Hauch, Carsten Robert Fulton: 1-2. - 1928

NITTENDE CAPITEL.

Klokken Et den næste Dag ankom Dampskibet til Livingstons Landsted, der laae hundrede og ti Miil fra Newyork og fyrretyve Miil fra Albany. Fulton blev da modtagen med stor Jubel af Livingston selv, der nu ogsaa var vendt tilbage til Amerika, og der lod heise de forenede Staters Flag ved Skibets Ankomst og hilsede det med Kanonskud.

Siden, da Fulton var kommen i Land, trykkede Livingston ham med inderlig Glæde til sit Bryst og erklærede høit, at dette var den gladeste Dag, han havde havt i sit Liv.

Den næste Dag Klokken Ni om Morgenen afgik Clermont fra Livingstons Landsted og ankom til Albany den samme Dag Klokken fem om Eftermiddagen. Den hele Reise havde saaledes, naar man regner 417 den Tid fra, hvori Skibet laae stille, varet i to og tredive Timer.

I Albany vakte Dampskibet den samme Forbauselse, som det havde vakt paa alle de Steder, hvor det tidligere paa denne Reise var bleven seet, og Mængden trængte sig strax ned til Flodbredden for at betragte det. Flere af Byens fornemste Indbyggere kom desuden ombord, hvor de fandt en meget artig Modtagelse, og hvor Enhver, der nogenledes forstod det og havde Tid dertil, med stor Beredvillighed forklarede dem Skibets Indretning.

Kort efter Ankomsten til Albany gik Fulton i Land tilligemed de fleste af sine Venner; thi de ønskede nu at hvile sig der til næste Morgen, eftersom de, ifølge den Bestemmelse, der var truffen, skulde tilbringe den følgende Nat paa Floden.

Neppe havde Fulton sat sin Fod paa Landjorden, før alle Tilskuerne blottede deres Hoveder og vege tilside for ham; paa samme Tid gik der en Hvisken igjennem Forsamlingen, at han var den Mand, der havde opfundet og sammensat Maskineriet i det vidunderlige Skib. Imidlertid hørtes der intet Hurraraab og intet lydeligt Udraab af Mængdens Jubel; men uagtet de Flestes Ansigtstræk vare ligesom stillestaaende, saa vidnede dog de talende Øine, der mødte Fultons Blik, om en stor Beundring og indvortes Deeltagelse.

Fulton tog Bolig hos en af John Bridles Venner, hvor han fik Besøg af Byens anseeligste Indbyggere, der alle vilde see den Mand, som havde fuldbragt et saa vidunderligt Værk. Dog afslog han enhver Indbydelse til Selskab og undskyldte sig med, at han nu var træt og trængte til Ro.

418

Dampskibet blev liggende udenfor Albany til den næste Morgen Klokken Ni; thi Fulton havde beregnet, at han, naar han afgik paa denne Tid, selv om der indtraf nogen Sinkelse underveis, dog rimeligviis vilde komme til Newyork den næste Dag før Solen endnu var gaaet ned. Men dette ønskede han netop, for at Mængden skulde see Skibet, naar det kom, og for at den skulde være Vidne til den Lethed og Kraft, hvormed det bevægede sig, saa der ikke kunde blive nogen Tvivl tilbage med Hensyn til Clermonts Fortrin fremfor ethvert Seilskib.

Ogsaa denne Gang havde han smukt Veir, hvilket ikke er at undres over, eftersom October Maaned i Amerika, som vi alt tidligere have havt Leilighed til at see, med Undtagelse af de Perioder, hvori Efteraarsstormene rase, som oftest udmærker sig ved sine klare Dage og ved sin skyfri og rene Himmel.

Om denne Tilbagereise have vi ikke stort Andet at berette, end at den, som venteligt var, da Skibet nu havde Strømmen med sig, gik noget hurtigere end Henreisen. Denne Gang opholdt Fulton sig kun en eneste Time hos Livingston, og den næste Dag Klokken fire kastede Clermont Anker i Hudsonfloden udenfor Newyork, Tilbagereisen var da bleven tilendebragt i tredive Timer.

