Hauch, Carsten Robert Fulton: 1-2. - 1928

Nu gik der over en Maaned hen, hvori Fulton havde saa meget at tage Vare paa, at han ikke fik Tid til at besøge Advokatens Huus, men da blev det ham sagt, at Lauras lille Datter var syg, og at Moderen var meget ængstelig for hende.

Neppe hørte han dette, før en Anelse om Ulykke opsteg i hans Sjæl, og han satte da, saasnart han kunde, alt Andet til Side, og ilede hen for at erfare, 374 om han var bleven skuffet af en falsk Efterretning eller ikke.

Desværre havde Rygtet denne Gang ikke bedraget ham. I Forsalen mødte han en Opvarterinde, der berettede, at den lille Adele var meget syg; »dog har Lægen et ganske godt Haab,« sagde hun, »men Fruen vaager hver Nat og seer ganske medtagen ud.«

Saasnart Gill, der ogsaa var tilstede i Forsalen, fik Øie paa Fulton, gik han indenfor, kort efter vendte han igjen tilbage og sagde, at Fruen ønskede at see ham.

Gill førte ham igjennem flere Værelser til et mindre Kammer, hvor han fandt Laura siddende ved hendes Datters Seng. Lauras Udseende syntes meget forandret, hun var bleven magrere, en dunkel Sky havde lagt sig over hendes skjønne Aasyn, og der var en stor Ængstelighed i hendes Blik. Hun stod netop i Færd med at lægge et Par Puder tilrette om den lille Adele, der sad halvopreist i Sengen og holdt en Dukke i Haanden; flere smaa Huse, Dyr, Træer og andet Legetøi var opstillet paa et Bord ved hendes Side.

»De har havt hende kjær,« sagde Laura, »det læste jeg i Deres Øine, og hun havde ogsaa fattet Godhed for Dem; hun talte tidt om den fremmede Mand og spurgte, om han ikke kom snart igjen; derfor skal De ogsaa see hende lege for sidste Gang.«

Men dette fik han ikke at see; thi Adele slap snart Legetøiet og sank tilbage, og Moderen lagde hendes lille Hoved ned igjen paa Puden. »Ak, hun leger aldrig meer!« sagde Laura, medens hendes Øine fyldtes med Taarer.

375

»Jo, med Guds Hjelp,« sagde Fulton, »Lægen har jo endnu ikke opgivet Haabet.«

»Jeg troer meer paa hende selv end paa Lægen,« svarede Laura, »da hun vaagnede for otte Dage siden og følte sig syg, og da jeg vilde trøste hende med, at hun snart skulde blive frisk igjen, da sagde hun: »Nei, Moder, denne Gang døer jeg fra Dig, det skal Du see.«

»Jeg er selv Skyld deri,« vedblev Laura efter en kort Taushed; »thi netop i de Maaneder, før hun blev født, var det, at jeg anstrengte min Stemme og mit Bryst saa stærkt, saa jeg blev syg derefter; derfor blev hun saa fiin, som hun er, som om hun var sammenblæst af Luft og ikke dannet af jordisk Støv, som vi Andre, og derfor maa jeg da nu ogsaa miste hende.«

I dette Øieblik traadte Advokaten ind. Han studsede, da han saae Fulton, og der kom et Udtryk omkring hans Læber, der røbede, at det ikke var ham kjært. Dog varede det kun et Øieblik, og han fattede sig snart.

»De har selv forkjælet hende,« sagde han til Laura, »der maatte jo ingen kold Vind blæse paa hende, nu maa De selv bære Følgerne deraf. Kom, Hr. Robert Fulton! Deres Plads er ikke her ved dette Sygeleie; det var en underlig Grille at føre Dem herind.«

Fulton sagde da et Par venlige Ord til Laura, hvori han igjen udtalte det Haab, at den Lille skulde komme sig. Derefter fulgte han Advokaten, der alt havde aabnet Døren, og der ventede ham med Utaalmodighed. »Den Lille kommer sig ikke,« sagde Advokaten, da de stode i det næste Værelse, »hun døer, og 376 det er ret godt; thi derved kan maaskee Moderen igjen vindes tilbage for Verden, nu har hun jo ikke Sands for Andet end for dette lille Barn.«

Efter Fultons Bortgang vendte Advokaten igjen tilbage til den Lilles Sygeværelse, hvor han bittert forekastede Laura den Venlighed, hun viste mod dette Menneske, der var ham selv saa stærkt imod. Hertil svarede Laura saa godt som aldeles intet.