↩ »Det var altsaa den Maade, hvorpaa du viste din Broder Forbedringerne paa Godset?« sagde Litowski til Casimir efter Salomons Bortgang. - Istedenfor at undskylde sig, som hans Fader vel ventede, svarede Casimir intet Ord. - »Har du Noget at sige til dit Forsvar?« spurgte Starosten. - Nu fortrak Musklerne 66 omkring Casimirs Mund sig paa en krampagtig Maade, og han brød pludselig ud i en voldsom Latter, som han forgieves stræbte at neddæmpe. - »Hvis du, som du ønsker, havde været ansat i Warschau, og hvis du der havde ført dig saaledes op, da vilde Storfyrsten vel have fundet et Middel mod din Lattermildhed,« bemærkede Starosten. - »Tilgiv os!« sagde Czernim, der nu ogsaa kom til, »vi have begge syndet, dog har Adalbert længst paa egen Haand indhentet, hvad han den Gang forsømte.« - »Efter Salomons Fortælling, har jo du ogsaa været med,« sagde Starosten til Adalbert. - »Adalbert er uskyldig,« sagde Czernim, »han søgte at holde Broderen tilbage, men det hialp ikke, og at han siden, som en Judas, skulde angive og forraade Casimir, kan De neppe selv ønske.« - »Nu for Deres Skyld vil jeg da glemme denne Historie,« svarede Starosten.