Hauch, Carsten Robert Fulton: 1-2. - 1928

TREDIE CAPITEL.

Vi tvivle ikke paa, at der gives dem, der ville betragte det som en stor Urimelighed, at Fulton saaledes gav Afkald baade paa Kjærlighed og Velstand for at efterstræbe et Maal, om hvilket han dog ikke med Sikkerhed kunde vide, om han nogensinde skulde naae det. Men vi maae vel erindre, at den, der ledes af en høiere Drift, eller med andre Ord, at 250 den, der kaldes af sin Genius, har en anden Maalestok for Tingenes Værd end den sædvanlige, der anvendes til Hverdagsbrug.

Mest iøinefaldende bliver dette, naar Talen er om det Allerhøieste, det Religiøse; thi, hedder det her, man kan ikke til samme Tid tjene to Herrer, man kan ikke paa eengang tilbede baade Gud og Mammon. Men hvad der gjelder om det Allerhøieste, gjelder ogsaa i det Væsentlige overalt, hvor Aandens Magt skal gjøres gjeldende. Ideen er bestandig streng, ja ubarmhjertig mod enhver Halvhed; thi det høiere Liv gives ikke for intet. Man kan ikke sige til sin Genius naar den kalder: Vent nogle Aar, til jeg har bragt mit timelige Gods i Orden, til jeg er bleven en velhavende Mand, til jeg har giftet mig og sikkret mig al den jordiske Lykke, jeg begjerer! thi den venter ikke, den fordrer, at vi skulle følge strax og ubetinget, hvis ikke forlader den os, og vi kunne vanskelig afprutte den noget eller gaae paa Accord med den, som med en jordisk Kjøbmand.

Fulton besluttede nu ufortøvet at skride til Udførelsen af den Plan, for hvilken han alt havde hengivet saa meget. Han havde allerede tidligere paa det nøieste gjennemtænkt det Hele, og han begyndte med saameget desto større Iver derpaa, da der, uagtet han tidt nok havde gjentaget for sig selv, at Laura var uigjenkaldelig tabt for ham, dog af og til opstod det Haab hos ham, at hun, naar hans Plan lykkedes, maaskee vilde fortryde sin Opførsel, og at hun da, hvis hun endnu var ubunden, vilde vende tilbage til ham igjen.

At han saaledes endnu haabede, skjøndt han, som han til andre Tider meente, og som han saa ofte 251 forsikkrede sig selv om, havde opgivet alt Haab, det vil neppe Nogen undre sig over, der veed, hvilken Sophist den lille Amor er, og hvorledes han, naar Virkeligheden ingen Trøst giver, veed at finde den i Drømmenes og Mulighedernes Land.

Det syntes i Begyndelsen, som om Lykken, til Gjengjeld for al den Selvfornegtelse, Fulton havde viist, nu for Alvor vilde begunstige ham. Doctor Jones var rigtignok reist bort og havde bosat sig i Baltimore, dog faldt det ikke Fulton vanskeligt, ved Foreviisning af hans Breve, at optage et Laan paa hele den resterende Sum, som Franklin havde bestemt for ham. Og da han siden mærkede, at disse Penge langt fra vare tilstrækkelige for at dække hans Udgifter; og da han allerede frygtede for, at han skulde blive tvungen til en Opsættelse af sit Forehavende, hvilket i høi Grad vilde have nedslaaet hans Mod: da fandt han til sin store Forundring og Overraskelse Folk, der, ligesom af sig selv, traadte ham imøde, og der, skjøndt rigtignok mod retsgyldige Forskrivninger og temmelig høie Renter, laante ham de Penge, han trængte til.

Efter nogen Søgen og flere feilslagne Forhandlinger, lykkedes det ham ogsaa paa ganske taalelige Vilkaar at anskaffe sig en lille Dampmaskine, der dog var temmelig vel indrettet, og ved hvis Hjelp han haabede at sætte et Slags Fartøi i Bevægelse, der egentlig ikke var Andet end en stor Baad, som han, efter sin egen Anviisning, og under sit eget Tilsyn, lod bygge.

