Hauch, Carsten Robert Fulton: 1-2. - 1928

TRETTENDE CAPITEL.

I Aaret 1805 gjorde Fulton, som vi alt have omtalt, en Reise til England og i Aaret 1806 vendte han, ledsaget af Abigail og af tre Børn, som hun havde skjenket ham, tilbage til Amerika. Saasnart han var ankommen til Newyork opsøgte han strax John Bridle, der stod i stor Anseelse hos sine Medborgere, og der netop i de Dage var bleven udvalgt af dem til Medlem af Senatet.

Uagtet John Bridle i Begyndelsen havde stærke Tvivl med Hensyn til Udførligheden af Fultons Plan, saa modtog han ham dog med største Venlighed og søgte med megen Iver at jevne Alt, hvad der endnu udenfra kunde være til Hinder for hans Hensigter.

Noget af det Første Fulton efter sin Hjemkomst foretog sig, var at skrive til Philadelphia og lade indrykke en Artikel i flere Blade, hvori han underrettede David Baxter om sit Opholdssted og bad ham saa hurtig, som muligt, at indfinde sig hos ham.

Det varede da heller ikke ret længe, før han havde den Glæde at see sin gamle, trofaste Ven igjen, der, saasnart han havde hørt, hvad Fulton havde for, lovede at hjelpe ham med Arbeidet saa godt, han var istand dertil. »Hvad jeg fornemmelig begjerer af Dig,« sagde Fulton, »det er, at Du skal have Opsigt med de Andre, saa at Alt kan blive forsvarligt gjort og tillige skride saa hurtig frem, som muligt.« Dette lovede da ogsaa David Baxter.

Hvad der i høi Grad glædede Fulton og Abigail, var, at de igjen i Newyork traf sammen med Thomas Milburn, der, efter sine Venners Ønske havde 354 paataget sig Opsigten med det store Hospital, som i denne By var betroet til Qvækernes Omhu; det blev da bestemt, at den gamle Milburn skulde boe i det samme Huus, hvori hans Datter og hans Svigersøn boede.

Efterat Fulton ved John Bridles og Livingstons Hjelp, og tillige ved Understøttelse fra Regjeringen, havde faaet de Pengemidler at raade over, der vare nødvendige, begyndte han strax paa Bygningen af sit Dampskib.

James Gray og hans Hustru Laura vare nu ogsaa, efterat den sidste havde glimret og vakt Beundring ved sit Talent næsten i alle Europas Hovedstæder, vendte tilbage til Amerika, hvor de ligeledes fæstede Bolig i Newyork, der allerede dengang begyndte at løfte sit Hoved over sine Medbeilere, og der af alle dem, der forstode at beregne Fremtiden, betragtedes som det tilkommende Midtpunkt for Amerikas Handel og som den fornemste By i de forenede Stater.

Man kan vel sige om slige Stæder, at de udøve en stor tiltrækkende Kraft indenfor den Omkreds, hvori de danne Midtpunktet, og at mangfoldige Mennesker drages derhen, hvad enten de saa ville glimre ved deres Talenter, eller de ville samle Rigdom, eller de blot paa en beqvem Maade ville nyde den Formue, de alt have erhvervet. Dette er vel Hovedaarsagen til, at vi, som vi snart skulle see, i denne By ville gjenfinde en stor Deel af dem, som vi tidligere i denne Fortælling have sluttet Bekjendtskab med.

355

Ved Hjelp af Lauras beundrede Talent og den Virtuositet, hun havde erhvervet sig, var det lykkedes Advokaten at samle en betydelig Formue, som han desuden ved velberegnede og heldige Speculationer havde forøget til det Tredobbelte. Saaledes vandt han, hvad han bestandig havde stræbt efter, en stor Rigdom; imidlertid havde Laura, der mange Gange, for at tilfredsstille hans Begjerlighed, maatte overanstrenge sit Bryst, betalt denne Rigdom meget dyrt, thi hun faldt tilsidst i en Sygdom, hvorefter hun, ifølge Lægens Forskrift, ikke længere turde gjøre nogen synderlig Brug af sin Sangstemme.

