Hauch, Carsten Robert Fulton: 1-2. - 1928

ANDET CAPITEL.

Den næste Morgen traadte Fultons Værtinde ind i hans Værelse med et lille Brev i Haanden, hvilket hun rakte ham. Udskriften var fiin og ziirlig, dog vidnede den ikke om nogen øvet Haand. »Hvem har bragt det?« spurgte Fulton med Forundring. »En Neger,« svarede Værtinden, »han venter paa Besked udenfor.«

238

Fultons Hjerte bankede næsten med lydelige Slag; thi uagtet han aldrig før havde modtaget nogen Skrivelse fra Laura, ja, uagtet han ikke engang kjendte hendes Haand, saa anede han dog, at Brevet var fra hende. Dette bekræftede sig ogsaa; Brevet selv bestod kun af følgende Linier:
»Vil De komme til mig endnu i Formiddag, jeg har et Par vigtige Ord at sige Dem. Klokken Eet vil De finde mig hjemme. Jeg beder Dem at give Budet mundtlig Besked.«

Fulton ilede hurtig ud, hvor han traf Negeren Gill staaende paa Trappen. »Jeg skal ganske sikkert komme til den bestemte Tid,« sagde han, hvorpaa Gill forføiede sig bort.

Fulton kunde aldeles intet tage sig for i de paafølgende Timer, alt hans Arbeide og alle hans Studier maatte da hvile, og han tænkte nu neppe mere hverken paa van Gehlmuydens Vrede ei heller paa den vigtige Plan, for hvilken han nylig havde opoffret Rigdom og timelig Lykke, men kun paa, hvad det dog kunde være, som Laura havde at sige ham.

Da Fulton traadte ind i Greenwoods Dagligstue, fandt han Laura der alene. Hun saae tankefuld og alvorlig ud, men dog var hun tillige meget venlig.

»Sæt Dem!« sagde hun, idet hun pegede paa en Stol ved sin Side; »jeg har valgt den Time, hvori jeg troede, vi vilde blive mindst forstyrrede; thi min Fader er nu ikke hjemme. - Jeg har noget meget Alvorligt at tale med Dem om.«

Fulton tog, uden at svare et Ord, den Plads, hun anviste ham.

239

»Det kunde synes underligt, at jeg vil blande mig i hvad der angaaer Dem,« sagde hun, »og dog - jeg veed endnu ikke ganske, om De er enig med mig derom - men dog synes det mig næsten, som jeg havde et Slags Ret dertil.«

»Sikkert har De Ret dertil, Laura, det veed De meget godt.«

»Vi har nu kjendt hinanden i flere Aar,« sagde Laura, »og jeg mener, jeg har ført mig saaledes op imod Dem, at De ikke kan tvivle paa, jeg deeltager i Deres Vel.«

»Laura, det er min høieste Lykke, at jeg tør troe det, og at De selv siger mig det.«

»De er altsaa tilfreds med mig,« vedblev hun med et venligt Smiil, idet hun tillige rakte ham sin veldannede Haand, som hun dog strax igjen trak tilbage, da han vilde trykke den til sine Læber.

»Laura, jeg behøver ikke at sige Dem, hvad De længst veed,« raabte Fulton, »og dog vil jeg sige det: der gives ingen virkelig Lykke for mig - selv om mine største Planer skulde have Fremgang, uden den, der blomstrer i Deres Nærhed.«

»Er det saa, da maa De vel kunne opoffre noget, for at vi i Fremtiden ikke skulle skilles ad,« sagde Laura, medens en pludselig Rødme udbredte sig over hendes Kinder.

»Hvad skal jeg gjøre, Laura, for at bevise Dem min Kjærlighed? hvad forlanger De af mig?« spurgte Fulton, idet han igjen vilde gribe Lauras Haand, som hun imidlertid vedblev at holde tilbage.

»Nei, jeg forlanger intet stort Offer,« sagde hun, »hvad jeg fordrer, er saa ganske i Deres egen Interesse, at De, hvis De ikke er reent forblindet, uden 240 Hensyn til mig, og blot ved at tænke paa Deres øvrige Fremtid, burde gjøre det.«

»Hvad er det?« spurgte Fulton med Ængstelighed, thi han begyndte halvt at ane, hvilket Offer hun fordrede.

