Hauch, Carsten En polsk Familie: 1-2. - 1926

FØRSTE CAPITEL.
Tilbagekomsten.

Reisen blev nu intet Øieblik opsat; ogsaa Bonaventura fulgte sine Sødskende, for endnu at tilbringe nogle Timer med dem i deres Hiem før Starostens Ankomst.

Paa Hiemveien talte Alexandra om Pater Vincents mærkværdige Prædiken, hvoraf hun var meget opbygget. Czernim indlod sig denne Gang mod Sædvane alvorligt med hende. »Ja, ja,« sagde han, »jeg erkiender, at Broder Vincent mener det vel, og hans Dristighed behager mig, men hans Tro deler jeg ikke.« - »Faa ere de, der dele den i vor Tid,« svarede Alexandra. - »Ja, jeg kan ikke skiule det,« sagde Czernim, »jeg er nu engang en forstokket Hedning, og i visse Maader helder jeg endog til den jødiske Tro, thi for mig er Messias endnu ikke nedstegen paa Jorden, og jeg venter ham fra Dag til Dag.« - »Hvem er da Deres Messias?« spurgte Alexandra. - »Den, der befrier først mit eget Folk og derpaa de øvrige Mennesker fra Tvang, Baand og Ulykke, fra al den Jammer, der i Virkeligheden trykker dem; den, der ikke blot giver os Haab for det tilkommende Liv, men der ogsaa forløser os i denne Verden; hiin Lære, som De og Flere hylde, var maaskee et Forsøg til, hvad jeg ønsker, men det mislykkedes 194 aabenbar, og Verden er ligesaa nedsiunken i Elendighed nu, som den var i gamle Dage.« - »Dersom det skal kaldes Jødedom at betvivle Frelserens Ankomst og at begiere sin Løn i denne Verden,« svarede Alexandra, »da synes Jødernes Lære i vor Tid at have seiret over Christus, thi de foragte, bespotte og korsfæste nu hans Aand, ligesom de før foragtede, bespottede og korsfæstede hans Legeme; dog med Dem vil jeg ikke tale om Saadant.« Derefter taug hun en Stund. »Du, Casimir, var jo ikke engang med i Kirken?« sagde hun endelig. - »Nei,« svarede Casimir, »jeg havde baade behageligere og vigtigere Forretninger, desuden er der kun een christelig Text, der ret behager mig.« Alexandra svarede intet, men sukkede dybt. - »Det er Texten om Christi Mirakel i Cana,« blev Casimir ved, »da han forvandlede Vand til Viin, det er den fornuftigste af alle hans Gierninger.« Czernim loe høit heraf, og selv Emilie smilede, men Alexandra taug nu ganske stille. De andre agtede ikke stort paa denne Samtale, men sadde nedsiunkne i deres egne Drømme.

Efter nogle Timers Kiørsel kom de til en stor Bygning, hvori Czernim foreslog, at man skulde spise til Middag, da en af hans Venner, som han sagde, boede her. »Hvad hedder han?« spurgte Adalbert. »Det er Grev Larinski, en rig Adelsmand, som du flere Gange har seet hos din Fader,« svarede Czernim.

Vognen rullede nu ind i Slotsgaarden, og de Reisende stege ud. Flere rigtklædte Tienere ledsagede dem opad Trapperne til en prægtig og stor Sal, hvori Greven selv meget høflig kom dem i Møde. Da de havde hvilet dem, og modtaget nogle Forfriskninger, maatte de vandre igiennem flere Værelser for at see Billeder af Grevens Forfædre. Derefter kiørte et Par gammeldags, men stærkt forgyldte Vogne frem, hvori 195 Grev Larinski indbød Selskabet til at tage Plads. Da de vare stegne ind, stillede flere Tienere i prægtige Liberier, »med Guldsnore paa Hattene, sig bag paa Vognene; Emilie anmærkede imidlertid, da hun siden var alene med Adalbert, at disse Snore, uagtet de glimrede meget, vare uægte. Vore Venner kiørte nu paa maadelige Veie forbi mange sletdyrkede Agre og faldefærdige Bondehuse; imidlertid syntes dog Grevskabet, hvilket deres Vert vidtløftig udviklede for dem, at være meget stort.