Advokat James Gray levede forresten paa en meget glimrende Fod i Newyork, hvor han havde kjøbt en stor Gaard ved en af Byens Udkanter. Til denne Gaard hørte der en prægtig Have med et anseeligt Orangerihuus, hvori Citrontræerne stode indsluttede i alle de Aarstider, i hvilke de ikke kunde trives udenfor. Desuden fandtes der ogsaa Drivhuse, hvori sjeldne Planter fra sydlige Egne bleve opelskede. Fra Bygningens øvre Vinduer var der en henrivende Udsigt over Hudsonfloden og den omgivende Egn.

Værelserne selv vare møblerede med stor Pragt og Luxus. Dette var især Tilfældet i de fleste Sidekammere, hvor de med bløde Hynder belagte og langs Væggene løbende Sophaer tilligemed de kostbare, brogede Gulvtæpper gave det Hele et Præg af østerlandsk Sybaritisme. Advokaten holdt ogsaa en prægtig Equipage, hvilket dengang var temmelig usædvanligt i Newyork. Han gav tillige Selskaber, hvori der ikke manglede noget af det, der kunde tilfredsstille selv den forvendteste Gane, og hvori den skjønne Laura, uagtet hun ikke mere glimrede 356 ved sin Sang, dog ved sin Elskværdighed udøvede et stort Herredømme.

Der fandtes ligeledes kostbare og værdifulde Malerier i Advokatens Sale, tilligemed flere skjønne Statuer, som han havde samlet paa sine Reiser gjennem Europa, thi der gaves Faa, der bedre end han forstode at benytte Kunstens Frembringelser til deres sandselige Velværen, og at lade Talentet trælle for den legemlige Nydelse.

Fulton havde, efter sin Ankomst til Newyork, ikke besøgt Advokaten thi deels vare alle hans Tanker i hine Dage saa ganske henvendte paa Udførelsen af hans store Plan, at han helst undgik ethvert Besøg, der ikke var strengt nødvendigt, deels var ogsaa Advokatens Opførsel, dengang Fulton første Gang prøvede paa at bygge et Dampskib, af den Natur, at han ikke fandt sig fristet til at søge hans Selskab nu, da han netop var sysselsat med Udførelsen af en lignende Plan.

Saa meget desmere blev Fulton overrasket, da han en Morgen modtog en skreven Indbydelse til et Middagsmaaltid hos Advokat Gray. Da denne imidlertid var en Mand, der havde meget at sige i Newyork, saa troede Fulton ikke, at han burde afslaae denne hans Indbydelse. Dette var idetmindste den Grund, han angav, da Abigail undrede sig over, at han vilde gaae til denne Mand. Muligt er det imidlertid, at dette kun var et Paaskud, hvorved han, som det saa ofte skeer i Livet, halv ubevidst skuffede sig selv og Andre, og at der levede en gammel Erindring i hans Hjerte, der egentlig var den sande Aarsag, hvorfor han besluttede at besøge Advokatens Huus.

357

Da Fulton til den bestemte Tid indfandt sig hos Advokat Gray, maatte han først gaae igjennem en stor Forsal, der syntes langt prægtigere end nogen af de Værelser, der fandtes i hans egen Bolig. I denne Forsal vare der flere Tjenere tilstede, blandt hvilke han gjenkjendte sin gamle Ven Negeren Gill. Da Gill saae ham, ilede han strax hen og kyssede hans Haand. Derefter aabnede han en Fløidør, der førte til en rigt møbleret Sal, hvori et talrigt Herreselskab var forsamlet.

Advokaten kom ham strax imøde og modtog ham med stor Høflighed. Han forestillede ham ogsaa for flere af de nærværende Herrer med de Ord, at dette var den berømte Maler og Mechanicus Robert Fulton, som havde foreviist et Panorama i Paris, der havde havt et uhyre Tilløb og vakt al Verdens Beundring. »Han er nu vendt tilbage til sit Fædreland,« føiede Advokaten til, »for ogsaa der at forbause Verden ved sine usædvanlige og glimrende Talenter.«

Eftersom Advokaten gjentog dette ordret, hver Gang han forestillede Fulton for en ny Person, saa fik det Hele et næsten ironisk Udseende, og han selv kom til at ligne en Markskriger, der bestandig med de samme Talemaader anpriser en Gjenstand, paa hvis Dyder han dog i Grunden ikke troer.