»Lad os tale ligefrem og uden Omsvøb! Deres Pleiefader, Hr. van Gehlmuyden, har i Gaar ladet Dem kalde til sig, er det ikke saa?«

»Jo, han har,« svarede Fulton; men paa samme Tid følte han, hvorledes hans Blod trængte sig sammen og tyngede paa hans Hjerte.

»Og han har gjort Dem et meget fordeelagtigt Tilbud, ikke sandt? thi hvis De blot vender tilbage til Deres tidligere Profession, da vil han ikke blot glemme Alt, hvad De har gjort imod ham, men - hvad der er endnu meget mere - han vil med Tiden efterlade Dem sin hele Formue.«

»Hvoraf veed De det?«

»Han var i Gaar hos min Fader, og der fortalte han det selv.«

»Ja, det er sandt, et sligt Tilbud har han virkelig gjort mig.«

»Veed De, at Hr. van Gehlmuyden er en af de rigeste Mænd i Landet? Han er Eier af hundrede og tredsindstyvetusinde Dollars.«

»Hvor stor hans Formue er, veed jeg rigtignok ikke; men at han er meget rig, det veed jeg nok.«

»Og han tilbyder, at han vil antage Dem i Søns Sted og indsætte Dem til sin Arving, og De afslaaer det? Jeg vilde neppe troe mine egne Øren, da det blev mig fortalt.«

»O, Laura! jeg var vel nødt dertil; thi paa de Vilkaar, 241 han bestemte, kunde jeg ikke indlade mig uden at svigte mit inderste, helligste Kald.«

»Men her var jo kun Talen om, at De skulde føie Dem efter ham i nogle Aar; thi han lever dog vist ikke saa længe.«

»Ja, men i de Aar, der netop med Hensyn til min Fremtid ere de allervigtigste; jeg har tabt Tid nok alligevel.«

»Og for slige Grillers Skyld vil De afslaae et saadant Tilbud og skyde Deres Fremtids Lykke fra Dem!«

»O, hør mig blot, Laura!«

»Men det er jo et Raseri,« sagde Laura, medens hendes Stemme røbede en Heftighed, som hun vanskelig kunde undertrykke.

»Nei, hør mig dog først, før De fordømmer mig! Det vilde være meer end Svaghed, det vilde være en Forbrydelse, hvis jeg nu, efter omsider at have funden mit sande Kald, vilde opgive det igjen selv for den høieste jordiske Løn; jeg vilde derved ei blot svigte mig selv, men ogsaa den Mands Tillid, som var min Velgjører, og som jeg agter høiest mellem alle Mennesker.«

»Hør Robert!« sagde hun igjen med en blød og mild Stemme, der dannede en stærk Modsætning til hendes forrige Heftighed, og der virkede saa meget dybere paa Fulton, da hun aldrig før havde kaldt ham ved hans Fornavn: »De kunde gjøre meer end Een lykkelig, hvis De gav efter heri.«

»O, Laura, De bringer mit Hjerte til at svulme af Haab og Kjærlighed, og De sønderriver det i samme Øieblik.«

»Jeg forstaaer Dem aldeles ikke; thi Lykken kommer 242 til Dem af sig selv, De behøver kun at række Haanden ud for at fange den, og for at berede baade Dem og mig en lys Fremtid, men De vil det ikke, og dog siger De, at De elsker mig.«

»Ja, Laura, jeg elsker Dem meer end alt Andet paa denne Jord, og dog er der Noget, som jeg selv for Deres Skyld ikke tør opoffre.«

»Jeg begriber Dem ikke; thi den, der elsker for Alvor, han betænker sig heller ikke paa at bringe det største Offer.«

»Jeg begjerer hverken Rigdom eller udvortes Anseelse,« sagde Fulton, idet hans Blik ligesom vendte sig bort fra den ydre Verden og indad mod hans Sjæl; »jeg begjerer kun det, som en indvortes Stemme har lovet mig i mine bedste Timer; see! dette er mit Liv og mit Haab. Og om alt Andet gives mig, men dette bliver mig negtet, da maa jeg dog betragte min Tilværelse som spildt og forfeilet; thi - med Undtagelse af Dem, Laura, - har jeg kun dette Ene i Tankerne. Ja, jeg vil gjerne opoffre Ungdom, Sundhed og Liv derfor, gjerne døe paa Opfyldelsens Dag, naar mit Øie blot, før det brister, tilsidst maa skue den.«