Ved Bordet bleve de bevertede med mange udsøgte Retter og med de kostbareste Vine. Derimod var Samtalen stiv og tvungen, og dreiede sig saa udelukkende om fremmede Landes Politik, at Damerne aldeles ikke kunde deeltage deri; tilsidst kom Greven og Bonaventura i Strid om Adelens Forrettigheder, hvilke Bonaventura angreb og Larinski forsvarede. Denne Strid var uden Tvivl bleven meget heftig, hvis Czernim ikke i Tide havde givet Samtalen en anden Retning.

»Jeg finder denne Greve meget kiedsommelig,« sagde Adalbert efter Bordet til Czernim. - »Grev Larinski hører imidlertid med blandt vore gode Patrioter,« svarede Czernim. - »Dertil mærker man kun lidt,« sagde Adalbert. - »Og dog har han opoffret sin halve Formue til Landets Forsvar.« - »Ja,« sagde Bonaventura, »selv den Egennyttigste blandt os opoffrer mere for Friheden, naar det gielder, end de Uegennyttigste i andre Lande.«

Nu forlode vore Venner Grev Larinski; kort efter skiltes Czernim fra dem, og Casimir fulgte ham, for at hente sit Gevær, som han nødig i flere Dage savnede. De andre fortsatte derimod Reisen til Starostens Slot.

Nogle Timer efter deres Hiemkomst indtraf ogsaa den gamle Litowski, der havde tilbagelagt Veien fra 196 Warschau hurtigere, end han selv havde ventet. Han syntes meget venlig, dog gik der en Sky over hans Aasyn, da han saae Bonaventura, imidlertid fattede han sig snart igien. »Det fornøier mig,« sagde han, da han hørte, hvor de havde været, »at min Adalbert, da jeg selv ikke kunde ledsage ham, fandt en saa erfaren Veiviser, som Hr. von Zaleski.« Derefter ledede han Samtalen hen paa Major Zeltner, for hvem han yttrede en særdeles Velvillie. Endelig omtalte han sit Ophold i Warschau, og især Storfyrsten, som han ikke blev træt af at rose.

»Dersom de, der miskiende Fyrst Constantin,« sagde han, »blot saae ham i Nærheden, da haaber jeg, at de, hvis der var et Gran af Billighed i deres Siæle, vilde forandre deres Mening om ham; han kan imidlertid være rolig for sit Rygte, thi hvor uretfærdig man nu er imod ham, saa vil sikkert Efterverdenen skienke ham sin Ret.« - »Men hvi er dog Nutiden ham saa fiendsk?« spurgte Emilie. »Fordi udmærkede Mænd aldrig mangle Fiender,« svarede Litowski, »dog saameget maae selv disse Fiender tilstaae, at Storfyrsten er en af Europas sieldneste Feltherrer; jeg har talt med udmærkede Krigere, der vare forbausede over, hvad han, som Tactiker, har virket; den Sikkerhed, den Bestemthed, hvormed enhver krigersk Bevægelse nu udføres i Warschau, har Ingen Begreb om, der ikke selv har seet det; ikke en halv Tomme, ja ikke en Linie træder den ene Mand fremfor den anden; hele Hæren er forvandlet til et eneste stort Legeme, hvori Storfyrstens Villie lever og aander, og hvori han alene er Siælen; derfor burde i Sandhed alle Europas Fyrster sende deres Officerer til os, for at lære, hvad Tactik vil sige, thi ved Storfyrstens Omsorg ere vore Tropper nu blevne til de første i Verden.«

197

»Det vare de allerede før Storfyrstens Tid,« svarede Bonaventura med polsk Stolthed.

»Og nu den Orden, der hersker overalt,« blev Starosten ved, »hver Mand, hver Hest, hver Sadel har sit Nummer, hver Caserne er omgivet med Grave, saa ingen Mand kan komme bort, og har desuden sin Have og sine Alleer, ja paa Tøihuset danne de mangfoldige Vaabendele de konstigste Søiler, og Gulvene ere belagte med Gulvtepper; kort, der er en Pragt og en Storhed overalt, som man vanskelig nogensteds skal opvise Magen til.«

»Ja, vi vide det vel,« hviskede Bonaventura til Adalbert, »gamle Epauletter bevares i pragtfulde Skabe, ligesom selsomme Dyr i et Naturaliecabinet, og danne saaledes en stærk Modsætning til Bøndernes Hytter, der ligne Hundehuse.«

»Og nu skulde De tillige see, hvorledes han elsker sin ophøiede Gemalinde og sine skiønne Børn,« blev Starosten ved, »hvilke han, i min egen Nærværelse, med inderlig Kierlighed trykkede til sit Bryst, og De vilde da lære at skatte ham ikke blot som en stor Fyrste, men og som et sieldent Menneske.«

»Har han virkelig betalt sin Gemalinde med Keiserkronen?« spurgte Emilie.

