VALDEMARS ANDEN SANG.
✂
Jeg veed en Flod, jeg saae den kun i Drømme,
Dog vist jeg veed, at den paa Jord er til,
Bag Nattens Hal den skjuler sine Strømme,
Og neppe mærke vi dens Bølgespil.
✂
Bag sorte Klipper vælde frem dens Vande
I dunklen Dal, hvor blege Vidier groe,
Dens Bølger gaae mod ubekjendte Lande,
Og Søvn og Glemsel i dens Haller boe.
✂
Og mangt et Seiersminde den henveired,
Og mangt et Kongespiir og Heltenavn,
Og favre Blik, der Helten selv beseired,
De tabte Glandsen i dens dunkle Favn.
✂
Om tusind Sorger end Din Hu betynge,
Om giftig Klaffer følger Dig paa Vei,
Og selv om Morgenstjerner Dig besynge,
I Glemselsfloden dog det mærkes ei.
✂
O, favre Flod, saa skjenk mig da en Bolig
Og dæk mit Hoved med Dit blege Net,
Skjenk mig et Læ, hvor jeg kan slumre rolig,
Af Verdens bittre Frugter er jeg mæt.
✂
Thi jeg har elsket, haabet, drømt og levet,
Og stridt og kæmpet, til min Lok blev graa,
Paa Smertens Torn har jeg mig blodig revet,
Paa Sorgens Veie lærte jeg at gaae.
✂
Min Glæde svandt, mig saarer nu dens Minde,
Og ei jeg trøstes kan af Rygtets Glands,
Den største Ros, som Verden kan opfinde,
Jeg bytter gjerne for en Valmukrands.
✂
Jeg veed det vist, Du kan min Smerte læge,
Mig Drømmen førte til de dunkle Træer,
178
Hvorunder Dine Vande sig bevæge,
Et gammelt Viisdomsord jeg hørte der.
✂
Om Sjælens Hjemvee hvisked Nattens Vinde,
Som Vuggesang det klang i Dybets Skjød:
»O sødt at døe, at glemmes og hensvinde,
Langt bedre dog, om aldrig Du var født.
✂
Henveires skal Dit Liv og Dine Drømme
Og al Din Gjerning, mens Du Lyset saae,
Mod Fredens Lande vandre mine Strømme,
Vil der Du hvile, maa Du først forgaae.«