»Saa har jeg taget feil,« sagde Laura; »thi jeg troede virkelig, at De elskede mig, men nu seer jeg, at det ikke er saa, og at De kun er forelsket i en Drøm, der aldeles ikke kommer mig ved.«

»Ak, det er just min Ulykke, Laura, at der er en Dobbelthed i mit Indre, der sønderriver mit Bryst; thi denne Drøm, som De kalder den, er mig dog ikke nok; tværtimod, jeg føler stærkere nu end nogensinde tilforn, at selv det heldigste Udfald af mit dristige Foretagende ikke er tilstrækkeligt til at begrunde 243 min Lykke, men at der endnu er en Betingelse nødvendig dertil, der ganske er lagt i Deres Haand.«

»O, Fulton, er det saa, da lad mig være Deres Læge! Lad mig igjen lægge min Haand paa Dit Bryst,« sagde hun med en pludselig opblussende Lidenskab, »ligesom i hiint Øieblik i Reading! thi det var dog mig, der dengang kaldte Dig tilbage til Liv og Sundhed; det var mig, under hvis Haand Dit Hjerte igjen begyndte at slaae og Dit Blod at bevæge sig. See, det havde Du i mange Aar forglemt, men jeg huskede det godt. O, glem det da ikke paa ny, og lad ikke det Baand briste, der saa tidlig blev knyttet imellem os!«

»Er det virkelig saa,« sagde Fulton, idet han bøiede sig henimod hende og drog hende til sig, »elsker Du mig virkelig saaledes, da er jeg det lyksaligste Menneske; men da maa Du ogsaa elske min Stræben, mit høieste Liv og min Virksomhed; da maa Du troe derpaa og følge mig, eller idetmindste vente med Tillid, til mit Maal er opnaaet, og til jeg ogsaa for Verdens Øine, uden at Du behøver at rødme derved, kan føre Dig hjem som min Brud, og som den høieste Løn for Alt, hvad jeg har lidt og stræbt og udrettet.«

»Nei, det kan jeg ikke troe paa,« sagde hun, idet hun rev sig løs af hans Arme, »thi det er Daarskab og Sværmeri, der vil føre baade Dem og mig til Undergang. - Og dog,« blev hun ved efter en kort Betænkning, »ja De maa vide Alt, De maa kjende min Stilling ganske, saadan, som jeg nu kjender den selv, og De maa vide, hvor ulykkelig jeg bliver, hvis De virkelig forlader mig.«

244

»Hvad er det, Laura, der bevæger Dem saa stærkt? thi Deres hele Legeme skjælver jo.«

»Jeg har vel Aarsag til at skjælve,« sagde hun, »der er Noget, der ængster mig, som De maaskee endnu ikke veed; der er en Magt der forfølger mig, en græsselig Fordom, som jeg hver Dag lærer nøiere at kjende og at frygte.«

»Hvad er det? Tal for Himlens Skyld!«

»Der gives dem, der betragte mig med mistænkelige Blik, der gives dem, som troe, at der er en Draabe afrikansk Blod i mine Aarer, og dette Rygte udbreder sig bestandig meer; og dog føler jeg det, Robert, jeg veed det vist, at Du ikke derfor vil forlade mig. Men de Andre, de smigre mig rigtignok, de beundre mig, som de sige, men dog mærker jeg det bestandig meer, at der er udtalt en forfærdelig Dom over mig, og den hviskes allerede rundt i Krogene, hvor jeg træder ind. Den samme Forbandelse følger mig, der i gamle Dage fulgte Jøderne; thi hvor sjeldne Fortrin de havde, saaledes har jeg i det mindste hørt det, hvor store deres Talenter vare, hvormeget end deres Træk vidnede om et sydligere Land, som Naturen havde begunstiget, det hjalp Altsammen ikke; den herskende Stamme hadede dem dog og forfulgte dem, og det var deres Brøde. Men det er nu bleven bedre for dem, hører jeg, dog gives der Andre, som en lignende Fordom endnu forfølger.«

»Men hvad Dem angaaer, saa behøver De dog vist ikke at bryde Dem derom, Laura, thi dette Rygte er jo kun grundet paa en løs Formodning, som Ingen kan bevise.«