»Det veed jeg ikke,« svarede Starosten.

»Men haard og streng er han dog,« sagde Alexandra, »det kan De aldrig negte.«

»Den, der er streng mod sig selv, bliver det ogsaa let imod Andre,« svarede Starosten, »den, der hver Morgen Klokken fire staaer ved sit Skriverbord, taaler heller ikke gierne Dovenskab hos sin Omgivning; for Resten tilstaaer jeg, at han er lidt opfarende, dog fortryder han snart igien sin Heftighed; saaledes veed jeg, at han engang, da han ved et Fodspark havde været Aarsag til en paatrængende Karls Død, i tre 198 Uger giorde Bod efter de strengeste græske Kirkeskikke, før han igien vilde give sig tilfreds.«

»Det var afskyeligt!« raabte Leontine; men Bonaventura svarede intet. »Havde jeg den Gang blot med et eneste Ord taget til Gienmæle,« sagde han siden til Adalbert, »da havde jeg neppe længere mægtet at styre mig selv, og kunde da let med min egen Tunge have besørget mig et Reisepas til Siberien.«

Starosten berørte nu ogsaa de Fordele, Polen kunde naae ved sin Forbindelse med den russiske Magt, og da Adalbert vovede nogle Indvendinger, udbrød han med Utaalmodighed: »Hvad ville I da, I selsomme Mennesker? I maae jo dog ønske en ordentlig Bestyrelse, en stærk Vaabenmagt, der skienker Eder Betydning i Europas Øine, I maae ønske, at den gamle Vildskab, den rasende Partiekamp ophører, I maae ønske, at Handelen vinder i Kraft, at Penge indstrømme i Landet. Alt dette skeer jo nu under Keiserens Varetægt, hurtig og efter en stor og sikker Plan, som I, med eders Hielpemidler, aldrig havde mægtet hverken at udkaste eller at udføre; og dog ere I ikke fornøiede, i Sandhed, det er intet Under, hvis Polakkerne fra gammel Tid af vare bekiendte som urolige Hoveder.«

»Urolige Hoveder!« raabte Bonaventura, »ja jeg veed, at man kalder os saaledes.« Derefter taug han en Stund, og syntes at tilbagetrænge, hvad der laae ham paa Tungen. »Tillad mig her at tale i en Lignelse,« sagde han endelig: »Naar Vinteren tilintetgiør Aarets Pragt, naar den, ligesom til Spot, paa det vi skulle føle Savnet desmere, med sine Iisfingre tegner en konstig Efterligning af Planteverdenen paa vore Ruder, kunde den da ikke ogsaa sige: »Hvad ville I, selsomme Mennesker? Have I ikke nu Alt, hvad der glædede Jer i den flygtige Vaar? Hænge 199 ikke Træerne fulde af forunderlige Blomster, glimte ikke mine Diamanter i Solen, ligesaa skiønt som Sommermorgenens Dugdraaber? Flyve ikke Sneens Fugle giennem mit uhyre Feepallads? Hænge ikke mine hvide Roser rundt om Eders Boliger, medens mit blændende Lys har fortrængt de brogede Regnbuefarver, der aldrig ret vidste, hvad de vilde?« Ak! men hvad hielper al denne Herlighed, naar vi dog fryse til Døde midt i Vinterens Iispallads? Hvad hielper Sneens rene Lys, under hvilket dog al Mørkets Ureenhed forhærdes, og alt sandt Liv trænges tilbage, thi dette oprinder varmt og frivilligt indenfra, og fremtvinges aldrig ved ydre Magt.«

»Med poetiske Lignelser kan man bevise, hvad man vil,« sagde Starosten.

