Hauch, Carsten En polsk Familie: 1-2. - 1926

OTTENDE CAPITEL.
Træk af en Pebersvends Liv.

Den Tomhed, som den ugifte Stand medfører, søgte min Fætter at erstatte med det sædvanlige Middel; saaledes havde vi mangfoldige Canarifugle, hvoraf der hvert Aar udklækkedes flere, ligeoverfor dem sad en grøn Papegøie i sit Buur, som en Eneboer, den saae melancholsk ud, og dens Hoved var næsten skaldet af Alderdom. Desuden eiede min Fætter en sort Grævlingehund og et Par Katte, der havde sluttet en fuldkommen Fred med Hunden, saa de ofte spiste med den af samme Tallerken.

For større Dyr havde derimod min Fætter en stor Frygt, hvilken endnu tiltog ved en Fare, som han kort efter min Ankomst til Danzig giennemgik. Han havde den Vane, at tage den omtalte Grævlingehund med, naar han gik sin sædvanlige Middagstour, dette fortsatte han i flere Aar, uden at nogen Fare opstod deraf. Men engang stødte han paa en Flok Køer, der, da det var seent paa Efteraaret, gik løse paa Marken. Havde han seet dem tidligere, da vilde han upaatvivlelig være vendt om, men en Høi skiulte dem for ham, saa han ikke mærkede dem, før han var paa Spidsen af Høien, hvor han allerede stod dem temmelig nær. Nu besluttede han et iilsomt Tilbagetog, men det var for silde, thi hans lille Hund, 263 der sprang i Forveien, havde allerede begyndt at giøe ad en stor Tyr. Istedenfor at flye, som Hunden vel havde ventet, blev Tyren staaende og modtog Udfordringen, ja efter nogle Øieblik begyndte den endog at forfølge Hunden, hvilken, da den mærkede, at Kampen vilde blive altfor ulige, trak sig tilbage og søgte Tilflugt hos sin Herre. Imidlertid kom Køerne nærmere, ja flere af dem løb endog omkring Høien, og, ledede af deres Modvillie mod Advocatens Ledsager og af medfødt Drift, begyndte de at slaae en Kreds om begge, hvilken de hvert Øieblik trak tættere og tættere sammen, saa at Advocaten og hans Hund vare fuldkommen indspærrede, uden at nogen Udvei syntes mulig. Min Fætter raabte høit om Hielp, men Ingen hørte ham. Han svedte Angestens Sved, og virkelig var hans Stilling betænkelig nok, thi Dyrenes lidenskabelige Brølen og truende Øiekast viste vel, at det nu ikke blot var Hunden, men ham selv de forfulgte, hvori rimeligviis hans røde Vest var Skyld, da den røde Farve, som bekiendt, let vækker disse Dyrs Forbittrelse. Til Lykke stod min Fætter i denne Nød nærved et stort Elletræ, hvorpaa flere Grene vare saa nær hverandre, at han troede det muligt i Hast at klattre op i Træet. Han naaede virkelig snart Toppen deraf, og viste større Behændighed i den Konst at klattre, end man efter hans Alder skulde have tiltroet ham. Saaledes frelste han sit Liv, dog maatte han blive i Træet over en Time, indtil nogle Røgtere kom og dreve Køerne bort; den lille Grævlingehund blev derimod stanget til Døde af de opbragte Dyr, til stor Sorg for min Fætter, der elskede den meget høit.

Da han kom hiem, var han saa forskrækket, at han maatte holde Sengen i flere Dage, ikke desmindre tog han, saasnart han kom op, sin røde Vest paa igien, og vedblev at bære den til sin Dødsdag, 264 en anden Hund derimod anskaffede han sig aldrig.