Da Dampskibet nærmede sig til Newyork, mærkede Fulton, at Hjulene dreiede sig raskere end sædvanligt, og at Skibet begyndte at glide hurtigere frem, end det pleiede. Uden at spilde noget Øieblik med Forespørgsler, gik han da selv nedenfor, og han opdagede nu snart Grunden til det Hele. David Baxter havde nemlig paa egen Haand ophedet Dampkjedelen saa stærkt, at Fulton, der virkelig frygtede for 419 farlige Følger, maatte paalægge ham at formindske Heden; paa samme Tid aabnede han en Ventil, hvorved flere af Dampene fik Udløb i Luften. Dette var en stor Sorg for David Baxter, der havde sat sig i Hovedet, at han vilde vise Beboerne af Newyork, hvor stærkt Dampskibet kunde skyde sig frem; saaledes følte ogsaa han allerede dengang noget af den Iver og Ild i sit Blod, der senere er bleven saa almindelig i Amerika, og der har bragt saamangen Dampskibsfører til, for at hævde sit Fartøis Hæder, at anstrenge sin Maskine over Evne og til saaledes at lege med sit og sine Passagerers Liv.

I Newyork var nu Stemningen meget forandret, og den hele By talte næsten ikke om Andet, end om Fulton og hans Dampbaad. Alle vare enige i at prise hans Opfindelsesevne, hans Genie og tillige den Udholdenhed, hvormed han havde trodset Fordom og omsider sat sin Plan igjennem. Tillige fortaltes der flere latterlige Historier om Folk, der nylig havde spottet ham, og der nu i en Haandevending vare blevne omvendte fra Vantro til den fuldeste Tro; og om andre, der nylig takkede Gud for, at de ikke havde vovet Deres Penge paa et saadant Foretagende, og der siden, da de saae Skibet skride opad Strømmen og tilsidst forsvinde mellem Bjergene, vare blevne saa slagne ved denne uventede Begivenhed, saa det syntes, som om de i lang Tid havde tabt deres Mæle; ja enkelte Almuesmænd paastode ligefrem, at det var en Øiensforblendelse, eller hvis Skibet virkelig bevægede sig, sagde de, saa gik det til med Djævelens Kunst.

Der var opstillet en Flagstang i Nærheden af Newyork paa et høit Sted, hvorfra man kunde skue langt 420 opad Floden, og hvorpaa Flaget skulde heises, saasnart Dampskibet igjen blev synligt. Dette skede ogsaa, og der samlede sig da igjen en uhyre Stimmel af Mennesker nede ved Flodbredden, hvor de stode saa tæt, at man maatte tænke paa den gamle Digters Ord, hvori han sammenligner Menneskemængden med Blade paa Træerne eller med Bølger i det uendelige Hav; saaledes stode de nu Hoved ved Hoved i en uoverskuelig Række.

Denne Gang hørtes ingen høirøstet Tale; derimod gik der en sagte Susen igjennem Menneskestimmelen, ligesom naar man i det Fjerne mærker Vindens Bevægelse gjennem Skoven. Tilsidst, da Dampbaaden nærmede sig, ophørte ogsaa dette, og nu fik David Baxter fuldkommen Opreisning for den Krænkelse, han nylig havde lidt, da han maatte standse Skibets Fart; thi, efter Fultons Befaling, dreiede Clermont sig og omkredsede i en stor Cirkel et anseeligt Seilskib, der bevægede sig med gunstig Vind opad Floden; dette Skuespil gjentoges tvende Gange for det forsamlede Folks Øine.

Da blev endelig den amerikanske Taushed brudt, og der udbrød et stormende Hurraraab, som virkede dobbelt stærkt efter den dybe Stilhed, der nylig havde hersket, og som endnu maaskee vandt i Styrke derved, at Folket denne Gang ved Begivenhedernes Magt blev tvunget ud over sin sædvanlige rolige Characteer.

