↩ Men der gives ogsaa en sneverhiertet Nationalitet, som Poesien bør bekæmpe, ja som enhver billigtænkende Mand bør stræbe at udrydde af sit Bryst. I vor Tid nærme sig jo netop Folkene mere, end nogensinde, til hverandre, og dette kunne de vel, uden at tabe deres Individualitet, thi, trods alle Afvigelser i det Enkelte, ere dog de store Ideer, der bevæge dem, de samme, og hvorfor skulde ikke Mennesker, der staae os nær i Tiden, men fiernt i Rummet, ligesaavel fortiene vor Deeltagelse, som de, der have levet paa samme Sted, som vi, men der ere adskilte fra os ved en Kløft af Aarhundreder. Jeg mener overhovedet, at man, uden at bortgive det mindste af sit Folks Eiendommelighed, kan antage, at der gives Ulykker og Fornærmelser, der ere fælles for alle Folkeslag, og der, i det de ramme den ene Nation, ogsaa, i det mindste i aandelig Henseende, ramme den anden. Jeg behøver vel ikke her paa ny at erindre om, hvad der alt indtil Trivialitet er gientaget, at det hele Europa stræber til et fælles Maal, at Culturen slynger sit Baand om de forskiellige Lande, at der af deres Tilnærmelse i Fremtiden skal dannes et Forbund, formedelst hvilket de enkelte Stater, uden at tabe deres eget Præg, dog ville betragte de andres eiendommelige Væsen som Noget, der angaaer dem nær og ikke bør være dem fremmed.