»Neppe skal man dog med dem kunne bevise Ruslands Ret til at beherske Polen,« svarede Bonaventura.

»Vore unge Sværmere handlede bedre, hvis de, istedenfor med Indbildningskraftens Farveglands, at udsmykke Fortidens Taageskyer, hellere dermed udmalede det Store og Beundringsværdige i den nærværende Tid, thi her vilde Farverne dog finde en fast Grund, hvorpaa de kunde hefte.«

»Er da Ruslands Fremfærd virkelig saa stor og beundringsværdig?« spurgte Bonaventura.

»Ja, det er den,« svarede Litowski, »der er en beundringsværdig klog Siæl i disse Kæmpeledemod, kloge Øine vogte paa, hvad der skeer i dette uhyre Legeme, der udstrækker Armene ligefra Nordcap til det østlige Verdenshav; thi paa samme Tid, hvori Caucasien aabner sine Dale for Rusland, og hvori det langsomt skrider frem giennem Asien, paa samme Tid tilvender det sig uden Sværdslag uhyre Lande i America, paa samme Tid fængsler det ved sin Handel det nordligste Norge, hvor Havet aldrig fryser, 200 og vinder derved en Udsigt til uberegnelig Fordeel i Fremtiden; saaledes kaster det sine forstandige Øine paa alle Verdenshiørner, og neppe var der, siden Romernes Tider, noget Land, der med saa faste Kæmpeskridt gik frem mod et ophøiet Maal; hele Folkeslag udvandre paa dets Bud og følge dets mægtige Hære, store Colonier, blomstrende Stæder opstaae der, hvor før kun fandtes øde Ørkner, stedse komme flere Folkeslag fra Asiens Indre, der forene sig med os, og vorde deelagtige i vor Cultur, hvis Grændser bestandig udflyttes videre; ja naar Europas Fyrster forsamle sig, naar Keisere og Konger sætte hverandre Stævne, hvem troe I da er Forsamlingens Siæl, hvis Villie er det, som skeer? Nu, hvis I have Øine, kunne I see det af Følgerne.«

Adalbert blev meget alvorlig ved denne Tale; thi under den lærte han end bedre at indsee, med hvilken frygtelig Kæmpe Polen snart skulde stride.

»Hvis da Sikkerhed er Statens høieste Maal, med hvem er det da rigtigt at forbinde sig?« spurgte igien Litowski.

»Uagtet De ikke ynder Lignelser,« gienmælede Bonaventura, »saa maa jeg dog igien tale lignelsesviis. Hvis Sikkerhed er Statens høieste Maal, da veed jeg ingen bedre Model for en Stat end - tilgiv dette Billede, som maaskee vil synes Dem uædelt - da veed jeg ingen bedre Model, siger jeg, end de omvankende Vildsviin i Americas Skove, thi disse vandre i store Flokke, og vide saa vel at forsvare sig, at hverken Jaguaren eller den vilde Løve, ja ikke engang den dristige Jæger vover at nærme sig til dem.«

»Paa slige Billeder har jeg Intet at svare,« sagde Starosten, i det han med Værdighed reiste sig og gik.

»I Sandhed,« anmærkede Emilie, »Starosten har 201 ikke ganske Uret; saa uædle Lignelser burde neppe høres i det dannede Selskab, og jeg begriber ikke, hvorledes en smagfuld Mand, som De, kan tillade sig at udmale sligt.«

»Jeg vilde ønske, at der i vor, ligesom i Pythagoras's Tid, gaves Skoler, hvori man øvedes i den vanskelige Konst at tie,« svarede Bonaventura, »det vilde være godt for os alle.«

Kort efter blev Adalbert kaldt op til sin Fader, der først, uden at omtale det foregaaende Optrin, forlangte Oplysning om de af Adalbert førte Regnskaber. Adalbert meddeelte ham i faa Ord de Oplysninger, han forlangte. »Det er mig kiært,« sagde Starosten, »at du ikke blot har ført dine Regnskaber nøiagtigt, men især, at du saa bestemt har underrettet mig om, hvad jeg ønsker. Brug aldrig Omsvøb, hvor de ei behøves, min Søn! det er Siælen i alle Forretninger.« Dermed ordnede han igien med stor Omhyggelighed Regnskaberne.

