Hauch, Carsten Uddrag fra Valdemar Atterdag

DEN VILDE JAGT.

Da man troede, Danmarks Drot
Slumred alt i Graven rolig,
Fløi en Tale fast utrolig
Gjennem By og Land og Slot,
Rygtet sagde: »Kongen jager
End ved Nat paa Sjællands Ø
Over Skov og Mark og Ager,
Meest dog nærved Gurresø.«
Paa Gangeren høi den Herre man saae
Ved Midnatstid over Lunde,
Ham fulgte de Skygger og Dødninger graae
Og glammende sorte Hunde.

Sagn i Tidens Afgrund gjemt
Vendte nu igjen tilbage,
Kæmper fra de svundne Dage,
Fabelhelte, halv forglemt,
Hedningkonger, længst bortvegne,
En utallig Qvindehær
Troede man af Grav opstegne,
For at ride Volmer nær.
Som Vinger det sused bag Skov og Vang,
Sig Dvergen i Dybet gjemmer,
I Luften hørte man Valdhornklang
Og Skrig og selsomme Stemmer.

183

Kongens Blikke var som Lyn,
Aldrig fandt han Rast og Hvile,
Stedse mon han fremad ile,
Saae man da et selsomt Syn:
Nærmest ved Kong Volmers Side
Traved over Mark og Sø
Mellem Skygger graae og hvide
Let og rank en deilig Mø.
Hendes Lokker flagred i vilden Blæst,
Hun sukked i Nattens Vinde,
Bleg som Døden paa sneehvid Hest,
Og dog den deiligste Qvinde.

Over Borg og høien Huus
Svæved Falk og Ravn og Ugle,
Dybets ubekjendte Fugle,
Store, dunkle Flaggermuus.
Blege Lys paa Nattens Kinder,
Dyr med hundred Ledemod,
Ulve graae med Hexeqvinder
Seiled gjennem Luftens Flod.
Og Vindenes Hviin og Jægernes Kald
Og Latter og Hundenes Gjøen
Og Hestenes Vrinsken og Pidskeknald
Hørtes i Luft over Søen.

Foran flygted Hjort og Raa,
Vilden Daa og letten Hare,
Baarne som paa Vinger snare
Mellem Nattens Skyer graae.
Allerforrest saae man ile
Høi og bleg en saaret Hind,
184 Truffen alt af mange Pile
Skjælved den i Nattens Vind.
Tidt sagde de Bønder, naar sammen de gik,
Og Talen sig saa kunde føie,
At naar man betragtede Hindens Blik,
Da ligned det Helvigs Øie.

Skov og Træer, liig Tryllenet,
Stod i Luften uden Rødder,
Hjorten flygted uden Fødder,
Blev dog ei af Flugten træt;
Sorten Snog og røden Drage
Dukked frem af Dybets Skjød,
Liig en Aand mon Stormen klage,
Dømt til evig Qval og Død.
Men Maanen stod som en Trold i Blod,
Den agted ei Jordens Jammer,
Den koglede Skygger med grusomt Mod
Frem af Afgrundens Flammer.

Stedse naar i Høstens Stund
Nattestormen kom tilbage,
Sukked over Bondens Tage,
Hvisked han med blegen Mund:
»Hjelp os Christ og Himlens Frue,
Frels os fra den Ondes Magt!
Vind og Veir og Djævle true,
Det er Konning Volmers Jagt.«
De meente, det var en afgjort Sag,
Som ingen Bøn kunde vende,
At han skulde jage til Dommens Dag,
Til Verdens og Tidernes Ende.

185