»Det er godt,« sagde David Baxter, da Skibet var standset, og medens Dampene med Hviin og med Brusen trængte sig ud, »det klang endnu stærkere end det Hurra, hvormed vi modtoge Franklin i Lancaster.«

421

Kort førend Fulton forlod Dampskibet, nærmede han sig til Barlow og til John Bridle. »Uden Dit opoffrende Venskab,« sagde han, idet han trykkede Barlows Haand, »og uden Deres Understøttelse, Hr. Bridle, vilde jeg vanskelig have naaet det Maal, hvorved jeg nu staaer; og jeg vilde uden Tvivl være falden som et Offer for en frugtesløs Stræben, foragtet og forhaanet af den samme Mængde, der nu hilser mig med Jubelraab.« Efter disse Ord læste han den Seddel for dem, som han havde modtaget, kort før Dampskibet begyndte sin Reise opad Hudsonfloden. »Dette var den næstsidste Hilsen, jeg modtog, da jeg tog herfra,« sagde han, »den sidste var hiin vilde Støi og Piben, hvortil min egen Fader gav Signalet.«

»Ak, vi har alle tvivlet,« sagde Barlow, »men det, som Verden kaldte Vanvid, har viist sig at være Frugten af en høiere Indsigt.«

»Og dog forsikkrer jeg Dig,« svarede Fulton, »at det er vanskeligt nok at beholde sit Vid og sin Forstand, naar hele Verden troer, at man har tabt dem.«

»De maa tilgive os,« sagde John Bridle, »det amerikanske Folk er et kraftigt og velvilligt Folk, men det er tillige forsigtigt, og det vil see klart for Øine, eller kunne beregne med Forstanden, hvad det skal skjenke sin Tillid, men naar det virkelig har naaet en saadan Indsigt, da er Ingen beredvilligere til at indrømme Fortjenesten dens Ret end vore Landsmænd.«

Derefter steg Fulton, efterat han først havde takket alle sine Venner for deres Følgeskab og for den Deeltagelse, de havde viist ham, ned i en stor Baad, som var bleven sendt fra Flodbredden for at afhente ham. Da han steg i Land, blev han paany hilset af 422 et stærkt og gjentaget Hurraab. Mangfoldige Mennesker trængte sig nu omkring ham; thi Enhver vilde see Dampskibets Opfinder i Nærheden og, om muligt, trykke hans Haand, eller idetmindste røre ved hans Klædebon og høre et Par Ord fra hans Læber.

Fulton havde tænkt, at han skulde træffe Thomas Milburn imellem Tilskuerne, ja maaskee ogsaa sin Kone og sine Børn; men de vare der ikke, heller ikke sin Fader kunde han denne Gang faae Øie paa. Om Laura ved denne Leilighed var tilstede, derom have vi intet kunnet erfare, men saa meget er vist, at Fulton, om hun ogsaa var der, ikke mærkede noget dertil.

Flere Senatorer og Folkerepræsentanter stode derimod paa Flodbredden og istemmede det almindelige Hurraraab, da han steg i Land. Kort efter kom ogsaa Gouvernøren selv, for hvem den forsamlede Mængde paa begge Sider gjorde Plads. Han nærmede sig da til Fulton, trykkede ham til sit Bryst og erklærede høit, at der ikke, siden Columbus opdagede Amerika, i dette Land var gjort nogen Opfindelse, der kunde sammenlignes med Fultons, og hvoraf Fremtiden kunde vente sig saa meget Gavn, som af denne.