Kort efter kom Laura ind; hun var noget blegere, end da Fulton saae hende i London. Hun talte i længere Tid med et Par ældre Herrer, tilsidst henvendte hun sig ligeledes til Fulton og sagde et Par Ord til ham, hvoraf Indholdet var, at det glædede hende, at ogsaa han nu var kommen tilbage til Amerika, og at han ikke for bestandig havde vendt sit Fædreland Ryggen.

358

Før Fulton endnu kunde svare herpaa, nærmede Advokaten sig og sagde, at det gjorde ham ondt, at han maatte afbryde deres Samtale, men det var nødvendigt, thi nu var der anrettet. Derefter traadte en ældre Herre hen til Laura og førte hende ind i den store Spisesal, hvorhen det øvrige Selskab fulgte dem.

Under det egentlige Maaltid, hvori de udsøgteste Retter og de kostbareste Vine afvexlede med hverandre, blev der ikke talt meget. Kun af og til blev en eller anden udsøgt Spise hilset med et Udbrud af Beundring. Iøvrigt herskede der en næsten almindelig Taushed, ja selv i de korte Mellemrum mellem de forskjellige Retter fandt der endnu en stille Forventning, ja en Art af Spænding Sted, der ikke tillod nogen Samtale at komme i Gang, og der lignede den Andagt, hvormed Hedningerne vente paa deres Afgudsbilleder i de Øieblikke, hvori Præsterne bære dem ud af Templerne, for at de kunne tilbedes af den forsamlede Mængde.

Da Fulton allerede meente, at det Hele var forbi, kom der endnu en ny Anretning, hvori de sjeldneste Sager igjen vakte Spiselysten, der forhen syntes nærved at indslumre. Fulton lod dog de fleste af disse Sjeldenheder gaae urørte forbi og fordrev imidlertid sin Tid saa godt, han kunde, med at betragte sine Naboer, og med at beundre den Kraft, hvormed deres Kjævemuskler arbeidede, saalænge Maaltidet varede.

Advokaten selv hørte dog ingenlunde til dem, der saaledes uden Grændser overlode sig til deres Nydelseslyst; han syntes tværtimod at udvælge det Bedste med stor Skjønsomhed, og med en Tact og 359 en Sikkerhed, der vidnede om en lang Øvelse. Imidlertid iagttog ogsaa han som oftest en dyb Taushed, og da en af hans Naboer under Spiisningen henvendte et Spørgsmaal til ham, svarede han kun kort og med et Par knaptilmaalte Ord.

Tilsidst, mod Slutningen af Maaltidet, da selv de Utrætteligste maatte føle, at Mennesket ogsaa i denne Henseende er et indskrænket Væsen, og at Evnen heller ikke i denne Retning bestandig svarer til Villien, henvendte Advokaten Ordet til den af sine Naboer, der tidligere havde tiltalt ham. »De maa tilgive, at jeg før svarede Dem saa kort,« sagde han, »men det er vanskeligt at udføre to Arbeider grundigt paa engang; der gives en Tid for at tale og en for at tie, siger den vise Salomon.«

Kort efter bemærkede en af de Tilstedeværende, at deres elskværdige Vertinde næsten intet havde spiist. »Jeg befinder mig i denne Tid ikke ganske vel,« svarede Laura.

»Man maa haabe, at Deres Sundhed snart vil forbedre sig,« sagde en anden, »og da vil vel ogsaa Deres deilige Stemme vende tilbage.«

»Den vil aldrig vende tilbage,« svarede Advokaten med et bittert Smiil, »man taler rigtignok om en Fugl Phoenix, der i fordoblet Herlighed skal opstaae af sin egen Aske, men det er kun en Fabel, som saa meget Andet, hvortil Menneskene gjennem Aarhundreder have fæstet Lid.«

Hertil svarede Laura intet, og dog blev der en dunkel Ild synlig i hendes Øine, der viste, at Advokatens Bemærkning ikke var hende behagelig. Siden efter, da hun et Øieblik, uden at de Andre hørte det, talte med Fulton, bragte hun atter denne Gjenstand paa 360 Bane. »Det er hans egen Skyld,« sagde hun, »han har selv misbrugt min Stemme, han har ofte tvungen mig til at synge, naar jeg allermest trængte til Ro; da jeg var i Madrid, maatte jeg synge sex og tyve Aftener i Rad, uagtet min Hals tilsidst svulmede af den stærke Anstrengelse, fra den Tid af var det forbi med min Stemme.«

»Og dog, hvordan det saa gaaer, saa vil den seent glemmes,« svarede Fulton, »endnu lang Tid efter Deres Bortreise fra London talte al Verden derom.«

»Hvor hurtig Verden glemmer, det er Noget, som Ingen veed, før han har erfaret det,« sagde Laura.