»Du har nu seet den Mand,« sagde derpaa Starosten, »for hvilken jeg alt engang advarede dig; dog jo mere jeg lærer dig selv at kiende, desmindre frygter jeg ham; thi den, der, som du, elsker det Sømmelige og Anstændige, vil neppe smittes af en saa raa Fanatiker. Talte han for Resten aldrig til dig i Krakau om politiske Gienstande?« - »Nei,« svarede Adalbert med nogen Forvirring. - »Det falder af sig selv,« blev Starosten ved, »at Ingen, der vil virke med Kraft, bør sætte sig i et fiendtligt Forhold til sit Lands Behersker, thi ellers forpester han den Luft, hvori han skulde drage sin Aande; men dette har hiin unge Mand aldrig begrebet; Forestillingen om den virkelige og indbildte Uret, vi have lidt, forfølger ham, som en Dæmon, hvor han gaaer, og frembringer en bestandig Febertilstand i hans Siæl.« - »Altsaa have vi dog lidt virkelig Uret?« 202 sagde Adalbert. - »Jeg negter det ei,« svarede Starosten, »der er virkelig foregaaet Adskilligt, som den Billigtænkende maa ønske uskeet; vor ædle Keiser ønsker det selv mere, end nogen Anden, men slige Misforhold indtræffe næsten i hvert menneskeligt Forhold, og desuden renser man ikke Huset ved at tænde Ild deri, tvertimod kan man derved let selv forbrænde.« - »Vil De dermed antyde, at nogen Fare truer Bonaventura?« - »Hvis ikke jeg,« svarede Starosten, »for Alexandras Skyld, havde afvendt Faren fra hans Isse, da sad han rimeligviis i dette Øieblik som Statsfange paa Fæstningen Zamosc.« - »Har De ikke givet ham Vink herom?« - »Jeg har givet ham Vink nok, men det var forgieves, den, der selv vil sin Undergang, kan Ingen redde, speil dig derfor i hans Exempel, og vær overbeviist om, at man ligesaa gierne kan nedbryde Jernstængerne om de glubende Rovdyrs Bure, og giennembore Digerne for Havet, som man kan løse den rasende Pøbel af de Lænker, hvori den, paa det Jorden kan nyde Ro, maa ligge!«

Adalbert havde endnu ikke forladt sin Faders Kammer, da der pludselig hørtes en Stemme udenfor, der, ligesom Harpespilleren for to Maaneder siden, til Trods for Starostens skærpede Forbud, sang en gammel Folkesang. Denne Stemme kom ikke fra Brystet, men var, hvad man almindelig kalder en Fistelstemme. Starosten lyttede et Øieblik, rimeligviis for at forvisse sig om, at han ei tog feil, og uagtet han ellers sielden tabte sin Fatning, saa mørknedes dog nu hans Øine af en usædvanlig Vrede. Kort efter ringede han, og befalede at fængsle den Dumdristige, der trodsede hans Bud. Flere Tienere ilede da efter Sangeren, men denne vidste, som det lod, god Besked, saa han længe undgik sine Forfølgere. Ogsaa Adalbert ilede med af Nysgierrighed, for at see den 203 dristige Sanger, men hans Bestræbelser syntes ligesaa frugtesløse, som de andres, først da han alt havde opgivet sin Plan, og befandt sig paa Hiemveien, hørte han en dæmpet Latter ved sin Side, og Casimir stod pludselig for ham.

»Søg ikke videre!« sagde denne, »her seer du den forvovne Sanger.« - »Hvor i al Verden havde du skiult dig?« spurgte Adalbert. - »Mellem Grenene af et tykt Træ.« - »Men af hvad Grund vilde du trodse din Faders strenge Bud?« - »Jeg vidste ei, at han var hiemme, indtil Michael nu nylig sagde mig det; jeg kommer ligefra Onkel Czernim, og vilde kun med hiin Sang overraske og glæde mine øvrige Slægtninge, hvoraf flere, hvis jeg ikke feiler, ere gode Patrioter.«