Kort efter min Ankomst til Danzig lærte jeg at kiende en Legekammerat, der var en Søstersøn af Advocaten. Gustav Schwarz, saaledes kaldtes han, var to Aar ældre, end jeg, han forekom mig meget behændig og rask i Alt, hvad han tog sig for, desuden var han listig og forstod ved allehaande Paafund at hielpe sig ud af smaa Forlegenheder. Derimod viste han sig temmelig efterladen, hvilket jeg især erfarede sildigere, da jeg blev sat i den samme Skole, hvori han gik. Han tog da sædvanlig sin Tilflugt til mig, og jeg maatte ikke blot hielpe ham, men næsten uden Undtagelse skrive alle hans Stile og Udarbeidelser, og det undrede mig allerede den Gang, at han ganske rolig udgav de fremmede Arbeider for sine egne, og at han uden Undseelse modtog den Ros, der ikke i mindste Maade tilkom ham. For Resten skuffede han paa denne Maade i flere Aar sine Lærere; den eneste, der mærkede hans Konster, var den gamle Johan, som et Par Gange overraskede os, medens Gustav afskrev de Smaastykker, jeg havde udarbeidet for ham. »Tag dig i Agt, Franz!« sagde den gamle Mand siden til mig, »din Haand er ikke af Jern, den kunde let forbrænde, hvis den saaledes bestandig skal bruges til at tage Kastanierne ud af Ilden til en Anden.«

Gustav elskede Lækkerier, og forsømte sielden at besøge os paa de høie Festdage, naar han troede, vi spiste bedre, end sædvanlig. I Fastetiden, hvilken Advocaten, der var opdragen i den catholske Tro, strengt iagttog, kom Gustav derimod sielden, og naar han kom, ærgrede han sig bestandig over de to store Katte, der paa den Tid vare de eneste i Huset, der spiste Kiød. »Hvorfor skal det Pak have det bedre, end vi Andre?« spurgte han engang den gamle Johan, 265 da han saae dem graadig fortære deres Maaltid. - »De ere Hedninger, derfor behøve de ikke at faste,« var Svaret. - »Saa vilde jeg ønske, jeg ogsaa var en Hedning,« sagde Gustav, og løb misfornøiet bort.

Næste Aften, da jeg stod alene i Kiøkkenet, kom Gustav, og vinkede mig udenfor. »Her er Noget, der vil smage dig godt,« sagde han. - »Hvad er det?« - »Det er Kattenes Fricassee, men de have næsten intet spiist deraf, thi jeg pryglede dem dygtig, og jog dem bort; der er nok til os begge endnu.« - Dermed begyndte han at spise med stor Begierlighed. - Jeg var noget ængstelig i Begyndelsen, men opmuntret af Gustav, og lokket af den behagelige Lugt, modstod jeg ikke længere, og maatte da tilstaae, at det ikke var saa galt at spise ved Kattenes Taffel.

Da vi først havde begyndt paa denne Leeg, fortsatte vi den, saatidt der var Leilighed dertil, og Gustav især var uudtømmelig i Anslag for at tilfredsstille sin Kræsenhed paa de stakkels Dyrs Bekostning, hvilke aabenbar i denne Tid, som den gamle Tiener engang i vor Nærværelse anmærkede, uagtet han ei lod dem mangle Noget, aftoge i Fedme. Jeg rødmede stærkt ved disse Ord, Gustav derimod svarede meget rolig, at dette stedse skede henimod Foraaret, da slige Dyr løb om paa Lofter og Tage, og opførte deres Concerter, og hverken havde Ro Nat eller Dag. - »Jeg har dog intet mærket til, at de bleve magre de andre Aar,« sagde Tieneren.