Fulton blev ikke blot ledsaget til sit Hjem af sine nærmeste Venner, men ogsaa af en stor Mængde Fremmede, der først efter endnu engang at have tiljublet ham et lydeligt Bifald skiltes ad. Abigail tilligemed hans Børn og Thomas Milburn, stode i den aabne Huusdør og strakte Hænderne ud imod ham. Abigails Øine stode fulde af Taarer, dog sagde hun intet Ord, men da de kom indenfor, kastede hun sig i Fultons Arme og trykkede ham til sit Bryst med en Heftighed, som hun ellers aldrig pleiede at vise. Fulton 423 gjengjeldte hendes Omfavnelse og strakte derpaa Haanden ud til den gamle Milburn; siden løftede han sine Børn op og kyssede dem, og de bade ham alle tre at han dog skulde føre dem ud paa det forunderlige Skib, han havde bygget.

»Din Tro har været stærk i jordiske Ting,« sagde Thomas Milburn, »saa lad den nu da ogsaa være stærk i det Himmelske og Uforgængelige, da skal det Skib, som Du, styrket ved den, skal bygge, føre Dig endnu sikkrere gjennem Evighedens Strømme, end det skrøbelige Fartøi, Du byggede her i Støvet, har ført Dig gjennem de Bølger, der ere synlige for Legemets Øine.«

»Jeg har aldrig oplevet en ængsteligere Time,« sagde Abigail, »end den, der fulgte paa Din Bortgang, dengang Du forlod os og gik ned til Dampskibet.«

»Og dog ligger der maaskee en større Fare i det Bifald, hvormed Du nu modtages, end i al den Spot og Haan, Du før maatte lide,« sagde den gamle Qvæker.

»Hvad der saa skeer,« svarede Fulton, »saa haaber jeg dog, at Selvtilbedelsens vanvittige Aand aldrig skal friste mig; thi jeg følte det vel i disse Nætter, da jeg stod paa Skibet under den glimtende Himmel, under hiin store Kirkehvælving, der ei er bygget af Menneskehaand, at alle vore Kunstværker knap kunne lignes med en Gnist, der glimter et Øieblik og forsvinder, og med den Røg, der henveires i Luften, naar vi sammenligne dem med den Eviges lysende Gjerninger.«

»Alle disse Natteglimt ere dog kun ydre Tegn og Figurer,« svarede Milburn, »der skulle udslukkes ved Tidernes Ende, og de ere for intet at regne mod de klare Morgenstjerner, der skulle opgaae for din 424 stille Sjæl, naar den jordiske Taage bortviger, der nu skygger over Aandens og den indre Beskuelses Land.«

Den næste Morgen modtog Fulton flere Besøg af Byens fornemste Mænd, som alle vilde see Dampskibets Opfinder og bringe ham deres Lykønskning. Tilsidst kom ogsaa Barlow, der fortalte, at alle de offentlige Blade vare fulde af Lovtaler over ham; men intet Blad gik videre deri, end den Avis, som Hr. Dennison redigerede, og hvori Fulton i fordums Tid netop var bleven stærkest angreben.

»Ja, ja,« sagde Thomas Milburn, »det falder af sig selv, at en Veirhane dreier sig efter Vinden; og at Verden roser denne Opfindelse, det er da ogsaa begribeligt nok.«

»Og fortjener den da ikke denne Ros?« spurgte Barlow, »og troer Du ikke, at den vil jevne Veien til det Maal, hvortil Tiderne stræbe, og at den vil befordre et friere Samqvem imellem Menneskene?«

»De gamle Hedninger havde en Fortælling om en Mand, som de kaldte Prometheus,« sagde Thomas Milburn, »jeg erindrer den vel, thi før jeg blev Medlem af mine Venners Samfund, var jeg temmelig bevandret i de afgudiske Skrifter. Denne Prometheus var en kløgtig Mand i Alt, hvad der hører denne Verden til. Han havde bortlistet Ilden fra Himmelen, han drog Metallerne frem af Jorden, han udspeidede Stjernernes Gang, han lærte Menneskene Skibsfarten og mange andre Kunster, og dog blev denne Mand, trods al sin Kløgt, fængslet til en Klippe og nedstyrtet i Dybets Afgrund, hvor en Ørn hakkede 425 hans Lever, og dette varede, ligetil en Søn af den øverste Afgud, som man dengang tilbad, omsider fældede Ørnen og forløste ham.«

»Og hvorledes anvender Du dette her?« spurgte Barlow.