Hvad denne Baad og denne Maskine kostede, det ere vi aldeles ikke istand til at angive, eftersom vi ingen Underretning have kunnet faae derom. Saa 252 meget er imidlertid vist, at Fulton i hiin Tid aldrig manglede de fornødne Penge, hvilket vi, naar vi erindre de Foranstaltninger, Advokaten havde truffet - rigtignok kun i den faste Tro, at Fultons Plan skulde mislykkes, og at han saaledes skulde vorde til Spot for den hele By - ikke ville finde saa forunderligt.

Undertiden kom der dog en pludselig Angst over Fulton, naar han tænkte paa, hvorledes han var bleven indviklet i en, efter hans Omstændigheder, meget stor Gjeld, der endnu bestandig var i Stigen. Men han beroligede sig dog snart igjen; thi naar Opfindelsen først var gjort, meente han, da vilde han vel ogsaa finde Midler til at tilfredsstille sine Creditorer, og at han maatte og skulde sætte sin Plan igjennem, derom nærede han dengang ikke den mindste Tvivl.

Vi skulle vel vogte os for at give nogen vidtløftig Beskrivelse af det Maskineri, Fulton her og ved andre Leiligheder anvendte; thi ved en slig Beskrivelse vilde vi sandsynligviis kun trætte vore Læsere, der vel neppe i denne Bog vente eller søge nogen Underviisning i den praktiske Mechanik.

For at Arbeidet ikke skulde skride altfor langsomt frem, maatte Fulton bruge mange Slags Arbeidere. Blandt disse befandt sig ogsaa den ovenomtalte Dusty Nickels, der vel i Begyndelsen arbeidede ganske taaleligt, saa at Fulton var nogenlunde tilfreds med ham, men der siden, som vi skulle see, i høieste Grad vakte hans Misfornøielse.

Fulton havde helst ønsket at skjule sin Plan for Mængden, saalænge til Baaden var bygget og til Maskineriet var færdigt, men dette lod sig aldeles ikke 253 gjøre; thi allerede længe før Arbeidet begyndte, havde, som alt er bemærket, Rygtet om hans Forehavende udbredt sig i Byen. Baaden, hvorpaa der byggedes, og hvorunder man havde sat Stivere, stod opstillet paa en Plads ganske nær ved Shuylkillfloden, men uagtet denne Plads var omgivet af et høit Plankeværk, og uagtet ingen Uvedkommende havde Adgang dertil, saa forsamledes der dog en stor Mængde Nysgjerrige udenfor Plankeværket, hvor de tidt bleve staaende halve Dage, og hvori Enkelte endog borede Huller, for at de kunde see, hvad der foregik indenfor.

En Aften, da Fulton kom hjem, efterat have tilbragt den hele Dag paa Byggepladsen mellem sine Arbeidere, saae han et Nummer af Dennisons Dagblad paa sit Bord, der, som hans Vertinde fortalte, var bragt hid af en Ubekjendt, og hvori han læste en Artikel, der angik ham selv.

