Hauch, Carsten Uddrag fra Valdemar Atterdag

VALDEMAR VENDER TILBAGE.

Kong Volmers høie Snekke sig gynged under Ø,
Dronning Helvig den speided alt langt udi Sø,
Da sagde til de Terner den kongelige Viv:
»Hvis Nogen os forraader, det gjelder hendes Liv.«

174

Hun sagde: »Min Hu mig forkynder intet Godt,
En Kirke vil jeg bygge saa høi som et Slot,
Og hundrede Voxlys skal brænde deri
For Helgenes Billeder, om de vil staae mig bi.«

Kong Volmer stod i Stavnen, han troede Lykken nær,
Han haabed snart at favne den, han meest havde kjær.
Han bragte Brev tilbage fra Pavens egen Haand,
Ham Kirken havde løst fra hans Ægteskabsbaand.

Hans Skib kasted Anker, han selv paa Stranden stod,
Da hørte han de Tidender, der ginge ham imod,
I Borgportens Hvælving ham mødte det Bud,
At den, som meest han elsked, var vorden Dødens Brud.

Da skjalv den Herres Læber, han sortned som Jord,
Han satte sig i Hallen, han mæled intet Ord.
Meldte da Dronning Helvig: »Hun døde her af Pest,
Den er nu i Danmark den allerværste Gjest.

Den har alt lagt i Graven saamangen faver Mø,
Hendes Legem vi sænked i den dybeste Sø,
Paa det ikke Smitten til Andre skulde naae.«
Kong Volmer sad stille, han svared ei derpaa.

Med dødningblege Læber han sad i Dage tre,
Kun dem, Hr. Henning bragte, dem vilde han see,
Da meldte den liden Hofdreng, han sagde det i Løn:
»Jer Hustru har myrdet den Jomfru saa skjøn.

175

Hun fandt i de glohede Bølger sin Død,
Vi hørte hendes Skrig i den yderste Nød;
Paa guldfarvet Sadel hun red gjennem By,
Men bares bort i Kisten, beslagen med Bly.«

Da reiste sig Kong Volmer med dirrende Fod,
Han slog sin Haand mod Bordet, saa den drypped med Blod,
Saa lod han Dronning Helvig bringe til sig ned,
Hun spurgte: »Min Herre, hvi er I dog saa vred?«

Han sagde: »Jeres Lige man finder ei paa Jord,
Med mine værste Fjender I Eder sammensvor.«
Hun svared: »Min Herre, skjøndt det synes Jer saa,
At gjøre Jer mindste Skade jeg aldrig tænkte paa.

Jeg meente, det gjaldt kun om Tovelilles Sag,
Mig Eckhard havde skuffet med List og Bedrag,
Jer Frihed at røve, det faldt mig aldrig ind,
Jeg vilde Jer kun skille fra den listige Qvind.«

Han svared: »I har viist os, hvad Ondskab formaaer,
I Grusomhed og Avind Jer Ingen overgaaer,
Og heller ei i Rænker, hverken Viv eller Mand,
En Djævel fra Helved knap dertil er istand.«

Han bød, hun skulde føres i Fangetaarnet ind,
Hvor Guldgaasen blinked og dreied sig for Vind;
Han sagde: »Der tilvisse Du bliver, til Du døer.«
Hun bad kun til Afsked at skue sine Møer.

176

Hun sukked: »Jeg vil, at der læses over mig
De Bønner og Vigilier, der læses over Lig,
Og lad dem synge Psalmer, som om jeg nu var død
Og alt var bestedt i Skærsildens Nød.«

Den Herre red i Tanker heel tidt ved Gurresø,
Hvor før han havde jaget med den ædelbaarne Mø,
Han satte sig ved Vandet ved den skovklædte Strand,
Ham fulgte hans Falk, den sørgede som han.

Det lod, som om Sorgen havde sløvet hans Aand,
Det lod, som Danmarks Fjender igjen fik overhaand;
Han sagde: »Hvad agter jeg de Menneskers Kiv,
Jeg er kjed af at herske, jeg er kjed af mit Liv.«

Da mæled en Dannerkæmpe: »Min ædle Herre god,
I spilde dog ei saa Eders Kraft, Eders Mod!
Paa Jorden har I tabt Eders kjæreste Ven,
Hos Gud i det Høie I findes igjen.«

Han svared: »Eders Drømme jeg kan ei forstaae,
At vi skal atter samles, det troer jeg ikke paa,
I den jordiske Sommer min Lykke jeg fandt,
Alt Andet mig synes kun Daarskab og Tant.«