Indhold
-
En polsk Familie
- FØRSTE CAPITEL. Mødet.
- ANDET CAPITEL. Hiemkomsten.
- TREDIE CAPITEL. Besøg i Omegnen.
- FIERDE CAPITEL. Folkesangeren.
- FEMTE CAPITEL. Det gamle Slot.
- SIETTE CAPITEL. Undvigelsen.
- SYVENDE CAPITEL. Diplomatisk Fremfærd.
- OTTENDE CAPITEL. En ny Giest.
- NIENDE CAPITEL. Hevnen.
- TIENDE CAPITEL. Erklæring.
- ELLEVTE CAPITEL. En Reise.
- TOLVTE CAPITEL. Udflugten i Skoven.
- TRETTENDE CAPITEL. Czernims Tidsfordriv.
- FIORTENDE CAPITEL. Eventyret i Spindestuen.
- FEMTENDE CAPITEL. Høstgildet.
- SEXTENDE CAPITEL. Domkirken i Krakau.
- SYTTENDE CAPITEL. De Misfornøiede.
- ATTENDE CAPITEL. Indvielse og Drøm.
- ANDEN DEEL
- FØRSTE CAPITEL. Tilbagekomsten.
- ANDET CAPITEL. Tvivl og Mistanke.
- TREDIE CAPITEL. Casimirs Historie.
- FIERDE CAPITEL. Tvekampen.
- FEMTE CAPITEL. Det dybe Saar.
- SIETTE CAPITEL. Alexandra.
- SYVENDE CAPITEL. Barndomsaarene.
- OTTENDE CAPITEL. Træk af en Pebersvends Liv.
- NIENDE CAPITEL. Frøken Wahlstein.
- TIENDE CAPITEL. En skiev Stilling.
- ELLEVTE CAPITEL. Digterlykke.
- TOLVTE CAPITEL. Hvor det lavere Liv ender, begynder det høiere.
- TRETTENDE CAPITEL. Katastrophe.
- FIORTENDE CAPITEL. Den gienvundne Brud.
- FEMTENDE CAPITEL. Julirevolutionen.
- SEXTENDE CAPITEL. Maskeraden.
- SYTTENDE CAPITEL. En Klosterhistorie.
- ATTENDE CAPITEL. Branden.
- NITTENDE CAPITEL. Den gamle Tiener.
- TYVENDE CAPITEL. En uventet Ulykke.
- ET OG TYVENDE CAPITEL. Bortførelsen.
- TO OG TYVENDE CAPITEL. Krigsbegivenheder.
- TRE OG TYVENDE CAPITEL. Lykke og Ulykke række hinanden Haand.
- FIRE OG TYVENDE CAPITEL. Den sidste Kamp.
- FEM OG TYVENDE CAPITEL. Slutning.
Alle forekomster
↩ Blandt Mændene er Starosten i al sin Utiltalenhed alligevel en prægtig Skikkelse. Kold, klar og nøgtern afvejer han uden Sentimentalitet, hvad der kan tale for at slutte sig til Rusland; han tiltales af dette Riges Vælde, af den Orden og Sikkerhed, dets Herredømme vil bringe Polen. Ud fra dette Syn udfører han et godt socialt Arbejde paa sit Gods og kæmper mod Fordomme og gammel Slendrian; derimod fatter han ikke det ideelle Moment i Polens Stræben; det er for ham Sværmeri, og Bonaventura betragter han nærmest som en sindssyg. Han anerkender Kirken som den politiske Autoritets Hjælper, er strengt lovlydig, foretrækker i det hele det nødvendige for det behagelige. Over for sine Børn er han den myndige Fader, der kun viser Spor af Følelse, naar de er dødssyge; stolt og stærk taber han ikke Fatningen, da Oprøret udbryder; det er for ham et Udslag af Sværmeri og Lovløshed og vil snart blive dæmpet; han repræsenterer det sejrende Rusland, og Bogen ender da ogsaa med den Bemærkning, at han endnu lever i stor Anseelse paa sit nyopbyggede Slot; en klar og konsekvent Type.