Efter Bordet gik de Fleste ned i Haven, hvor en mild Luftning strømmede dem imøde overalt, og hvor tusinde Roser blomstrede ved Siden af prægtige Sydplanter, der nu vare komne frem af deres Vinterqvarteer, medens et høitopstigende Vandspring udbredte Kølighed under de skyggende Træer.

»Her er man næsten tilmode som i Paradiset,« udbrød en af Advokatens Gjester, der nu, tilligemed de fleste øvrige, havde taget Plads i en sval Havebygning, hvori Kaffeen blev buden omkring.

»Tal ikke derom!« sagde Advokaten, »alle Fortællinger om Paradiset bringe mig uvilkaarlig til at gabe; det forstaaer sig, jeg taler her kun om det christelige Paradiis; hvad det mahomedanske angaaer, det er en ganske anden Sag.«

Hvis den skarpsindige Læser skulde undre sig over, at Advokat James Gray, der tidligere var en saa flittig Kirkegænger, nu i et stort Selskab uforbeholdent udtalte slige Meninger, da bede vi ham erindre, at Advokaten havde opgivet sin Praxis og altsaa 361 ikke længere behøvede at iagttage den Forsigtighed, som han tidligere, med Hensyn til flere af sine Kunder, betragtede som en Nødvendighed.

Kort efter begyndte en af de Tilstedeværende at udspørge Fulton angaaende det Dampskib, han vilde bygge, men Fulton, der vel følte, at han i dette Selskab ikke kunde vente nogen synderlig Sympathie for sin Plan, søgte, saavidt muligt, at undgaae enhver nøiere Udvikling deraf.

»Skulde De virkelig udfinde den store Hemmelighed at seile ved Hjelp af Damp,« sagde Advokaten, »hvad jeg, De maa tilgive mig det, uagtet Deres store Genie, endnu ikke ret kan fæste Lid til, saa vil det upaatvivlelig være en ypperlig Opfindelse. Man vilde da vel tilsidst bringe det saa vidt, at enhver Afstand saagodt som forsvandt imellem de forskjellige Verdensdele, saa at Chinesere, Maurer, Englændere og Amerikanere levede sammen ligesom i en uhyre stor By. Men i de store Byer danner der sig, som bekjendt, et Slags Hvirvelstrøm, hvori tusinde og atter tusinde Mennesker hvert Aar gaae til Grunde. Og dette er netop godt, thi nyt Blod og friske Kræfter strømme nu bestandig til fra Provindserne, for atter, naar deres Tid kommer, at gaae til Grunde i den store Hvirvel. Saaledes kommer der da et rask Avancement ind i Menneskelivet og en hurtig Befordring; og tilsidst, naar Alle ere avancerede og befordrede, naar Alle ere blevne grebne af Hvirvelen, naar Alle ere knuste i Livets store Malstrøm, da er hele Visen ude og Skuespillet forbi, og det er maaskee det Allerbedste derved. Men De Hr. Fulton og Enhver, der saaledes fremskynder Livets Gang, vil upaatvivlelig derved erhverve Dem en 362 stor og velfortjent Hæder; ja, maaskee vil man engang nævne Deres Navn ved Siden af Attila og Dschingischan og andre slige mægtige Befordrere af Menneskehedens Avancement. Det forstaaer sig, at dette kun vil skee under den Betingelse, at De virkelig løser Deres Opgave.«

Den Ironie, der næsten bestandig laae i Advokatens Stemme, blev denne Gang saa stærk og umiskjendelig, at Fulton i høi Grad følte sig fornærmet derved; og han havde neppe undladt at give et meget skarpt Gjensvar, hvis ikke baade hans egen og de Andres Opmærksomhed pludselig var bleven henvendt mod en Gjenstand, der gav deres Tanker en ny Retning.