»Og dog finder det Tiltro hos Mange, Robert, og 245 den blotte Mistanke er nok for at fælde mig. Men Du bryder Dig ikke derom, det haaber jeg, det veed jeg, og jeg kjender endnu Een, som ikke bryder sig derom, men det er maaskee netop min Ulykke.«

»Tal oprigtig med mig, Laura! hvad mener Du? skjul intet for mig!«

»Nei, jeg skal intet skjule for Dig: Advokaten, som jeg hidtil ansaae for min troeste Ven og Beskytter, har nu kastet Masken. Han har kun handlet af Egennytte og efter en længe beregnet Plan. Han staaer nu i et Slags Handel om mig med min Stedfader, og hvis Du ikke frelser mig, da skal jeg sælges til ham, jeg skal blive hans Hustru og følge ham til Europa, og synge overalt for at skaffe ham Guld og Rigdomme.«

»Nei, det skal Du ikke, før skulde jeg myrde ham,« raabte Fulton.

»O, frels mig, red mig, Du min eneste, troeste Ven! Befri mig fra ham, Robert! thi Du kan det. Hvis Du blot vil føie Dig, saa skal jeg selv tale med Hr. van Gehlmuyden, og Alt skal blive godt; naar Du har Udsigt til Rigdom, da negter min Fader vist ikke sit Samtykke. O, forstød mig ikke, kast mig ikke ud i den vilde Verden! Lad ikke mit Liv være spildt og ulykkeligt! O, gjør det ikke, Robert! Giv mig ikke hen til Fortvivlelse, ja maaskee til Fordærvelse! Skjenk mig ikke en saadan Løn for den Kjærlighed, jeg nu har tilstaaet Dig!« Under disse Ord sank hun ned for hans Fødder og omfavnede hans Knæe, og der var en Lidenskab i hendes deilige Ansigt, som han aldrig før havde seet deri eller drømt om.

Da kunde han ikke modstaae sin Følelse, og han løftede hende op i sine Arme; deres Læber mødtes, 246 og hun bedækkede hans Aasyn med brændende Kys og overvældede ham saaledes med Kjærtegn, saa han næsten ikke kunde aande og halvt bedøvedes derved.

Omsider blev hun igjen roligere. »Altsaa, Du vil nu opgive Dine Drømme,« sagde hun, »efter dette Øieblik maa jeg troe det; Du vil nu opgive Din Trods, Dine uudførlige Planer og lægge Din Fremtids Lykke i mine Hænder?«

»Jeg vil kæmpe, lide, døe for Dig, naar det saa skal være. Hav blot Tillid til mig! følg mig! bryd Dig ikke om Rigdom og om Verdens Snak. Din Fader kan og tør ikke tvinge Dig. Og Du skal see, Din Nærværelse vil give mig dobbelt Kraft; jeg skal arbeide Nat og Dag. Min Plan skal med Guds Hjelp lykkes - den maa lykkes, og Du skal mærke, at den ikke var bygget paa nogen løs Grund; ja Du skal see, at Lykken vil blomstre ligesaa vel for os paa denne Vei, som om vi havde arvet alle Hr. van Gehlmuydens Rigdomme.«

»Er det muligt?« spurgte Laura med Forfærdelse, »vil De efter Alt, hvad jeg har sagt Dem, efter Alt, hvad der er foregaaet imellem os, endnu ikke give Slip paa Deres Sværmeri og paa Deres vilde Planer?«

»Mine Planer kan og vil jeg ikke give Slip paa, et saadant Selvmord tør jeg ikke begaae; men jeg vil heller ikke give Slip paa Dig, naar Du blot selv vil holde fast ved mig.«

»Gaa! jeg vil aldrig see Deres Ansigt meer, jeg hader og afskyer Dem; thi De har bedraget mig, De har aldrig elsket mig.« Med disse Ord reiste hun sig op og ilede henimod Døren.

247

»Men, Laura, for Himlens Skyld, vær dog ikke saa uretfærdig! forlad mig dog ikke paa saadan Viis!«

»Forlade!« sagde hun, idet hun vendte sig om og blev staaende kold og bleg og med det bitterste Udtryk i sit Aasyn. »De har selv forladt Dem, Advokaten har Ret; De lider af et ulægeligt Vanvid, Deres Vei gaaer til Daarekisten, og derhen har jeg rigtignok ingen Lyst til at følge Dem.« Efter disse Ord ilede hun ud af en Sidedør, som hun lukkede i Laas efter sig.

