Indhold
-
En polsk Familie
- FØRSTE CAPITEL. Mødet.
- ANDET CAPITEL. Hiemkomsten.
- TREDIE CAPITEL. Besøg i Omegnen.
- FIERDE CAPITEL. Folkesangeren.
- FEMTE CAPITEL. Det gamle Slot.
- SIETTE CAPITEL. Undvigelsen.
- SYVENDE CAPITEL. Diplomatisk Fremfærd.
- OTTENDE CAPITEL. En ny Giest.
- NIENDE CAPITEL. Hevnen.
- TIENDE CAPITEL. Erklæring.
- ELLEVTE CAPITEL. En Reise.
- TOLVTE CAPITEL. Udflugten i Skoven.
- TRETTENDE CAPITEL. Czernims Tidsfordriv.
- FIORTENDE CAPITEL. Eventyret i Spindestuen.
- FEMTENDE CAPITEL. Høstgildet.
- SEXTENDE CAPITEL. Domkirken i Krakau.
- SYTTENDE CAPITEL. De Misfornøiede.
- ATTENDE CAPITEL. Indvielse og Drøm.
- ANDEN DEEL
- FØRSTE CAPITEL. Tilbagekomsten.
- ANDET CAPITEL. Tvivl og Mistanke.
- TREDIE CAPITEL. Casimirs Historie.
- FIERDE CAPITEL. Tvekampen.
- FEMTE CAPITEL. Det dybe Saar.
- SIETTE CAPITEL. Alexandra.
- SYVENDE CAPITEL. Barndomsaarene.
- OTTENDE CAPITEL. Træk af en Pebersvends Liv.
- NIENDE CAPITEL. Frøken Wahlstein.
- TIENDE CAPITEL. En skiev Stilling.
- ELLEVTE CAPITEL. Digterlykke.
- TOLVTE CAPITEL. Hvor det lavere Liv ender, begynder det høiere.
- TRETTENDE CAPITEL. Katastrophe.
- FIORTENDE CAPITEL. Den gienvundne Brud.
- FEMTENDE CAPITEL. Julirevolutionen.
- SEXTENDE CAPITEL. Maskeraden.
- SYTTENDE CAPITEL. En Klosterhistorie.
- ATTENDE CAPITEL. Branden.
- NITTENDE CAPITEL. Den gamle Tiener.
- TYVENDE CAPITEL. En uventet Ulykke.
- ET OG TYVENDE CAPITEL. Bortførelsen.
- TO OG TYVENDE CAPITEL. Krigsbegivenheder.
- TRE OG TYVENDE CAPITEL. Lykke og Ulykke række hinanden Haand.
- FIRE OG TYVENDE CAPITEL. Den sidste Kamp.
- FEM OG TYVENDE CAPITEL. Slutning.
Alle forekomster
↩ Vognen rullede nu ind i Slotsgaarden, og de Reisende stege ud. Flere rigtklædte Tienere ledsagede dem opad Trapperne til en prægtig og stor Sal, hvori Greven selv meget høflig kom dem i Møde. Da de havde hvilet dem, og modtaget nogle Forfriskninger, maatte de vandre igiennem flere Værelser for at see Billeder af Grevens Forfædre. Derefter kiørte et Par gammeldags, men stærkt forgyldte Vogne frem, hvori 195 Grev Larinski indbød Selskabet til at tage Plads. Da de vare stegne ind, stillede flere Tienere i prægtige Liberier, »med Guldsnore paa Hattene, sig bag paa Vognene; Emilie anmærkede imidlertid, da hun siden var alene med Adalbert, at disse Snore, uagtet de glimrede meget, vare uægte. Vore Venner kiørte nu paa maadelige Veie forbi mange sletdyrkede Agre og faldefærdige Bondehuse; imidlertid syntes dog Grevskabet, hvilket deres Vert vidtløftig udviklede for dem, at være meget stort.