↩ »Hun saae virkelig ud, som om hun vilde stikke mig ihiel, hvis jeg rørte hende,« sagde Zeltner noget efter. »Det havde hun upaatvivlelig ogsaa giort,« svarede Casimir. - »Hvad meente hun med den Bavian, hun omtalte?« - »Ak, det var min stakkels Abe, den rødnæsede Jocko,« svarede Casimir. - »En meget ærefuld Sammenligning altsaa,« gienmælede 92 Zeltner. - »Himlen straffe hende derfor,« sagde Casimir, »thi hun har virkelig dræbt den.« - »Fortæl, hvorfor.« -»Den stakkels Jocko elskede hende, men hun hadede den, og den maatte staae lænket for hendes Skyld. En Morgen løste jeg den imidlertid, og lod den løbe frit om i den gamle Slotsbygning, hvor den klattrede op overalt paa Mure og Stene, paa de snevre Trapper og fritliggende Tværbiælker, saa enhver af os Andre, der saae det, havde sin Glæde deraf. Til Ulykke har Leontine sin jevnlige Gang derover, hvad enten hun nu holder sin Huusandagt der, eller ogsaa hun har en Kiærlighedshistorie med en af Ridderne paa de afblegede Tapeter. Ogsaa paa hiin Morgen kom hun derfor, og traadte just ind, da Jocko sad i Halvmørket paa en Biælke i Gangen. Den forholdt sig stille, indtil hun kom den ganske nær, da styrtede den sig, før hun vidste et Ord deraf, med et eneste Spring om hendes Hals, men i samme Øieblik sank den ogsaa med et Skrig til Jorden, kun et Par Blodsdraaber faldt paa Gulvet, men dog kunde den ikke leve, thi hun havde giennemboret den med sin spidse Naal.«