Den næste Aften kom Gustav og jeg igien ind i Kiøkkenet. »Her lugter godt,« sagde Gustav, »i Aften laver du vel igien en kraftig Ret til dine Katte?« - »Ja, nu er den færdig, ville I bringe den ud til dem?« sagde Johan. Gustav greb da den Tallerken, hvorpaa Kiødet laae, og bar den ud, medens jeg 266 fulgte ham med et Lys. Neppe vare vi alene, før vi begyndte vor sædvanlige Leeg, uden at agte paa Kattene, som vi joge bort, saasnart de vovede at vise sig. - »Det er meget seit,« sagde jeg. - »Jeg kan aldeles ikke tygge det,« sagde Gustav. - »Tag dette her! det er maaskee bedre.« - »Nei, det er værre endnu, det er intet ordentligt Kiød, troer jeg.« - »Velbekomme!« raabte pludselig en Røst bagved os, »smager det godt?« - Forskrækket vendte jeg mig om, og saae Advocaten i sin grønne Slaabrok, der stod i Døren, med den gamle Johan, og loe hiertelig af os. - »Det er nogle gamle Handsker, hvorpaa jeg har lavet en Ragout efter Herrens Befaling,« sagde Johan. - »Ja, vi have nok mærket Eders Streger, Knegte!« sagde Advocaten, »men nu tænker jeg, at I neppe tiere ville stiæle Kiødet fra Kattene.« - Dermed vendte han sig leende om og gik.

»Bi du kun! det skal du faae betalt,« mumlede Gustav og løb sin Vej, uden videre at sige, hvad han havde i Sinde.

Fra den Tid af, at Advocaten havde været i den ovenomtalte Fare, maatte enten jeg eller Tieneren bestandig gaae foran ham paa hans Spadseretoure, og advare ham, naar vi saae Køer eller andre store Dyr i Nærheden, desuden valgte han, saavidt muligt, Veie, hvor ingen Træer eller Høie betoge ham Udsigten; men uagtet al sin Forsigtighed undgik han ikke Gustavs Hevn. Denne kiøbte nemlig for sine Lommepenge en stor Gedebuk, som han leiede ind hos en Bonde, og som han og flere af hans Kammerater tirrede saalænge, til den blev meget vild og ondskabsfuld, især sørgede de for, at den blev rasende, naar de viste den den mindste Lap, der havde en rød Farve. Da nu Bukken saaledes var afrettet, ventede Gustav blot, til han en Dag erfarede, at jeg 267 skulde ledsage Advocaten, hvorpaa han, med sine Kammeraters Hielp, skiulte Dyret bag et Gierde, der ikke laae langt fra vor Vei. Da vi nu kom forbi, blev Bukken sluppen løs, og ilede da strax i det stærkeste Løb mod Advocaten, som den, med et eneste Stød af sine Horn, kastede til Jorden. Derpaa reiste den sig paa Bagbenene, og gientog sit Angreb flere Gange, og den havde allerede stærkt mishandlet min Fætter, da nogle Arbeidere paa mit Anskrig ilede til, og befriede ham fra sin forbittrede Fiende.

Siden tilstod Gustav mig, at det var ham, der havde spillet sin Onkel denne Streg; »jeg indviede dig ikke i Planen,« lagde han til, »thi jeg frygtede, for at du af dum Medlidenhed skulde fordærve den hele Leeg.«

Vor gamle Johan, der nærede stor Mistanke mod Gustav, paatog sig nu at undersøge det Hele, hvorved han let erfarede, hvem der havde kiøbt og afrettet Gedebukken, som han derefter berettede sin Herre. Denne blev da saa vred, at han forbød Gustav sit Huus, hvilket Forbud den godmodige Mand dog kort efter, da Gustav hyklede stor Anger, igien ophævede. Gustav kunde imidlertid aldrig ganske aflægge sine Drillerier, og spillede sin Onkel endnu mangt et Puds, ja skilte endog flere af hans Canarifugle og oven i Kiøbet den gamle Papegøie ved Livet. Da jeg engang bebreidede ham hans Opførsel, sagde han: »Ældre Folk pleie at tugte Børn, naar de bære dem tosset og egensindigt ad, hvorfor skulle vi da ikke have Lov til ogsaa at give en gammel Mand Riis, naar han bærer sig ad som et Barn?«