»Ogaa vi,« svarede Milburn, »have opfunden utallige Kunster og gjort os Naturen underdanig, og dog er vor Tilstand i det Væsentlige ikke stort bedre end hans; thi ogsaa hos os ere Tusinde og atter Tusinde fængslede til Klippen i vore saakaldte Fabrikker og Bjergværker; ja selv vore Rige og Mægtige, for hvilke hine Tusinde trælle, ere som oftest med alle deres Tanker bundne til Afgrunden, hvor Begjerlighedens Ørn hakker i deres Indvolde, og deres Higen voxer med alle deres Kunster og med de Skatte, de vinder, og der er ingen Befrielse for dem at vente, før en Søn, ikke af den hedenske Afgud, men af den sande Gud, nedslaaer den gridske Ørn og omsider løser deres Lænker.«

»Dengang Lykken var mig imod, da stod Du mig trolig bi,« sagde Fulton, »og nu, da Seieren er vunden, synes det, som Du er misfornøiet dermed.«

»Jeg er ikke misfornøiet dermed, min Søn; men jeg vilde kun minde om de Farer, der ligge nær ved alle slige Kunster. Dog, jeg forfalder nu selv til den Feil, som jeg saa tidt har dadlet hos Andre, thi jeg har visselig brugt flere Ord, end nødvendigt var.« Derefter taug Milburn stille, og blandede sig ikke mere i de to Venners Samtale.

Kort efter hentede Barlow et ziirligt Manuscript, som han ved sin Indtrædelse havde lagt paa et Bord nede ved Døren, og overgav det i Fultons Hænder. »Dette er det Digt, som jeg saa tidt har talt med Dig 426 om,« sagde han, »det bærer Navn efter Columbus og er efter deres Dom, der har hørt det, ikke ganske uden Fortjeneste, og jeg har tilegnet det til den Mand, som efter min Mening bør indtage den nærmeste Plads efter Amerikas Opdager, nemlig til Robert Fulton.«*)

Før Fulton endnu kunde svare herpaa, traadte der en Deputation ind i Værelset, der bestod af flere Folkerepræsentanter og Senatorer. Disse Mænd vare sendte af Regjeringen for at bringe ham dennes Taksigelse for det fortjenstlige Værk, han havde udført.

Om Eftermiddagen kom ogsaa John Bridle, der denne Gang, til Fultons Forbauselse, ledsagedes af hans egen Fader, den gamle Charles Fulton.

»Jeg bringer Dem her en Mand,« sagde John Bridle, »der nu indseer, at han har havt stor Uret imod Dem; imidlertid nærer jeg det Haab om Dem, at De forstaaer at glemme, hvad der er forbi, og at De vil modtage ham med al den Hengivenhed og Velvillie, der anstaaer en Søn, naar hans gamle Fader træder over hans Dørtærskel og beder om hans Tilgivelse.«

»Paa Velvillie og Tilgivelse har jeg intet Krav,« sagde Charles Fulton, idet han heftede sine Øine paa Jorden; »jeg har været ligesom den, der eiede en kostbar Perle, hvis Værdi han ikke kjendte, og han foragtede den og kastede den i Støvet og traadte den under sin Fod, og først længe derefter, da han saae den igjen i dens rette Indfatning og Glands, da erfoer han, hvilken Skat han havde * 427 bortkastet, men da var det for sildigt; thi han eiede den ikke meer.«

»Min Fader,« sagde Fulton, idet han trykkede den Gamle til sit Bryst, »det er visselig en af de allerbedste Frugter af mit Arbeide, at jeg har vunden Deres Kjærlighed tilbage.«

»Veed Du, at jeg har været den, der kastede den første Steen paa Dig?« sagde den Gamle, »at jeg i min Hidsighed og vanvittige Iver, var den, der først, da vi stode paa Flodbredden, gav de Andre Tegnet til at spotte og haane Dig?«

»Lad os ikke tale derom, min Fader!« svarede Fulton, »selv Deres Forbittrelse var dog vel fra først af grundet i Deres Kjærlighed og i den Sorg, De følte, fordi jeg, efter Deres Mening, havde skuffet Deres Forventning.«

Nu traadte Milburn til og rakte den gamle Fulton Haanden, tilsidst kom ogsaa Abigail med sine Børn, og bad om, at Deres Bedstefader vilde give dem sin Velsignelse.