»Det er vist,« stod der i denne Artikel, »at Daarskabens Rige her paa Jorden er meget stort, og at den ene Urimelighed følger den anden igjennem Tiderne, saa det vilde være forgjeves selv gjennem Aartusinder at vente paa Strømmens Afløb. Til ingen Tid har man saaledes savnet storartede Galenskaber. Allerede i den fjerne Oldtid troede man at kunne læse Menneskenes Skjebne i Stjernerne; i Middelalderen vilde man desuden finde de Vises Steen, der skulde skjenke os alle Jordens Rigdomme, og dertil en bestandig Sundhed og et udødeligt Liv; siden grublede man over Ting, der vare ligesaa uforstandige. Nu er endelig Raden kommen til et Foretagende, der rigtignok ved første Øiekast kunde synes mindre urimeligt, men der dog maaskee, 254 naar man betragter det nøiere, vil vise sig ligesaa uudførligt, som nogen af de Phantasier, hvoraf de foregaaende Tider have ladet sig blende; vi sigte her til det Project, at drive Baade eller endog Skibe frem ved et Maskineri og ved Hjelp af Dampkraft, uden Master eller Seil. Ingen kan være beredvilligere end vi til at anerkjende de Fordele, som den forbedrede Dampmaskine har skaffet os; men hvor gjerne vi end indrømme dette, og hvor meget end slige Maskiner kunne virke i et indsluttet Rum, i et Bjergværk og selv i en Fabrik, saa faaer dog vel Sagen et andet Udseende, saasnart der er Tale om at kæmpe mod den rivende Flodstrøm og mod de urolige Bølger, ja vel endog mod det uhyre og stormende Atlanterhav; thi saavidt gaae jo enkelte Projectmageres Planer. Det var sandelig ikke ved Hjelp af Damp, at den store Columbus opdagede Amerika, og havde han villet vente, til Dampfartøier kom istand, da havde dette vort Land vel ligget ligesaa skjult bag Oceanets Vande, som det laae i de tidligere Aarhundreder, da man endnu fablede om et Atlantis i det vestlige Ocean, et svævende Drømmeland, fuldt af alle Herligheder, som dog Ingen endnu havde seet eller mærket noget til i vaagen Tilstand. Hvad os angaaer, der ikke have Lyst til at drømme, men der betragte Tingene saaledes, som de virkelig ere, da ansee vi det for ligesaa let ved Hjelp af en Dampmaskine at udtømme og bortskaffe alt det Vand, der findes i vore store Floder og Indsøer, som det vilde være at bevæge sig paa dem ved Hjelp af en saadan Maskine.

Uagtet man nu skulde troe, at de tidligere mislykkede Forsøg maatte afskrække selv den Dristigste 255
fra at give sig af med slige Foretagender, og uagtet Sagens Umulighed for Enhver, der betragter den med koldt Blod, og der tillige har den nødvendige Indsigt deri, synes temmelig indlysende, saa gives der dog Folk, paa hvilke al Erfaring er spildt. Saaledes skal der igjen hos os findes en ung Mand, der virkelig, til Trods for den Besindighed og Klogskab, som vore brave Landsmænd ellers besidde, har sat sig i Hovedet at bygge en Baad, der skal drives frem ved Dampkraft. Da ogsaa det Extravagante og Urimelige, naar det naaer en vis Høide, har et Slags Krav paa Publicums Opmærksomhed, saa ville vi ikke fortie hans Navn: han kalder sig Robert Fulton, og opholder sig for Øieblikket her i vor egen By. Han skal just ikke tidligere have viist nogen synderlig Stadighed i hvad han tog sig for. Han begyndte med at fuske paa Guldsmedhaandværket, men det opgav han snart, og prøvede nu paa at blive Maler; men efter kort Tid blev han ogsaa kjed heraf, og besluttede da omsider at opoffre sig til den mechaniske Kunst, og heri vil han nu, uden, saavidt vi vide, tidligere i denne Retning at have præsteret Noget, der har vakt den ringeste Opmærksomhed, pludselig gjøre sit Mesterstykke. Vi maae imidlertid, for at Andre heller ikke skulle savne deres fortjente Anerkjendelse, endnu engang minde om, hvad vi allerede ovenfor have henpeget til, at Hr. Robert Fulton ingenlunde er den Første eller Eneste i sit Slags, han har tværtimod ikke havt saa faa Forgængere. En Deel af disse have vi alt tidligere havt Leilighed til i dette Blad at omtale, vi ville da kun her tilføie, at der allerede for over halvtredsindstyve Aar siden levede en Mand ved 256 Navn Jonathan Hull, der endog gik saavidt, at han lod sig give et Patent paa en lignende Opfindelse. Men hans Vildfarelse finder dog et Slags Undskyldning deri, at den mechaniske Kunst i hine Dage, idetmindste naar man sammenligner dem med vor Tid, befandt sig i et Slags Barndom. Nu derimod, i vor oplyste Tidsalder, da man nøie kjender den Methode, hvorefter Kraft og Modstand maae beregnes, fortjene rigtignok slige vilde og udsvævende Phantasier en meget strengere og alvorligere Revselse. Og dog ansee vi det for vor Pligt at gjøre opmærksom paa, at der allerede i Jonathan Hulls Levetid fandtes mange fornuftige Folk, der indsaae det Urimelige i hans Planer, og der gjorde ham opmærksom paa, at hans Hjul, (han vilde nemlig drive Skibet frem med et Hjulværk, og denne Tanke har rimeligviis Hr. Fulton taget fra ham), at hans Hjul, sige vi, maatte sønderbrydes af de urolige Bølger, og at et Skib uden Seil midt i Flodstrømmen, eller i den stormende Sø, ikke vilde være stort bedre faren, end en lille Nøddeskal, som et legende Barn sætter ud i Vandet.«