I dette Øieblik traadte der nemlig et deiligt Barn ind i Havestuen. Det var en lille Pige, der, efter Udseendet at dømme, omtrent kunde være fem til sex Aar gammel. Hun lignede Laura meget, og dog var der noget Sylfeartet hos hende, som Laura ikke havde, og som selv hos dem, der have det, kun sjelden varer længere, end til Barnealderen forsvinder. Hendes Haar, der netop nu stod paa Overgangen mellem blondt og bruunt, havde, uden egentlig at være krøllet, et eget Fald over Panden og Tindingerne, der klædte hende usigelig vel; bag til var det kort afskaaret, hvorved hendes Nakke blev synlig, der i Deilighed kunde kappes med Lauras egen. Men især var den en selsom Glands i hendes Øine, der ikke vare sorte, som Lauras, men dunkelblaae. Hendes Gang var saa let, saa det syntes, som om hun svævede henad Gulvet, da hun ilede hen til sin Moder; thi at Laura var hendes Moder, derpaa kunde Ingen tvivle, der blot eengang havde seet dem begge.

363

»Der er Noget i de Øine, der ikke hører Jorden til,« bemærkede en af Advokatens ældre Bekjendte, »man forfærdes næsten, hver Gang man stirrer deri.«

»Det Barn vil sikkert ikke leve længe,« sagde en af de Tilstedeværende til sin Nabo, »hun seer ud som en underlig Fugl fra Alfeverdenen, der snart vil flyve tilbage igjen, hvor den har hjemme.«

»Hvad skal hun her?« raabte Advokaten misfornøiet, »føer hende tilbage til hendes Værelse!«

Ved disse Ord syntes den lille Pige at forfærdes og trykkede sig skjælvende tæt ind til sin Moder; men denne tog hende, uden at sige et Ord, ved Haanden og gik ud af Værelset med hende.

»Børn bringe som oftest et uheldigt Element ind i det selskabelige Liv,« sagde Advokaten, »det gaaer næsten med dem, som med Hunde; der er noget Besværligt og tillige Utilstrækkeligt ved dem. Desuden kommer Samtalen, naar de ere tilstede, let til at dreie sig om deres formeentlige store Qvaliteter og fortræffelige Egenskaber, som man dog sjelden mærker synderlig til, naar de blive voxne.«

Der var Ingen, der svarede ham, og der opstod en forlegen Taushed, som dog Advokaten snart igjen afbrød. Imidlertid indlod Fulton sig ikke i Samtalen, og kort efter forlod han det øvrige Selskab for, som han sagde, at betragte Haven nøiere.

De fleste af de Andre fulgte hans Exempel, kun Advokaten selv, tilligemed et Par af hans Fortrolige, blev tilbage i Havestuen.

Da faldt Talen igjen paa Fultons dristige Plan, over hvilken Advokaten nu aabenbar gjorde sig lystig, og som han erklærede for en af de største Daarskaber, der nogensinde var undfangen i en forskruet 364 Hjerne. »Tro De mig, denne Fulton er ikke Andet end en Phantast, et overspændt Hoved,« sagde han tilsidst, »med hans Talent er det da heller ikke synderlig bevendt; thi det saakaldte Panorama, hvormed han gjorde et Slags Opsigt i Paris, er jo ikke engang hans egen Opfindelse.«

»Men da De er saa stærkt indtagen imod ham, hvorfor har De da indbudt ham i Deres Huus?« spurgte den ene af Advokatens Venner.

»Fordi han dog engang skulde mærke, hvilken Forskjel der er mellem et tomt Sværmeri og den virkelige og reelle Nydelse,« svarede Advokaten.

Efterat Fulton havde spadseret en Tidlang i Haven, vendte han igjen tilbage til Hovedbygningen. Her fandt han den største Deel af Selskabet samlet i den store Sal; kort efter kom ogsaa Advokaten. Nu begyndte en Concert, der opførtes af Byens bedste Musici, og under hvilken forskjellige Slags Iis og Frugter bleve budne omkring. Ved denne Concert var Laura ikke tilstede, det hed, at hun ikke befandt sig vel. »Det har intet at betyde,« sagde Advokaten, da en af hans Venner yttrede nogen Urolighed over hendes Befindende, »Sligt indtræffer nu næsten hveranden Dag.«

Da Concerten var forbi, nærmede Fulton sig til James Gray for at tage Afsked. »Vil De ikke blive lidt endnu og deeltage i et lille Aftensmaaltid?« spurgte Advokaten, »det venter os alt i næste Værelse.« Men Fulton undskyldte sig med, at han tidlig den næste Morgen havde Forretninger, hvorefter han forføiede sig bort.

365