Hauch, Carsten III.

III.

Med »Vilhelm Zabern« forlod Hauch de danske Emner og vendte sig til Udlandet; 1836 udkom »Guldmageren«, der foregaar i Dresden i det 18. Aarhundrede og foruden at fremhæve den fra Digterens eget Liv kendte Vaklen mellem Naturvidenskaben og Poesien særlig, ligesom det senere Drama »Søstrene paa Kinnekullen«, skildrer Guldets dragende Magt. Og 1839 udkom »En polsk Familie«.

Undersøger man de personlige Forudsætninger for Romanen, er det let at konstatere, at det første og inderste Motiv til at behandle dette Stof for Hauch XIII laa i hans egen Grebethed af det polske Folks sørgelige Skæbne. Polens haabløse Frihedskamp opfyldte i 30'erne hele Europa med Beundring og Deltagelse, uden at der dog blev bragt det ulykkelige Land positiv Bistand. Med bitter Ironi lader Digteren i Romanen Bonaventura paa Adalberts Spørgsmaal om fremmed Hjælp svare følgende: »Jo vist, de hænge den polske Ørn i deres Uhrkiæder, og male vore Helte paa deres Tobaksdaaser og paa deres Pibehoveder, imidlertid vedblive de rolig at ryge, og naar Piben er til Ende, tænde de den paa ny, videre gaaer kun Begeistringen hos Faa.« Et Synspunkt, der minder om den flade Passivitet, som vi herhjemme kender det fra Rahbeks Drikkevise i det 18. Aarhundrede: »Hvad gaar os stakkels Polen an? - Vi det dog ikke hjælpe kan.«

Hauch følte dybt og smerteligt for Polen. Dets Navn og Skæbne var gennem hele hans Liv dybt indskrevet i hans Hjærte. Det gribende Digt »Kanefarten« (i »Lyriske Digte« 1861) er en Genoptagelse af en Episode i »En polsk Familie« (S. 341). Og da Polen i 1863 paany gjorde Opstand mod Slaveaaget, afholdt Studenter i København et Møde for at vedtage en Adresse til Polakkerne (en Deltagelse, der iøvrigt politisk fik skæbnesvangre Konsekvenser for Landet); ved Mødet traadte den 73-aarige Digter op og fremstillede i et glødende, harmfyldt Indlæg Russernes Mishandling af Polakkerne.*) I »Nye Digtninger« 1869 findes aftrykt to fra 1863-64 stammende Digte »Polen og Danmark«; i det første indskærpes det, at

* XIV

Danmark lære skal af Polen
Ei ved Overmagt at skrækkes,
Naar til Kamp det vækkes.

Og i det andet Digt »Nu«, der er skrevet efter Krigen 1864, hedder det:

Den Leg, der med Polen legtes,
Den leges nu med os selv.

Da havde Nemesis ramt vort Land.

Rent menneskeligt følte Hauch for det polske Folk, men der var endnu én Bevæggrund, der var Aarsag til, at Hauch greb det polske Emne: den Blanding af Idealisme og Haabløshed, der laa i Polens Kamp, maatte i særlig Grad anslaa beslægtede Strenge hos Digteren. Den haabløse »Idealisme« har ofte givet sig Udslag i Hauchs eget Liv, som naar han som Dreng engang gik gennem Rummet mellem en Vejrmølles Vinger og selve Møllen, eller foretog et Spring 34 Fod højt oppe fra Rigningen af et gammelt Koffardiskib ud i Vandet, eller naar han som Gymnasiast i 1807 meldte sig til Studenterkorpset, og, da han fik Afslag, straks blev Medlem af Livjægerkorpset og under Københavns Bombardement lod sig sende ud for at udspionere Fjenden, videre da han engang som Student reddede et mindre »pænt« Fruentimmer fra at drukne, og sidst, men ikke mindst, da han, i Italien, trykkede Pistolen af mod sit Hjærte for at gøre en Ende paa sine Lidelser, dog først efter at han havde vist det Mod at lade Foden amputere uden Bedøvelse.