Enhver, der tænker over sine Erfaringer i Livet, vil sikkert studse ved de Sammenstød, for hvilke vi ofte beskylde Hændelsen, thi giennem vore Planer og ved Siden af vor Villie skimtes ikke blot undertiden en anden og høiere Plan, men der synes desuden tidt at være hemmelige Styrere bag Scenen, der drive en selsom og ironisk Leeg med os. Til Beviis herpaa behøve vi neppe at anføre de Fingerpeg, hvorved dunkle Hemmeligheder og Forbrydelser, der vare nedsiunkne i Mørket, seent eller tidligt vorde røbede, men vi ville blot her nævne et Par af de Sammentræf, der ikke engang mangle i Hverdagslivet. Hvor ofte skeer det ikke saaledes, at den, vi søge, netop i det for os vigtige Øieblik ikke er at finde, skiøndt vi let kunne møde ham baade før og efter, at den vi nødigst ville see, ligesom ved et Trylleri, træder os i Møde fra alle Veie, at vi, naar vi have størst Iil, pludselig hildes af uvedkommende Forretninger og kiedsommelige Besøg, saa vi ei kunne røre os af Stedet; ja hvor ofte skeer det ikke, at et Par Ord springe os ud af Munden, som vi troe 204 sikkert bevarede, og som dog føres, ligesom af Vinden, derhen, hvor vi allermindst ønskede de skulde komme, eller at den endog staaer bag vor Ryg og hører dem, for hvem de allermindst vare bestemte. Naar vi ville undersøge Grunden til den Forstemthed, der undertiden opstaaer i Selskabet, og adsplitter, hvad der syntes fast forenet, da ville vi tidt opdage den i disse saakaldte Tilfælde; og uagtet der vel gives andre Maader, hvorpaa slige Sammentræf kunne forklares, saa ville dog de, der troe paa en dæmonisk Verden, hvilken undertiden driver sin Leeg med Mennesket, heri finde meget, der kan bestyrke deres Tro.

Med disse Ord ville vi kun indlede Beretningen om, at den af Starostens Tienere, der sidst vendte tilbage, befandt sig saa nær, medens de to Brødre talte med hinanden, at han, uagtet de ei bemærkede ham, kunde høre deres Ord, hvilke han kort efter berettede til Starosten.

Da de to Brødre kom hiem, fandt de Starosten tilligemed hans Familie i den store Sal, og Casimir læste strax i de Tilstedeværendes Ansigtstræk, at hans Spøg var røbet. Dette anfegtede ham dog ikke stort, tvertimod gik han ganske lystig hen til sin Fader, for at kysse ham paa Haanden, hvilket han endnu fra sin Barndom af var vant til. Dette lod ogsaa Faderen rolig skee, men sagde strax efter: »Altsaa er det dig, der, som en omvankende Folkesanger, høitideligholder din Faders Hiemkomst?« - »Ved min Ære! jeg vidste ikke, at De var hiemme,« svarede Casimir. - »Enten jeg er hiemme eller ei, saa skulle dog ingen lovstridige Handlinger taales her.« - »Er det en lovstridig Handling, at synge en gammel Sang, saa er ogsaa Nattergalen en lovstridig Fugl, i alle Tilfælde kan man bebreide den, at den ikke har lagt sig nok efter Politik og Statsoeconomie.« - »Hvem 205 advarede dig om, at jeg var hiemme?« spurgte Starosten. - »Ingen, som jeg nævner her,« svarede Casimir. - »Føer ham over i den gamle Borg!« sagde igien Starosten, »thi Slægtsskabsforhold bør ikke være noget Skiold, hvorunder en lovstridig Adfærd kan skiule sig.«

Nu nærmede Alexandra sig og greb Starostens Haand. »Vær mild imod os, elskede Fader!« sagde hun, »De kiender jo Casimirs Letsindighed, han havde ingen Tanke om at fornærme Dem, og kan i Sandhed heller ikke beskyldes for oprørske Planer.« - »Nei, thi han har slet ingen Planer,« svarede Starosten, »men han maa lære, at Livet er mere, end en Børneleeg, hvis ikke, vil han legende styrte baade sig og Andre i Afgrunden.« - »Tilgiv ham blot denne Gang!« bad Alexandra. - »Nu vel! for Deres Skyld er han i Morgen fri,« svarede Starosten. - »Saa deler jeg hans Fængsel i Nat,« sagde Alexandra, »det er en trofast Hustrus Pligt.« - »Giør dig ingen Uleilighed,« udbrød Casimir, i det han vendte hende Ryggen og gik.