Den næste Morgen indfandt Fulton sig temmelig tidlig for at spørge til Lauras Befindende. Til sin store Forbauselse traf han allerede Gill i Forsalen, der nu, som han sagde, slet ikke mere var syg.

326

Saasnart Gill saae Fulton, ilede han hen og trykkede et varmt Kys paa hans Haand. »Gill aldrig glemme, at Herren fulgte ham op,« sagde han, »og hjalp Gill bort fra de slemme Mennesker og gav det smukke Tørklæde om Gills Pande; næst Gills Frue er der Ingen, som Gill vil holde mere af.«

»Hvordan er det nu med Din Frue?« spurgte Fulton.

»Gills Frue bedre,« svarede han, »men aldrig ganske glad; Gills Frue fortjene mange Penge, men Hr. Advokaten tage dem allesammen og bruge dem, som han vil.«

Da Fulton igjen senere besøgte Laura, havde hun fuldkommen vunden sin Ligevægt tilbage, og han hørte aldeles ingen Yttring meer, der antydede, at hun var misfornøiet med sin Stilling. Omsider, efterat hun endnu i tre til fire Uger havde fortryllet Londons Indvaanere med sin Virtuositet, drog hun bort for at begynde en Kunstreise gjennem Holland og Tydskland til det høieste Norden, hvor hun, som det hed, havde modtaget et Engagement paa længere Tid og paa høist fordeelagtige Vilkaar.