Hauch, Carsten Uddrag fra Valdemar Atterdag

FRU HELVIGS HEVN.

Fru Tove sad i Gaarden, da stod ved Borgeled
Den Svend, som heel ofte med Dankongen red.
Mæled den fagre Lilie: »Er Du paa Øen her?
Jeg meente, Du fulgte Kongen og var ham stedse nær.«

170

Han svared med List og med svigefuld Hu:
»Uveir os drev tilbage, vi er her endnu,
Dog haabe vi, at Børen snart atter vorder blid,
Ved Strand maa Kongen vente den, skjøndt helst han kom hid.«

Saa gav han til Tovelil et velforseglet Brev,
Hun læste det og sagde: »Din Herre selv det skrev,
Hans Haand jeg gjenkjender, han vil, at med Dig
Jeg ride skal til Borgen, der venter han mig.

Han byder mig at følge med Iil Dig paa Vei.«
- »Saa skynd Jer, ædle Frue, betænk Jer kun ei!
En Ganger han Jer sender, den hurtigste han eier;
Vi maae nu nytte Tiden, før Vinden sig dreier.«

Saa steg hun paa den Ganger, den stod paa vilden Sti,
Men da hun kom til Skoven, den Rosenlund forbi,
Skued hun flere Ryttere, de slog om hende Kreds,
De sagde, dem sendte Volmer, da blev hun vel tilfreds.

Bag Skov og grønne Marker paa høien Hest hun red,
De jernklædte Ryttere bestandig fulgte med,
De Gangere traved hurtig, det gik som letten Vind,
Saa traadte hun til Dronningen i Steenstuen ind.

Da sagde Fru Helvig: »I har nok taget feil,
I Søndags ved Hanegal gik Kongen under Seil,
I Søndags ved Hanegal sit Skib han besteg,
Ham fanger Du vist ikke nu med Din Runeleg.«

171

Da mæled Tovelille, hun bleg tilbage viger:
»I aldrig bør lytte til, hvad Klaffere siger,
Jeg vil det høit besværge ved Jesu Christi Blod,
Med Runer at lege jeg aldrig forstod.

Men havde jeg forstaaet at slaae de Runeslag,
Neppe var jeg kommen til Dig her i Dag.«
Svared Fru Helvig: »Du vented paa min Død,
Da haabed Du at bære min Guldkrone rød.«

Da sukked den Lilie: »I lade mig nu gaae,
Da lover jeg ret aldrig at tænke derpaa;
Paa Rygen i Klarakloster jeg giver mig ind,
Der blegned alt i Løndom saamangen Jomfrus Kind.«

- »Forlængst jeg har udvalgt til Dig en Klosterbo,
Der lade nok de Riddere tilsidst Dig i Ro;
Jeg skjenker Dig en Celle heel liden og trang,
Jeg tænker, derhen falder ei Konning Volmers Gang.«

Lader da Fru Helvig en Badstue hede,
Hun byder sine Terner den Jomfru did at lede,
Hun siger: »Lidt det hjelper, Du kæmper imod,
Maaskee Du der kan svale Dit hidsige Blod.«

Saa førte de den Jomfru i Badstuen ind,
Hun sagde: »Jeg aander en brændende Vind.«
Hun vred sine Hænder, hun sukked i sin Nød:
»Ak vee mig, jeg skuer for Øine min Død!

172

Som Ild er at føle det glohede Vand,
Christ give, jeg var bleven paa Rygen i mit Land,
Jeg burde vendt tilbage, jeg gjorde det ei,
Derfor maa jeg nu vandre den qvalfulde Vei.

Men vidste Konning Volmer, hvad her jeg maa lide,
Han lod Jer dyrt betale min Angst og min Qvide.«
Gjenmæled den Terne ved Badstuens Dør:
»Det skulde Du have sagt ham en liden Kjende før.«

Det hjalp ei, at hun kæmped med de Terner i Løn,
Der hjalp ingen Taarer, der hjalp ingen Bøn,
De sagde: »Vi maae gjøre, hvad Dronningen bød.«
Saa sænked de den Lilievand i Bølgernes Skjød.

Fru Helvig sad i Borgen ved de Jomfruers Side,
Hun spurgte: »Hvi er Eders Kinder saa hvide?
Jeg veed ei, hvad der kommer og hvordan det vil gaae,
Dog de, som er tilstede, dem kan vi stole paa.«

Saa bød hun en Sang dem i Hallen at qvæde,
Hun meente, hun hørte Tovelil i Badstuen græde,
Tilsidst der hørtes Dødsskrig, det i Borggaarden lød:
»Den favreste Jomfru i Danmark er død.«

Mæled da Fru Helvig, hun ned i Gaarden seer:
»Nu daarer Du vist aldrig de Ungersvende meer
Og kaster i Dandsen for dem Dit Tryllenet,
Jeg tænker, af at dandse jeg har nu gjort Dig træt.«

173

Fru Helvig ind ad Døren i Badstuen treen,
Da drypped der Taarer fra hviden Marmelsteen,
De Jomfruer græd, men Dronning Helvig loe,
Hun sagde: »Selv hun ønsked i et Kloster at boe.«

Saa vendte sig Fru Helvig, hun mon ad Liget true,
Hun sagde: »Jeg har svalet Din Elskovens Lue;
Jeg lader med Bly nu Din Kiste rundt beslaae,
Bag Vandbølgens Veie i Dybet skal den staae.

Der fløiter ei Stær, ei Gjøg og Nattergale,
Der lytter Du vist aldrig til de Beileres Tale,
Der flyver ei Fugl, der glammer ei Hund,
Der kysser vist aldrig Konning Volmer Din Mund.

Der lokker Du ham aldrig med Guldharpens Klang,
Der følger Du ham aldrig paa Jagt over Vang,
Og bærer hans Falk paa Din sneehvide Haand,
Og fængsler ham med List og med troldkyndig Aand.

Der tænker jeg, Du slumrer for hans Elskov i Fred,
Jeg haaber, han finder ikke Veien derned,
Der mærker Du kun lidet til Storm og Vintervinde
Og glemmer Din Skam, at Du var en Slegfredqvinde.«