Fulton blev en Tidlang staaende, efterat hun var gaaet, uden at tale et Ord, og med Øinene heftede paa den Dør, der nylig havde lukket sig efter hende. »Saa er da ogsaa den Drøm forbi,« sagde han omsider, »er det muligt, at jeg virkelig skulde opleve dette!«

Efter disse Ord satte han sig ned; thi han følte nu, at hans Knæe dirrede under ham.

»Jeg har aldrig elsket hende,« blev han ved, »det sagde hun jo. Er dette saa, da har aldrig nogen af dem elsket, der tillige bevægedes af en Tanke, som de ikke for nogen Priis turde opgive. Men det er hende, der aldrig har elsket - hun elsker kun sig selv - hun vil kun vinde Rigdom ved min Hjelp - og da dette mislykkes, saa træder hun mig i Støvet og overvælder mig med Bitterhed og Haan. - Det er forbi. - Ogsaa dette Baand maatte briste, ligesom alle de andre; nu har jeg da intet Andet at leve for, end for Udførelsen af den Tanke, som jeg alt har bragt saamangt et Offer.«

Fulton var en stolt og sky Natur, og det faldt ham ikke engang ind endnu engang at gjøre et Forsøg 248 paa at vende Lauras Tanker. Men dog følte han tillige, at hans Hjerte nu var brudt, at han nu maatte tage Afsked med sin Ungdom og med alle dens Forhaabninger og Glæder. Og saaledes var det ogsaa; thi fra denne Stund blegnede hans Kinder, fra denne Stund prægede Tungsindighedens Træk sig i hans ædle Aasyn, og han følte det vel, at selv om hans drigstigste Plan lykkedes, saa var dog den egentlige Lykkes Blomst nu for ham uigjenkaldelig henvisnet.

Da Fulton kom udenfor paa Gangen, mødte han den gamle Greenwood, der vendte tilbage efter sit Besøg hos van Gehlmuyden. »Hvad i al Verden har De at bestille her?« spurgte Greenwood, da han saae Fulton.

»Her har jeg nu nok intet meer at bestille,« svarede Fulton.

»Det er mig kjært i visse Maader - det vil da sige, saaledes, som nu Alt er gaaet - da har jeg ikke saa meget derimod.«

»Er det sandt, at De vil forlove Deres Steddatter med Deres Ven Hr. Advokaten?« spurgte Fulton med et Udtryk af Spot, der vel undertiden kan være tilstede paa Læberne, medens Hjertet dog er gjennemtrængt af den bittreste Smerte.

»Jeg veed det ikke, Hr. Robert Fulton; hvem kan sige, hvad der er sandt eller ikke sandt, og hvad han vil, eller ikke vil her i denne Verden. Men da De selv troer det, Hr. Robert Fulton, at De intet meer har at bestille her i Huset, saa skal jeg nok heller intet have derimod; thi det er jo ikke alle Folk, med hvem man ønsker at have noget at bestille, Hr. Robert Fulton.«

»Nei, det er sandt,« svarede Fulton; »Farvel!«

249

Efter at have forladt den gamle Greenwood, begav han sig ikke hjem, men ilede ud af Byen, hvorefter han sværmede rundt omkring i Omegnen den hele Dag, uden at agte paa eller at vide, hvor hans Skridt førte ham hen. Først seent om Aftenen kom han tilbage til sin Bolig, han opdagede da først, at han var ganske vaad; thi det havde regnet og stormet i flere Timer, uden at han havde mærket noget dertil.

Nu havde Stormen lagt sig, Luften var igjen bleven klar, og Fuldmaanen kastede et selsomt Lys ned paa et Par vilde Castanietræer, der stode udenfor hans Vinduer. Da var det, ligesom hans Smerte mildnedes og opløste sig i den stille Aften, og som han selv var bortrykket i en anden Tid, og betragtede sin Sorg i det Fjerne, liig en længst forbigangen Drøm. Omsider samlede han sin Sjæl og henvendte sig i en sagte Bøn til den, der endnu aldrig i nogen Fare eller Ulykke havde svigtet ham.

Da var det, ligesom en mild Haand blev lagt paa hans Bryst, hvorved Smerten endnu mere stilledes, og han fandt nu omsider den Hvile, han trængte til.