»Jeg fortjener ikke at kaldes Bedstefader til disse deilige Børn,« sagde den Gamle, idet Taarerne trillede ham ned af Øinene, »jeg har ikke ført mig saaledes op, at jeg er værdig dertil.«

Fulton og Abigail gjorde nu Alt, hvad De kunde for at trøste og opmuntre den gamle Mand og for at mildne hans bittre Anger. Tilsidst bade de ham ogsaa om, at han, saalænge han opholdt sig i Newyork, vilde fæste Bolig hos dem, men dette vilde han aldeles ikke, »Nei, nei,« sagde han, »mellem Eder tør jeg ikke boe, det har jeg ikke fortjent. Du har været forstødt og udelukket fra Din Faders Huus, og min Dør har været lukket for Dig ligefra 428 den Tid af, da Du var en lille Dreng; Du har i alle disse Aar ikke hørt noget venligt Ord af min Mund, og selv i den yderste Nød har jeg ikke rakt Dig en Haands Hjelp: see, det vil jeg nu aldrig kunne glemme, min Søn! ja endog om Du tilgiver mig det, saa vil jeg dog aldrig kunne tilgive mig det selv; derfor maatte mit Hjerte briste, hvis jeg skulde blive her.«

Ved denne Beslutning holdt den gamle Mand haardnakket fast, hvad de Andre saa sagde for at rokke den. Kort efter omfavnede han sin Søn til Afsked, rakte Abigail og hendes Fader Haanden og trykkede et Kys paa hver af sine Børnebørns Pander og velsignede dem. Derefter gik han bort, ledsaget af John Bridle, uden at det var muligt ved nogen Bøn eller Forestilling at holde ham tilbage.

Nogle Dage senere, da Fulton var alene med sin Familie, holdt der en Vogn udenfor hans Bolig. Kort efter bankede det paa Døren, og da Fulton aabnede den, saae han sin gamle Ven Negeren Gill, der kom for at melde sin Herskerinde. Kort derpaa traadte Laura selv ind i Værelset.

Hun var, som sædvanlig, meget ziirligt og smagfuldt klædt, men Sorgens Træk havde præget sig dybt i hendes skjønne Ansigt, dog glimtede de sydlige Flammer endnu af og til gjennem hendes store, tungsindige Øine.

»God Dag, Hr. Robert Fulton,« sagde hun i en let henkastet Tone, der bedre syntes at passe til den Rolle, hun tidligere havde spillet i Verden, end til hendes nærværende Stemning og Udseende. »Jeg haaber, at Deres lykkelige Opfindelse endnu ikke 429 saa stærkt har svækket Deres Hukommelse, at De har glemt Deres gamle Venner; skjøndt det ellers ikke er saa usædvanligt, at Sligt skeer, naar Lykken tilsmiler os.«

»Det er den berømte Sangerinde Mistress Gray,« sagde Fulton med nogen Forlegenhed, »som har høstet saa meget Bifald, hvor hun har ladet sig høre, og som jeg allerede har kjendt fra min tidligste Ungdom af.«

»Musik, Dands og Sang og andre lignende Kunster, have vi givet Afkald paa,« sagde Milburn; »thi de stemme kun lidet med den stille Betragtning og det ubemærkede Liv, som vi stræbe efter.«