Den polske Kamp var haabløs Idealisme; haabløs var Kampen, for Dværg stred mod Kæmpe og maatte bukke under; Idealisme var der i Kampen, thi XV den var Udtryk for en Idé; der skal senere gøres nærmere Rede for selve Bogens Idé, her skal den personlige Deltagelse fra Hauchs Side fremhæves: Polen tabte i denne Verden, men i Ideen er Polen stadig til; som Pater Vincent siger: »Ved Kiærlighed, Troskab og Opoffrelse have vi grundet et evigt Polen, der er nedskreven i Livets Bog; .... og vandt ikke Polens Kriger den jordiske Laurbærkrands, saa har han dog Udødelighedens Palmer til Løn for sin Kamp og sin Lidelse.« Heri rummes en ægte hauchsk Tanke; saadan følte han, at det var gaaet ham selv som Digter, hos Mængden opnaaede han ikke Paaskønnelse, oppe i Stjernernes Rige laa hans Verden; det er den samme Tanke, der møder os i Digtet »Bekjendelsen«, og for Hauch faar Polens Skæbne megen Lighed med en Digters, som han selv siger det rørende og naivt i Fortalen til Bogen: »Ordet Digterlykke var maaskee den meest passende Devise, der kunde sættes paa Nationens (*dolgoeO* den polske) Skiold.«

Der ligger i Romanen endnu flere personlige Lag. Modsætningen mellem Adalbert og Faderen bunder i de Kontraster af lignende Art, hvori Hauch havde staaet overfor sin Familie for at faa Lov til at følge sine Tilbøjeligheder; naar Adalbert i Strid med Faderen vælger Polens Sag, svarer det til, at Hauch i sin Ungdom valgte de frie Studier i Stedet for Juraen, som den adelige, bureaukratiske Fader havde ønsket.*) Og naar Casimir, den anden Broder, efter i Kampen at have mistet begge sine Ben, afsindig af Smerter, med et Pistolskud gør en Ende paa Livet, mindes man de smertelige personlige Oplevelser fra Hauchs Udenlandsrejse (jfr. S. 40). Hvem føler ikke, hvad der ligger bagved, naar Casimir udbryder: »Lad *

XVI Lægen blive borte! de gyselige Jerntænger skulle aldrig mere røre mine blodige Saar, lad mig døe i Fred, siger jeg!« - Og senere: »Jeg vidste ikke, at der vare slige Smerter til, jeg har dog ikke frygtet, naar Kuglerne hvislede om mig, mit Hierte slog utaalmodigt, naar Stridshingsten vrinskede, Død og Fare skrækkede mig aldrig; men saaledes at sønderrives levende! .... Naturen gyser under Kniven, hver Nerve skiælver, siger jeg dig.« Og han slutter med at fortælle, hvorledes andre langsomt visner og bliver graa, men »jeg var i det ene Øieblik frisk og blomstrende, og i det næste en sønderknust Orm, der kun skilles fra Ormen paa Marken ved det Fortrin, at den kan føle Smerten stærkere.« Alt dette har Hauch selv følt og mærket, lige indtil Pistolskuddet med.*)

Kontrasterne spiller i det hele taget en stor Rolle i Hauchs Liv og Digtning; man ser det, foruden paa de allerede fremhævede Steder, i »En polsk Familie« særlig i Opstillingen af Personerne, hvad der senere nærmere skal klargøres, og endelig i den indskudte Forfatterovervejelse (S. 59), hvor der tales om, at Mennesket ofte i Ungdommen befinder sig mellem to Veje og ikke let kan afgøre, hvilken der er den rette; det kunde Hauch heller ikke i sin Ungdom (jfr. Ungdomsdigtene »De stridige Veie«, »Drøm og *

XVII Virkelighed«, de to Digte »Contrasterne« i dramatisk Form samt beslægtede Tanker i Digtet »De tvende Veie«).