Hauch, Carsten Uddrag fra En polsk Familie: 1-2. - 1926

↩ Denne Roman vorder maaskee det sidste større Værk, jeg i lang Tid giver i Trykken, i det mindste vil den vel afgive et Afsnit og et Vendepunkt i mit poetiske Liv; i det jeg da hermed takker de Faa, der ei have kastet Vrag paa min Musa, og venlig have opmuntret mig med deres Bifald, saa kan jeg ikke Andet, end erkiende, at min poetiske Bane - sandsynligviis fordi den Aand, der gaaer igiennem min Poesie ikke er den, der fører til Lykken - kun har været bestrøet med faa Roser - dog herom har jeg maaskee alt talt for Meget, da jeg har spildt disse Linier derpaa.