»Et ubemærket Liv kan Robert Fulton nu ikke længere føre,« svarede Laura i den samme Tone som før. »Jeg vilde kun see Dem engang i Deres Hjem, Fulton,« føiede hun til med en alvorligere Stemme, »i Deres Familie og med Deres Børn. Desuden kommer jeg for at afbede min Uret imod Dem; thi jeg har ogsaa været imellem dem, der ikke havde nogen Tro til Deres Kunst, men Deres Genie har nu dybt beskæmmet os alle.«

Derpaa henvendte hun sig til Abigail. »Tillader De,« sagde hun, medens hun tog en kostbar og glimrende Diamantring af sin Finger og satte den paa Abigails; »behold denne til Erindring om En, der deeltager i Deres Lykke; jeg har nok af sligt Legetøi og har maaskee betalt det dyrere, end det er værdt. Viis mig nu ogsaa Deres Børn! det var især for at see dem, at jeg kom.«

Da de tre smukke Børn nærmede sig, betragtede hun dem længe med et veemodigt Smiil, men allerlængst heftede hun sine Øine paa den lille guullokkede 430 Dreng. »Jeg har talt med en af Deres Arbeidere,« sagde hun, »jeg troer, han hedder David Baxter; han paastod, at denne lille Dreng ligner Dem selv, da De var Barn; og det kan vel ogsaa være, at De saae saaledes ud; men dengang jeg første Gang saae Dem, var De dog noget større og meget blegere, og Deres Lokker vare vaade af Vandet. - Du maa dog ogsaa have en lille Erindring om mig,« føiede hun til og trykkede et Papir i Drengens Haand. »Deel dette med Dine Søskende, og lad saa Dine Forældre kjøbe Dig noget derfor, hvad de vil.«

»Jeg har nu seet, hvad jeg ønskede,« sagde hun omsider til Abigail, »og jeg vil nu ikke forstyrre Dem længere i Deres Lykke.« Derefter tog hun Afsked og gik.

Da Fulton ledsagede hende ned til hendes Vogn, vendte hun sig pludselig om til ham og sagde: »De har valgt den bedre og høiere Vei; men jeg har solgt og bortkastet mig selv, og han har dræbt alt Haab i mit Bryst.«

»Er der da ikke selv midt i Forvildelsen fløien en Paradisets Aand ned til Dem,« spurgte Fulton, »der har opvarmet Deres Hjerte og lært Dem, hvor Frelsen er at søge?«

»Ak, hvad er dog al vor Berømthed!« sagde Laura, »hun, der var en himmelsk Engel paa Jorden, var uberømt, og Ingen har kjendt hende uden vi. - Dog nu farvel! Vi have seet hinanden for sidste Gang.«

»Hun er, hvad Verden kalder smuk,« sagde Abigail, da Fulton igjen traadte ind, »men dog kan jeg ikke ret lide hende,« føiede hun til, ledet af det Instinet, som Qvinderne ved slige Leiligheder sædvanlig 431 følge; »jeg begriber heller ikke, hvad hun vilde her.«

»Hun har et stort Navn som Sangerinde,« bemærkede Fulton.

»De, der have et stort Navn imellem Menneskene, kunne tidt være langt borte paa Fortabelsens Vei,« sagde Milburn, »thi mange af Eders saakaldte store Mænd, ere ikke Andet end store Syndere.«

»Det klinger selsomt,« sagde Fulton.

»Du har ogsaa det i Din Sjæl, som Menneskene kalde stort og berømmeligt,« vedblev Qvækeren, »og dog vil Du vist tilstaae, naar Du undersøger Dig selv, at al Din Opfindsomhed og Kunstfærdighed ikke have kunnet frelse Dig fra Synd; thi det kan alene han, der har fyldt Himlen og Jorden med sin Herlighed, og der dog er en Hemmelighed for Verden.«

Hertil taug Fulton stille; thi Qvækeren sagde ham denne Gang intet Andet, end hvad han alt tidligere havde maattet sige sig selv.

Da de nøiere betragtede det Papir, som Laura havde givet den lille Dreng, saae de, at det var en Banknote paa hundrede Pund, men endnu meget kostbarere var den Ring, hun havde givet Abigail.