Hauch, Carsten Uddrag fra En polsk Familie

↩ Da Adalbert var alene paa sit Værelse og tænkte nøiere over, hvad han denne Gang havde oplevet i sit Hiem, følte han vel, at det Indre her var endnu mere forandret, end den ydre Omgivning, han følte, at Hver havde sine Planer, som han skiulte for de Andre, og at den Ene, trods al Anstand og ydre Høflighed, dog ikke troede den Anden. »Hvilken Dæmon,« tænkte han, »har forstyrret den Fred, der før herskede paa disse Steder? Hvilken fiendtlig Kraft har giennemgnavet de Baand, der bandt Søn til Fader, Mand til Hustru og Undergivne til deres Herrer? Det er jo den samme Himmel og den samme Jord, som jeg saae i min Ungdom, Solen skinner endnu ligesaa varm paa Skov og Slette, som dengang, Maanen stiger over de fierne Bjerge, og speiler sig i Kilderne paa samme Maade, som forhen, men ak, hvor Meget er ikke for Resten blevet anderledes, uden at jeg ret kan indsee Grunden dertil!«