↩ I dette Øieblik klang ogsaa Musik udenfor, en dyb mandig Stemme lod sig høre, der ledsagedes af Harpetoner. - »En Folkesanger!« udbrød Leontine, medens en stærk Rødme bedækkede hendes Kinder. - »Det er en Mand, der endnu husker gamle Melodier og bedre Tider!« anmærkede Czernim, men Litowski vinkede en Tiener, til hvem han hviskede et Par Ord i Øret, hvorpaa Tieneren gik ud, og kort efter taug Musiken. - »Har De sendt ham bort?« spurgte Leontine. - »Storfyrsten ynder ikke disse omvankende Sangere,« svarede Starosten, »det er mig derfor heller ikke tilladt at beskytte dem.« - »Men derfor er det dog os Andre tilladt at ynde dem,« gienmælede Leontine. - Starosten blev meget alvorlig ved disse Ord, men Emilie gav atter Samtalen 46 en mildere Vending: »Lad os dog høre ham,« sagde hun, »Herr von Litowski er saa bekiendt for sin Troskab, at han vel kan tillade sig, hvad Andre vilde betænke sig paa.« - »Det smerter mig, at jeg ikke kan opfylde Deres Ønske,« svarede Starosten, »nylig er der kommen en streng Ordre mod alle disse syngende Landløbere, det er derfor min Pligt at advare denne Vagabond, og hvis han ikke opgiver sit Haandværk, da maa jeg fængsle ham.«