Hauch, Carsten Uddrag fra En polsk Familie

↩ »Men naar nu den stakkels Kone døer,« begyndte han derpaa, »hvordan skal det da gaae hendes Børn?« - »Naar hun er død, følge Børnene hiem til mit Huus, det er alt for flere Dage siden aftalt med Pater Vincent. De Penge, godt Folk har skienket dem, skulle giemmes til de blive store, og saalænge jeg selv har Noget, skulle heller ikke de lide Nød.« - »Det er smukt handlet af dig,« sagde Adalbert. - »Dersom ikke vi Fattige holdt sammen, hvorledes skulde det da gaae?« svarede hun. Adalbert lagde nu en lille Foræring paa den Syges Leie, hvorefter han gik, uden at sige Mere; men i sit Inderste kunde han ikke 136 andet, end beundre den Beredvillighed, hvormed den, der har Lidet, ofte deler sin Fattigdom med den, der endnu har Mindre.