Hauch, Carsten Uddrag fra En polsk Familie

»Veed du ellers hvorfor jeg nu reiser til Warschau?« spurgte Starosten. - »Nei.« - »Jeg vil oprigtig sige dig Grunden: At hiin Landløber er flygtet vil Storfyrsten ikke høre med Ligegyldighed, thi han veed vel, hvor farlige slige Personer kunne blive, derfor troer jeg det rigtigst, selv at meddele ham denne Begivenhed, før Andre komme mig i Forkiøbet; i øvrigt er der En i vor Familie, for hvilken denne Tildragelse let kunde have meget alvorlige Følger.« - »Virkelig?« - »Veed du hvem der har befriet Folkesangeren?« - »Nei.« -»Din Onkel Czernim har befriet 77 ham.« - »Hvoraf veed De det?« spurgte Adalbert spændt. - »En Fange, hvis Fængsel laae ved Siden af den blinde Landløbers, har kiendt din Onkels Røst, imidlertid er det bedst at tie dermed, thi vor Families Ære vilde lide, hvis det blev bekiendt.« - »Sikkert har hiin Fange bedraget sig.« - »Neppe; jeg selv vil ikke tale til Czernim om denne Sag, af Andre maa han dog gierne erfare den. Men nok herom; taler du ofte med din Broder Casimir?« - »Endnu i Gaar Aftes besøgte han mig.« - »Har du Indflydelse paa ham, saa overtal ham til at tage sig Noget for, og især til at vise Alexandra den Opmærksomhed, han er hende skyldig.« - »Jeg frygter, at hvert Ord i den Henseende er spildt.« - »Hvad har han da imod Alexandra?« spurgte Starosten, »elsker hun ham ikke af sit inderste Hierte? Har hun ikke bragt ham en betydelig Formue? Er hun ikke god og forstandig? Ja endog smuk er hun, thi kun hendes Svaghed, hvori den Utaknemmelige selv er Skyld, foraarsager, at de fine og ædle Træk ikke falde saameget i Øinene; i Sandhed, hun behager mig langt meer, end hendes uartige Søster, der snarere ligner en Vildkat fra Skoven, end en dannet og velopdragen Pige.« - »Men Kiærlighed lader sig ikke tvinge,« sagde Adalbert. - »Derimod stride mine Erfaringer aldeles, jeg kiender ikke den Lidenskab, som jeg ikke vilde paatage mig at betvinge; en Reise, et Par Aars Fraværelse, saa er Indtrykket udslettet, og man smiler over sin forrige Daarlighed; ja enhver Lidenskab er en Daarlighed, enhver Mand, der troer at være forelsket, og derfor opoffrer noget Væsentligt, anseer jeg for en Nar og en Sværmer, og jeg vilde, i slige Tilfælde, aldeles ikke betænke mig paa at bruge Tvangsmidler imod ham, ligesom mod en Vanvittig. Overtal blot Casimir til at tage sig Noget for, saa vil nok hans Lidenskab forsvinde.« - »Men Casimir er jo ikke

        

78 forelsket,« sagde Adalbert. - »Deri tager du feil min Søn«. - »I hvem er han da forelsket?« - »I Emilie, men det vil ikke vare længe, vær du rolig derfor!« - »Og Emilie, elsker hun ham igien?« - »Hvor kan du troe, at en saa dannet Pige, som Emilie, skulde elske Casimir? Farvel, Adalbert! vær opmærksom paa Alt, hvad der foregaaer i min Fraværelse, Erfaring har lært mig at mistroe de fleste Mennesker, men paa dig troer jeg, Adalbert, paa dig og paa en Anden, som jeg ikke vil nævne, thi paa hvem kan en Fader hellere bygge, end paa sine Børn, min ældste Søn er desværre en sørgelig Undtagelse; lev vel, jeg ønsker at see dig et Øieblik paa mit Kammer, inden jeg reiser.« Derpaa trykkede Starosten sin Søns Haand og gik.