Det er med velberaad Hu, at denne Artikel er gjengiven i sin hele Udstrækning, ikke fordi det just er sandsynligt, at hiint Dagblad udtrykkede sig anderledes end mangfoldige andre ved lignende Leiligheder, men blot for ved et Exempel at vise, med hvilke Fordomme de havde at kæmpe, der forberedede den store Opdagelse, hvorved den spredte Menneskeslægt igjen skulde bringes nærmere sammen, og der engang skulde forkorte Veien over Verdenshavet.

Efterat Fulton havde gjennemløbet denne Bladartikel, 257 under hvis Læsning hans Hjerte bankede med langt større Heftighed, end et sligt Angreb fortjente, satte han sig ned for at skrive et Svar derpaa. I dette Svar gav han ikke blot en udførlig Beskrivelse af det Maskineri, han tænkte at anvende, men han tilføiede ogsaa en temmelig indviklet mathematisk Beregning over Kraft og Modstand, hvoraf han vilde bevise Sandsynligheden af, at hans Plan maatte lykkes.

Dette Svar bragte han selv til Hr. Dennison, der modtog ham med stor Høflighed og forsikkrede, at hans Modbemærkninger saa snart, som muligt, skulde blive indrykkede i hans Dagblad. »Det skylder jeg Dem,« føiede han til, »thi Ingen skal sige, at han er bleven angreben i vort Blad, uden at dette tillige har aabnet sine Spalter for hans Modgrunde; De skal aldeles intet betale derfor, thi Retfærdighed bør gives Enhver gratis, det forstaaer sig af sig selv.«

Den følgende Morgen modtog derimod Fulton et Par Linier fra Hr. Dennison, hvori denne beklagede, at han, efterat have gjennemlæst hans Forsvar, umulig kunde indrykke det; »thi der findes rimeligviis ikke mange Mathematikere mellem Bladets Læsere,« føiede han til, »og for enhver Anden end en Mathematiker vil denne saakaldte Gjendrivelse være aldeles uforstaaelig.«

Fulton skrev da et andet Forsvar, hvori han paa en fatteligere Maade søgte at udvikle sin Plan. Desuden tilføiede han ogsaa en Udskrift af en Attest fra sin Mester, hvori denne gav ham det bedste Vidnesbyrd, baade for hans Flid og hans Duelighed; omsider anmodede han Publicum om at udsætte 258 Dommen over ham, indtil Udfaldet havde viist, om han var istand til at udføre sit Forehavende eller ikke.

Men ogsaa denne Artikel undslog Hr. Dennison sig for at optage. »Vi have hver Dag Leilighed til at erfare,« skrev han tilbage, »at den, der er bleven Gjenstand for en dadlende Kritik, anseer den som uretfærdig, og at han da som oftest betragter sig selv som et forfulgt Talent eller Genie. Hvad os angaaer, da ere vi varme Venner af ethvert, selv det ringeste Talent; men vi ere endnu varmere Venner af Sandheden, Amicus Plato, amicus Socrates, sed magis amica veritas, det er vort Symbolum. Med andre Ord: vi handle uden Personsanseelse og kunne derfor aldeles ikke indlade os paa at optage alle de Modartikler, der have deres Grund i en eensidig, fra enhver fornuftig Mening afvigende, personlig Anskuelse.«

Uagtet det forekom Fulton, at denne Fremgangsmaade kun lidet stemmede med de Grundsætninger, som Hr. Dennison mundtlig havde yttret, saa besluttede han dog, da den første Heftighed havde sat sig, hellere at lade Udfaldet tale hans Sag, end at begynde en Avisfeide, som han nu ikke engang havde synderlig Tid til at fortsætte.