimted et rødligt Skin.

Ridende Mænd man skued, de kom alt mere nær;
De staalgraae Pandsersærke, de blankslebne Spær
Skinned i Fakkellyset, de iled som til Dands,
Hjelmene var at skue som Vand i Maaneglands.

161

De red, som bedst de kunde, agted ei Krat og Torn;
Da blæste Konning Volmer høit i sit Jægerhorn,
I Luften hørtes Gjenlyd fra Nord og fra Syd,
Det var, som der blev svaret med en forstærket Lyd.

De standsed ved Skoven, heel nærved Kongens Ganger,
De rasled med Pandserringe, de tænkte: »Vi ham fanger.«
Raabte da Ridder Eckhard: »I er en ufri Mand,
I maa Jer Skjebne bære, altsom I vil og kan.«

Atter de trængte fremad, de vilde Kongen naae,
Da Henning og hans Stridsmænd de ved hans Side saae.
Meldte da Kong Volmer, han klapped sin Gangers Hals:
»Nu vil vi se, Hr. Eckhard, om Danmark er tilfals.«

Atter raabte Hr. Eckhard, det høit i Skoven lød:
»Hvis ei vi dem Alle fælde, det bli'er vor visse Død!
Fremad, brave Kæmper! nu staaer mig trolig bi!
Vi er halvtredsindstyve, og de knap meer end ti.«

Med udstrakte Landser de red hverandre nær,
Da saae man ridende Stridsmænd paany ved Skovens Træer;
Det brused som en Hvirvelvind, der kommer ned fra Sky,
Da saae man og Hr. Vendelbo, han agted ei at flye.

162

»Før I skal Kongen fange«, han raabte med høien Røst,
»Før skal I riste blodige Runer i mit Bryst.«
Meldte da Kong Volmer, den Herre snild og rig:
»Hvo bedst kan lægge Planer, det skal nu vise sig.

I meente, Hr. Eckhard, jeg Intet kunde see,
Alt hvad Jer Hu begjerte, det syntes og at skee,
I haabed mig at skue fangen ved Eders Fod,
I meente, jeg var blind og slet Intet forstod.«

End lyste Fakkelglandsen ved Bøgenes Stammer,
Sværdene var at skue som blege Nordlysflammer.
Der kløvedes høie Hjelme, det lød som Hammerslag,
Da klang gjennem Skoven et vældigt Vaabenbrag.

Det klang gjennem Skoven, det hørtes over Land,
Blodet flød fra Brynierne som rindende Vand,
Der knustes mange Skjolde, der brødes mangt et Spær,
Fem og tredive Stridsmænd da bleve slagne der.

Foran stred Hr. Vendelbo, han brød de Skjoldes Hegn
Og mærked mangen Kriger med Dødens sikkre Tegn;
Han øved i Nattens Dæmring heel mangen dristig Daad,
Hans Sværd skar i Jernet, som Saxen skærer Traad.

Ditlef den unge Væbner heel dristig Vei sig brød,
Ham voldte Ridder Vendelbo tilsidst en hurtig Død;
163 Red da frem Hr. Eckhard, han kom til Kongen nær,
Han tænkte ham i Hjertet at ramme med sit Spær.

Da vendte sig Kongens Ganger, den Herre fri og bold
Behændig undgik Døden, dog knustes hans Skjold.
Hr. Eckhard vilde flygte, han var kun lidet fro,
Da styrted ham i Støvet Hr. Peder Vendelbo.

Dankongen havde seiret, ham Lykken var god,
Han skued sine Fjender i Støvet ved sin Fod,
De Fleste vare døde, kun Faa monne flye,
Hr. Eckhard førtes fangen til nærmeste By.

Da smiled Konning Volmer, den Herre syntes fro,
Han sagde, mens han rakte sin Haand til Vendelbo:
»Ifald en enkelt Stridsmand et Slag kunde vinde,
Jeg mener, saadan Helt man i Jer maatte finde.«

Han sagde: »Jeg kjendte deres Planer og List,
Alt hvad vilde komme, jeg længe har vidst.«
Ham svared Hr. Henning: »Jeg kan dog ikke see,
Hvordan I kunde vide, hvad i Nat vilde skee.«

Han svared: »Jeg kjendte deres hemmelige Raad,
Men voved dog at vente, til det viste sig i Daad;
Thi lod jeg dem drive det forræderske Spil,
Til Handlingen røbed, hvad de sigtede til.

Jeg vidste det Sted, hvor de samled deres Magt,
Hvo der dem skaffed Tilflugt, det blev mig ogsaa sagt,
164 Saa talte jeg med de Stridsmænd, jeg kunde stole paa,
Og skjulte dem paa Steder, der kun kjendtes af Faa.

Jeg skjulte dem paa Steder, som ingen Speider vidste,
Hvor Skovfuglen slumrer bag Løv og bag Qviste;
I Kulsvierhytter de fandt deres Bo,
Der leved de forklædte for Fjenden i Ro.

Saa red jeg heel dristig bag Busk og bag Krat,
Hvor Huus ei var bygget, ved Maanskin og Nat,
Min Falk og min Ganger kun fulgte mig paa Vei,
Men skjøndt jeg syntes ene, dog var jeg det ei.

Til Gurreslot er Veien jo heller ikke lang,
De skjulte Kæmper lytted efter Valdhornets Klang;
Jeg vidste, de kjendte Tiden, naar jeg bag Skoven red,
Daglig om Fjendens Planer man bragte mig Besked.«

Han vendte sig til Eckhard med streng, alvorlig Røst:
»Den Sæd I har nedlagt, gav Jer en daarlig Høst;
I brugte mange Kunster, men brugte dem slet,
Nu er I bleven fangen i Eders eget Net.

Jeg bygget har et Taarn med Spiir og høien Tinde,
Der dreier sig en Guldgaas under Skyen for Vinde,
Den har Jer længe ventet, derunder skal I boe,
Der kan I lægge Planer i den dybeste Ro.«

Da Kongen kom hjem, og da Natten bortveg,
Fortalte han Fru Helvig om sin dristige Leg,
165 Han sagde: »Med Hr. Eckhard det var kun slet bevendt,
Og mener jeg, Fru Helvig, I har ham nøie kjendt.«

Da skjalv Dronning Helvig og blegned som et Lig,
Hun svared: »Hr. Eckhard kun talte lidt med mig,
Jeg saae ham saare sjelden, han syntes from og klog,
Hans hemmelige Planer var mig en lukket Bog.«